Generation X: »’Die Hard’ er en julefilm – derudover kan vi ikke mønstre en egentlig følelse«

Anna von Sperling:

Hej Monggaard!

Vi er Generation X-holdet! Godt for os, for nok har vi ikke sat mange positive aftryk på verden i den meget korte regeringstid, vi har fået, efter at boomerne lukkede os ind, og før Y og Z tager totalt over, men vi er jo fedest at hænge ud med.

Så jeg ser frem til at skrive med dig de næste dage – fra hver vores hjemmearbejdsplads i hjørnet af en god sofa. Det privilegium slipper vi ikke. I så mange år var det uklart, præcis hvad Gen X kunne bidrage til fællesskabet med, men vi var fandeme gode til lockdown. »Keep calm and watch old movies,« lød ordren. »GOTCHA!« sagde nøglebørnene, der var vant til at være alene hjemme.

Kh fra Amager

Christian Monggaard:

I mange gange lige måde, kære Anna. Det er jo ikke for ingenting, at hele det her generation-et-eller-andet blev opfundet om os. Og dengang i begyndelsen af 1990’erne, hvor Douglas Couplands bog Generation X sørgede for at definere det og os – sammen med Richard Linklaters Slackers og Kevin Smiths Clerks – var det altså ret fedt at være Gen X’er. Ja, det er det jo stadigvæk. Vi ser med et overbærende, let ironisk smil på alverdens galskab og tænder så for Poirot eller Blomsterbørns børn. Og jeg er helt enig: Nedlukningen af verden har været nænsom ved os, måske endda gavnlig.

Anna von Sperling:

Undskyld, jeg ikke har svaret i et par dage! Jeg har sovet til Kastanjemanden – okay fed, men jo ikke Seven.

Men nu må vi altså i omdrejninger med den her ’dialog’. Vores kolleger fra Gen Z har i ugevis vendt og drejet deres tekst i forhold til ethvert minoritetsperspektiv, stræberne fra Gen Y har selvfølgelig afleveret i sidste uge i en pause i spædbarnspilates, og før vi ser os om, har boomerne på cabernet sauvignon og uknækket selvtillid tæsket et par selvfølgeligheder ned og udnævnt det til »et hovedværk inden for generationsessayet«.

Og Gen X? Ja, vi har udvekslet to mails og allerede endt i pjank og lad arrogance. Alt sammen som dække over vores fundamentale mangel på selvværd. Jeg har lyst til at drikke mig fuld på Märkbar, der er lukket.

SÅ: Har du læst Marianne Levinsens beskrivelse af Gen X? Jeg blev godt nok ikke særlig inspireret. Der står for eksempel, at vi har en »individuel tilgang« og har en oplevelse af, at vi »træffer de rigtige beslutninger«, og at Gen X’s mantra er »I did it my way«. Hm ... jeg duer nok bare ikke til at blive puttet i generiske kategorier. Skal vi ikke bare droppen det og sige til redaktøren, at vi kom ind i et andet fedt flow?

Kram fra Anna

– det var bare for sjaw. Du kan få en fransk manchet, kan du.

Christian Monggaard:

Jeg vil egentlig hellere have en sherifstjerne – eller en olfert ... Og nej, der er ikke meget, der er Seven. Den film er et mesterværk. Jeg har set den mange gange.

Men jeg er enig: Der er ikke nogen, der skal bestemme, hvordan vi skal gøre tingene. Da jeg begyndte her på avisen i 1990’erne, kunne jeg gøre, som jeg lystede, og det kom i spalterne. I dag skal jeg jo både forholde mig til redaktører og redaktionssekretærer og korrekturlæsere, alle vil de blande sig i, hvad jeg skriver, og hvordan jeg skriver det. Jeg føler lidt, at det er et overgreb på min frihed – min kunstneriske frihed.

I mine mørkeste stunder får jeg en mistanke om, at det er os, tiden er løbet fra, Anna. Men pyt, så har vi meget mere tid til at se The Simpsons. Egentlig ville jeg vel helst være kloge, omsorgsfulde Lisa, men jeg ved jo godt, at jeg mest af alt bare er dumme, bøvede Homer.

Snax.

Anna von Sperling:

Nej, da. Homer er boomer. Du er en skøn blanding af Bart og Lisa: Omsorgsfuld og begavet som Lisa og popkulturaltædende og lystbetonet som Bart. Og så får du saftsuseme heller ikke flere komplimenter i år.

Bart og Lisa er Gen X’ powercouple. Der er en sjov scene i en af de tidlige episoder, hvor Homer skal fortælle dem, at han skal have en hjerteoperation og er bekymret for, hvordan de tager det.

»Intet, du kan sige, vil ryste os. Vi er MTV-generationen,« svarer Bart lakonisk.

»Vi føler hverken opture eller nedture,« supplerer Lise.

»Hvordan føles det,« spørger Homer.

»Meh,« responderer børnene.

Det er en supersigende scene. Jeg synes, at den typiske »stiv pik og håret tilbage«-Gen X-stereotyp overser, at vi i virkeligheden bare har lidt svært ved rigtig at føle noget som helst, fordi vores forældre skulle noget andet den dag, hvor vi skulle stimuleres alderssvarende.

Vi er tragiske, Mong! (En erkendelse, der efterlader mig så’n lidt … meh!)

Christian Monggaard:

Jeg rødmer helt over al den ros – men bliv endelig ved. Som nøgle- og enebarn af en enlig mor har jeg været i centrum hele mit liv, og det vil jeg sådan set gerne fortsætte med at være.

Hvor glad jeg end er for The Simpsons – og sammenligningen med Lisa og Bart, et par real heroes – så er det jo ikke den serie, som fyldte mest for mig dengang. Det var og er jo Seinfeld. Serien, der handler om ingenting, og hvor de fire hovedpersoner gør en dyd ud af ikke at skulle forholde sig til verden omkring sig – eller i så fald gør det med foragt i blikket – men har hovedet så langt oppe i egen røv, at det er en fornøjelse. Det er altså virkelig ikke svært at spejle sig i deres ligegyldighed og smålighed over for både andre mennesker og hinanden: Jerrys arrogance, Georges vrede, Elaines snobberi og Kramers totale mangel på situationsfornemmelse – og forvirring som en grundtilstand.

Anna von Sperling:

Seinfeld er selvskrevet. Og apropos dræbende ingenting. Jeg sad forleden aften, hvor jeg havde vigtigere ting for, og forsvandt ned i et kaninhul på internettet med Gen-X-memes – vi er jo »digitale indvandrere«, der bruger internettet til at »lege og udforske«, siger forskeren – og endte med at tisse lidt i bukserne af grin.

Min all time-favorit lød sådan her:

»Boomere: De unge i dag tager alting så helvedes seriøst.

Gen Z: De gamle er ufølsomme og mangler grundlæggende forståelse for andres subjektposition.

Gen X: Die Hard er en julefilm.«

Den er jo syleskarp. For vi står netop mellem de to generationer og kunne udfylde en vigtig rolle som oversættere og moderatorer, men måske er vi bange for at påtage os det ansvar. Hvad tænker du? Er Die Hard en julefilm?

Christian Monggaard:

Duh, selvfølgelig er Die Hard en julefilm! Og så kan Bruce ’boomer’ Willis sige, hvad han vil. Den foregår i julen, der optræder julemænd og julesange, og det er i det hele taget en opbyggelig og varm historie om kernefamiliens genopbygning – krydret med nogle griske, skydegale europæiske terrorister. Die Hard 2 er i øvrigt også en julefilm.

Men jeg vil nu sige, at de film, der bedst afspejler Gen X og har haft den største indflydelse, er den oprindelige Star Wars-trilogi. Det er eskapisme, der vil noget – fjerne galakser for længe siden, hvor en ung, uskyldig helt, Luke Skywalker, drager ud på eventyr og møder slackeren over dem alle, Han Solo.

Åh, hvem der bare var Han Solo og kunne bære lædervest og -støvler og score prinsesse Leia.

Anna von Sperling:

Jeg har godt nyt til dig. Vi er Han Solo med et skævt smil mod kameraet, mens det eksploderer bag os i kampen om definitionsretten mellem boomeren Darth Vader, der, guderne skal vide det, har arbejdet for magten og nu ikke vil slippe den, og Z/Y’eren Luke, der vil redde verden. Og hapse magten imens. 

Men den kultur, jeg brugte som identitetsmarkører i de formative år, var faktisk mest musik og tegneserier – det sidste vidste du ikke om mig, hva’? Når jeg havde fået bistand (note til yngre læsere: Det var en slags borgerløn i 1990’erne), gik jeg i Fantask og købte en tegneserie. Én! Så jeg vil gerne nominere Corto Maltese, Hugo Pratts vidunderlige eventyr, som et centralt Gen X-værk. Super coolness kombineret med drømmende eskapisme.

Og musik er næsten for nem. Ingen over og ingen ved siden af Smells Like Teen Spirit. Det var et regulært Twist & Shout-moment. Sådan et har Y og Z ikke. Hvis Beatles’ råbesang skabte ungdommen, første gang den bragede ud i stuerne i 1963, så genopfandt Nirvana den. Vi var jo lige ved at vågne! Og så døde Kurt og, ja … resten er historie. Men lad os svælge i den store poesi i denne tekstlinje: »She’s over-bored and self-assured/Oh no, I know a dirty word.«

Jeg vil råbe fisse og forlade bygningen. Skriv snart. Redaktøren rykker.

Christian Monggaard:

Tegneserier! Gisp! Nej, det vidste jeg ikke, men det er en glædelig oplysning sådan at få serveret. Læser du stadig? Det gør jeg, og jeg var og er også stor fan af Hugo Pratt og Corto Maltese – især albummet, hvor Corto er i Venedig, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig dengang. Al den historie og mystik, som knytter sig til byen, var virkelig fascinerende og forførende.

Jeg dyrkede dog mest ivrigt de franske og belgiske mestre – Franquin, Hergé, Jacobs, Tardi, Giraud/Moebius og mange andre – og så den gode tegner Carl Barks, der skrev og tegnede de bedste Anders And-historier. Men der er én tegner, en utilpasset 68’er, som virkelig åbnede mine øjne for, hvad tegneserier også kan være, nemlig amerikanske Robert Crumb. Han lagde ikke skjul på noget som helst – alle sine inderste hemmeligheder, perversioner og idiosynkrasier – og det var så befriende og inspirerende at opleve. Jeg var ikke alene, og jeg var ikke den eneste, som var underlig. Han var så heller ikke en rigtig boomer, fordi han følte sig uden for snart sagt alle vegne.

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg nogle gange godt selv blive lidt i tvivl om, hvorvidt jeg er en boomer, der er født i en Gen X’ers krop – en gammel sjæl i et ungt legeme – eller om jeg bare har en utroligt bred og generøs smag ...

Anna von Sperling:

For mig bliver du aldrig en boomer. Aldrig!

Du er faktisk en af de mest X’ede af X’ere, jeg kender. Fordi du altid har svævet drømmende rundt mellem en hel række popkulturelle simultanuniverser og selv valgt vores verden til, når du orkede. Og da du så fik råd, blev du nostalgisk indsamler af alle mulige plastikartefakter fra dengang, før verden gik grassat. Det er X om en hals.

Faktisk synes jeg, at du skal blive den nye Gen X-posterboy! Så kan Brügger og Bertelsen få lidt fri og endelig komme i gang med at bearbejde deres sorg på Twitter efter lukningen af 24Syv. Jeg er bange for, at hvis de ikke snart får sat ord på det, så sætter det sig som et kronisk ubehag i lænden. (Eeeej, det er gas. De kan ta’ det.)

Nå, nok om mig, hvad synes du om mig?

Christian Monggaard:

Jeg synes, at du er ironisk og spids, og du finder dig ikke i noget pis. Men du ejer også en misundelsesværdig rummelighed og en uafhængighed og ansvarlighed, som du virkelig kan være stolt af. Er det monstro noget, du har med fra dine forældres generation?

Du har for eksempel lært mig, at når det kommer til de yngre generationer og en hastigt forandrende verden, så handler det om nogle gange bare at træde et skridt tilbage, holde kæft og lytte til, hvad der bliver sagt af dem, der kom før os, og ikke mindst dem, der er fulgt efter. Det bliver man klogere af, og det er det, du som et pragteksemplar af en Gen X’er har forstået. At det så også betyder, at man – jeg – ikke nødvendigvis behøver tage stilling, men i stedet kan se en film eller en tv-serie mere, er så en positiv bivirkning. Så går jeg heller ikke i vejen.

PS Endnu en gang tak for de pæne ord. Jeg agerer gerne vores generations posterboy.

Anna von Sperling:

Du er sød. Jeg troede, at konklusionen på vores snak ville blive: »Die Hard ER en julefilm« – men eller føler vi ikke rigtigt noget«, men vi er jo tydeligvis et par gamle bløddyr <3.

Nåh, nu må ’the forgotten generation’ jo nok hellere få afleveret teksten, før de går i trykken uden os. Det kunne fandeme lige ligne dem.