Vi er ikke i en generationskamp, selv om vi måske burde være det

Generationer fylder meget i den offentlige debat, og det er ikke så mærkeligt. Store omvæltninger har nemlig altid fået mennesket til at se på sig selv og de andre som en del af generationer – ofte i indbyrdes konflikt
Begrebet ’generation’ har sin oprindelse i biologien. Her er en generation udtryk for det tidsmæssige skifte fra forældre til afkom – også kaldet slægtsled.

Begrebet ’generation’ har sin oprindelse i biologien. Her er en generation udtryk for det tidsmæssige skifte fra forældre til afkom – også kaldet slægtsled.

Mia Mottelson

Kultur
15. oktober 2021

Generation Alpha skulle de hedde, den næste generation – dem, der er født efter 2010. Det havde der egentlig etableret sig en behagelig konsensus om inden for den akademiske disciplin generationsforskning, efter at den den australske fremtidsforsker Mark McCrindle fandt på navnet, endnu før generationens første repræsentant var født. Det var gået så fint med det latinske alfabet, der begyndte med Generation X og siden blev fulgt af Y og Z, så da vi løb tør for bogstaver, var det oplagt at starte forfra med det græske alfabet.

Vi kunne ikke udskyde idéudviklingen særlig meget længere. En generation skal nemlig allerhøjst vare 20 år, hvis den skal give mening som en analytisk kategori, og Generation Z gik fra 1997-2010.

Problemet var, at der ikke var noget navn, der lå til højrebenet. Der var ikke nogen oplagte kollektive vilkår, som den nye generation delte. Ikke noget demografisk spektakulært, som det var tilfældet for babyboomerne, herhjemme tit omtalt som 68-generationen, der havde fået navn efter det høje fødselstal i årene 1946-1964. Ingen stor og altoverskyggende historisk begivenhed som den, der gav navn til The Lost Generation, der var store børn og unge under Første Verdenskrig. Og ingen bestsellerroman havde en ørehængende betegnelse, som det var tilfældet, da Douglas Copland gav generationen født fra 1965-1980 navnet Generation X.

Der var dog en til tider ophedet diskussion om, hvorvidt det ikke var på tide at få en Generation Klimakrise, men det pragmatiske argument om, at klimaforandringerne var et tværgenerationelt grundvilkår, der allerede havde defineret både Y og Z, vandt. Så Generation Alpha blev det altså. Lige indtil foråret 2020, hvor der skete noget, der har potentiale til at trumfe det generiske navn.

Generation COVID

Da den globale pandemi ramte, var det de gamle, der blev hårdest ramt af sygdommen, men det stod hurtigt klart, at dem, der trak det korteste strå på stort set alle andre parametre, var børn og unge: social afkobling, forværret mentalt helbred og udsigterne til et lavere økonomisk grundniveau blev et fælles vilkår og opfyldte derved kravene til at blive en generationsmarkør.

»Grundantagelsen inden for generationsforskning er, at vi i de formative år i den sene barndom og tidlige ungdom etablerer de værdier, trossystemer og handlemønstre, der forbliver nogenlunde konstante igennem livet. Og når vi er mange, der gør det på én gang, bliver det formativt for samfundet,« siger Bobby Duffy, professor ved King’s College i London og forfatter til bogen Generations – Does When You’re Born Shape Who You Are? (2021).

Da han gik i gang med at skrive bogen, var der ikke nogen oplagt stor definerende kollektiv begivenhed for den helt unge generation, men da den var klar til tryk, havde verden forandret sig. Det samme havde bogens konklusion:

»Det vil ikke overraske mig, hvis den næste generation kommer til at hedde Generation COVID – eller Gen C,« siger han på en Zoom-forbindelse fra London, hvor han har taget sig tid til at tale med Information efter en konference arrangeret af Labour-partiet om netop det emne.

Han er en travl mand for tiden, for historisk har det altid været sådan, at når kaos lurer, så tyr vi til generationer som forståelsesramme. Vi håber, at de kan give os et glimt af fremtiden – hvilket også har fået kritikere til at tildele generationsforskere det lidet flatterende øgenavn: socialvidenskabernes astrologer.

Det holder ikke Bobby Duffy vågen om natten. For selvfølgelig har generationer som social kategori en masse begrænsninger, medgiver han, men hvis man ser på dem over tid, er skiftet fra en generation til den næste en af de mest afgørende motorer i de sociale forandringer.

»Generationsskifter er som tidevandet: kraftfulde, langsomme og relativt forudsigelige. Når en generation først er skabt, er den tilbøjelig til i det store og hele at fortsætte sin kurs, hvilket hjælper os til at se ind i fremtiden.«

Socialgenerationer

Begrebet ’generation’ har sin oprindelse i biologien. Her er en generation udtryk for det tidsmæssige skifte fra forældre til afkom – også kaldet slægtsled. Afhængigt af, hvilken art der er tale om, kan den vare fra minutter til årtier. Den græske historiker Herodot var en af de første, der satte tal på dette skifte hos mennesket, da han bestemte, at der er tre generationer – for eksempel bedstemor, mor, datter – på 100 år.

Det er først mod slutningen af det 18. århundrede, at man begynder at operere med det, der siden får betegnelsen ’socialgenerationer’. Frekvensen, hvormed nye teknologier udvikler sig under industrialiseringen, giver folk født med 30 års mellemrum fundamentalt forskellige samfund at leve i. Samtidig har den forandret arbejdsmarkedet og accelereret urbaniseringen, så en søn ikke længere bliver tømrer som sin far, og en datter ikke er bundet til egnen som sin mor: Uden mobilitet giver det ikke mening at tale om generationer.

Generationsbegrebet blev derfor en del af en generel tankemæssig nyorientering i tiden. En række af tidens prominente tænkere som John Stuart Mill, Wilhelm Dithey og ikke mindst Auguste Comte var optaget af ideen om ungdommen som motor for sociale forandringer. Samtidig betød fremkomsten af nationalismen, at unge fik en ny og større verden: Man kunne nu orientere sig ud over det lokale og mod en større gruppe. Man blev en del af samfundet og derfor en del af en generation.

Traumet

Men der skal et stort fælles traume til, for at det for alvor bliver en forskningsgren. Det sker efter Første Verdenskrig, hvor der bliver en enorm interesse for at forstå, hvad den forkrøblede generation, der spenderede deres formative år i de mudrede skyttegrave, ville betyde for fremskridtet.

Men det blev den ungarskfødte sociolog Karl Mannheim, der formulerede den generationsforståelse, der stadig i dag er herskende i socialvidenskaberne. I 1927 udgav han essayet The Problem of Generations, hvor han argumenterede for, at man skulle anskue kulturelle forskelle i et givent samfund som generationsmæssige forskelle skabt af kollektive erfaringer, ikke mindst krig giver en generation en fælles identitet. Forskelle mellem generationer er derfor lige så vigtige som klasseforskelle, mente han.

Efterhånden fik begrebet bredere fat. Også i markedet og den populære samtale, fortæller Bobby Duffy.

»I 1950’erne havde der dannet sig en konsensus om, at generationsskifte var en slags stofskifte, der holdt samfund raske og friske, og i en vis forstand er den forestilling stadig dominerende.«

Generation af forbrugere

Men det var også i de år, at ungdommen blev defineret som en livsfase – og dermed som en forbrugergruppe. Det betød, at begrebet pludselig blev vældig interessant for dem, der havde noget, de ville sælge – om det var et par cowboybukser ovre fra USA eller et politisk budskab.

Og den drivkraft bag generationstænkningen er også tydelig i dag. Googler man for eksempel ’Generation Z’, fordi man skal skrive en artikel og derfor gerne vil finde spændende forskning på feltet, mødes man i stedet på allerførste side af overskrifterne: »Skræddersy til markedsføring til Gen Z« og »4 måder at blive relevant for Generation Z«.

Men det er noget vrøvl og en udhuling af generationsbegrebet, mener Bobby Duffy, der fortæller, at der er vokset en hel miniindustri op af folk, der vil bilde os ind, at de forstår generationer, og som spytter stereotyper og klicheer ud, som enten overbeviser virksomheder om, at de nu kan sælge mere, eller ender i overskrifter i medierne om ’narcissistiske avocadobesatte millennials’ eller ’egoistiske tonedøve boomere’.

»Det er nonsens. En generation er ikke et forbrugersegment. Det er en global demografi på milliarder af mennesker.«

»De mener vel egentlig bare ’unge mennesker’. Det gør I nok også for det meste i medierne, når I skriver historier som, at ’millennials mener dit og, Generation Z mener dat’. For man kan ikke rigtig sige noget definitivt om de generationer endnu. Generationsbegrebet kan analytisk kun rigtig bruges over tid, når man kan sammenligne generationerne med hinanden.«

Arbitrær kategori

Men også som analytisk kategori i socialforskningen har begrebet en lang række begrænsninger. Først og fremmest er der tale om nogle nogle temmelig arbitrære kategorier, hvilket Bobby Duffy fuldt ud anerkender. 

For eksempel er ’babyboomerne’ bare mennesker i den vestlige verden født i årene 1946-1964, en periode defineret af høje fødselsrater. Det er jo per definition en gigantisk generation, og det er vanskeligt at se, hvad de helt nøjagtigt deler ud over at være mange. Der er for eksempel åbenlyst langt både i erfaring og verdenssyn mellem Dolly Parton (f. 1946) og Courtney Love (f. 1964) eller Mogens Lykketoft (f. 1946) og Henrik Dahl (f. 1964).

Andre generationer som for eksempel Generation X (1965-1980) er en meget mindre gruppe, men bruges i højere grad som et løst popkulturelt begreb baseret på en roman om alle dem, der græd sammen, da Curt Cobain døde, men ellers holder verden ud i strakt sarkastisk arm.

Men sociale kategorier er i deres natur arbitrære, siger socialforskeren. Det er etnicitet og socialklasse også.

»Testen må være, om de fortæller os noget nyttigt om den måde, vores samfund forandrer sig på,« mener han. »Vi kan ikke bare opgive 500 års tænkning om social forandring, fordi der er 400 mennesker, der kalder sig ’millennialkonsulenter’ på LinkedIn«.

På tværs af nationer

Et andet spørgsmål er, hvorvidt det giver mening at tale om generationer på tværs af meget forskellige lande. I Skandinavien er det for eksempel kun fire-fem procent af de unge, der bliver boende hjemme inde i deres voksenliv, mens det er op mod havdelen af italienerne.

»Der er naturligvis en helt anden social ramme for den formative livsfase,« påpeger Bobby Duffy.

Alligevel er der noget, der tyder på, at de forskelle udviskes mere for hver generation, der går, og derfor vil generationer komme til at blive stadig mere ensartede.

»Ikke mindst internettet har globaliseret vores sociale og økonomiske liv i en sådan grad, at vores referencer og forståelsesrammer bliver mere ens. Vi er mere ens end for 25 år siden,« siger Bobby Duffy.

Og det er ikke kun i vores kulturforbrug. De kollektive begivenheder bliver også mere kollektive: Ingen blev sparet for den økonomiske nedtur efter det finansielle sammenbrud i 2008 på grund af kapitalens globalisering, og coronapandemien ramte hurtigere og mere præcist ned i en generation end den sorte død, fordi vi har opfundet flyvemaskiner.

Alligevel maner Bobby Duffy til konstant agtpågivenhed: 

»Når man arbejder med socialvidenskab, er det en god grundindstilling, at forskelle altid er større end ligheder,« fastslår Duffy. »Det gælder også for generationer.«

Nyfunden interesse

En ting, der lige nu går på tværs af lande, er en opblomstring af interesse for generationer – som du kan se, udgiver Information et helt tillæg om emnet, og det blev endda besluttet, før vi opdagede, at Politiken kører en klummeserie. 

Som sædvanlig er USA førende i den tendens, siger Bobby Duffy.

»Storbritannien kom lidt efter, og senest har vi set en opblomstring af interessen for at forstå verden i generationer i Europa.« Han tror, at det ikke mindst er klimakrisen, der satte det i gang – og pandemien, der accelererede det. EU-Kommisionens redningspakke hedder for eksempel Next generation.

»Den form for generationel framing af politik så man slet ikke i samme grad for ti år siden.«

Og vi har kun set begyndelsen i et land som Danmark, spår han. Vi skal derfor være forberedt på, at generationer kommer til at forme de offentlige debatter endnu mere i årene, der kommer. Det kræver, at man kan skille skidt fra kanel. For generationer som social kategori er som skabt til click-bate-overskrifter.

»At anskue verden gennem generationer er jo som skabt til hårdtslående overskrifter og hurtige klik – ikke mindst, når man sætter dem op mod hinanden i konflikt.«

Ikke generationskrig

Et godt eksempel på denne tilbøjelighed var, da Time Magazine i 2019 udnævnte Greta Thunberg til Person of the Year og kaldte hende »En avatar i en generationskrig«.

»Det er jo vældig dramatisk. Det er bare ikke rigtigt,« siger Bobby Duffy.

For nok er det rigtigt, at hun af sine modstandere er blevet latterliggjort for sin alder: Som da det blev populært blandt borgerlige danske debattører at kalde hendes strejke for ’pjæk’, eller da Donald Trump beskyldte hende for at have problemer med at styre sit temperament. Men det er bare ikke et udtryk for en bredere generationskrig.

Det ekstraordinære ved Thunberg var jo tværtimod, at der for en gangs skyld var et ungt menneske, der brugte sit liv på klimakampen – og ikke kun Al Gore på 73 år og David Attenborough på 95 år eller James Lovelock på 102, påpeger Duffy.

»Det er en ufrugtbar modstilling uden egentligt hold i virkeligheden,« siger Bobby Duffy. »Der er faktisk ikke noget i data, der viser, at ældre mennesker ikke er bekymrede for klimaforandringerne.«

Og ikke alene splitter det os, det gør også, at vi overser et interessant fænomen i det nuværende generationsskifte, et fænomen, som den globale coronanedlukning satte spotlys på.

Når de gamle vinder

For da verden lukkede ned, og de unge mistede mest på det, gik de ikke i krig, men gjorde netop, hvad de gamle bad dem om uden at kny.

»Det virkelig interessante ved de generationer, der lige nu befinder sig samtidig på Jorden, er tværtimod, at der er en forbløffende mangel på konflikt,« fastslår Bobby Duffy.

For det er ikke så lidt, boomerne har udsat deres børn og børnebørn for – han afbryder sig selv for at slå fast, at han ikke er ude med riven efter boomerne. 

»De er ikke griske sociopater! De er bare mange, og de bruger deres demokratiske indflydelse mere end andre generationer.«

Brexit er et andet godt eksempel på en beslutning truffet af de gamle, men med enorme negative konsekvenser for de unge. Alligevel skabte afstemningsresultatet ikke det, der ligner ’generationskrig’. Hvorfor?

Duffys svar er klart: 

»You dont’t go to war against granny« – man går ikke i krig mod sin bedstemor. Der er simpelthen for meget kærlighed mellem børn og bedsteforældre. Det havde været nemmere, hvis det var de trælse forældre, der var den store generation.

Derudover mener Duffy, at det ofte underkendes, at der i de vestlige velfærdsstater eksisterer en stærk tværpolitisk overbevisning om, at hvis man har ydet noget, skal man have noget igen.

»Og gamle mennesker har været her længere end os. De har bygget vores samfund op efter krigen og skabt velfærdsstaten, så de har ret til at få noget igen.«

Vi skal alle dø

Men der er også et mere selvisk motiv i spil, når de unge lader de gamle vinde uden at gribe høtyve og fakler.

»Fremtiden er uvis, men den bedste indikator, vi har for, at der også er nogen, der passer på os, når vi bliver gamle, er, at vi passer på de gamle i dag.«

For alder er grundlæggende anderledes end alle andre sociale kategorier som for eksempel køn, etnicitet eller klasse, fordi vi bærer alle andre i os selv: »Vi har alle været børn, vi bliver alle gamle, og vi skal alle dø. Det skaber helt naturligt en mere egennyttig solidaritet,« siger Duffy.

»Alle de forhold lægger en dæmper på et ellers meget retfærdigt oprør.«

For de yngre generationer i dag har på papiret alle mulige gode grund til at gøre oprør mod de ældre: Klimaet er gået amok, økonomien halter, og så bliver de også smidt under bussen i COVID- håndteringen, siger Bobby Duffy: 

»Det sker bare ikke.«

Men tror du, at vi nogensinde holder op med at forstå generationer som nogen, der ligger i konflikt? Er det ikke bare udtryk for et håb om fremskridt?

»Nej, det holder vi aldrig op med!« siger Bobby Duffy.

»Sokrates kaldte også generationen efter sig for ’den dovneste nogensinde’. Og hans elever syntes helt sikkert, at han var en forstokket gammel mand. Det er en slags konstant i den måde, vi som mennesker skaber os selv, at vi gør det i et spejl i forhold til dem, der kom før, og dem, der følger efter.«

Vi er generationerne

Hvem er boomerne? Og Generation X og Generation Y og Generation Z? Og Alpha? Generationer er defineret af de kriser og den kultur, der har formet dem, og generationsforskelle er derfor lige så vigtige som klasseforskelle, mener sociologien. Derfor kaster  kulturredaktionen sig ud i den helt store generationsgranskning og ser på, hvordan vi er præget af den tid, vi er opvokset i, og af de kulturprodukter, vi har lænet os op ad og lært af i de formative år.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det handler meget simpelt om hegemoni under opvæksten. Derfor er de børn, der er født omkring 1989, håbløst reaktionære i hovedet, ligesom de generationer, der er født omkring 1973. Det kan man f.eks. gøre sig bekendt med ved at se Deadline og lytte til de journalister, som man har en instinktiv tro på vil åbenbare sig som progressive og frihedsorienterede.
Men prøv bare at lytte til Lotte Folke Kaarsholm i debatten om netop '89erne, hvor det netop bliver tydeligt, at vi har mennesker, der ganske nøje deler en anden prominent '89ers, nemlig statsministerens, morakkervision for fremtiden.

Per Dørup, Jan Fritsbøger, erik pedersen og Franz Nitschke anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man kan blive voldsomt forskrækket over det bratte omsving ved årsskiftet 64-65, der angiver skellet mellem babyboomerne og generation X. Jeg tror, at man skal helt op i ungdomsårene, før man forstår, at det i hvert fald i Danmark i praksis kommer til at betyde et politisk paradigmeskifte, hvor vi kom til at vokse op med den bedste skolelov fra midt i 70erne og et tilsvarende gymnasium, der stadig leverer en unikt god struktur med det klassiske grengymnasium - og så de ændringer, som betyder, at Xerne kommer til at vokse op med det borgerlige supermarkedsgymnasium, senere med et foranstillet discount.
Senere i livet understøttes denne massive borgerlige påvirkning af den indflydelse, som computeren og senere nettet foranlediger fra USA og UK.
Hvis man vil have yderligere syn for sagn, kan man læse Charlotte Sidenius Kehlers borgerlige jeremiader over årene - hun er født i 1965.

Per Dørup, Peter Knap og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er vel heller ikke enighed, der gør generationen, udover enighed om det, der er afgørende at beskæftige sig med, hvoraf nogle så tilkæmper sig hegemoni og definitionsret.

Steffen Gliese

Det er jo ikke så mærkeligt, Anna Lyse, for de unge generationer er jo vokset op under et liberalistisk styre, der systematisk har undergravet de bærende værdier og strukturer fra de foregående 50 år.
Alligevel handler det stadig om, hvor snittet ligger - er det de determinerede, for hvem det handler om at bevare status quo, eller er det dem, der forstår, at et håb om en fremtid kræver radikale forandringer? Det er jo trods alt interessant, at de yngste vælgerårgange ud af den blå luft har trukket dette ønske om radikal forandring, selvom de ikke har haft muligheden for at opleve velfærdssamfundet og den demokratiske aktivisme.