Tjek dine privilegier, du hårløse, opretgående abekat

»Mønsterbrud. Hvilken betydning har det, hvor vi kommer fra, hvad vi kommer af, og hvilke forventninger omverdenen har til os på grund af vores baggrund? Eller måske snarere ikke har til os?«

Således lyder oplægget til den tale, jeg skal holde her i dag. Nogen ledende spørgsmål, kunne man mene. Det indlysende svar er: Omverdenens forventninger har kolossal betydning for vores muligheder i livet.

I har måske set sådan en cirka-viral video, der har floreret på internettet i sikkert flere versioner: En flok unge (typisk amerikanere, high school- eller collegestuderende) stilles op på en startlinje og skal løbe om kap efter en 100-dollar-seddel, som befinder sig cirka 100 meter væk. De stilles op på en lige linje, bortset fra en række betingelser, som læses op, inden startskuddet lyder: »Tag ti skridt frem, hvis dine forældre tjener mere end 100.000 dollar om året. Tag ti skridt tilbage, hvis dine forældre har været arbejdsløse i mere end et år. Tag ti skridt frem, hvis du har haft adgang til fuld sundhedsforsikring. Tag ti skridt tilbage, hvis der er eller har været alvorlig fysisk eller psykisk sygdom i din nære familie. Tag ti skridt frem, hvis du er mand. Tag ti skridt frem, hvis du er hvid.« Osv. osv. og så kan de unge amerikanere og alle vi internetkiggere jo tydeligt se, at det ikke er helt tilfældigt, hvem der snupper de dejlige dollar til sidst.

Sådan er det jo også her i Danmark. Jeg forestiller mig, at sådan et publikum som her i dag, i Vor Frue Kirke i Aarhus, til et litterært arrangement under festugen, er gennemgående rimeligt privilegerede. Ganske som jeg selv, tilhører I også – i hvert fald gennemsnitligt – de privilegerede klasser i det danske samfund. Og i globalt perspektiv er vi jo helt fræsende overklasse: Vi er den ene procent. Faktum.

Med til privilegier høres også forpligtelsen til at ’tjekke dem’. At man skal ’tjekke sine privilegier’ tilhører stalinorglet af fraser fra nutidens en vogue-visdom. Såkaldt wokespeak. Jeg vil ikke skjule, at jeg har det stramt med mange af dette lingos udtryk, som dybest set ofte er sproglige power-moves, der er designet til at oprette forskelle og udpege de indviede for hinanden.

Men – MEN – samtidig har de jo ret, de unge mennesker, i meget store dele, måske endda det meste, af hvad de siger: Vi skal ikke benytte betegnelser, som er ubehagelige og sårende for andre. Det er almindelig høflighed. Vi skal som udgangspunkt være inkluderende for alt det anderledes. Herunder vælge betegnelser, som er mere bredt favnende. Majoriteten bør gå ud fra, at vi ikke omfatter alle.

Og vigtigst: Vi skal være klar over, hvilke fordele vi nyder som følge af visse strukturelle forhold i samfundet. Og hvorledes disse strukturer gennemsyrer alt fra global politik til helt ind i sjælen på hin enkelte: Vi internaliserer, som det hedder. Vi undertrykker og/eller bliver undertrykt og mener hele vejen igennem, at det er godt, og sådan skal og bør det være.

Første skridt i at stoppe magtmisbrug er at erkende, hvilken type magt man besidder, og identificere dens metoder. Eller med andre ord ’tjekke sine privilegier’. Og den tankebevægelse kræver empati, fordi i virkeligheden tænker man: »Hvilke privilegier, som jeg har og tager for givne, findes der andre mennesker, som ikke har?«

Vi kan jo begynde med: Hurra, jeg er dansker, eller i det mindste har jeg lov til at være hertillands. Jeg er for eksempel ikke kurder i Tyrkiet, uighur i Kina, yezidi i Syrien, palæstinenser i Gaza eller hazarer i Afghanistan. For eksempel. Hurra for os, ja – men har vi sådan helt tørt moralsk fortjent dette svineheld? Nej, vel? Det er helt tilfældigt, at man kan sidde her i Vor Frue Kirke i Aarhus og føle, at den største udfordring i livet p.t. er presset fra en træbænk på sædemuskulaturen.

Der findes mildest talt også underprivilegerede grupper i det danske samfund. Men hvordan identificere disse grupper? Og her mener jeg, at ’woke-bevægelsen’ – og her er jeg godt klar over, at glosen ’woke’ også er et sprogligt power-move, som skal signalere, at jeg ikke er troende (hvad jeg så alligevel på mange måder er). Men altså, jeg mener, at de woke begår en fejl, når de bruger identitetsmarkører som køn, race og seksualitet som grundlag for at identificere de underprivilegerede.

Jeg mener, vi (i hvert fald primært) skal tale om fattigdom, om økonomi. Follow the money. Men kapitalismens store aktører vil hellere paradere deres rigtige holdninger om køn, race og seksualitet. For nævner de moneterne, så ville de pludselig skulle betale skat.

Jeg giver ikke en skid for, at cirka samtlige globale brands klæder sig i regnbuefarver fra top til tå: Betal skat af overskuddet, som I tjener her i det land, hvor jeres ansatte har taget deres uddannelser, har deres bopæl og kommer på hospitalet, hvis de bliver syge. Jeg kan godt forstå, at en hvid underklasse i USA har det stramt med sorte middelklassebørn, som vælter statuer. At mange af dem så går hen og stemmer på en galning som Donald Trump, gør det bare så meget desto mere tragisk.

Forstå mig ret: Jeg går totalt ind for Pride-bevægelsen og Black Lives Matter. Totalt. Men altså, til de store firmaer, til medier og politikere osv., siger jeg: Put your money where your mouth is.

Denne tale har strittet i tusind retninger, og hver delpointe fortjener en grundigere udfoldelse og diskussion (og flere af udsagnene er tydeligvis heller ikke helt intellektuelt gennembagte), men altså, min afmålte tid går – jeg er sikkert allerede gået over den – så jeg vil slutte med endnu et par strittende påstande:

Alle levende celler besidder en form for bevidsthed. Alt levende, fra græsstrå til træer, bakterier, ulve og elefanter, er følende, tænkende væsner og har lige så meget ret til at være her som os. Eftersom vi er øverst i fødekæden og har magten til at bestemme over alle de andre organismer, så er det vores ansvar, at de kan udfolde deres liv i frihed og værdighed. Ergo bør naturen – alt i naturen – også inkluderes i de såkaldte menneskerettigheder. Som efterfølgende nok ville skulle ændre navn.

Desuden: I virkeligheden er planeten Jorden én stor organisme. Det er den, fordi alt liv er symbiotisk og i sidste instans forbundet med alt andet liv. Vi er alle afhængige af alle mulige andre livsformer – fra bakterierne i vores tarme til andre mennesker (de være sig nær familie, den lokale kloakarbejder eller en syerske på en tekstilfabrik i Bangladesh), og helt ud i luften, som vi indånder, skabt, som den er, af bladene på træerne omkring os.

Vi er ikke herrer over naturen. Det er en misforståelse af bogstaveligt talt bibelske proportioner. Første Mosebog indeholder noget meget farligt vås. Mennesket skal ikke herske over naturen. Vi skal tværtimod bestræbe os på at være dens tjenere.

Og en dygtig tjener generer ikke de spisende gæster unødigt. Det er på tide, at vi som menneskeart, og i særdeleshed som hvide vesterlændinge, lige træder et skridt tilbage og tjekker vores privilegier.

Tale afholdt i Vor Frue Kirke, Aarhus, den 2. september 2021 i regi af LiteratureXchange og Aarhus Festuge i arrangementsrækken ’Rum der forkynder/LitXtalks’.