Vi er vilde med …
Læsetid: 4 min.

Ugens anbefalinger: Essayhyldest til den dårlige anmeldelse og udstilling om Moki og Don Cherry

Ikke alt kunst er lige godt, så forsvar den dårlige anmeldelse, skriver journalisten Dorian Lynskey i et essay, vi kan lide. Først nu er verden i gang med at opdage, hvor god kunst Moki Cherry faktisk lavede. Lige nu kan man se en udstilling om hende og resten af Cherry-klanens svenske kunstnerkollektiv
Moki, Don og Neneh Cherry i 1967

Moki, Don og Neneh Cherry i 1967

Peter Bjorkegren

Kultur
10. september 2021

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

 

Mor er den ondeste i verden

MINISERIE. Bodil Skovgaard Nielsen

Alle tre afsnit af ’Too Close’ er tilgængelige på dr.dk

En mor kører en bil med to børn på bagsædet ud over en bro og lige lukt ned i vandet – med fuldt overlæg. Nem kandidat til en førsteplads på ranglisten over forfærdelige mennesker, ik’?

Denise Gough spiller patienten i dramaet ’Too Close’, der kan streames på dr.dk

Fra DR

Det er umiddelbart, hvad man tænker, når man ser første scene af den velspillede og intense, men meget smukke miniserie Too Close, som til alles fryd ligger på dr.dk. Men på blot tre afsnit får serien vendt alle ens forestillinger om mormonsteret rundt. Ikke så meget i spektakulære twists, men med en insisteren på at se, hvad der egentlig gemmer sig bag. Hvilket viser sig at være mindst lige så forstyrrende.

Emily Watson (Breaking the Waves) spiller retspsykiateren, der skal udrede, om moren (Denise Gough, Vores mand i Amerika) kan dømmes for mordforsøg. De har kemi og leverer replikker, der er sjældent set velskrevne, med britisk teaterakkuratesse. Vi veksler mellem scenerne i forvaringen og tilbageblik på morens liv op til hændelsen.

Få serier af krimi-thriller-genren bliver for alvor i kroppen efter endt sofakigning. Men Too Close føles som et omvendt Ibsen-drama, der starter i det allerondeste, og så langsomt arbejder sig tilbage gennem derouten. Man forstår, hvordan det kunne gå så galt. Kuldegysnings-inducerende og absolut seværdig.

 

 

En hyldest til den negative anmeldelse

ESSAY. Katrine Hornstrup Yde

»The Art of the Hatchet Job« af Dorian Lynskey kan findes hos unherd.com

I mine fire år som kulturredaktør har jeg måske redigeret, hvad, 1000? anmeldelser, og jeg ruller altid kontorstolen længere frem mod skærmen, når en rigtig stinker af en anmeldelse tjekker ind i min indbakke. Fakta og argumentation og rundt-om-viden skal være på plads, sproget må være personligt, men aldrig perfidt. Det er jo os, medierne, der sidder på magten, er mit mantra.

Ro på, ville den britiske journalist Dorian Lynskey svare. Ikke over kritikstandarderne, men over følelsen af vigtighed. Anmelderen er i internettets tidsalder ikke længere rig og magtfuld, men én myre blandt tusinder, mener han. Og han har derfor skrevet en vildt anbefalelsesværdig, lang hyldest til og forsvar for den nedslagtende anmeldelse. Tesen er, at den hårde anmeldelse og kritiske anmelder er blevet jaget vildt, der bliver slagtet af alle, der er uenige, fordi de er uenige. Vil du ikke en feelgood-serie som Ted Lasso, vil du ikke livet. Har du problemer med et antiracistisk eller queer kunstværk, må du være racist eller sexist. Læs det, bitte. Og vær måske lidt mere taknemlig næste gang, du læser en tekst af en anmelder, der har smøget ærmerne op og bruger al sin kærlighed til kultur på at argumentere for, at alting af samme grund simpelthen og overhovedet ikke er lige godt.

 

Flotte levn fra en nær og meget farverig fortid

ARKIVUDSTILLING. Lone Nikolajsen

’Organic Music Societies: Moki & Don Cherry’ kan ses i Musikhuset København frem til den 19. september

Don og Moki Cherry i Tågarps skolestue i 1979

Rita Knox

Langt ude i skoven lå der i 1970’ernes Sverige et noget så kulørt kollektiv, hvor den svensk-amerikanske Cherry-klan og en lind strøm af venner gik og nedbrød skellet mellem liv og kunst. Tågarp hedder den gamle skolebygning, hvor den amerikanske jazztrompetist Don Cherry og den svenske maler, tekstilkunstner og scenograf Moki Cherry opdrog deres børn, spillede koncerter, lavede musikskole, børneteatergruppe, loppemarked, fællesspisning og udstillinger. Hjem og scene kom ud på et. Don Cherry berigede musikhistorien med plader, der forenede alverdens musiktraditioner.

Moki Cherrys kunst gik derimod ikke direkte over i kunsthistorien. Måske fordi langt det meste af det, hun lavede, blev skabt til et andet og mere anarkistisk kredsløb end kunstinstitutionernes.

Det er så ved at ændre sig nu. Større udstillinger med Moki Cherrys kunst er på vej i Stockholm og Paris, og i Musikhuset København vises for tiden en lille arkivudstilling med hendes plakater, pladeomslag, malerier og vægtæpper. Stilmæssigt minder det om de mest syrede passager i Bennys Badekar, og som historiske levn minder det om en tid, hvor hverdagsliv og kunstnerisk eksperiment overlappede.

 

Belmondo er et verbum, der repræsenterer vitalitet, karisma og viljestyrke

FILM. Christian Monggaard

’Le Doulos’ kan købes på dvd og Blu-ray eller – med lidt teknisk snilde – lejes digitalt via amazon.co.uk 

Quentin Tarantino har engang sagt om den franske skuespiller Jean-Paul Belmondo, der døde forleden, 88 år gammel, at »Belmondo er ikke bare navnet på en mand, det er et verbum, der repræsenterer vitalitet, karisma, viljestyrke. Det repræsenterer ’supercoolness’. Det er det, Belmondo betyder! Her er kongen!«

Det er store ord, men at der er noget om snakken, kan man konstatere ved selvsyn ved at se eller gense nogle af de film, Belmondo medvirkede i i løbet af sin karriere. Personligt er jeg gladest for ham i en af den franske mesterinstruktør Jean-Pierre Melvilles gangsterfilm, Le Doulos (1962) – med den fantastiske danske titel Døden giver ikke kredit. Filmen handler om en røver, Silien (Belmondo), der planlægger et nyt kup sammen med nogle gamle kumpaner. Silien er dog ikke helt ærlig over for sine medsammensvorne, og det udvikler sig til et farligt spil, der også involverer en politimand.

Der er en melankolsk, næsten tragisk tone i Le Doulos – som i de fleste af Melvilles film, der gerne handler om venskab, loyalitet og forræderi i en (under)verden fuld af gråzoner – og Belmondo er brillant som den ikke alt for pålidelige Silien, som dog egentlig bare gerne vil lægge det kriminelle liv bag sig.

Serie

Vi er vilde med ...

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her