I Schöneberg, nærmere bestemt på Winterfeldtplatz, bor der en svensk forfatter, der kender byen og Tyskland bedre end så mange andre. Han har levet i og med byens rytme og dens mange forvandlinger gennem næsten fyrre år, ligesom han med sin base i Berlin har rejst rundt i Europa og skrevet om epokeskiftet efter 1989 og med et kulturarkæologisk røntgenblik i romaner og essaybøger blotlagt de strukturer, der styrer vores samfund og i særskilt grad skrevet om egne og andres erfaringer, tanke- og følelsesverdener i øst og vest og individets plads i denne verden.
Winterfeldtplatz, der ligger i det gamle Vestberlin, ligner til forskel fra så mange andre steder i Berlin stadig sig selv, som den så ud for fyrre år siden, hvor byen endnu var delt. Hans navn er Ulf Peter Hallberg, og på mange måder kommer han spadserende fra den gamle verden ind i nutiden, en flanør i den tyske kulturfilosof Walter Benjamins betydning, der holder kontakten til døde tænkere og forfattere i live og forsøger at sætte deres tankegods i spil i vores samtid.
Fin oplysende tekst. "Problemet med det nye internetliv er, at det ikke har noget forhold til historien, livets kropslighed eller love eller retfærdighed". Plus mange andre perler, som det er værd at reflektere over.