I Christian Jungersens nye roman Du kan alt finder en vigtig scene sted på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. En mørk nat bryder hovedpersonen, den nyligt fraskilte Per, og hans voksne søn, Silas, ind på kirkegården, og på Urnefællesgraven begraver de sammen en halskæde, hvis betydning ikke skal spoiles her.
Men man kan vist roligt sige, at Per drager sin søn med ind i noget, han ikke burde være stolt af. De to mænd, far og søn, ender med at stå i nattens mulm og mørke og hoppe på den grav, hvor de har begravet halskæden.
»Som et nyt stammeritual vi selv har opfundet, hopper og tramper vi sammen på de døde,« står der suggestivt. Og sådan slutter første bind af det 750 sider lange tobindsværk Du kan alt.
Christian Jungersen, som til hverdag bor på Malta, har indvilget i at møde mig på Assistens Kirkegård på Nørrebro for at tale om bogen. Først vil han dog ikke fortælle mig, hvad han forstår ved denne slutscene, men beder i stedet om min udlægning. Vi sidder på en mørkegrøn bænk lidt væk fra de større stier, omgivet af grave og brusende træer.
Jeg fortæller, at jeg synes, det er en uhyggelig scene, fordi Per drager sin søn med ind i en ugerning og gør det til et fælles ritual. At scenen viser noget om Pers afstumpethed.
»Fuldstændig,« siger Christian Jungersen med et smil. »Per har en form for grænseløshed, nogle blinde vinkler, han ikke selv forstår. Og det er også derfor, Silas ofte må holde ham ud i strakt arm.«
Christian Jungersen mener dog også, at scenen siger noget om romanens tone og stil. For selv om bogen ifølge hans forlag, Gyldendal, er en realistisk samtidsroman, har han også arbejdet med det, han kalder ’hysterisk realisme’:
»Jeg har skruet lidt ekstra op for farveknapperne på tv’et. Men det sjove med den scene er, at ingen af mine læsere har kommenteret på den som urealistisk, ingen hæfter sig ved, at det da egentlig er en lidt speciel slutning, at nogen står og hopper op og ned på en grav midt om natten.«
– Hvad tænker du om det?
»Jeg er egentlig stolt af det. Jeg er stolt af, at jeg har skabt et univers, hvor folk tænker, at det er en del af et realistisk univers, at hovedpersonen står og hopper oven på gravene. Det synes jeg er en succes.«
Ét liv er ikke nok
Du kan alt er succesforfatteren Christian Jungersens fjerde roman. Hans tidligere værker Undtagelsen fra 2004 og Du forsvinder fra 2012 er bestsellere, ligesom de er blevet filmatiseret med skuespillere som Nikolaj Lie Kaas og Sidse Babett Knudsen i hovedrollerne.
Du kan alt er Christian Jungersens hidtil længste roman og den eneste, der ligefrem har to bind. Værket starter med, at Pers søn, Silas, flytter hjemmefra, og kort efter bliver Per skilt fra Silas’ mor. Midtlivskrisen kradser, men Per vælger at se sin situation som muligheden for at skabe sig et nyt liv; han siger sit kommunale chefjob op, uddanner sig til terapeut og starter sin egen virksomhed. Og herefter hvirvles han ind familiedramaer, luksusferier, nye forelskelser og kriminelle underverdener.
Romanen kommer vidt omkring på sine 750 sider, til tagterrasser i Rio, udslusningsprogrammer for kriminelle, rockerborge og, ja, Assistens Kirkegård, hvor vi sidder. Det er svært, hvis ikke umuligt at gengive Du kan alts plot, men ét aspekt binder bogen sammen: dens frihedssøgende hovedperson, Per.
For ham er retten til og muligheden for at gøre noget nyt, også efter man er fyldt 50, altafgørende. Han bevæger sig frit fra epoke til epoke i denne nye del af sit liv, og romanens form, der består af mange ret hårdt afgrænsede dele, spejler denne livsmodus.
I en af bogens første, længere afsnit – »Jeg er penge« – bliver Per suget ind i familiedynamikken blandt tre generationer af jødiske kvinder på et luksusresort på Bali. Efter afsnittets slutning nævnes kvinderne aldrig igen. Ligesådan er det med halskæden, som Per og Silas begraver; den repræsenterer et af bogens dramatiske højdepunkter, men da den først er begravet, dukker hverken den eller dens forhistorie op igen. Per sluses, tilsyneladende upåvirket, fra én fortælling til en anden.
Du kan alt er ikke bare romanens titel, men også en form for mantra for Per.
Om dette mantra så klinger genklangsrigt, hult eller ildevarslende, må være op til læseren at vurdere, insisterer Christian Jungersen, selv om jeg gentagne gange forsøger at få ham til at sige noget vurderende om Pers livsindstilling:
»Per tænker, at vi kan have en række liv efter hinanden, at ét liv ikke er nok. Det er op til dig at definere om han har dødsangst, eller om han er sulten efter liv, men han er i hvert fald livsbulimiker. Han suger det til sig, mere end han kan rumme, igen og igen og igen. Og det spejler bogens struktur, måden, den hele tiden starter forfra på.«
– Hvad tænker du selv om den måde at se sit liv på?
»Jeg kan godt forstå, at du spørger, men mit svar er, at jeg ikke svarer. Jeg risikerer at lukke for læsningen. Det bliver ligesom at vise nogen blækklatten i en rorschachtest og straks efter sige: ’Ja, det er mig, der har tegnet den, og det forestiller en rose’. Folk hæfter sig ved forskellige ting ved Pers karakter. Folk opfatter ham helt vildt forskelligt, og det har også været min ambition.«
Lidt senere taler vi om Svend Brinkmans ideer om at stå fast og tage den såkaldte nej-hat på. Her kan man dog – måske – ane antydningen af en stillingtagen hos Christian Jungersen:
»Svend Brinkmann er sikkert smaskhamrende irriteret over mennesker, som hele tiden flagrer omkring og ikke har nogen faste værdier. Det kan jeg forstå; at sådan har han haft det. Hvis jeg skal vælge, hvad jeg er mest irriteret over, så er jeg mest irriteret over det modsatte. Jeg er ikke irriteret på Svend Brinkmann, men jeg synes oftere, jeg møder mennesker, hvor jeg tænker: For helvede, så løsn dog lidt op, du er en prop i systemet på alle mulige måder. Folk der – i professionelle eller sociale sammenhænge – har brug for, at tingene skal være på en særlig måde; de kan ikke prøve noget nyt, de kan ikke være fleksible.«
– Er det, fordi du selv sætter pris på det fleksible, fungerer godt i det?
»Ja, det er det. Men samtidig har jeg også ting, jeg ikke vil ændre, som bare skal være på min måde. For eksempel har jeg skrevet stort set hver dag i 30 år. Hvis der var nogen, der sagde: ’Christian, de næste to uger må du ikke skrive’, så ville jeg sikkert få et hysterisk anfald.«
Han ler: »Men med alt muligt andet prøver jeg på at være åben og fleksibel, lytte og tage til mig.«
Afstumpethed og indlevelse
Du kan alt er på ingen måde autofiktion, men der er heller ikke tvivl om, at Per – biografisk set – minder mere om Christian Jungersen end hans tidligere hovedpersoner.
I debutromanen Krat fra 1999 skrev han om en 82-årig mand, der ser tilbage på et forlist venskab, i Undtagelsen om arbejdspladsmobning blandt fire yngre kvinder på et kontor, og i Du forsvinder om folkeskolelæreren Mia, hvis mand personlighedsforandres.
»Der er en enorm frihed som forfatter i at skrive om en karakter, som ingen tror er dig,« fortæller Christian Jungersen. »I virkeligheden var de alle mig! Det var de da. De kvinder, der blev mobbet på kontoret, manden med hjerneskade, jeg følte dem, de var sider af mig. Men jeg kunne skrive præcis, hvad jeg ville, for ingen tænkte, det var mig.«
I Du kan alt er det sværere for Christian Jungersen at skjule sig bag sin hovedperson. Per er en mand i 50’erne ligesom Christian Jungersen, og han er veluddannet og velstillet ligesom Christian Jungersen:
»På nogle måder er Per en ondsindet karikatur, jeg har skabt på mig selv,« fortæller han. »Jeg tager nogle træk fra mig selv, og så overdriver og udleverer jeg dem så ondskabsfuldt, som jeg kan.«
Overlappet mellem ham selv og hans hovedperson skabte dog også en problematik for Christian Jungersen:
»Det var nemt at lære Per at kende; hans musiksmag, hans sprog, jeg kendte det. Men bagefter kommer udfordringen: Hvor grusom tør jeg være i udleveringen af ham? Og der har jeg prøvet at skide på alt og bare give den gas.«
– Men det bliver et større dilemma, fordi han udadtil minder om dig selv?
»Ja, for folk vil tænke, at det er mig. Og det er jo dobbelt. For hvis du skal lave en rigtig interessant morder, så skal du ikke lave en, der har været psykopat, siden han var barn, som hev benene af dyr, da han var lille og den slags. Det er en kedelig morder. Du skal have en morder, som i virkeligheden – hvad ved jeg … er den kvindelige leder af Amnesty International.«
Han uddyber: »Og så skal du tage hende og vride hende, og så skaber du noget spændende. Og på samme måde her med mig: Hvis jeg laver nogle små tvists på mig selv, så kommer jeg til at blive mere monsteragtig, end jeg føler, jeg er. Og det er jo noget af et offer, hvis der er nogen, der tror, det er mig, men samtidig er det jo også interessant.«
– Hvad tænker du om Pers narcisisme eller afstumpethed?
»Jeg synes, det er fascinerende.«
– Så du er interesseret i det aspekt af mennesket?
»Ja, det er jeg. Der er sider ved ham, som er mig, men også sider ved ham, som er sådan, som jeg ser mennesker. Og det er nok derfor, en af mine venner, som har læst bogen, mener, at det er en misantropisk bog. Når jeg ser mig omkring, synes jeg, at jeg ser rigtig mange mennesker, som er i stand til at have en afstumpethed, som er uhyggelig, og som folk ikke rigtig lader til selv at være bevidste om.«
– Hvor ser du det henne? Kan du komme med et eksempel?
»Bare sådan en ting, som at mine sko måske er lavet af nogle børnearbejdere – jeg går glad rundt i dem, tænker ikke over det og føler mig som et godt menneske ligesom alle mulige andre. Men de er sikkert lavet af nogle børn, der som 12-årige får gigt i hænderne, fordi de har skullet arbejde ti timer om dagen. Måske er det ikke tilfældet, men det er bestemt en mulighed. Og den måde, man kan lukke det ude på af sin bevidsthed på og slet ikke tænke på det – det synes jeg er uhyggeligt.«
Han holder en kort pause og tilføjer så: »Men samtidig er det også en forudsætning for, at vi kan leve, at vi kan have glæde i vores liv, for at vi har energi; et sundt menneske kan på nogle punkter lukke sig selv af for sådan nogle fakta. Og den balance skal vi alle sammen finde, og den synes jeg er interessant at udforske. Og det gør jeg meget med Per; jeg udforsker balancen mellem afstumpethed og indlevelse, som han ligger og vipper ukontrollabelt imellem gennem hele bogen. Nogle gange kan han jo nærmest blive ét med andre mennesker, og så blive han pludselig afstumpet igen, han kan ikke styre det.«
– Sådan føles det også som læser. Man skiftevis tiltrækkes og frastødes af Per og genkender ham i sig selv også.
»Det opfatter jeg selv som den største udfordring for mig i den bog – og som forfatter. At jeg laver lige præcis den oplevelse i dig. Jeg ved jo ikke, hvordan alle får det, jeg kan ikke styre, hvordan alle opfatter det, men det er egentlig mit mål, at det er sådan, det skal være, som du beskriver det.«
En gigalang pageturner
Det er en intens oplevelse at interviewe Christian Jungersen. Flere gange, når jeg spørger til hans bog, vender han spørgsmålet og spørger mig, hvad jeg selv tænker. På et tidspunkt afbryder han vores samtale for at kommentere på det mærke af gummistøvler, jeg har på – Ilse Jacobsen, en »Hornbæk-pigestøvle« ifølge Christian Jungersen, hvilket ikke stemmer overens med hans idé om mig som Information-journalist.
Den intensitet, der er i Christian Jungersens bøger, findes tilsyneladende også i ham selv.
I Du kan alt såvel som hans tidligere bøger er suspense-elementet eller pageturner-effekten vigtig for Christian Jungersen. Læseren skal fastholdes. Med Du kan alt satte han sig selv den svære opgave at skrive en pageturner, der handlede om en mindre defineret, mere »udflydende« hovedperson end i hans tidligere værker:
»Jeg har villet prøve at lave en gigalang pageturner, som er fuldstændig uforudsigelig, men som også har en kompleks hovedperson. En bog, som stiller spørgsmålet: Jamen, hvad er han egentlig for en person, og hvad er det her for et univers? Det er i virkeligheden også en form for spænding, bare en anden form for spænding.«
– Hvordan opretholder du ellers spændingen? Hvad er dine tricks?
»Nu har jeg jo skrevet i 30 år, og jeg har mange tricks. Nogle er intuitioner og fornemmelser, andre er bare sådan tommelfingerregler. Men altså, pageturnerbegrebet består jo helt elementært i, at man ikke aner, hvad der skal ske på næste side, og at det er helt vildt vigtigt, hvad der sker. Der er nogle bøger, hvor man ikke aner, hvad der skal ske, og man er ligeglad, og der er andre, hvor det er enormt vigtigt, men man faktisk godt kan regne det ud. Det er ligesom det. Og sådan skal det bare være side efter side efter side. Og det skal så gøres på en måde, så det ikke bliver monotont, så man ikke siger: nu har jeg regnet systemet ud. Man skal ikke bare sidde og laver den samme bevægelse hele tiden, men finde nye måder. Det er en pageturner.«
– Det er lyder svært, hvis det hele tiden skal være på nye måder.
»Det er smaddersvært! Men det er tiltrækkende for mig, at det er svært.«
Lykke-Per i 50’erne
Det tog Christian Jungersen syv år at skrive Du kan alt. Da han havde udgivet Du forsvinder i 2012, tog han på oplæsningsturné i to år for at tjene penge nok til, at han ikke behøvede at arbejde, når han skulle skrive sin kommende bog. Siden lavede han research, tog blandt andet selv en terapeutuddannelse – ligesom Per – og brugte mange, mange dage i sit hjem på Malta på at skrive.
»Det tog længere tid, end jeg havde regnet med, for den her bog var sværere at skrive end mine tidligere. Den starter forfra igen og igen, det er ligesom en række bøger efter hinanden, men alligevel med et fællespræg. Jeg skifter genrer og personer mange gange, og jeg ville gøre det på en måde, så læseren føler, at ’det her er den vildeste tivolirutsjebanetur, jeg har været på i hele mit liv, men jeg bliver ikke kastet af’.«
Henimod romanens slutning går det virkelig godt med Pers karriere som selvstændig terapeut, og han bliver en slags tv-personlighed, der prædiker det livspositive budskab, at tiden efter 50 er en slags ny ungdom. Derfor begynder medie-Danmark i romanen at henvise til Per som »Lykke-Per«. Hvorfor referencen til Henrik Pontoppidans roman, spørger jeg?
»Det ved du sikkert bedre end mig,« svarer Christian Jungersen. »Er du uddannet fra litteraturvidenskab?«
– Ja, det er jeg.
»Haha, kan du så ikke fortælle mig, hvad jeg skal sige?«
– Nej! Du må fortælle mig, hvad du har tænkt?
»Som jeg husker Lykke-Per, ligger en stor del af den i Pers ungdom. Og det har været et projekt for mig at lave en slags dannelsesroman, som begynder, når man nærmer sig de 50. Det er en del af at vise, at mange af den slags bøger foregår i teenageårene og måske i 20’erne, og når folk fylder 40 – så var det det. Så er dannelsen slut. Og det provokerer mig. Og på den måde prøver jeg lige at vende den lidt om.«
Han laver en bevægelse med sin hånd, hvor han strækker fingrene ud og roterer på håndledet, og siger så, rettet mod båndoptageren, som ligger imellem os på bænken: »Christian gør en tjing-agtig bevægelse med sin hånd.«
– Så du vil gerne udvide forestillingen om, hvad det vil sige at være i 50’erne?
»Ja, for vi er spærret ind i nogle historier om, hvad tingene skal være. Og vi er kun lige begyndt på at udvide ideen om, hvordan man kan være menneske i 50’erne; det kan komme et helt andet sted hen. Og det vil jeg gerne bidrage til, der vil jeg gerne sparke til bolden.«
