Generation Z: »Vi må konstatere, at vi ikke er håbløse romantikere, men håbløse nostalgikere«

Rebekka Bundgaard:

Hey Emil 

Er du klar til en episk mailtråd om Generation Z? Hvad der har formet os, hvem vi er – og hvilke kulturprodukter der repræsenterer vores generation? Hvad er det første, der falder dig ind, når du skal sætte ord på vores generation?

kh Rebekka

Emil Høj:

Hej fellow Z!

Ja, helt klart. Det første, der falder mig ind, er, at vi er de første sande digitalt indfødte, som har hele internettets informationskammer til vores rådighed, og vi forbruger åndssvagt meget materiale – gerne flere slags materiale på samme tid. Vi vil inddrages i den offentlige samtale om klima, køn og etnicitet, fordi vi – ud over at have taget en højere uddannelse end vores forældre – ved en masse, som vi har læst og debatteret på internettet.

Hvis nogen påpeger, at vi indimellem forsimpler problematikker, så ironiserer vi over det. Laver det til et meme: O.K., boomer. Vi er en generation, der lever for at blive taget alvorligt, men som har et behov for ikke at tage verden omkring os for alvorligt – i hvert fald, når det kommer til emner, der ikke er de tre-fire stykker, vi finder definerende for vores generation.

Rebekka Bundgaard:

Jeg oplever dog, at vi er bedre end de ældre generationer til at lægge mobilen fra os. Når Marianne Levinsen i generationsportrætterne (se boks, red.) skriver, at vi er den første generation, der ikke kender en verden uden for internettet, så er det rigtigt nok. Og jeg tror, at det har betydet, at vi til gengæld har lært at begå os i den verden.

Vi indtager meget fra nettet, ja, men er varsomme med, hvad vi selv lægger op. Vi er heller ikke facebookkrigere, der gider tage store debatter i en tråd, netop fordi vi ikke har brug for at gå ind i en diskussion med alle birther og flemminger på nettet. Men derfor er det stadig irriterende, at de befinder sig overalt i det virtuelle rum, og måske er det derfor, vi er nødt til at ironisere over det? Fordi det er trættende at få smidt pedantiske argumenter i hovedet, hver gang man logger på Facebook.

Memes er et rum på nettet, som flemmingerne ikke har infiltreret. Det er meget rart. Alle har brug for en pause. Nå, men det skal jo handle om os, og ikke om alle de andre. Så hvilke tv-serier synes du er repræsentative for vores generation?

Emil Høj: 

Jeg synes, der er forskel på, om man undlader at tage en debat i kommentarsporet og derefter ironiserer over, hvor snæversynede, dumme og gamle, de, der tager debatten, er – eller om man bare gør det første. Ironiseringen kan netop bidrage til at skabe kløfter mellem generationer, og hvis vi skal indfri de visioner, vi har for samfundet, kan vi ikke gøre det uden ældre generationer.

Nå, nu til fjernsynet. Da jeg var en del år yngre, så jeg enormt meget How I Met Your Mother: et åndehul fra al død og pine i verden på samme måde, som memes kan være det. How I Met Your Mother byder ikke på nogen dybere indsigt i noget som helst, men er spækket med popkulturelle referencer, catchphrases og falden på halen-komik. Og så kan man sagtens se det, mens man tjekker Facebook.

Men den kræver en seer i den anden ende, som er popkulturelt velbevandret – flere ting er kun sjove, hvis du ved, hvem Patrick Swayze er. Du skal vide alt om lidt og lidt om alt. Sådan tror jeg, mange i vores generation har det helt generelt.

Rebekka Bundgaard:

Den første serie, jeg tænkte på, var The Office. For mig er det indbegrebet af den ironiske humor, der har formet vores generation. Den metafiktionelle mockumentary-genre, der både gør os opmærksomme på, at fjernsynet og medierne er allestedsnærværende, og som samtidig formår at få os til at interessere os for den mest dødssyge arbejdsplads i nuancer af brun fyldt med mellemlederdrama: Ting, vi tidsnok skal komme til at bekymre os om, og som vores forældre brokker sig over, orker vi alligevel at følge med i gennem ni sæsoner.

Karaktererne er ynkelige, livet er forfærdeligt, branchen er forfærdelig, men de får ligesom det bedste ud af det. Det har vi åbenbart brug for at spejle os i.

Marianne Levinsen skriver, at vi er en generation, der bebrejder os selv, når tingene ikke lykkes for os. Jeg er meget uenig. Jeg oplever, at vi er meget optagede af arven fra tidligere generationer, og optagede af, at samfundet skal ændre sig på et grundlæggende plan.

Jeg synes bestemt ikke, at det er min egen skyld, hvis jeg ikke får et job efter endt uddannelse. At score et fuldtidsjob er et scenarie, jeg slet ikke tør håbe på, og måske er det også en af grundende til, at jeg gerne vil se The Office. 

Emil Høj:

Jeg er delvist enig. Vi er bestemt optagede af samfundsstrukturer, der ikke falder ud til vores fordel, eksempelvis klimaet eller boligmarkedet for tiden. Men jeg oplever også, at vi internaliserer problemer og derigennem bebrejder os selv. Altså at vi i nogle tilfælde overkompenserer – spiser meget lidt kød eller flyver meget lidt – for ting, vi ikke er skyld i alene.

Hvis vi igen vender tilbage til tv, oplever jeg, at der i de senere år er kommet flere tv-serier rettet mod os som målgruppe med et ekstra lag, der kommenterer på samfundsstrukturer. Black Mirror forsøger at opridse etiske dilemmaer i en dystopisk fremtid, hvor teknologien er gået for langt, og I May Destroy You puster til debatter om sex, samtykke, sociale medier og psykisk sårbarhed.

Rebekka Bundgaard:

Jeg er også nødt til at nævne SKAM. Den normaliserer og skildrer den diversitet, det moderne samfund rummer, men gør det på en måde, der virkelig tog pusten fra os, der så den, da den udkom. Den var både smuk og helt almindelig. Jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig, at det nok (for mig) er den serie, der har skildret vores generation mest ærligt og mødt os, hvor vi var. Uden ironisering. Det var også en serie, jeg ikke så for at slappe af og komme ned i gear, men en serie, der føltes så vedkommende, at jeg faktisk så hvert eneste afsnit.

Emil Høj:

Jeg er en af de få, der aldrig har set SKAM. Jeg hørte utrolig sent om serien …

Rebekka Bundgaard:

Har du ikke set SKAM!? (Jeg slår korsets tegn)

Emil Høj:

Det er netop den reaktion, man bliver mødt med. Og så bliver jeg trodsig og nægter. Trodsigheden tror jeg også kan være et bærende tema for vores generation. Måske det er en modbevægelse mod alle de – semiligegyldige, semiunderholdende – pusterumsserier.

Hvad med film?

Rebekka Bundgaard:

Det første, jeg tænker på, er Harry Potter-serien. Altså både bøgerne og filmene. Er der et eneste menneske på vores alder, der ikke har en eller anden tilknytning til det univers? Jeg ser folk på min alder, der stadig bruger penge på merch og genser filmene årligt. Jeg synes faktisk, at vores generations besættelse af den serie er lidt uhyggelig.

Ja, det er gode bøger, men vi holder jo fast ved dem som en anden sutteklud. Folk identificerer sig med skolens fire ’huse’, som man kan identificere sig med sit stjernetegn. Er du klog som en Ravenclaw eller modig som en Gryffindor? What do I care!? har jeg lyst til at råbe, men selvfølgelig har jeg også taget en test på nettet engang og ved udmærket, hvilket hus jeg selv tilhører.

Emil Høj:

Jeg tror også, at Harry Potter må stå som det mest centrale stykke filmkunst for vores generation. Jeg tror, at en af grundene til, at filmene har slået rod i så mange er, at karaktererne blev ældre sideløbende med, at vores generation blev det. De startede som børnevenlige film, og så falmede børnevenligheden med tiden. Har jeg hørt, skal jeg skynde mig at sige, for jeg har heller ikke set Harry Potter.

Rebekka Bundgaard:

Måske knuger vi os til den filmserie, fordi vi er nostalgikere, og den serie har fulgt os gennem vores forældres skilsmisser, klimadepressioner og fremtids-fatigue. Vi drømmer nok alle sammen stadig om at få det brev fra Hogwarts og leve vores bedste kostskoleliv med Dumbledore som den forstående, ældre stemme, vi aldrig mødte i virkeligheden. Det er en base, vi kan vende hjem til, når det bliver for »uoverskueligt« at redde verden, som Levinsen beskriver det. Bittert, I know!«

Emil Høj:

Hvad med musikken? De mest lyttede numre gennem det sidste årti er måske en god pegepind. Men jeg ved ikke, om jeg synes, de er repræsentative for vores generation. Eller om vi er repræsentative for vores generation.

Rebekka Bundgaard:

En musikalsk æra, der står meget klart for mig, var da mine veninder opdagede Justin Bieber. De købte de sneakers, han gik i, og deres yndlingsfarve blev lilla, for det var hans. Og på en eller anden måde blev han billedet på, at vores generation begyndte at indtage hitlisterne: En ung, flot og harmløs fyr bliver kendt gennem YouTube.

Og han fandt sammen med Selena Gomez, en af de Disneystjerner, vi voksede op med. Men så blev han, ligesom så mange andre barnestjerner, ramt af en slags vanvid. Og pigerne blev kede af det, men så lærte vi at lade være med at købe de fucking sko og gå i lilla tøj, og vi fandt ud af, at det der glatte glam-liv ikke findes i virkeligheden, og at han havde en depression og tog stoffer og slet ikke havde det så Never say Never-agtigt.

Emil Høj: 

Jeg kan godt følge, hvad du mener. Men jeg synes, det ville være forkert at bruge Biebsen som metafor for vores generation. Det der poplækre udtryk – altså der, hvor alt skinner og er i skønneste orden – synes jeg netop, vores generation forsøger at smadre. Når Billie Eilish udgiver en single, er det sårbart og uden en nødvendig lykkelig slutning, og når rapperen Lil Nas X ikke alene springer ud som homoseksuel i en – historisk set – homofobisk hiphopvirkelighed, men også udgiver musikvideoer, hvor han twerker i djævlens skød eller danser nøgen i et bad fyldt med andre sorte mænd, synes jeg, det vidner om en generation, der ikke længere vil pakke det ind i ’alt skal nok gå’. Vi vil aftabuisere psykisk sårbarhed, vi vil være dem, vi er, og elske dem, vi vil.

Rebekka Bundgaard:

Billie Eilish er et godt bud, og jeg er enig med dig i, at hun repræsenterer det sted, vi står nu. Men jeg vil nu gerne holde lidt fast i Bieber alligevel, fordi han netop indkapsler vores kollektive åbenbaring om, at det hele nok ikke skal gå. De fleste i vores generation har eller har haft en holdning til ham, så han har vel betydet noget? Og hey, hvis der er noget, vi kan forholde os inderligt-ironisk til, så er det »Baby« i en sen nattetime.

Igen må vi nok konstatere, at vi ikke er håbløse romantikere, men håbløse nostalgikere, der forsøger at overbevise os selv om, at det ikke er problematisk, at vi sværger til det kulturforbrug, vi etablerede, da vi var i noget nær den anale fase, så derfor gør vi det med ironisk distance. Jeg tror, vi har brug for kollektiv kulturterapi.

Emil Høj: 

Jeg synes, det er at stramme den at diagnosticere os som håbløse nostalgikere på den baggrund. Jeg tror ikke, generationer skal dømmes ud fra, hvordan de agerer, når de er spritstive på lunkne Tuborg Classic. Jeg er til gengæld med dig hele vejen på, at vi også indtager ironisk kultur – Gulddreng, Veronika Katinka, r8Dio – når vi er ved vores fulde fem. Og der tror jeg, at jeg vil hive det frem som et eksempel på det pusterum, vi har brug for.

Rebekka Bundgaard:

Enig. Tak for snakken. Vi må hellere få sendt teksten til en eller anden Generation X-redaktør, der kan karikere vores ’overfølsomhed’ i en stram overskrift. Hej, hej.