I forstår det ikke. Men Orbán er den mest intelligente leder i Europa

Overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østereuropa er en langt, langt sværere opgave, end nogen havde forestillet sig for 30 år siden. Den kroatiske forfatter og journalist Slavenka Drakulic fortæller i denne samtale om Østeuropas tragiske dilemma, Orbáns intelligens og et nyt politisk håb
Overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østereuropa er en langt, langt sværere opgave, end nogen havde forestillet sig for 30 år siden. Den kroatiske forfatter og journalist Slavenka Drakulic fortæller i denne samtale om Østeuropas tragiske dilemma, Orbáns intelligens og et nyt politisk håb

Jesse Jacob

Kultur
22. oktober 2021

Da de allerførste rigtige supermarkeder med nydelsesprodukter importeret fra det fortryllende mekka af vidunderlige fornøjelser i Vesten åbnede i Bukarest i starten af 1990’erne, gik kunderne rundt som gæster på et museum og beundrede skønheden på hylderne. Coca-Cola, Nescafé, Milka-chokolader. Man havde længtes efter dem under kommunismen, og man kunne nu endelig, endelig også købe dem selv.

Det erindrer den kroatiske forfatter og journalist Slavenka Drakulic i sin nye bog, Café Europa Revisited. Man havde dog allerede dengang en ærgerlig fornemmelse af, at det måske ikke var helt de samme varer som dem i Vesten. At man var blevet snydt.

Så det var ikke noget chok, men en fortvivlende erkendelse, da det blev afsløret, at de store brands faktisk leverede andre produkter til det østeuropæiske marked:

»Det var en ydmygelse af os,« fortæller Slavenka Drakulic over Zoom fra Zagreb. Hun griner lidt af det, men det er også alvor, forklarer hun:

»Det kom efter lang tids idealisering af Den Europæiske Union og drømmen om det indre marked. Nogle lande var allerede blevet optaget, andre ventede foran døren til himmerige på optagelse. Men det bekræftede en fornemmelse, som var udbredt: Vi er blevet lukket ind, men vi er ikke lige. Vi er andenklassesborgere og andenklassesforbrugere.«

Og det blev efter afsløringerne for et par år siden en skandale i Kroatien, at de samme brand leverede forskellige produkter til forskellige lande, husker Drakulic:

»Det blev så konkret her. Og så blev det et tema, som de kroatiske politikere straks greb. Et vestligt firma, som producerede vaskemiddel, forklarede dét, at de fortyndede produktet på vores marked, med at østeuropæerne plejede at putte mere vaskemiddel i maskinen end vesteuropæerne. Et andet firma sagde, at der var mindre fisk i fiskepindene, fordi der var mange lande i øst, som ikke lå ud til havet, og derfor var vi ikke vant til at spise så meget fisk. Den slags undskyldninger gjorde det kun værre,« forklarer Drakulic.

Denne oplevelse af, at Vesten ikke levede op til sine løfter, kendetegner de 30 år, der er gået, siden kommunismen faldt sammen, og de østeuropæiske lande importerede kapitalisme og demokrati, fortsætter Drakulic. De store forventninger førte til nedværdigende skuffelser og mobiliserede alle mulige sociale og kulturelle reaktioner. Politisk modstand mod Vestens principper, nationalistisk mobilisering mod de europæiske normer. Og når vi efterfølgende i Vesteuropa så iagttager reaktionerne mod Vesten og konfrontationer med EU’s principper, bekræfter det vores fordomme om, at østeuropæerne er mindre civiliserede. Altså at de er andenrangsdemokratier og borgere. Hvilket kun eskalerer foragten og mindreværdet.

Jesse Jacob

Nostalgien som protest

Det er de mekanismer, som Drakulic gennem fortællinger om hverdagssituationer og analyser af kulturfænomener afdækker i Café Europa Revisited. Og de refleksioner, som er anledningen til, at vi nu sidder en aften i oktober i Zagreb og København og taler sammen over Zoom:

»Det første sted, hvor de bemærkede det, var i det gamle Østtyskland, tror jeg. Der Spiegel lavede en stor opinionsundersøgelse, som viste, at der var virkelig, virkelig mange, som var nostalgiske. De kiggede ned i tallene og opdagede, at de nostalgiske især var unge mennesker fra Østtyskland, som ikke er gamle nok til at huske noget selv fra Østtyskland«, fortæller Drakulic.

Det var et mysterium, hvordan de kunne længes tilbage efter noget, de aldrig havde kendt:

»De havde været børn i Vest, men de kunne huske deres forældres fortællinger om det gamle Øst. Nu var de blevet ramt af arbejdsmarkedet. Mange var blevet arbejdsløse og de, der havde fået job, havde ofte haft den oplevelse, at alle cheferne kom fra Vesten – sådan er det i øvrigt stadig i de fleste gamle socialistiske lande. Så de havde set, at, ja, vi er lige, men vi er ikke rigtigt lige.«

Det skyldes ikke kun fordomme fra de vestlige firmaers side, understreger Drakulic. De, der var vokset op i kommunistiske lande, havde ikke nogen egentlig forståelse af, hvordan kapitalismen fungerer, og hvordan man driver en virksomhed:

»Vi må være ærlige og tilstå, at den erfaring og viden mangler vi selv. Så hvis du køber et firma i Øst, og du er en klassisk kapitalist med en høj hat og en stor cigar, kan man ikke bebrejde dig, at du tager dine egne folk med til at lede foretagendet. Men det oplever vi jo sådan, at nu kommer de igen og bestemmer over os.«

Det er folk udefra, som kommer og tager de højeste lønninger, samtidig med lønningerne generelt er lavere i Øst:

»Folk spørger sig selv: Hvad sker der her? Hvordan kan det lade sig gøre? Det skaber selvfølgelig frustration og vrede. Det opsnapper politikerne lynhurtigt, og de begynder at bruge det som et argument for det, de selv gør. De taler til de følelser der.«

Sådan er ifølge Drakulic konteksten for det, hun kalder populismen og nationalismen i Østeuropa:

»De siger straks: ’Ja! De gør det mod os, fordi vi er kroatere og ungarere. Og ’de’, det er jer,« siger Drakulic og peger over skærmen fra Kroatien på mig i Danmark:

»Det er Vesten. Og nu ved jeg godt, at jeg generaliserer, når jeg taler om den forskel mellem jer og os. Men på den anden side: Den forskel findes altså.«

Det post-kommunistiske vi

– Du skriver i indledningen til bogen, at det irriterer dig selv, at du har skrevet bogen i vi-form – altså at det østeuropæiske ’vi’ stadig findes som et kollektiv, man taler fra. Du vil hellere være ’jeg’. Kommunismen varede jo ikke mere end et halvt århundrede mange steder – hvordan kan det være, 30 år efter, at det ’vi’ stadig findes?

»Selvfølgelig vil jeg, der er vokset op i et totalitært samfund helst skrive ’jeg’. Det ’jeg’ var det, vi ikke måtte være i det forhenværende Jugoslavien. Og ikke bare dér, men i hele østblokken.«

BLÅ BOG: Slavena Drakulic

  • Født i Rijeka i Kroatien i 1949.
  • Journalist og forfatter og har blandt andet skrevet bøgerne ’How We Survived Communism & Even Laughed’ fra 1992 ’Café Europa: Life After Communism’ fra 1996 og senest ’Café Europa Revisited: How to Survive Post-Communism’ om den politiske og ideologiske situation i det postkommunistiske Østeuropa og om overgangen til liberale, kapitalistiske samfund.
  • Er blevet kaldt Balkans Simone de Beauvoir, fordi hun har kæmpet for kvinders rettigheder og offentligt kritiseret overgreb på og mishandling af kvinder under krigen i Jugoslavien.
  • ’They Would Never Hurt a Fly’ er titlen på hendes kritiske historie om dem, der begik krigsforbrydelserne under den jugoslaviske borgerkrig.
  • Som skønlitterær forfatter har hun skrevet flere romaner, hendes essays og kommentarer har været trykt i de største aviser i Vesten, og hendes bøger er oversat til adskillige sprog.

»Men jeg skrev i vi-form, fordi jeg mener, vi stadig har noget til fælles, som er meget synligt og tydeligt, vores fælles fortid. Hvordan kan den fælles fortid give mig autoritet til at tale på alles vegne? Fordi jeg genkender nogle mønstre i vores adfærd og den måde, vi ser ud på. Så jeg kan godt tale fra et fælles ’vi’«.

– Jeg tror, at de fleste i Vesten havde det sådan, at Murens fald viste, at I ville have det samme som os. Nike, Coca-Cola, ordentlige lønninger og muligheder for at sige og gøre, som I havde lyst til. Så vi interesserede os ikke særligt meget for ’jer’ …

»Det var sådan, næsten alle i Vesten så det dengang – præcis som du beskriver: ’De fik, hvad de ville have, så hvad er problemet nu? Men det viste sig helt ærligt at være meget sværere at gå fra et politisk og økonomisk system til et andet. Det var anderledes og langt mere kompliceret, end nogen af os havde forestillet os dengang.«

Det var ikke kun os i Vesten, der undervurderede overgangen, indskyder Drakulic. Ingen forstod dengang det historiske eksperiment, som vi skulle i gang med:

»Vi var begejstrede og naive dengang. Vi vidste, at det her var en kæmpe historisk begivenhed, som påvirkede os selv, vores familier og hele vores verden. Men vi troede også, at det ville være nemt, at herfra ville det af sig selv blive fint.«

Det var en almindelig antagelse, at det vigtigste for dem, der blev frigjort fra autoritære regimer, var friheden og demokratiet. Retten til at ytre sig og forsamle sig og være med til at bestemme over dem, der skal bestemme over én:

»Men den materielle side af sagen var meget, meget vigtig. De store supermarkeder og varerne på hylderne, som vi talte om. Det var det første, vi gik op i – og hele den politiske læreproces var vi langt mindre optaget af. Hvad betyder den her overgang i forhold til, hvordan vi skaber politik, og bliver vi automatisk demokrater med ét? Bliver vores regeringer demokratiske? Det var jo meget hyppigt de samme mennesker, der fortsatte med at bestemme i det nye system.«

Drakulic forstod ikke selv dengang, erkender hun nu, at indkøbsmulighederne betød meget mere for folk til daglig end de politiske friheder.

»Jeg kan huske, at en slovakisk kollega sagde til mig, at hvis man præsenterer folk for valget mellem frihed og materielle goder, vil de altid vælge de materielle goder. Konsekvenserne af det gik først langsomt op for mig.«

Orbáns intelligens

Der var virkelig en eufori i den første tid, husker Drakulic. Der var en fornemmelse i Øst af, at man havde været ude og nu kom ind igen:

»De første ti år romantiserede vi Vesten og sagde, at vi endelig var tilbage i Europa, som om vi havde været en del af Australien eller Asien. Nu var vi ligesom dem, og alt ville blive godt.«

Men derefter fulgte skuffelserne. Erfaringerne af, at der var usynlige mure mellem folk i Øst og folk i Vest. Første og anden klasse.

– Hvis man i dag ser tilbage, kan man spørge, om vi i Vest var gode nok til at forstå, at der også skulle være plads til, at de postkommunistiske lande kunne forme Europa, og om Orbáns projekt er en reaktion på, at man ikke blev hørt dengang og nu vil sætte sig igennem?

»Orbáns stemme blev hørt meget tydeligt lige fra starten, han krævede og krævede og råbte og skrev. Det var ikke til at finde ud af, hvad ungarerne selv mente, for det var hele tiden ham, der talte. Fra morgen til aften gav han interview.«

Jesse Jacob

Dengang var Orbán liberal, gik demonstrativt i vestlige cowboybukser og bekendte sig til den amerikanske kapitalisme. Da euforien blev til skuffelse i befolkningen, blev Orbán pludselig konservativ og hævdede, at han kæmpede for noget, han kaldte det ’illiberale demokrati’. Dette ideologiske spring skal man ikke forstå som en personlig erkendelse, skriver Drakulic i Café Europa Revisited, men som en opportunistisk manøvre:

»Lad mig slå fast, at jeg ingen sympati har for Orbán. Men det mest opsigtsvækkende for mig er, at han absolut er den mest intelligente leder i Europa. Han er ufatteligt strategisk begavet, han er højt uddannet og ved, hvad han vil opnå med det, han foretager sig.«

Han har nærmest overtaget kontrollen med bankerne, medierne, universiteterne og domstolene i Ungarn, konstaterer Drakulic:

»Nu sælger han sin befolkning en idé om, at han forsvarer kristne værdier og Europa, mens han har grebet magten på en måde, så han styrer helt centrale aspekter af livet i Ungarn. Han er hævet over det hele.«

Alt det har han gjort som medlem af Den Europæiske Union, uden at nogen har været i stand til at forhindre det:

»Han er ufattelig. EU aner ikke, hvad de skal stille op med ham. Jeg siger ikke, at han er blevet diktator, men har nået et meget illiberalt punkt, hvor man må spørge sig selv, om Ungarn overhovedet er et demokrati.«

Penge og indre modstand

– Der er to forskellige opfattelser af, hvad EU skal gøre. Enten skal vi bruge sanktioner og slå hårdt ned, fordi det er helt uacceptabelt. Andre vil sige, at den straffeaktion vil styrke ham internt, og at vi i stedet må indse, at det er ungarernes egen opgave at skaffe sig af med ham?

»Jeg tror på begge løsninger. Penge er altid en nøgle. Han går rundt og siger, at Ungarn er økonomisk stærkt, og at han ikke har brug for EU. Det får mig til at tænke: ’Hør her, unge mand. Det er os, der giver dig pengene’. Det er helt uholdbart og urimeligt, at EU giver store summer til en mand, som forbryder sig mod grundprincipper og hævder, at han har masser af penge selv. Det er utroligt svært for EU, fordi de ikke var forberedte på, at nogle i gruppen ville opføre sig som store børn med bøllemetoder. Det går ikke.«

Men EU kan ikke løse ungarernes grundproblem, insisterer Drakulic. Nemlig at Orbán er deres leder. Ham kan de, når alt kommer til alt, kun selv skille sig af med:

»Jeg hørte nogen på tv tale om kvindernes situation i Afghanistan,« fortsætter Drakulic:

»De spurgte, hvordan kan vi hjælpe kvinderne i Afghanistan, når Taleban er tilbage. Det spørgsmål gælder også for ungarerne, som igen har fået en illiberal leder. Svaret er, at det skal de selv klare. Der er ikke nogen anden måde at gøre det på.«

Drakulic fremhæver i den forbindelse, at en ny borgmester netop er blevet valgt i Budapest. For kort tid siden var han ukendt, men repræsenterer en ny oppositionsbevægelse i Ungarn:

»Det ser jeg som et meget positivt tegn. Vi har i Zagreb i 20 år haft en borgmester, der mere eller mindre har ødelagt byen, men vi har lige valgt en ny, som er en ung aktivist. Han blev valgt, fordi han havde engageret sig i kampen mod styret her i byen. Begge disse borgmestre er en helt ny gruppe af mennesker, som ikke kommer fra de gamle partier, men prøver at finde nye måder at skabe politik på. Det er den opposition indefra, som jeg håber på.«

Det tragiske dilemma

– Der er et andet problem i Østeuropa, som forekommer mig at være et tragisk dilemma. Efter Rumænien er kommet med i EU, har halvdelen af landets læger og sygeplejerske brugt den frie bevægelighed til at søge til andre lande med højere lønninger. De fattige lande i EU uddanner altså vitalt personale til de rige lande …

»Det er den vigtigste ting, som er sket siden Murens fald. På den ene side den store indvandring fra lande uden for Europa. Indvandrere og flygtninge. Det er blevet brugt til at skabe nationalisme og racisme. Og på den anden side udvandringen af uddannet og specialiseret arbejdskraft fra Øst til Vest.«

Der har meget længe været udvandring af arbejdskraft fra Østeuropa, men det var i 1960’erne og 1970’erne ufaglærte arbejdere, der fandt højere løn og bedre beskyttelse i Vest.

»Det her er første gang i historien, at vi har decideret brain drain fra Østeuropa. I meget stor skala. Alle professioner, som kan tjene mange penge, og som kan eksporteres, kan vandre frit på det indre marked. Og de forlader lande, som virkelig har brug for dem.«

Det er omtrent ti procent af befolkningen i Kroatien, som er udvandret over de seneste par årtier, fortæller Drakulic. Og op mod 20 procent i Rumænien. Først troede man, at folk ville rejse ud, tjene penge til at bygge et hus i deres oprindelsesland og så vende hjem. Men tendensen er, at de bliver i deres nye lande, flytter familien med og etablerer hjem der.

»Det bliver til et demografisk problem, som igen bliver et nationalistisk problem. Man vil ikke have børn fra Syrien og Afghanistan, men fra sit eget land.«

»Orbán har selvfølgelig brugt det og sagt, at han vil have ungarske børn. Men han kan ikke forhindre folk i at rejse ud. Der er gode uddannelsessystemer i de gamle socialistiske lande, og folk skal ikke betale for uddannelse. Men når så landet har investeret i dig, tager du investeringen ud af landet.«

– Det forekommer at være et frygteligt dilemma, fordi adgangen til det, man gerne vil have, er det indre marked, men det er også årsagen til, at man mister dem, man har brug for …

»Der er frygteligt! Men hvad med at skabe bedre forhold i vores egne lande? Bedre muligheder og livsbetingelser? Det skal vi investere i. Men det rammes af endnu et problem, som I har svært ved at forstå – korruption. Hele lovgivningssystemet hos os er så gennemsyret af korruption, at de fleste penge ender de forkerte steder. Det er en sygdom, som er meget svær at hele.«

Men, tilføjer Drakulic, det er kun, hvis man troede, at overgangen fra kommunisme til kapitalismen ville blive et let, hurtigt spring, at de her problemer fører til opgivelse og afmagt. Hvis man derimod forstår det som en lang og kompliceret læreproces, som en demokratisk og politisk dannelse, bliver man opmærksom på alle de små ting, som forandrer sig hele tiden.

– Vi har en tendens til at se konflikterne i de meget store linjer, hvor det kommer til at se umuligt ud. Men du har en anden metode, du søger forandringerne i de små ting. Hvorfor?

»Jeg har det privilegium, at jeg ser ting, fordi jeg både lever i Øst og Vest. Min mand er svensker, så vi bor noget af tiden i Sverige, noget af tiden i Wien og noget her i Zagreb, hvor jeg er nu. Så ser man alle de små ting, som du nævner.«

»Min metode er at se verden fra det, jeg kalder et ’frøperspektiv’. Jeg flyver ikke rundt og ser systemer oppefra. Jeg går rundt som en frø og kigger på de små ting og ser, hvilke store historier de fortæller os. Og hvis man studerer dem, sker der hele tiden ting, man ikke kunne forudse, og som man lærer af, og viser nogle nye veje.«

Jesse Jacob

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted på Zoom den 12. oktober 2021.

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Altså, det er jo en passivitet, der hersker! Der er jo ikke noget i de vestlige mærkevarer, som østlandene ikke selv, endog måske i højere kvalitet, selv ville kunne fremstille - Nutella er bare den kommercielle udgave af en klassisk hasselnøddecreme, eksempelvis. Hvorfor dog falde for alle disse massefremstillede ringe produkter - noget, jeg iøvrigt tænker på hver gang, jeg er i England og møder det berømmede engelske morgenbord, der jo i et og alt blot afspejler massekonsum, medmindre man er heldig at ende et sted, hvor en cooked breakfast virkelig er noget, der ikke stammer fra konserves eller frost.
Og det er jo den vej, vi kommer til at gå igen: lokal fremstilling af fødevarer, men dog udveksling af metoder til at frembringe dem i høj kvalitet. Ligeså med så meget andet, formodentlig i første omgang fordeling af manufaktur og trikotage fra de enorme, bugnende lagre, der år for år har hobet sig op, selvom meget jo simpelthen også bare er blevet brændt af for at holde priserne kunstigt oppe.

Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, Jørgen Falck og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Gunner Boye Olesen

Slavenka overser at Orban kun har vundet valget ved at dele landet op i enkeltmandskredse, hvor en splittet opposition tabte, samt give statsborgerskab til rumænere, ukrainere m.m.. Over halvdelen af ungarerne stemte faktisk på partier, der ikke støtter Orban.
Iøvrigt bør vi, og EU, satse meget mere på de mange kommuner, der som Budapest har valgt andre politikere end Orbans, og som virkelig ønsker en demokratisk udvikling samt mindre korruption.

Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, Søren Fosberg, Steffen Gliese, Lisbeth Glud, Poul Søren Kjærsgaard, Finn Jakobsen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

@Gert Romme - jeg ved ikke hvorfor du skriver som du gør? Du ved udmærket godt, at industrien og bankerneblev blev solgt til udlandet længe før Orban kom til magten. Jeg kender en del ungarere, der i dag arbejder i udlandet, fordi lønnen og fremtidsudsigterne dermed gik i vasken for den enkelte.
Jeg kender ikke til jordopkøbene (rejser ikke så meget i Østeuropa som før i tiden), men der er meget mere kapitalbevægelse i den anden retning med fortsatte opkøb overalt i Østeuropa.

Søren Fosberg

Noget tyder på at der i danske medier, Information inklusive, er en alt for ringe dækning af den politiske situation i det gamle Østeuropa.

Alvin Jensen, Kim Folke Knudsen, Torben Arendal og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

@Viktor Orban

Spændende og meget interessante iagtagelser fra Gert Romme om ejendomskøbene i nabolandene til Ungarn.

Trianon traktaten fra den 4 Juni 1920 var de allieredes opløsning og sønderdeling af det Østrig Ungarske multinationale monarki. Grænserne blev trukket således, at Frankrigs allierede blev tilgodeset Rumænien, Tjekkoslovakiet, og den nykonstruerede Jugoslaviske stat. Store etniske mindretal ikke mindst ungarer havnede under fremmed herredømme Transylvanien, Banatet det nordlige Jugoslavien, Slovakiet og havde absolut ikke mulighed som i Sønderjylland for at stemme sig hjem til den miniudgave af Ungarn der blev tilbage efter de allierede kolonimagter havde trukket grænserne hen over hovedet på alle regionale interesser.

En grænsedragning lige så katastrofal og præget af stormagtspolitiske interesser som de samme kolonimagters England og Frankrigs opdeling af Mellemøsten efter den 1 Verdenskrigs afslutning. Igen England og Frankrig delte byttet i porten og grænserne blev trukket så visse nationer fra starten af var dysfunktionelle og ikke homogene.

I Tjekkoslovakiet og Polen førte Versailles Traktaten til at tysksprogede mindretal blev efterladt under fremmed herredømme efter den samme recept styrk Frankrigs allierede, split Tyskland ad i atomer og opbyg en bufferzone af østeuropæiske stater, som på den ene side kunne udgøre et bolværk mod Sovjetunionen og på den anden side kunne indcirkle Tyskland, som den franske opinion efter 1 Verdenskrigs rædsler og ødelæggelser helst så reduceret til en række småstater, der dernæst kunne styres af kontinentets egentlige kolonimagt Frankrig.

I Versailles traktaten og herunder i Trianon traktaten lå grundlaget gemt til fortsættelsen af den 1. Verdenskrig den 2. Verdenskrig og til hele grundlaget for NSDAP og Adolf Hitlers politiske succes på udenrigsfronten i Tyskland. Tyskerne følte sig ligesom ungarerne og østrigerne ydmyget ud over alle grænser af traktaten og raseriet mod disse traktater kogte lige under overfladen.

I det lys skal indmarchen 12 marts 1938 i Østrig forstås hvorfor de jublende masser som tog imod den tyske Fører Adolf Hitlers besættelse af Østrig og opløsningen af en selvstændig nation ? Adolf Hitler var jo til og med født i Østrig Braunau am Inn. Hvorfor denne jubel jo blandt andet resultatet af Versailles Traktaten og den absolutte forarmelse og elendighed i 1920´ernes selvstændige Østrig. Den ene katastrofe blev erstattet af en endnu værre katastrofe med Østrigs opløsning som selvstændig nation og inddragelse i Nazi imperiet.

Måske har disse konflikter overlevet den kommunistiske todeling af Europa i Øst og Vesteuropa.

Viktor Orban har indset at det er andre strategier end grænserevisioner, som for tiden ikke vil kunne lade sig gøre. og det er i det lys, at vi skal se interessen for # De stemmeberettigede borgere i nabolandene # . Der er historisk stærke bånd mellem Tyskland og Ungarn. Derfor ville det også i den nuværende situation være på sin plads at tyskerne intensiverer dialogen med Viktor Orban og får trukket Ungarn tilbage væk fra det autoritære spor, som landet nu bevæger sig ud af uden folkelig medindflydelse.

Historien viser at overnationale koalitioner ikke kan få alle historiske stridspunkter til at gå i opløsning. Jugoslavien blev ikke den fælles stat for sydslaverne, men endte i en hæslig og ødelæggende borgerkrig. En opløsning af EU i forskellige magtcentrer vil ligeså kunne genopvække gamle nationale konflikter i Europa. Derfor er det europæiske samarbejde en meget vigtig fredsfaktor, hvis betydning i sikkerhedspolitikken glemmes i den fredfyldte europæiske hverdag. Men det bliver en opgave for EU ikke at skubbe Polen og Ungarn ud men at bidrage til at vende skuden i de samme nationer, som er en del af det europæiske hus vi alle skal bygge vores fremtid indenfor. Artiklen her giver rigtig mange gode pointer til, hvorledes en europæisk strategi kunne arbejde med at knytte Østeuropa mere sammen med den rige storesøster Vesteuropa.

VH
KFK