Generation Y: »Mange af os er gået i spagat mellem analogt og online«

I denne mailkorrespondance går to af kulturredaktionens generation Y’ere, Katrine Hornstrup Yde, født 1983, og Rasmus Elmelund, født 1988, i dialog om deres generation, hvad de er formet af – og deres (kultur)sammenstød med andre generationer
I denne mailkorrespondance går to af kulturredaktionens generation Y’ere, Katrine Hornstrup Yde, født 1983, og Rasmus Elmelund, født 1988, i dialog om deres generation, hvad de er formet af – og  deres (kultur)sammenstød med andre generationer

Mia Mottelson

Kultur
15. oktober 2021

Katrine Hornstrup Yde:

Hej Rasmus, min med-Y’er!

Hvad har vi to at sige om vores egen Y-hed i vores lille og lidt usynlige generation? Når jeg tænker på min barndoms og altså noget af ’vores’ generations dominerende, formative, kulturelle begivenheder og fænomener, så er virkeligt mange af dem kendetegnet ved at være ret ... substansløse. Gnidningsfri. Allerhøjest hyggeopbyggelige.

Jeg har for eksempel set vildt meget Dallas og Dollars efter skole hjemme i etplansvillaen i Herning – glamourøse soapserier om Amerikas 0,1 procent, der snød og bedrog hinanden og catfightede og genforeningskyssede i balsameret kameralys. Når noget blev for langt ude eller tragisk, når seerne for eksempel var for kede af, at en karakter var død, så fiksede serieforfatterne det sådan, knips, ved at så var de sidste ti afsnit bare en drøm, pyha, den døde levede stadig, men så bare lidt anderledes ud – spillet af en ny skuespiller. Det konsekvensfri utopia gav storartet mening for mig.

Rasmus Elmelund:

Ja, sådan har jeg det også. Jeg har dog absolut intet forhold til hverken Dollars eller Dallas, mit konsekvensfri utopia var tv-serier som Dawson’s Creek og især Venner, som jo i dén grad handler om ikkeproblemer – nogle hvide amerikanske toppriviligerede venner, der absolut ikke har nogen rigtige problemer, men som til gengæld af en eller anden grund har råd til at bo på Manhattan og drikke kaffe dagen lang.

Generation Y

Marianne Levinsen, fremtidsforsker og forskningschef i Fremforsk, Center for Fremtidsforskning.
Fortalt til Thomas Florin

Det er med Generation Y (født mellem 1980 og 1989), at vi begynder at tale om digitale indfødte. De har været aktive brugere i udviklingen af sociale medier, men kan huske en verden uden mobiler og internettet. De er de første sociale zappere, der så video, sendte sms’er og skrev skoleopgaver simultant. De bliver derfor vant til at have gang i mange forskellige ting på samme tid, og tidligere generationer har set på dem og tænkt, at de med fordel skulle koncentrere sig om én ting ad gangen.

Heller ikke socialt er de bundet. Y’erne får venner gennem de sociale medier og bliver ved med at skabe netværk og venskaber på kryds og tværs.

Og så er de digitale forbrugere, der handler online, og de er storforbrugere af abonnementsløsninger på mad og måltidskasser, da det giver en logistik i hverdagen. De gik fra som unge at storshoppe i storcentre til i dag at fokusere på et mindre forbrug i en mere bæredygtig adfærd.

Generationen er vokset op i de glade 90’ere, hvor verden åbnede sig efter Murens fald, og budskabet til de unge var, at de helt selv kunne vælge den uddannelse og det arbejde, som de har lyst til. Det var en happy go lucky-mentalitet, hvor de unge kunne opnå alt det, de ønskede sig, men vejen dertil skulle de selv udtænke. Dermed har Y’erne følt et stort pres for at træffe de rigtige beslutninger.

Katrine Hornstrup Yde:

Åh, ja. Altid spejlende os i amerikansk overflod. Siden Dollars og Dallas så og genså jeg i et uendeligt loop i samtlige tweenage- og teenageår ungdomssæbeserien Beverly Hills 90210, der også blev vist hver eftermiddag og underholdt med the one percents ungdomsproblemer på den amerikanske vestkyst. Det var problemer små nok til at blive løst i kernefamiliens favn med en skål is midt om natten. Den handlede meget lidt om køn, race og klassebevidsthed – og selvfølgelig overhovedet ikke om klima eller global uretfærdighed.

Vi er i øvrigt også den generation, der fik en ret grundig musikopdragelse gennem det daglige musikprogram PULS, hvor først eurodance og siden britpop dominerede. Jeg lærte mig selv engelsk og guitar for at komme så tæt på Oasis som overhovedet muligt. I dag er det mig en gåde, hvilke dybder, jeg dykkede efter her, for der er jo ingen. »Supersonic« er ikke et rigtigt adjektiv. »Wonderwall« betyder ikke noget, men det lød fedt, syntes Noel Gallagher, som af uforklarlige årsager var min (tomme?) sjæls guru.

Alt det her for at sige: Min ungdom er voldsomt præget af jubelglade 90’ere, af at få at vide, at vi i vores generation kunne realisere os selv, som vi ville. Det var nemt at være åben, nysgerrig, rejselysten, vidensbegærlig for nørderiets egen skyld. Og det føles, som om alverdens alvor var noget, jeg først i mine 20’ere blev nødt til at læse op på, reflektere over og finde ord for. Alt det, som den yngre Generation Woke er vågnet til og måske også er blevet psykisk overlastede af at skulle slæbe rundt på konstant ...

Rasmus Elmelund:

Inden vi kommer for godt i gang, tror jeg, det er vigtigt at understrege, at vi to jo kommer fra hver vores yderdel af generationen. Jeg er fra slut-80’erne, og du er fra start-80’erne, og selv om det ikke lyder af meget, er det nogle væsentlige år. For lige efter de jubelglade 90’ere, du skriver om, kom jo 11. september 2001, og jeg vil påstå, at det er tæt på altafgørende, hvor gammel man var – hvor meget af verden, man allerede havde set – da man så de fly torpedere tvillingetårnene på Manhattan. Jeg var 13 år. Og hvis verden skulle gå og savne endnu en historie om, hvad en eller anden lavede den dag, så fortæller jeg med glæde. Min fortælling er nemlig totalt udramatisk og prosaisk, men den fortæller om noget i denne sammenhæng væsentligt: DR1 og TV 2’s sendeplan på hverdagseftermiddage.

Den 11. september 2001 gik jeg alene hjem fra skole og satte mig på min futon i mit kælderværelse i rækkehuset i Randers. Eminem, Limp Bizkit og Tyler Durden fra Fight Club kiggede på mig fra plakaterne på væggene. Måske spillede jeg Snake på min Nokia 3310, måske bladrede jeg i en fysisk udgave af Mix, men da klokken blev 16, tændte jeg det 14 tommer store billedrørs-tv, som jeg havde fået lov til at have på værelset. Mellem klokken 16 og 17 vidste jeg nemlig, at jeg kunne vælge mellem Beverly Hills 90210 på TV 2 og Boogie på DR1. Boogie vandt som regel, Beverly følte jeg appellerede til nogle ældre børn end mig, men mest af alt tændte jeg for at varme op til klokken 17.05, hvor TV 2 jo altid viste to afsnit af Venner.

Den dag så jeg så hverken amerikanske tv-serier eller musikvideoer, men om aftenen lånte jeg – som de fleste andre aftener – mine forældres computer og loggede på SKUM, DR’s sociale medie for unge, hvor jeg havde en profil, jeg satte utrolig meget pris på. Ud over min SKUM-profil havde jeg også en på Arto. Jeg havde også en tamagotchi, en PlayStation og en Gameboy, men de var ikke så spændende, for de var ikke forbundet til verden. I årene inden terrorangrebet var jeg sygeligt optaget af konspirationerne om Y2K-virussen, og de eftermiddage, hvor jeg ikke sad derhjemme og gloede musikvideoer, gik jeg på biblioteket med min bedste ven, Jakob, og udforskede det store og – sådan føltes det – endnu uopdagede internet. Vi lavede vores egne hjemmesider på Subnet og Webbyen, der som regel handlede om numetalbands, Harry Potter eller Manchester United.

Katrine Hornstrup Yde:

Internettet i dets vorden! So cute. Hjemmesider er ganske sandt fra mit perspektiv nærmest next generation. Jeg var bare tilmeldt en mailingliste for en international Oasis-fanklub (deraf lærte jeg mig engelsk). Hver gang jeg loggede på internettet på min mors PC (det tog mig fem minutter og duttede og bippede og kostede flere kroner i minuttet) havde jeg fået 100 fællesmails fra andre i gruppen om sanganalyser og akkordgreb og holdninger til, hvem der sang bedst, Liam eller Noel. Det var min ungdoms interaktion med andre online.

I dag oplever jeg, at mange af os er gået i spagat mellem analogt og online. Jeg har en halvstor, bedaget cd-samling og en virkeligt god, men lidt for tilfældig dvd-samling i kælderen, men jeg streamer alt, og jeg er dårlig til det. Særligt har jeg mistet mit musikoverblik, det er blevet til et slags attrået fatamorgana, der er forsvundet mellem fingrene på mig, nu hvor man ikke kan røre ved, låne og kopiere hinandens cd’er længere.

Jeg er nok lige så akavet med Spotify som vores forældres generation er med at være på Facebook. Og jeg pendulerer mellem at hvile i de sociale mediers oversharing og at få akut klaustrofobi over det. Måske derfor kan jeg ikke få mig selv til at have et foto af mig selv på min facebookprofil. Jeg er der, men det føles ikke helt rigtigt at være der.

Rasmus Elmelund:

Marianne Levinsen taler om os som »digitalt indfødte«, jeg tror måske, det er mere retvisende at sige, at vores generation har haft en analog barndom og et digitalt voksenliv. Netop det tænker jeg tit på som afgørende for, hvor forvirret og magtesløs jeg også nogle gange kan føle mig i verden. Min barndom var fastnettelefoner, cd’er og Anders And- og Mix-blade tilsendt fysisk med posten. Min ungdom var internettet: Mp3-filer, WAP, 56k, SKUM og IRC. Jeg tænker tit, at min barndom stoppede omkring den 11. september.

Ligesom dig føler jeg mig i tidens mange kulturdebatter ofte fanget uden nogen klar analyse eller noget egentligt synspunkt. Jeg tager mig i at misunde de yngre generationer, der med stor selvsikkerhed plæderer for hensyn og normkritik og klimahandling. Men jeg misunder også de ældre, der lige så skråsikkert holder på retten til at latterliggøre eller insisterer på at kritisere, hvordan sæderne og normerne er i frit fald.

Generation X er blevet kaldt Generation Nå, men i det mindste har de ironien og nihilismen, der er deres. Vores generation har ingen soleklare ideer. Vi har Oasis og Eminem og Beverly Hills og Friends, men hvad er vi egentlig fælles om? Forvirringen? Vi har hverken rigtig alvor eller ironi. Til gengæld har jeg måske en lille smule mere Z’er-alvor og -zap i mig, end du har, og så har du mere X’er-ironi? Måske? Mest af alt tror jeg, at vores generation er splittet; kløvet mellem det analoge og det digitale og mellem det ironiske og det alvorlige.

Katrine Hornstrup Yde:

Er vi så Generation Øhmm...? Eller måske alligevel noget mere selvsikkert? Måske min aldrende flanke af Generation Y i særdeleshed har det sådan her: Vi er opflasket på selvtillid, ironi, sarkasme (Lex & Klatten var min Gud) og åbne grænser, først konfronteret med alvor – 11. september, krigsdeltagelse, siden klimaskam og nye redskaber i kønskampen – som unge voksne, nok til at tage det hele lidt mere seriøst end Generation X? Vi forstår i en eller anden forstand både Generation X’s afstand og Y’s involvering. Min vej til det job, jeg har nu, som kulturredaktør, har været komplet lystbetonet, jeg har ikke i mit uddannelsesvalg eller studiejobvalg bekymret mig om fremtiden, men ihærdig af nysgerrighed arbejdet mig ind i det, jeg synes var allermest spændende. Og herfra er det så en meget ... mellemlederagtig position at have Generation X som chefer og redaktørkolleger og de store spillere i kulturbranchen og så Generation Z som praktikanter og talentfulde freelancere ...

Rasmus Elmelund:

Jeg tror, du har ret. I hvert fald for den ældre del af generationen. Min del af den er nok alligevel lidt mindre selvsikker, lidt mere alvorlig, lidt mere insisterende på at forstå alle omkring os, både de ældre og de yngre. Og måske er det i virkeligheden vores lod i livet som repræsentanter for den her lidt oversete og ubestemmelige Generation Y – og altså at vi er mellemlederagtigt fanget i en kulturkamp mellem de yngre og de ældre generationer. Måske altså, fordi vi er ramt af den her dualisme mellem det digitale og det analoge. Formentlig er vi også den generation, der føler størst kærlighed for de andre generationers kulturelle ikoner. Vi elsker Dylan, Nirvana og Billie Eilish. Men jeg er ret sikker på, at hvis du spørger både boomerne, X’erne og Z’erne, så kan vi godt holde numetallen, Oasis og Eminem for os selv.

Katrine Hornstrup Yde: 

Så måske er det dét, »Wonderwall« betyder? At vi Y’ere har vores eget meningsløse, private sted at føle melankolien, når den øvrige verden bliver for ualvorlig eller for alvorlig. Så kan man lige sidde og sige til hinanden, at »after all, you’re my wonderwall«, før man træder ud i virkelighedens og nettets krigszone igen, skulder ved skulder med de andre generationer, der er så optagede af sig selv og kampe med hinanden, at de færreste overhovedet bemærker, at der er en Generation Y, der står og svajer midt imellem dem. Men vi er der, Elme. Vi er der.

Vi er generationerne

Hvem er boomerne? Og Generation X og Generation Y og Generation Z? Og Alpha? Generationer er defineret af de kriser og den kultur, der har formet dem, og generationsforskelle er derfor lige så vigtige som klasseforskelle, mener sociologien. Derfor kaster  kulturredaktionen sig ud i den helt store generationsgranskning og ser på, hvordan vi er præget af den tid, vi er opvokset i, og af de kulturprodukter, vi har lænet os op ad og lært af i de formative år.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Katrine Hornstrup Yde og Rasmus Elmelund. Hvis alt andet kickser så prøv med logik og sund fornuft. Det virker godt for mig.
Hilsen fra en efterhånden gammel hippie.