Frankrigs punkforfatter: »Jeg er færdig med vreden. Hvad har vi fået ud af den? Intet«

Rocken er død, samfundet er ulykkeligt, og vreden er overtaget af den ekstreme højrefløj og Facebook. Den franske forfatter Virginie Despentes fortæller i denne samtale om sin tid som sexarbejder, om voldtægt og om hvordan venstrefløjen skal gentage hippiernes ambition om at finde sammen og blive lykkelige igen
Rocken er død, samfundet er ulykkeligt, og vreden er overtaget af den ekstreme højrefløj og Facebook. Den franske forfatter Virginie Despentes fortæller i denne samtale om sin tid som sexarbejder, om voldtægt og om hvordan venstrefløjen skal gentage hippiernes ambition om at finde sammen og blive lykkelige igen

Jesse Jacob

Kultur
15. oktober 2021

Vreden, vi har troet på den og dyrket den. Vreden var det, som fik rocken til at bevæge vores kroppe og knytte vores næver, den var pulsen i vores bevægelser, og den var det modsatte af at sidde og kigge på og tro på alt deres pis og lort. Vreden var det punkt, hvor musik og politik mødtes i den sande indstilling til verden. Og den var vejen til forandring:

»Jeg er selv en meget vred person,« forklarer den franske forfatter Virginie Despentes, der fik en skandalesucces med den vilde debutroman Baise-moi i 1993, der direkte oversat betyder ’Knep mig’, og som efter udgivelsen af det litterære mesterværk, Vernon Subutex-trilogien, er blevet anerkendt som en af Frankrigs største forfattere:

»Men jeg har måttet spørge mig selv, hvad har jeg selv fået ud af vreden på et personligt niveau: intet. Og hvad har jeg fået ud af vreden på et politisk niveau: intet. Jeg har som kvinde og som lesbisk set mange gode ting ske. Jeg har set vidunderlige taler og rigtige forandringer. Men intet af det er vundet på grund af vreden.«

Despentes tilføjer, at hun ikke har noget imod vreden som sådan, og at hun ikke kunne drømme om at fordømme andres vrede moralsk. Det er bare, konstaterer hun, en håbløs politisk strategi for venstreorienterede:

»Jeg er jo også blevet 52. Og jeg er overrasket over, at jeg er så gammel, at jeg sidder og siger den slags. Men det er måske ved at være på tide for os på venstrefløjen at tænke over nogle andre strategier, fordi vreden åbenlyst har brændt os mere, end den har hjulpet os. Den har ikke skabt noget godt for os,« siger hun og bøjer nakken tilbage med et smil:

»Bortset selvfølgelig fra noget helt vildt god musik.«

Hun har set kritik og indignation, understreger Despentes, og folk, som havde meget stærke ønsker om få rettet op på uretfærdighed, og som det er lykkedes for:

»I min tid her i Frankrig har der været strejker og demonstrationer, som havde succes. Det var klogt, det var resolut, og det var radikalt. Men det var aldrig de voldelige, som udrettede noget,« forklarer Despentes:

»Hvis vi følger vreden, bliver vi drevet ud mod det ekstreme højres bullshit, som vi oplever i de her dage. Vreden kan gøre Donald Trump til præsident. Jeg må erkende, at han er en fantastisk punkrocker, men det fungerer altså ikke med ham som præsident. Vreden … det er det ekstreme højre og Facebook, som lever af den.«

Sex Pistols som litteratur

Det er efterhånden over tyve år siden, jeg selv stødte på Virginie Despentes. Jeg arbejdede i en boghandel i København med mange bøger og meget få kunder og begyndte i distræt kedsomhed at bladre i en oversættelse fra forlaget Tiderne Skifter af Baise-moi, der på dansk hedder Blodsøstre. Det var som at støde på Sex Pistols som fransk litteratur, bare de første sider var en vild og overvældende oplevelse af beskidt virkelighed:

»Jeg kommer ikke fra universitetet overhovedet, og jeg har ingen akademisk baggrund,« fortæller Despentes over ZOOM fra Paris.

Hun var 15 år, da hun mod sin vilje blev indlagt på et psykiatrisk hospital nogle måneder og 17, da hun flyttede hjemmefra og blaffede ud i verden for at prøve lykken:

»Jeg kommer fra punkmusikken, fra populærkulturen og fra amerikanske film. Mest af alt rock-kulturen. Jeg begyndte at skrive uden at vide, hvad litteratur var. Det betød, at jeg var helt fri og gik efter rytme og flow, når jeg skrev. Jeg var vant til at høre de samme sange så mange gange, at jeg kendte dem udenad. Og jeg prøver på at få den rytme med ind, når jeg skriver – og håber, at det indimellem lykkes.«

Mange år senere læste jeg hendes feministiske manifest King Kong og kvinden, hvor hun fortæller om sin egen fortid som sexarbejder. De fleste mænd, hun mødte, var ikke voldelige og farlige, skriver hun, men ynkelige og triste mænd, der skammede sig over deres små tissemænd, deforme kroppe og tarvelige liv. Empatien med kunderne var det værste, skrev hun. Hun forklarer i King Kong og kvinden, at hun tænkte på sit sexarbejde som en måde at lave numre med mændene på. Sådan at hun var den aktive og mændene de passive. Det var også i den periode, hun begyndte at skrive bøger. Hendes oprindelige efternavn er Daget, men hun tog forfatternavnet Despentes fra det kvarter i Lyon, hvor hun trak – les Pentes. Egentlig betyder det, at hun er Virginie fra Les Pentes.

I King Kong og kvinden fortæller hun også den grusomme historie om, hvordan hun selv som ung kvinde blev voldtaget af tre fremmede mænd, der samlede hende og en veninde op i en bil, da de havde brug for et lift. Hvordan hun ikke talte med nogen om det i tre år, inden hun ved et tilfælde læste en artikel af den amerikanske feminist Camille Paglia i et tog på vej til en koncert. Først blev hun rasende over det, hun læste. Men bagefter ændrede det hendes opfattelse af sig selv og voldtægt og gav hende et beredskab til at komme videre:

»Det var en artikel om fodbold,« fortæller Despentes, som dengang ikke vidste, hvem Camille Paglia var:

»Midt i artiklen skriver hun pludselig, at hvis du bliver voldtaget, skal du se dig selv som en soldat. Du skal rejse dig og komme videre. Gøre, hvad du ellers ville gøre. Ikke være et offer.«

Dengang var voldtægt ikke noget, man talte om i offentligheden, fortæller Despentes. Det er længe siden, trods alt:

»Det ramte mig først med et chok af vrede. Hvordan kan man sige sådan noget? Og som én, der var blevet voldtaget, syntes jeg, det var virkelig barsk.«

Hun ringede i raseri til en veninde for at høre, hvad hun mente om det udsagn. Paglia skrev også, at voldtægt altid var en risiko for kvinder i offentligheden. Og hvis man ville være sikker på ikke at blive voldtaget, skulle man sidde hjemme hos sine forældre. Hvis man derimod valgte at gå ud og leve frit, var det, fordi man ikke ville lade sig tyrannisere af frygten for voldtægt:

»Det hjalp mig til at beslutte mig for, hvordan jeg skulle håndtere min egen voldtægt, og det blev en stor inspiration for min egen bog. Der er meget, jeg ikke er enig med Camille Paglia i, men for mig personligt på det tidspunkt var det en utroligt stor hjælp. Jeg begyndte at skrive om voldtægt og deltage i feministiske kredse, hvor man talte om det.«

Jeg er en fucking stærk kvinde

–Jeg tænkte, da jeg læste det, at det her var virkelig skandaløst, at man som kvinde, der går ud i stedet for at sidde hjemme, løber en kalkuleret risiko for at blive voldtaget. Det kan lyde, som om kvinden får et ansvar for det selv. Og det forekommer mig at være et meget, meget drastisk synspunkt?

»Det er sandt. Det var det endnu mere dengang, men nu hvor vi taler mere og mere om, hvem der er blevet voldtaget, ved vi, at det er rigtigt. Fordi der er en masse voldtægtsforbrydere derude. Det er en konstant risiko. Men med alle de #MeToo-sager, som kommer ud nu, er jeg meget opmærksom på at lytte til, hvad kvinder selv siger, hvordan de har oplevet det hver især, hvordan de vil bearbejde det, og jeg er meget respektfuld omkring, hvordan de hver især er i stand til at forholde sig til det,« fortæller Despentes:

»Men vi skal også være i stand til at tænke: Jeg er levende. Jeg er ikke kun en voldtægtsoverlever. Jeg er i stand til at genskabe mig selv. Det er fucking ikke okay, at det sker. Men jeg er en fucking stærk kvinde. Det er okay, at vi skaber forbindelse til vores styrke.«

Det er vigtigt at understrege, insisterer Despentes, at det på ingen som helst måde handler om at anerkende eller undskylde overgreb:

»Volden fra mænd er en absolut trussel mod os, men vi kan overleve. Og tænk på, at det har kvinder faktisk gjort i århundreder. Tænk på alt det, kvinder har været udsat for og klaret det. Vi er forbandet stærke.«

King Kong og kvinden er oversat til adskillige sprog og er i dag en feministisk klassiker for et mindre, men internationalt publikum. Og Despentes har de seneste år været en offensiv offentlig kritiker af den udbredte tolerance over for magtfulde mænd som den forhenværende præsident for IMF, Dominique Strauss-Kahn, og filminstruktøren Roman Polanski.

– Du sammenligner også i ’King Kong og Kvinden’ det at skrive litteratur med at være sexarbejder. Hvordan skal den sammenhæng forstås?

»Det hænger sammen, fordi jeg begyndte at skrive, mens jeg var sexarbejder. Så det er forbundet i mit liv. Men det hænger også sammen, fordi du bliver meget offentlig, når du udgiver romaner og artikler. Og som kvinde er det noget, man skal lære. Jeg tror ikke, det falder os så let at give noget meget privat til enhver, som åbner en bog.«

»Jeg er blevet en mainstreamforfatter i Frankrig nu – én, som er på tv og i radioen. Og den oplevelse af offentlighed kommer meget tæt på prostitution. Du sælger noget af dig selv, som er meget dyrebart for dig, fordi det er dit privatliv. Det er o.k. Men det er sådan, det er.«

Blå bog

Virginie Despentes er født i Nancy i 1969. Hun har ingen formel uddannelse, men flyttede hjemmefra som 17-årig og arbejdede som sexarbejder og i pornoindustrien, da hun i 1993 debuterede med romanen ’Baise-moi’, der direkte oversat betyder ’Knep mig’, men som fik den danske titel ’Blodsøstre’. Senere instruerede hun en filmatisering af bogen. Hun har senere skrevet adskillige romaner, som er blevet oversat til dansk. Blandt andet: ’Vi ses i helvede’ og ’Peepshow’. I 2007 udgav hun det feministiske manifest ’King Kong og kvinden’, der ligeledes er oversat til dansk.

Hendes seneste tre romaner, hovedværket i forfatterskabet, trilogien ’Vernon Subutex 1, 2 og 3’, som er udkommet på Gyldendal. Virginie Despentes har modtaget adskillige priser – blandt andet Prix de Flore, Prix Renaudot og Man Booker International Prize.

Manden, som mister alt

Jeg havde ikke fulgt Despentes’ forfatterskab efter King Kong og kvinden, men for fire år siden læste jeg Tine Byrckels mesterlige anmeldelse af første bind af Vernon Subutex her i avisen. Senere talte vi om bogen, og Tine sagde, at den måtte jeg helt bestemt læse. Siden fulgte jeg bind for bind værket, som er en eventyrlig samtidsfortælling om Frankrigs forfald i det 21. århundrede:

»Jeg tænkte faktisk ikke selv på den som en stor fortælling om Frankrig, men sådan er den blevet læst. Og det er jeg virkelig glad for. Jeg tænkte egentlig bare selv, at jeg ville skrive en bog om en mand, som mistede alt.«

Hun boede i Spanien under finanskrisen og hørte om folk på 50 år, 60 år, som blev fyret og tvunget til at forlade deres hjem:

»Jeg så på tv, at nogle sprang ud ad vinduet og begik selvmord, før dem, der skulle sætte dem ud af deres hjem, ankom. Jeg tænkte på dem, som havde arbejdet hele deres liv og været en del af samfundet og pludselig ikke var en del af samfundet. Den historie var begyndelsen på Vernon Subutex.«

Despentes vendte hjem til Frankrig i 2011 og blev slået af tristessen og resignationen i landet. De havde ikke oplevet krisen nær så hårdt som i Spanien, men noget var gået i stykker, bemærkede hun.

Hun opfandt karakteren Vernon Subutex som hovedperson i en roman, der både er en eksistentiel fortælling, et politisk samtidsportræt og en original kulturhistorie.

Subutex har hele sit voksne liv passet pladeforretningen Revolver i Paris. For et lille publikum, der søger efter særlige liveoptagelser med The Clash, uopdrivelige piratalbum med Iggy Pop og gamle singler med deres ungdoms rockikoner var Revolver et centrum i deres liv og Subutex en autoritet. Men hans butik bliver på kort tid knust af de nye streamingtjenester og finanskrisen. Faktorer, han ikke selv er herre over. Han går konkurs, og den rockkultur, som har været hans livs omdrejningspunkt, forvandles fra et særligt modkulturelt fællesskab til en kommerciel forbrugskultur.

– Jeg voksede selv op med rockmusikken som en særlig kultur med knyttede næver, politisk protest og livssmerte forvandlet til lyd og melodi. Kurt Cobain var en livsallieret for mig. Man kan også læse ’Vernon Subutex’ som den kulturs død?

»Ja, den er helt bestemt død. For det var et hemmeligt selskab. Du kunne tage til et hvilket som helst land og finde dine kammerater i dette hemmelige selskab med vores egen koder og referencer. Det var en hel kultur, og nu er det bare musik og reklamer – og selvfølgelig stadig virkelig god musik.«

»Jeg kan godt lide meget af den unge musik – Billie Eilish er for eksempel fantastisk. Lige så fantastisk som Kurt Cobain. Men hun er ikke del af et hemmeligt selskab – når alt kommer til alt, tilhører hun mainstreamkulturen og Coca-Cola. Jeg vil gå ud fra, at ungdommen har deres egne hemmelige selskaber. Men det, vi voksede op med og var en del af, er absolut forbi.«

Rocken genopfundet

Vernon Subutex er således også historien om en mand, som blev dannet af punken og formet i en anden kultur, som pludselig står på gaden. Uden hjem og arbejde:

»Det samfund, han kendte, er fuldstændigt forsvundet. Han voksede op før internettet, før den her kapitalisme, som er så bred, at den er overalt,« forklarer Despentes.

Men han bevarer noget af den gamle kultur i sig, fortsætter hun. For han bliver ikke ødelagt af at leve på gaden, men finder måder at klare sig på:

»Det interessante er, at han holder fast i sin rock and roll-identitet, i og med at han ikke bliver fortabt. Han græder ikke, han er som en meget ung dreng. Det er en maskulinitet, jeg er meget optaget af. De her mænd, som aldrig bliver voksne. Det er meget rock på en måde, som jeg godt kan lide.«

Efter Subutex er blevet hjemløs, bor han på skift hos forskellige gamle veninder, venner og bekendte fra butikken, som er konsoliderede borgere. Romanen bliver på den måde en tur rundt i det franske samfund oplevet af en hjemløs rock’n roller fra gamle dage. Og overalt, hvor han overnatter, opdager han, at de mennesker, som har realiseret det almene, lever miserable liv. Ensomme, urolige og intenst utilfreds med det meste. Det overbeviser Subutex om, at han foretrækker livet uden for samfundet, hvor han finder sammen med en gruppe hjemløse i Parc des Buttes-Chaumont.

Det sensationelle er, at hans liv, som man ville betragte som mislykket, bliver attraktivt for dem, hvis liv man ellers ville fremhæve som vellykkede. De mennesker, som han boede hos, opsøger nu Subutex i parken. Og de fester, de holder, den musik, de hører og den måde, de er sammen på, virker dragende på de respektable borgere:

»De forstår, at de bliver nødt til at gøre noget helt andet, hvis de skal leve bedre liv«, fortæller Despentes:

»De er ikke særligt optimistiske i starten, de er deprimerede og vrede. Skuffede. Men de prøver at lave noget nyt med musikken omkring Subutex. De vil skabe noget nyt. Jeg kan godt lide den tanke. Fordi hele fortællingen handler om, at Subutex ikke mister alt. Han har nemlig stadig ånden fra sin undergrundskultur, han har mistet den skæbne, han troede på, da han var ung«.

– Det virker her, som om de genopfinder rockkulturen i romanen. Men den handler ikke om vrede længere, det er et nyt socialt rum, der er roligt og fredeligt, frigjort fra de konstante beskeder og behov fra hverdagslivet. Du skriver et sted noget, der står som et programskrift: Bare fordi det ikke lykkedes for hippierne, betyder det ikke, at vi ikke skal prøve igen …

»Ja, han lever som en hippie, og de har brug for det, han er. Det er et projekt, som drejer sig om at blive ved med at prøve igen. Det mislykkedes virkelig for os, ja, det er sandt. Men lad os prøve igen. Fordi vi er levende. Det er ikke, fordi vi bliver tabere, hvis det mislykkes igen. Det er ikke vigtigt. Lad os prøve at være gode igen, lad os prøve at blive lykkelige sammen.«

Den ængstelige optimist

– Stemningen i bogen er dobbelt. Der er den her dybe krise og nærmest socialistiske kritik af kapitalisme. Men der er også en fornemmelse af, at vi kan stadig alt det som mennesker, og vi kan udrette en masse sammen …

»Jeg er en meget ængstelig person, men med en stor optimisme. Fordi jeg ikke kan se, hvad vi ellers skulle gøre. Vi skal være optimister. Godt nok har jeg ikke selv børn, men der er en masse børn i vores samfund, og de skal udrette noget. Ligesom Greta Thunberg. Jeg ved ikke, om jeg virkelig tror på det, men jeg mærker en optimisme, som kommer tilbage til mig. Jeg ved ikke hvorfor …,« fortæller Despentes.

Det mener hun også, hun bør som forfatter. Skabe noget, som ikke kun er mørkt og vredt, men også sjovt og lyst og lovende:

»Jeg lyttede til Leonard Cohen, mens jeg skrev Vernon Subutex. Det har jeg aldrig gjort før. Men det er det, han gør. Han er meget, meget mørk og arbejder intenst med depressionen. Men på samme tid lader han også lyset komme ind. Skønhed og humor. Det vil jeg også meget gerne som forfatter.«

Det er måske det mest imponerende ved Vernon Subutex: Vi ser alt det rædselsfulde. Håbløshed og overgreb og misbrug og knaldhård kapitalistisk kassering af mennesker. Men når også frem til den stemning og det sociale rum, der er på den anden side af vreden som venstrefløjens og punkkulturens instinkt. En kvinde, som engang var vred og stadig kan blive rasende, der har givet os en roman om et samfund i total krise, men med en åben udgang mod noget langt bedre. En udsigt til at vi kan blive lykkelige sammen. 

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted på ZOOM 7/10.

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan se samtalerne live på Zoom eller lytte til podcasten ugen efter.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det var virkelig interessant. Selv har jeg virkelig aldrig fundet nogen glæde og interesse i diverse former for rytmisk musik, de forekommer mig altid for endimensionale, for parkerede i en form for dogmatik. Det er på sin vis også, hvad jeg læser mig til her.
Derimod er den stræben imod bedsteborgerlighedens opløsning altid værd at deltage i.

Margit Johansen

Ja, vreden - som jo ikke er en ’ægte’ følelse - kan højst være en drivkraft og ikke et mål for samfundet eller gruppen eller den enkelte. Målet om samarbejde - at finde sammen - henover det der adskiller er ambitiøst og skræmmende - det gode liv uden for ekkokammeret - ud i samtalen og dialogen er et glimt af klarsyn - som en dansk punkdigter skrev - " himlen helt herned på jorden" (Strunge) og et sælsomt aggressivt slag i ansigtet på magthavere og medier som lever af konflikt og polarisering.