Boomerne: »Jeg ved godt, at Netflix findes, men når jeg har fri, laver jeg mad og kigger på fugle«

Boomergenerationen, 68’erne, eller Generation Jensen. Kært barn har mange navne, men har de også mange fællestræk? To af redaktionens boomere Karen Syberg, født 1945, og Erik Skyum-Nielsen, født 1952, skriver sammen om, hvad det betyder at være fra den største af alle generationer. Og om fugle
Boomergenerationen, 68’erne, eller Generation Jensen. Kært barn har mange navne, men har de også mange fællestræk? To af redaktionens boomere Karen Syberg, født 1945, og Erik Skyum-Nielsen, født 1952, skriver sammen om, hvad det betyder at være fra den største af alle generationer. Og om fugle

Mia Mottelson

Kultur
21. oktober 2021

Karen Syberg:

Hej Erik, vi to skal åbenbart skrive sammen om at være boomere. Sammenlignende erindringer må det vel blive. Hvis jeg skal lægge ud, kan jeg melde, at jeg er født juleaften 1945 og synes, at jeg har levet i to forskellige verdener, når jeg tænker tilbage på min barndom. Opvokset på landet i et stråtækt bondehus med vaskehus (gruekedel) og das bagest i haven, gået i skole med mellemskole (6.-9. klasse) med latin som obligatorisk fag, derefter gymnasium og dansk og historiestudium på Københavns Universitet – oldislandsk og fonetik obligatorisk. Jeg blev gift med en gymnasiekammerat, jeg var kæreste med – det skulle man være for at få en lejlighed – var ekspeditrice i Hennes (det var før, Mauritz blev hægtet på) som studiejob og tog forprøve i dansk.

Til mit gamle liv hører også, at vi først fik sort-hvid-tv, da jeg gik i gymnasiet, og min første store oplevelse var en opførelse af H.C. Branners Søskende med Bodil Kjer og Ebbe Rode, som jeg bagefter skrev dansk stil om.

Så kom universitetsbesættelsen i 1970, og mit pæne, borgerlige liv eksploderede. Jeg var skiftet til litteraturvidenskab, og Metroannekset på Frue Plads, hvor vi holdt til, blev holdt besat i et halvt år. Der kom kvinder fra andre institutter, og vi var 12, der dannede Rødstrømpebevægelsen. Dagen efter flyttede jeg fra min mand, flyttede ind hos en af de andre rødstrømper, blev skilt, og i et år lavede jeg ikke andet end politisk arbejde.

Jeg var med til at arrangere den første Femølejr. Da lejren var slut, var vi en del kvinder fra lejren, der besatte to huse i gaden Åbenrå i København, hvor vi lavede kvindekollektiv. Der boede jeg i nogle år.

Kærlig hilsen Karen

Erik Skyum-Nielsen:

Kære Karen

Når jeg tænker over det, har jeg aldrig rigtig følt mig som tilhørende en generation. Jeg er født 1952 og kom således for sent til at blive 68’er og lidt for tidligt til at høre hjemme i 80’ergenerationen. Da jeg begyndte på universitetet i 1970, var jeg udi egen opfattelse revolutionær, men efter at jeg februar året efter fik Aage Henriksen som lærer og kom under stærk påvirkning af ham, opstod en spaltning mellem det politiske og det faglige. Hvad førstnævnte angik, var jeg aktiv i DKP fra 1972, til jeg i 1974 flyttede til Island, og med hensyn til sidstnævnte, altså åndeligt ståsted, orienterede jeg mig opad i alder, mod lærere, der var ti år ældre. Roderiet fortsatte på Islands Universitet, hvor mange af de studerende var ældre end jeg, og hvor jeg som udsendt dansk lektor og som en slags kulturambassadør kom til at påtage mig roller, som gjorde mig ældre, end jeg var.

Jeg tror også, det var usikkerheden med hensyn til generationstilhørsforhold, der gjorde, at jeg kun delvis blev kritiker for 80’ernes digtere – Jac, Strunge, Bo Green, Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Merete Torp m.fl. – og kun knyttede venskab med en enkelt af dem. Her spillede det nok også ind, at jeg blev far, da jeg var 24, og fik en voksende familie at forsørge, hvad der for mit vedkommende ikke matchede sort læder og sikkerhedsnåle og/eller kokain i næsen.

Når jeg så prøver at se tilbage, føler jeg, at min barndom langt hen ad vejen blev tilbragt i en art fortid, forstået på den måde, at besættelsen og de sene 40’eres stemning fyldte meget i hjemmet. Min far, som var uddannet lærer, men senere tog eksamen som psykolog, havde som ung været kommunist, men fandt sig siden til rette i Socialdemokratiet. Min mor, også læreruddannet, havde været på Vallekilde i sommeren 1941 og slap aldrig tilknytningen til folkehøjskolen, Folkevirke eller for den sags skyld Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, den såkaldte ’fredsliga’, der vel i grunden fungerede som en slags dækorganisation for noget temmelig venstredrejet.

Hvert år kørte vi den 4. maj op til et udsigtspunkt ved Sjælsø for at se solen gå ned, og når vi kom hjem, fik vi kanelsnegle med rød og hvid glasur, altså i dannebrogsfarver. Et sted langt tilbage lå der et traume: Den 21. marts 1945 bombede RAF som bekendt Gestapos hovedkvarter Shellhuset, men på grund af et flystyrt tog en hel gruppe bombere desværre fejl af deres mål og ramte ikke alene Den Franske Skole på Frederiksberg Allé, men også de boligkarreer på Maglekildevej, hvor min farmor, hendes mand og min faster boede. Faster Estrid, som var døv, sad og arbejdede ved sin væv, blev slynget ned i gården og kom heldigvis ikke noget til.

Boomerne

Marianne Levinsen, fremtidsforsker og forskningschef i Fremforsk, Center for Fremtidsforskning.
Fortalt til Thomas Florin

Boomerne er en meget stor generation. Det, der samler dem, er, at de er født i en periode med høje fødselstal, og de har også en række ideologiske ligheder, blandt andet deler de opfattelsen af, at de bidrager aktivt til fællesskabet, og ser sig selv som afgørende for, at samfundshjulene kører rundt. På den måde har de en mere kollektiv tilgang til arbejdet end senere generationer. Men de er også meget forskellige, så man kan med fordel dele dem op i to: Generation 68, født mellem 1940 og 1954 – og Generation Jensen, født mellem 1955 og 1966.

Generation 68 er velfærdsstatens grundlæggere og er drevet af en tro på et andet og mere lige samfund, hvilket især bliver tydeligt under ungdomsoprøret. De er født i et mangelsamfund med rester af gammelt landbrugssamfund, hvilket har gjort dem nøjsomme og arbejdsomme. I dag er de på efterløn eller pension, men de er stadigvæk aktive – de er den første generation, som nok selv skal bestemme, hvornår de er gamle. De er som forbrugere meget bevidste om pris og kvalitet, og de er ikke længere så nøjsomme, men livsnydere med rejser, oplevelser og god mad. For det har de fortjent.

Generation Jensen har ikke oplevet det samme opsving som 68’erne, da deres formative år sker under ledighed, oliekriser og Den Kolde Krig. Det giver dem et øget fokus på karriere og prestige. I USA bruger man vendingen keeping up with the Joneses om denne generation af konkurrencemennesker.

Karen Syberg:

Der er en aldersforskel, ja, men meget af det, du skriver, genkender jeg alligevel. Også jeg voksede op med klassisk musik og Højskolesangbogen – min far var komponist og desuden organist i Kerteminde Kirke. Han afskyede ’døgnmelodier’. Han døde, da jeg var omkring ti år, men jeg kom aldrig rigtigt med på rockbølgen. Mine favoritter er Miles Davis og Thelonius Monk, hvis vi taler om jazz, men jeg hører mest klassisk musik.

Jeg blev mor i 1973 og gled derefter ud af Rødstrømpebevægelsen, flyttede sammen med min søns far, vendte tilbage til universitetet, tog min magistereksamen og begyndte at undervise i kvindestudier. Skrev Udsigten fra det kvindelige univers – en analyse af EVA (et populært ’tøse’blad i 1970’erne) sammen med Signe Arnfred, Inger Stauning, Hanne Møller og Lisbeth Dehn Holgersen. Jeg fik et kandidatstipendium, og vi flyttede til Rom et halvt års tid, min kæreste, min søn og jeg selv – og i den tid var jeg medlem af VS, som min kæreste havde været aktiv i i adskillige år, også før 1970. Da jeg kom hjem, meldt jeg mig imidlertid ud igen, jeg var uenig i partiets holdninger til et eller andet, som jeg har glemt, hvad var. Det er den eneste gang, jeg har været organiseret i et parti. I stedet blev jeg kulturredaktør på politisk revy og ekstern lektor på litteraturvidenskab, hvad jeg var, indtil jeg blev ansat på Information.

Erik Skyum-Nielsen:

Hvis valg af musik og film/tv definerer generationer, er det måske værd at nævne, at jeg voksede op med klassisk musik, salmer og danske fædrelandssange, hvorfor det gav en del gnidninger, da Stones’ »Little Red Rooster« m.m. holdt sit indtog. I nogle bestemte år – fra jeg var 12-13, til jeg var 16-17 – fyldte engelsk og til dels amerikansk rock en masse: Stones frem for The Beatles, The Byrds, Kinks (»A Well Respected Man«) og ikke mindst Small Faces, hvis nummer fra 1966 »All or Nothing« for mig inkarnerer hele stemningen af forventning, længsel, ubestemt oprørsvilje. Mener at kunne huske, at jeg til en bestemt fest i 1968 bare følte mig ung og glad, mens jeg med ukontrollerede spjæt dansede til Jefferson Airplane og Doors. Men mærkeligt nok holdt jeg allerede som 18-20-årig næsten op med at holde af noget bestemt inden for ny rytmisk musik, med Runrig og forskellig anden folkrock som undtagelser.

Hvad film angår, voksede jeg op i et område velforsynet med biografer, foruden Holte Bio også Virum Bio, Nærum Bio og hele to biografer i Lyngby. Men jeg var enormt kræsen med film og foragtede westerns og gangsterfilm og krigsfilm. Næ, det skulle være ny bølge-film fra Frankrig af Francois Truffaut, Claude Chabrol og til nød gruppens enfant terrible Godard. Husker en bestemt aften, hvor jeg nåede at se en følelsesmættet og stemningsfuld fransk film klokken 19 i Virum og derfra fræsede på cykel til Reprise Teatret (den tidligere Holte Bio) for klokken 21 at se en følelsesfuld og stemningsmættet fransk film. Ved ikke, om det har noget at gøre med generation, tænker kun, at det ligesom dansen handlede om at være ung, føle sig fuld af livsappetit, men også have sorgen som umiddelbar nabo til glæden.

Da vi fik fjernsyn, fulgte jeg med i en gyserserie, hvor dele af handlingen udspillede sig på Louvre-museet, og en svensk serie, Halstørklædet. Dengang først i 60’ernes lå det i luften, at svensk tv var meget bedre end dansk takket være Bonanza og Bröderna Cartwright. Men vi kunne ikke tage Sverige hjemme.

Karen Syberg:

Ser du stadig tv? Jeg ser meget lidt tv i dag. Jeg har aldrig set Beverly Hills eller andre af de amerikanske serier, som yngre generationer dyrker. 

Erik Skyum-Nielsen:

Jeg har heller aldrig set Beverly Hills. Jeg er ikke på Facebook, bruger ikke Instagram. Ved godt, at der er noget, der hedder Netflix, som giver adgang til film og tv-serier, men bruger det ikke. Når jeg endelig holder fri og altså ikke læser bøger eller er beskæftiget med noget, der tager udgangspunkt i bøger, laver jeg mad eller besøger som i dag min mor, som fylder 98 til februar. Og kigger på fugle. 

Da jeg var otte år, meldte min far mig ind i Dansk Ornitologisk Forening. Det bragte mig til en fuglelejr på Skallingen, hvor jeg var med i en gruppe, der på samme tur så både stor og lille stormsvale, og til en forårslejr på Feddet, hvor jeg sammen med selveste Arne Nørrevang blev sejlet ud til Maderne. Han var noget af en guru blandt ornitologer. Kiggede pludselig op i luften og udbrød bare: Tinksmed! Nu har jeg den fornøjelse at bo lige op ad Amager Fælled, som fra marts-april og til juli vrimler med fugle, sangere især.

Karen Syberg:

Jeg er også meget interesseret i fugle og har en yderst fuglevenlig have med masser af små sangere i buskene, musvitter, blåmejser, rødkælk, stillidser, svaler i portrummet, vipstjerter på gårdspladsen, og hvad der nu forefindes af solsorte, duer osv.

Efter mange år i forskellige kollektiver flyttede jeg for snart 26 år siden til Møn sammen med min nuværende mand. Vi bor på en firelænget gård omgivet af en stor have og med udsigt over Stege Nor. Også haven har jeg skrevet en del om i Information i tidens løb, mine essays er samlet i bøgerne Admiraler elsker sukkerpærer, Havetid og Mellem paradisæbler og skvalderkål. Desuden har jeg skrevet en kulturhistorie om æblet, Æblets fortælling og et par romaner. Mon ikke dette er ret generationstypisk for en Informationsjournalist?

Jeg kan egentlig godt se, at vi tilhører samme generation, selv om du er yngre end mig. Eller måske fordi vi begge kommer fra kulturforbrugende hjem. Jeg slutter her, mens jeg sidder og kigger ud på en gærdesmutte, der hopper rundt i min schneewalzerrose.

Vi er generationerne

Hvem er boomerne? Og Generation X og Generation Y og Generation Z? Og Alpha? Generationer er defineret af de kriser og den kultur, der har formet dem, og generationsforskelle er derfor lige så vigtige som klasseforskelle, mener sociologien. Derfor kaster  kulturredaktionen sig ud i den helt store generationsgranskning og ser på, hvordan vi er præget af den tid, vi er opvokset i, og af de kulturprodukter, vi har lænet os op ad og lært af i de formative år.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Kresten Finnemann Juhl

Vi er alle levende generationernes generation. Den selvbevidsthed vil i tidens fylde komme til alle efterfølgende alfabetgenerationer

Jeg er sååååååå trææææææt af alle de her ligegyldige, polariserende generationsbetegnelser !
Hvad skal det til for !?
Hvad med alt dét, der forener os på tværs af generationerne, -det ville være betydeligt mere livskraftigt, at fokusere på.