Israelske tv-seriers succes handler både om, hvor israelske og hvor amerikanske de er

Hvad har spionthrilleren Homeland, terapikammerspillet In Treatment, ungdomsdramaet Euphoria og krimien Your Honor til fælles?

Umiddelbart ikke meget. Men de populære amerikanske serier har alle rødder i Israel, der i løbet af de seneste 15 år er blevet en af verdens største eksportører af dramaserier – både i form af formater til remakes som ovennævnte og med lokalt producerede originalserier som spionthrilleren Fauda, dramaminiserien Our Boys og familiedramaet Shtisel. Især den sidste, der følger en ultraortodoks jødisk familie i Jerusalem, har været overraskende populær. Også herhjemme, hvor den blandt andet i nærværende avis er blevet hyldet som Israels Sopranos. Har du set den amerikanske Emmy-vindende miniserie Unorthodox fra 2020, har du stensikkert fået Shtisel anbefalet af Netflix’ algoritme.

Klikker man rundt på streamingtjenesterne, risikerer man desuden at falde over serier som den romantiske komedie The Baker and the Beauty på Amazon Prime, krigsveterandramaet When Heroes Fly på Netflix, krigsserien Valley of Tears på HBO Nordic samt spionthrilleren Tehran og den psykologiske thriller Losing Alice på Apple TV+.

Streamingtjenesternes indtog i markedet har generelt fremmet udbuddet af internationalt indhold og har på mange måder gjort verden større. De færreste ville nok for bare fem år siden have troet på, at en koreansk serie som den aktuelle Squid Game ville ligge nummer et på Netflix, ligesom spanske Papirhuset og franske Lupin har sprængt landegrænserne som gedigne verdensplager.

Men selv i den sammenhæng synes israelsk tv-drama at være overrepræsenteret. I den internationale tv-branche taler man om et regulært serieboom fra uventet kant – ikke ulig den internationale opmærksomhed, danske dramaserier nød i 00’erne og 10’erne med serier som Forbrydelsen, Borgen og Broen. Det israelske gennembrud har dog vakt endnu mere forundring, da Israel både er et lille land og en ung tv-nation med yderst skrabede budgetter – og som konfliktområde kunne tænkes at have andet at bekymre sig om end at producere tv-serier.

Konfliktniveau smitter af på dramaerne

Netop Israels konflikttunge baggrund og hverdag er dog en del af forklaringen på seriernes succes, lyder det fra flere højt placerede i den israelske tv-branche. Dramatisk set sidder manuskriptforfatterne simpelthen på en guldgrube af materiale.

»Vi lever nogle sjældent spændende liv, objektivt set,« siger Danna Stern, direktør for produktions- og distributionsselskabet yes Studios, som blandt andet står bag Fauda, Shtisel og det israelske forlæg for Showtimes’ Bryan Cranston-drama Your Honor, som i sin israelske version hedder Kvodo.

»Vi bliver uanset køn indkaldt til militæret og sender vores børn afsted. Jeg har for eksempel lige krammet min datter, der vendte hjem i uniform for første gang, efter at hun blev indkaldt i onsdags. Fordi Israel er isoleret, og vi ikke kan krydse grænserne i bil, flyver vi meget ud og oplever verden. Og fordi Israel har en meget mangfoldig sammensætning, bliver vi også hjemme eksponeret for mange forskellige kulturer. Det betyder, at vi har mange historier at fortælle, og det ligger til vores kultur at dele ud af dem, fordi den jødiske kultur bygger på en stærk fortælletradition, der går hundredevis af år tilbage. Som folk er vi meget åbne. Ofte har vi fortalt alt om os selv efter bare ti minutter.«

Ester Namdar, der er manuskriptforfatter på blandt andet Kvodo, dramachef for produktionsselskabet Artza Productions og underviser i manuskriptskrivning på Tel Aviv University, stemmer i:

»Vores tv er fuld af drama, fordi vi lever et sted, hvor konflikt er en konstant del af vores liv. Livet i Israel er vidt forskelligt fra livet i Europa, og det daglige stressniveau er meget højt. Da jeg voksede op i Jerusalem, var der for eksempel mange terrorangreb på busser. Det har sat sig i mig i en sådan grad, at jeg 30 år senere aldrig har ladet mine børn køre i bus,« siger hun.

»Det drama har smittet af på vores tv-dramaer. Og fordi komedieserier som en regel har svært ved at gøre sig i andre kulturer, er det dramaserierne, resten af verden ser. Mange af de israelske serier, der klarer sig godt uden for Israel, handler om Israel-Palæstina-konflikten, terror og friktionen ved at bo sammen med sine fjender. De skildrer dybe, almenmenneskelige problemer, som jeg tænker er interessante at få indblik i for mennesker fra andre steder i verden.«

Vælger vi at fokusere på israelske serier, der er tilgængelige i Danmark, er det da også netop Israel-Palæstina-konflikten, spionage og krigsskildringer, der dominerer: Gideon Raffs Prisoner of War (Hatumfim) fra 2010-12, forlægget for Homeland, følger tre israelske soldater, der bliver kidnappet på en hemmelig mission i Libanon. Efter 17 år vender to af dem – den tredje er død – hjem, hvor de kæmper med at vende tilbage til en almindelig hverdag, samtidig med at de bliver modtaget som nationalhelte.

Our Boys fra 2019 af Hagai Levy, Tawfik Abu Wael og Joseph Cedar fortæller den virkelige historie om mordene på tre jødiske teenagere og en palæstinensisk dreng, der førte til udbruddet af krigen i Gaza i 2014. Omri Givons When Heroes Fly fra 2018 følger fire gamle soldaterkammerater på rejse til den colombianske jungle for at finde en veninde, de troede var død. Tehran fra 2020 handler om en Mossad-hackeragent, der er på mission i sin hjemby Teheran for at ødelægge Irans atomreaktor.

Personlige historier

Og så er der Israels til dato største globale originale hit, skuespiller Lior Raz og journalist Avi Issacharoffs Fauda, som Netflix købte i 2016 og siden er blevet forlænget med tre yderligere sæsoner. Serien har både skabt debat og fået ros for at skildre begge sider af Israel-Palæstina-konflikten gennem sin historie om en israelsk specialenhed, der går undercover for at få ram på en palæstinensisk terrorleder. Godt nok indtager den israelske agent Doron, spillet af Lior Raz, hovedrollen, men han skildres som ligeså moralsk flosset som de palæstinensiske terrorister, som serien til gengæld tager sig tid til give menneskelige nuancer.

Lior Raz som den israelske agent Doron i ’Fauda’.

Netflix

Fauda er inspireret af skabernes fælles oplevelse som undercoversoldater i specialenheden Duvdevan, der udfører hemmelige undercoveroperationer i palæstinensiske områder. Og netop den personlige historie er karakteristisk for israelsk tv, påpeger seriens producent Danna Stern.

»Man ville ikke kunne skrive den historie uden selv at have haft den oplevelse. Det er ikke en erfaring, man kan tænke sig til. I det hele taget bygger vores mest succesfulde serier på personlige fortællinger, der er drevet af skaberens vision. Derfor er vi også åbne for uerfarne filmkunstnere, der kommer og præsenterer projekter, de er passionerede omkring,« siger hun.

Som eksempler nævner Stern serien On the Spectrum fra 2018, som manuskriptforfatter Dana Idisis skrev med inspiration fra sin autistiske bror, og som Amazon har købt til remake. Og forlægget for In Treatment, BeTipul fra 2005-08, som serieskaber Hagai Levy udviklede på baggrund af en blanding af sine psykologistudier og egne oplevelser med at gå i terapi som teenager. Levy har senere skabt serien Our Boys og de amerikanske serier The Affair og Scenes from a Marriage, der med sine intime parforholdskammerspil slægter BeTipul på.

Lige til at kopiere

Netop BeTipul blev det helt store internationale gennembrud for israelsk tv. Serien er blevet genindspillet i en lang række forskellige lande som Serbien, Holland, Frankrig, Rusland og Japan foruden HBO’s kendte version In Treatment med Gabriel Byrne fra 2008. Konceptet i alle versioner er, at en terapeut hver uge mødes med tre-fire patienter, én pr. ugedag, hvis terapisessioner vi følger over en række uger. Den sidste ugedag går terapeuten selv i terapi.

»BeTipul var et vendepunkt,« siger Daphna Levin, en af seriens forfattere, der siden selv har skabt den originale serie Euphoria. »Alle oplevede det. Da BeTipul blev en HBO-serie, åbnede dørene sig for israelske serier. Det var, som om lyset blev tændt, og hele verden pludselig så, hvad der foregik i Israel.«

Daphna Levin peger på BeTipuls simple produktionsmodel som en af nøglerne til seriens succes. Som format er den let og billig at kopiere. Hvilket understreges af, at HBO under COVID-19 genoplivede serien med en fjerde sæson. Denne gang med Uzo Aduba i terapeutstolen som psykologen Brooke Taylor, der behandler tre patienter fra sit hjemmekontor i Los Angeles.

Flere israelske tv-serier er blevet versioneret til forskellige andre nationaliteter. ’In Treatment’ er den amerikanske kopi af den israelske serie ’BeTipiul’.

HBO Nordic

»Produktionsmæssigt er det en klog serie, fordi den kun kræver to skuespillere i et rum. Vi har aldrig haft høje budgetter i Israel og slet ikke tilbage i 2005. Vi kunne producere BeTipul billigt og sælge den til tv-producenter og kanaler i hele verden, som også var tiltrukket af produktionsformen. Og så blev den et hit, fordi den er psykologisk avanceret, og seerne kunne se sig selv i den.«

De lave budgetter tvinger skaberne til at fokusere på den gode historie med stærke karakterer og til at være velforberedte til optagelserne, er branchen enig om.

»Fordi vi mangler de høje budgetter, må vi kompensere med velskrevne manuskripter, der er menneskelige og vedkommende,« siger Karni Ziv, der er dramachef for den kommercielle tv-kanal Keshet Broadcasting. Kanalen har blandt andet produceret Our Boys, Prisoners of War, When Heroes Fly og The Baker and the Beauty.

»Min erfaring er, at jo mere personlig og specifikt israelsk en serie er, des bedre sælger den i udlandet. Jeg tror, folk er nysgerrige efter at opdage andre kulturer og opleve et andet perspektiv på de historier, de ser i nyhederne. Men selv de serier, der er meget israelske, viser sig ofte at indeholde en universel kerne, der kan oversættes til andre kulturer. Homeland fandt en måde at udrykke den amerikanske kultur på, ligesom seriens indiske udgave skildrede konflikten mellem Indien og Pakistan på en måde, der var relevant for dem.«

En israelsk Jack Bauer

Men skyldes verdens interesse for israelske serier ligefrem, at de i virkeligheden er enormt dygtige til at lægge sig op ad den amerikanske formel? Det mener Jakob Egholm Feldt, der er professor i global historie på Roskilde Universitet og Israel-ekspert.

»Jeg er ret stor fan af Fauda, fordi den ikke siger entydigt, hvem der er gode eller onde, og fordi den viser nogle nuancer af den israelske kultur, som de fleste europæere ikke kender til – for eksempel hvor let de israelske undercoveragenter, der er arabiske jøder, kan skifte mellem den arabiske og jødiske kultur,« siger han.

Fra tv-serien ’Fauda’.

Netflix

Men den historiske sammenhæng til Israel-Palæstina-konflikten er ret løs, mener professoren.

»Fauda er ret beset 24 timer på israelsk. Lior Raz, der er er en kæmpe stjerne i Israel, kunne ligeså godt have været Jack Bauer, der drøner rundt og redder folk fra terror på en meget machoagtig måde. Det mest iøjnefaldende ved de israelske serier er, at de illustrerer, hvor stort overlap der er mellem amerikansk og israelsk kultur, hvilket er grunden til, at de kan blive adopteret nærmest direkte til amerikansk i løbet af nul komma fem. Derfor tvivler jeg faktisk på, om det er den israelske kultur, der interesserer os, når vi ser israelske serier. Og derfor kan vi også se dem uden at forbinde dem med en politisk holdning til Israel.«

Det samme kan man ifølge Jakob Egholm Feldt sige om Shtisel, der skildrer det ultraortodokse mindretal i Israel helt upolitisk.

»Shtisel kunne ligeså godt være foregået i Brooklyn, for det sekulære Israel eller det ultraortodokse miljøs konflikt med det omkringliggende samfund spiller ikke nogen rolle i serien. Den holder sig til at være en sædeskildring, og derfor kan vi hygge os med at se den.«

’Shtisel’ kunne lige så godt foregå i de jødiskortodokse kvarterer i Brooklyn som i Israel.

Yes Studios

At serierne ikke nødvendigvis hitter på grund af deres kulturelle identitet, bakkes op af den britiske tv-kritiker Adrian Hennigan, der har boet i Israel i 12 år og skriver for det israelske dagblad Haaretz.

»De fleste serier, der bliver eksporteret fra Israel, handler om mord og kriminalitet, hvilket der er universel interesse for, fordi det handler om det gode mod det onde. På den måde synes jeg ikke, at israelske serier adskiller sig fra serier, der bliver produceret i Danmark, Tyskland, Mexico eller andre lande, der producerer meget indhold. Men Israel gør det godt og for meget få penge,« siger Hennigan.

I den forstand kan man sammenligne de israelske serier med danske Netflix-produktioner som The Rain og Equinox, der i Danmark er blevet kritiseret for at være generisk amerikanske i deres fortælleform, men har hittet internationalt, fordi publikum har været fascineret af de eksotiske danske omgivelser, kulturen og sproget. Ligesom dengang englændere og amerikanere var på røven over, at den kvindelige statsminister i Borgen cyklede på arbejde.

På samme måde nuancerer Adrian Hennigan sin kritik af de israelske seriers amerikanske fortælleform ved trods alt at pege på nogle temaer, der er særligt udbredt i israelske produktioner.

»Israel har en stærk machokultur, og de fleste store hits er testosteronfyldte spionthrillere fra et mandligt perspektiv. Der kører også altid en serie, der foregår i hæren, fordi det binder folk sammen i Israel. Der er en overdosis af krimithrillere, hvilket ikke er unikt for Israel, men israelerne er gode til at spille på deres brand med konflikt og Mossad. Men så er der det religiøse tema i en serie som Shtisel, som er unikt og modsiger det, jeg lige har sagt. Den serie burde ikke være blevet et internationalt hit, men det blev den, fordi den viser en verden, man normalt ikke har adgang til. Det er det, israelsk tv kan, når det er bedst. Det var for eksempel virkelig sjovt at se reaktionerne på den romantiske komedie The Baker and the Beauty i Storbritannien. De kunne slet ikke tro, at folk i Israel havde tid til at forelske sig.«

Farligt at være strategisk

Manuskriptforfatter Daphna Levin siger, at hun også synes, de israelske serieskabere er blevet lidt for dygtige til at skabe effektive serier efter den amerikanske model.

»BeTipul og de andre serier på den tid var unikke, fordi de havde en upoleret råhed. Vi lænede os ikke så meget op ad den amerikanske struktur, og det gjorde serierne innovative. I dag ser jeg flere israelske hitserier, der i højere grad ligner de serier, vi får fra USA, end den type serier, vi plejede at lave. Israelerne har gennemskuet metoden, og det, synes jeg, er ærgerligt, for jeg foretrækker, at man skaber sin egen fortælletradition frem for at låne én,« siger hun.

Selv om både Danna Stern fra yes Studios og Karni Ziv fra Keshet glæder sig over, at deres internationale salg har genereret højere produktionsbudgetter og i dag er afhængige af indtjeningen for at opretholde deres forretningsmodeller, advarer de også mod at satse for bevidst på det internationale publikum. For når man prøver at regne den ud, bliver resultatet sjældent godt.

»Skabere vil gerne have deres serier ud i verden, men man skal være forsigtig, hvis der kommer en og spørger, om deres historie mon er stor og vigtig nok til at slå igennem internationalt. Så råder jeg dem altid til at vende tilbage til deres rødder og fortælle den historie, de brænder for. Hvis den er god nok til at slå igennem her, vil den sikkert også interessere udlandet,« siger Karni Ziv.

Det er Shtisel et godt eksempel på. Det stilfærdige familiedrama var et hit i Israel, men var egentlig afsluttet, da Netflix købte den til distribution i 2018. At den skulle blive et verdensomspændende hit, som fik yes Studios til at genoplive serien med en tredje sæson, var en overraskelse for alle, fortæller Danna Stern.

»Hvis vi havde haft den mindste anelse om, at Shtisel ville blive solgt uden for Israel, ville vi have givet den en anden titel. Ingen kan udtale Shtisel. Folk er sådan, ’Schnitzel?’«

Det er ellers lige ud af landevejen: Sh-t-i-sel.