Da den tyske forfatter Antje Rávik Strubel for nylig modtog den vigtige tyske bogpris, Deutscher Buchpreis 2021, for sin fantastiske roman Blaue Frau (Blå kvinde) blev det ikke en højlydt og brusende begivenhed. På grund af coronarestriktioner havde alle mundbind på, og rækkerne i Frankfurt am Mains gamle rådhus var kun spredt besat.
Men for bogbranchen og alle, som elsker god og engageret litteratur, kunne det alligevel ikke have været en skønnere fest. Alle seks forfattere, der var blevet shortlistet til prisen – Norbert Gstrein, Monika Helfer, Christian Kracht, Thomas Kunst, Mithu Sanyal og så Antje Rávik Strubel – ville have været værdige til at modtage prisen.
Nogle havde forventet, at Monika Helfer ville modtage prisen. I sin autofiktive roman Vati nærmer hun sig sin fars hemmelighedsfulde person på en stilsikker og suveræn måde. Andre havde satset på selviscenesættelsens mester, Christian Kracht, som også kredser om sin fascinerende familiehistorie i Eurotrash. Også Mithu Sanyal ville have været et kvalificeret gæt. Med sin debutroman Identitti havde hun allerede i februar, da bogen udkom, skabt en livlig debat om, hvordan identitetspolitiske diskurser påvirker den enkeltes liv. Romanens ustyrlige og selvironiske måde at sætte racismen, feminismen og de sociale mediers magt til debat har givet mange læsere fornøjelige og samtidig tankevækkende læsetimer.
Men så var det altså Antje Rávik Strubel, som velfortjent modtog prisen for en roman, der på mere end 400 sider udfolder den unge tjekkiske kvinde Adina Schejbals historie. En historie, der på den ene side drejer sig om opbrud, længsel efter frihed og om at finde frem til sig selv og på den anden side om svigt, vold og tab af sig selv.
Hvordan skal man finde sin plads i en verden, der stadig er delt op i forskellen mellem mand og kvinde, øst og vest, magtfuld og magtesløs, når man ikke selv passer ind i disse kategorier, men i stedet er i gang med at overskride grænser, hvad enten det drejer sig om kønsgrænser, nationale grænser eller klassegrænser? Det er romanens centrale spørgsmål, som den ikke kommer med et konkret svar på, men nærmer sig på en sensibel og tankevækkende måde.
Antje Rávik Strubel, som blev født i Østtyskland i 1974 og efter Murens fald så hurtigt som muligt var taget afsted til Amerika for at studere og arbejde der, ved godt, hvad det vil sige at bevæge sig fra øst til vest. Også kønnets og ikke mindst sprogets rummelighed kender hun godt. En rummelighed og bevægelighed, der udvider grænser, men også medfører usikkerhed og mangel på sammenhæng. At Rávik Strubel ikke er bange for den form for skævhed, men tværtimod afsøger de udfordringer, der hænger sammen med den, fremgår også af hendes navn. Født med efternavnet Strubel har hun selv tilføjet det fremmedartede forfatternavn Rávik for at markere det skrivende jegs mulighed for mangedobling.
Også romanens hovedkarakter Adina har mere end kun ét navn. Nogen gang kaldes hun Sala, en anden gang Salina. Hun bringer selv navnet »den sidste mohikaner« ind i spillet. Navnet henviser til at være en ensom kriger, en truet minoritet, den sidste af sin art. Men også én, der gemmer sig inderst inde i den identitet, som andre har pålagt én. Én, som først skal lokkes frem, som skal opdages. I romanens univers er det den unge lesbiske kvinde Ricki, en fotograf fra Berlin, der ser noget i Adina, som andre end ikke har set.
Men dette korte glimt af lykke varer ikke længe. Rickis andre veninder opfører sig mærkeligt over for Adina, og Ricki selv sender Adina væk til den østtyske provins for at komme i praktik på et nyt kulturcentrum, som skal fremme mødet mellem øst og vest. Her kommer Adina i kontakt med en indflydelsesrig tysker, »en vigtig multiplikator«, som voldtager hende. Traumatiseret flygter Adina til Helsinki, hvor hun forelsker sig i den estiske menneskerettighedsaktivist Leonides. Men også Leonides svigter hende. Han, som altid taler om de svages rettigheder, mærker ikke, at den mand, han samarbejder med, er netop den, som har misbrugt Adina. Det, som »multipliceres«, er seksualiseret vold. Den tager til, fordi ingen vover at tale den magtesløse kvindes sag. Penge, politisk magt, personlig opstigning – altid findes noget, som ikke skal sættes på spil.
Fascinerende struktur
Romanens styrke ligger i, at teksten tager os hen til Adinas traume i tøvende skridt. Fortællestrukturen springer frem og tilbage i tid, forsigtigt nærmende sig den voldsomme oplevelse, og sproget søger sin vej gennem smertens og angstens krat. På vejen hen mod traumet møder vi også bogens titelgivende kvinde, den blå kvinde. Hun mødes og snakker med en figur, der har træk til fælles med forfatteren, der på den måde bringer sine egne overvejelser med ind i romanen. Takket være denne fortælleteknik intensiveres romanens allerede tætte net af tanker, følelser og iagttagelser endnu mere og skaber en fascinerende litterære struktur.
Men hvem den blå kvinde er, forbliver dunkelt. Er hun Adinas dobbeltgænger? Taler hun hendes sag? Og hvorfor betegnes hun som 'blå? Farven fører tanken hen til den blå time, det tidspunkt på dagen lige før solen er gået op, eller lige efter den er gået ned. Et diffust, hemmelighedsfuldt tidspunkt, hvor mennesker, natur og ting viser sig i et anderledes lys, ubegribeligt, poetisk, flydende, changerende mellem knivskarp og superblød, øm og stærk.
Blå kvinde er en bog, der viderefører MeToo-problematikken ved at tilføje den en personlig, men ikke desto mindre meget litterær tone. Det giver denne roman, der kryber ind under læserens hud, en særlig formmæssig kvalitet og politisk betydning.
I den takketale, Antje Rávik Strubel holdt efter prisens modtagelse, kom forfatteren ind på den polemik mod identitetspolitik og politisk korrekthed, der for tiden bliver mere og mere højlydt og aggressiv. Ifølge Rávik Strubel er den farlig, ignorant og krænkende og skal derfor tages alvorligt. Men den kan også bekæmpes. Nemlig ved at indse, at det drejer sig om en taktik, der har til formål at fremstille tabet af egen magt som et angreb på ytringsfriheden. Men det er forkert. Det er ikke MeToo-kritikkernes ytringsfrihed, der er truet, men derimod kvindernes og alle andre mennesker, der har været udsat for vold og krænkelser, men som alligevel ikke blive troet.
Juryen, som har uddelt prisen, forklarede, at forfatteren fik prisen for sin bogs »eksistentielle kraft og poetiske præcision«. Og sin politiske relevans, kunne man let have tilføjet. Tre kriterier, som kunne bidrage til, at et dansk forlag snart vil interessere sig for bogen. Sidste og næstsidste års vindere af den tyske bogpris, Anne Webers Annette: Et heltindeportræt og Sasa Stanisics Herkomst udkommer henholdsvis her i efteråret og i foråret 2022. Det varsler godt for Rávik Strubels Blå kvinde.
