Du skal ikke være flov, hvis du heller ikke kendte The Minds of 99

Lørdag aften i sidste uge eksploderede mine sociale medier i forventningsfulde fadølsselfies fra Parken i København, og næste morgen var avisernes webudgaver klistret til med billeder af 50.000 mennesker, der fejrede åbningen af Danmark på dagen, hvor de sidste coronarestriktioner forsvandt, ved at gå i kollektiv ekstase til ... et band, jeg ikke kender.

At et nyt band kan forbigå min radar, er ikke i sig selv rystende – giv mig noget Anne Linnet fra Marquis de Sade-perioden, og jeg skal vise dig, hvordan man fester. Men når jeg læser i Politiken, at »det var hele familien Danmark – og deres børn, ikke mindst – der skulle til koncert i den lune septemberaften«, føler jeg mig alligevel ekskluderet. Og når bandet samtidig udråbes som »et af de allerstørste bands i dansk musikhistorie« – det kan jeg jo ikke lade stå til.

Jeg besluttede mig for at søge hjælp. For at forstå, hvad der har gjort et for mig nærmest ukendt band til et af Danmarks største – og måske også til at forstå, hvordan jeg kunne misse fænomenet The Minds of 99. 

En død polarforsker

Jeg ringede først til Politikens musikkritiker Pernille Jensen, der anmeldte koncerten sammen med kollegaen Simon Lund – til seks bankende Politiken-hjerter. 

»Det var en koncert, men det var også en kæmpestor fælles forløsning,« siger hun i telefonen. »Normalt skal bandet lige i gang, og publikum skal have hentet deres øl. Sådan var det ikke i lørdags. Folk var PÅ. Og de brølede med, som gjaldt det deres liv,« fortæller hun. »Det var den største koncert, der har fundet sted i Europa i halvandet år. Det er jo helt vildt.« 

Det afspejlede til dels et intenst savn efter de store fællesskabsoplevelser, siger hun. »Men det er også, fordi det her band kan noget helt særligt.«

Henrik Smith-Sivertsen er forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek og forfatter til en række bøger om dansk populærmusik. Han var ikke selv til koncerten, men har været akademisk nysgerrig på fænomenet The Minds of 99, siden han hørte dem første gang.

»Her var en flok unge fyre, der havde valgt, at teksten på deres debutsingle var et digt af Tom Kristensen fra 1933 om en død polarforsker,« siger han med henvisning til bandets første hit »Det er Knud som er død« fra 2014. »Jeg tænkte: Her sker noget nyt!« 

Viljen

Men hvad er det, der gør, at lige netop The Minds of 99 blev bandet, der åbnede Danmark? 

»Vilje!,« svarer Pernille Jensen resolut. »Man bliver ikke stadionband, hvis man ikke virkelig vil det. Hvis man ikke har et brændende ønske om at stå netop der.«

I DR-radiodokumentarserien Hvem er The Minds of 99? fortæller bandets medlemmer, at deres mål fra den dag, de mødte hinanden omkring en ungdomsklub på det ydre Frederiksberg i startnullerne, var at blive som Oasis – dengang verdens måske største band. »Det var der, de satte barren,« siger Pernille Jensen. 

Henrik Smith-Sivertsen var heller ikke spor overrasket over, at det blev netop dette band, der skabte musikhistorie i lørdags. »Jeg var blevet mere overrasket, hvis de havde sat en fod forkert. De er usædvanligt dygtige og først og fremmest overdrevet velforberedte: De øver, øver, øver sig.«

En af de store forskelle på The Minds of 99 og andre bands af deres årgang er, at de altid har været enormt gode til at søge rådgivning hos andre, blandt andet hos en scenecoach, og så faktisk også lyttet til det, fortæller Henrik Smith-Sivertsen. En god, omend overraskende sammenligning, er Lars Lilholt Band:

»Lars Lilholt Band er ofte blevet set lidt ned på, men som liveband er de helt suveræne,« siger forskningsbibliotekaren. Lilholt hyrede nemlig tidigt en dramaturg, der skaber koncerten som et narrativt forløb og træner musikerne. »Resultatet er, at musikernes energi er helt vild. Men intet er overladt til tilfældighederne. Alt er indstuderet. De ved, hvornår de skal løfte en arm og spjætte med et ben. Og når alt det sidder på rygraden, er der jo et andet overskud til at være fri og til stede.«

»The Minds of 99 er ikke for sjov,« fortæller musikkritiker Pernille Jensen.

Ólafur Steinar Gestsson

Når Lilholt Band og The Minds of 99 er usædvanlige i en dansk sammenhæng, handler det om nogle sejlivede forestillinger om, hvad der er rock and roll, mener Henrik Smith-Sivertsen.

»I Danmark blev der i 1960’erne etableret et ideal om, at rock bare var sådan noget, man gjorde, og man gjorde det helt selv. Det afgørende var, at man til gengæld gjorde det med selve livet som indsats.«

Anderledes var det i Sverige, hvor man lagde vægt på, at man skulle samarbejde med mange forskellige folk og fagligheder. »De blev pissegode til at lave pop som holdindsats: Fordi nogle er gode til at lave omkvæd, mens andre er gode til at skrive vers, mens andre igen forstår, hvordan man leverer det på en scene.«

Og mens Sverige blev en international musiknation, holdt vi herhjemme stædigt fast i rockmyten om det selvkørende band. Det ideal gør ’Minds’ op med. Forsanger Niels Brandt har blandt andet været igennem intensiv træning ved en performanceskole i London. »Og da de vinder DR’s talentforløb Karrierekanon i 2013, tager de faktisk ivrigt imod den sparring, de tilbydes,« påpeger Henrik Smith-Sivertsen.

Alvoren

Og den alvorlige tilgang til arbejdet går igen i deres tekster, mener Pernille Jensen: »The Minds of 99 er ikke noget LOL-band (internetforkortelse for laughing out loud, red.). Der er noget at komme efter i deres tekster, og det er dæleme ikke altid, man kan sige det om danske rockbands. Der er ingen ironi, og det handler ikke om at hygge sig. Der er ikke nogen ’Wannabe Darth Vader’ her‚« siger hun med henvisning til Nephews gigahit fra 2004.

»Heldigvis. For hvad fanden er en Wannabe Darth Vader? Det fandt man aldrig ud af, for det var bare for sjov. The Minds of 99 er ikke for sjov.« Hun tilføjer: »Og så er de ikke bange for at være selvhøjtidelige. Det er ellers noget, jeg plejer at tænde af på, men de kan bære det.«

Henrik Smith-Sivertsen kalder The Minds of 99’s tekstunivers for »eksistentielt«. »Det er livet og døden, ja, faktisk ikke mindst døden. Om at lykkes som menneske og om ikke at gøre det. De har en masse på hjerte, og de vil virkelig gerne have, at vi lytter.«

– Så det er ikke et terapeutisk projekt?

»Jo, jo, men det er gruppeterapi. De vil have os med. Men det er ikke navlepillerock. De har en kniv, som de stikker ind i vores navler, og får os, som en anden Lars Lilholt, til at skråle med imens.«

Ikke klassisk stadionrock

Pernille Jensen hørte første gang bandet til SPOT Festival i 2014 og skrev: »Danmark har fået et nyt stort rockband.« 

»Det var ikke mindst tempoet, der fangede mig. ENDELIG er der et band, der spiller hurtigt,« siger hun i dag.

Og tempoet gør, at The Minds of 99 ikke er et typisk fredagsrockband, og også derfor er det tankevækkende, at det var netop dem, der genåbnede Danmark i Parken.

»Deres musik er ikke på papiret 100 procent stadionegnet. Ikke som Volbeat eller Nephew, der – undskyld formuleringen – spiller ret bredrøvet. Så’n et middeltempo, stille og roligt derudad, så alle kan være med. The Minds of 99 er på den ene side højt tempo med en rastløs, punket energi, og på den anden side eftertænksomt og lidt krævende.«

Henrik Smith-Sivertsen er til dels enig: »Nephew har beskrevet sig selv som et ’rokke hovedet frem og tilbage’-band. Til deres koncerter står folk helt stille og bevæger hagen frem og tilbage med nakken. Frem og tilbage, frem og tilbage,« griner han. En skratten på telefonforbindelsen afslører, at han laver bevægelsen. »Når du derimod kigger på publikum til en The Minds of 99-koncert, så kører hele kroppen; til siden og rundt i forskellige dimensioner.«

Så måske er det ikke klassik stadionrock, men de minder til gengæld om en række store navne som Genesis, Peter Gabriel og Bowie, der fyldte stadions verden om. »Det er jo konceptbands, og selv om det måske er et lidt forældet begreb, så passer det ret godt på The Minds of 99. De er et koncept, fordi der fra starten er tænkt hele vejen rundt.«

En til alle

Men i sidste ende handler det om musikken. Her er det lykkedes bandet at ramme bredt uden at gå på kompromis med dybden, mener Pernille Jensen.

»Rent musikalsk minder de ikke om noget andet. De er ’shapeshifters’ – et formskifterband – for de dyrker ikke én lyd. Nogle sange lyder som gammel TV-2, nogle som Kliché. Der er endda en, der lyder som fucking Shu-bi-dua. Andet igen er hyggelig akustisk guitar, mens de under deres koncert i Parken midt i sættet pludselig skabte et mini-rave,« siger Pernille Jensen. »De er all over the place.« 

Og måske ligger nøglen til forståelse af deres succes netop i alle de andre, som »de lyder lidt som«, mener Henrik Smith-Sivertsen.

»De sampler vildt fra den danske sangskat,« siger han. »På den måde minder de jo også om den vej, Gasolin’ gik: Franz ville bare være rock, men Kim havde kæmpe hjerte for Højskolesangbogen og de gamle slagere i 1950’erne. Den opskrift bruger The Minds of 99, og det er smart: Når man laver en form for syntese af alt det, vi allerede kender, kan man gå dybt, samtidig med at man rammer bredt.«

Henrik Smith-Sivertsen har kigget på playlistene for DR’s Radiokanaler – P3, P4 og P6 Beat. Og der sker noget overraskende over tid. På P3 er The Minds of 99 det mest spillede danske musik de sidste ti år, kun overgået af Nik og Jay og LOC. »Jeg gætter på, at hvis man kiggede på de sidste fem år, ville de være nummer ét,« siger han. 

På P6 Beat, som er en kanal for det lidt smallere musik, ligger de også i toppen af de ikkeengelsksprogede kunstnere, kun udfordret af Love Shop. »Men – og nu bliver det spændende,« siger Smith-Sivertsen. »Hvis man kigger på deres seneste single ’Emil’, så er det på P4, at den spilles mest!«

Det er altså på den kanal, der henvender sig til segmentet plus 45 år med bilradioer, at The Minds of 99 nu er det førende band. »For det er et akustisk nummer, der lyder lidt som Kim Larsen fra Værsgo. De rammer simpelthen forskellige segmenter med forskellige numre.«

Nationalt samlingspunkt

Jeg vender tilbage til mit indledende spørgsmål: Hvordan kan noget blive et nationalt samlingspunkt, når jeg nærmest ikke kender det? Har jeg, uden at vide det, tilbragt de sidste ti år under en stor sten?

Henrik Smith-Sivertsen kommer mig til undsætning: Jeg er ikke et publikum. Jeg er et segment, og både mine egne vaner og streamingtjenesternes algoritmer sørger for at holde mig inde i min egen fold. 

 »Det medielandskab, der gjorde, at vi engang alle sammen kunne forholde os til Gasolin, Shu-bi-dua og Anne, Sanne og Lis findes ikke mere. Det er faktisk længe siden, det var sådan, vi opdager det bare ikke rigtigt. Så hvis du har misset, at The Minds of 99 er Danmarks største band, så skal du ikke være flov.«

– Tak ...

»Det medielandskab, som vi lever i, gør det ganske enkelt umuligt at orientere sig uden for sine egne vaner og segmenter.«

Fint at være klenodie

Koncerten i Parken er den hidtidige kulmination på The Minds of 99’s karriere. Men hvor tror Pernille Jensen, at de nu skal hen?

»Musikalsk må vi vente og se. Det fede ved dem er jo, at man aldrig helt ved, hvor de går hen på deres næste album. I forhold til karrieren, så tror jeg egentlig bare, at de bliver her og bliver større. Det ville undre mig meget, hvis de forsøgte sig med et engelsksproget album.« Hun griner.

– Men kan de blive det? Har de potentiale til at få mig og resten af den tunge bagtrop med og blive … som Gasolin?

»Det er svært at sige. Gasolin er jo Guldhornene.«

Jeg undskylder, at jeg holder så stædigt fast i sammenligningen, men det er jo ikke helt noget, jeg selv har fundet på. I dokumentarfilmen Stor som en sol følger man bandet i studiet, mens de laver albummet Solkongen. Her er væggene klistret til med Gasolin-plakater, ligesom forsanger Niels Brandt da også til Soundvenue har udtalt, at Kim Larsen var hans største forbillede. Og Pernille Jensen har jo tidligere i interviewet kaldt sangen »Hurtige Hænder« for en potentielt ny »Kvinde min«.

Hun vælger da også at føje mig. »Okay så: Hvis man engang ville være Oasis, men vælger at blive hjemme, så kan man vel kun blive Gasolin. Hvem ellers?«