Den kendte forsker og debattør Marianne Stidsen anklages for plagiat

Opdatering: På baggrund af Informations afdækning af anklagerne om plagiat i Marianne Stidens bog Køn og identitet, har bedømmelsesudvalget ved hendes disputats fra 2015 nu bedt Københavns Universitet køre afhandlingen gennem deres plagiatsystem, red.

For en måned siden udkom den kontroversielle litteraturhistoriker og debattør Marianne Stidsens bog Køn og identitet – et spadestik dybere på forlaget Hovedland. Værket handler om, hvordan identitetspolitik og såkaldt wokekultur ifølge hende udgør en trussel for det vestlige samfund.

Der diskuteres med referencer til blandt andet Marx, Foucault, den feministiske teoretiker Sarah Ahmed og filosoffen Thomas More. Debatbogen har hurtigt fået en del opmærksomhed og blandede anmeldelser – fra to hjerter i Politiken til fem stjerner i Jyllands-Posten – og nu også anklager om plagiat.

Carsten Fogh Nielsen, der underviser i filosofi på Syddansk Universitet, har efter grundig gennemlæsning fundet en række eksempler på, at Stidsen uden eller med meget mangelfuld kreditering har hentet betydelige dele af bogen fra leksikonopslag på Den Store Danske samt fra anmeldelser bragt i blandt andet denne avis.

»Man kan ikke se, hvor hendes eget arbejde starter og slutter,« siger Carsten Fogh Nielsen.

For eksempel diskuterer Stidsen med referencer til politikeren og filosoffen Thomas More, hvor store dele af opslaget næsten ordret er enslydende med leksikonopslaget på Den Store Danske. Stidsen skriver godt nok »som det fremgår af diverse leksika«, inden hun påbegynder sin gennemgang, men »der er tale om et meget konkret opslag fra Den Store Danske, som hun har kopieret ordret«, som Carsten Fogh Nielsen formulerer det.

I alt citeres der om Thomas More, hvad der svarer til en side i Stidsens bog.

En del af det stammer fra Marianne Stidsens første beskrivelse af Thomas More fra Køn og identitet – et spadestik dybere:

»Thomas More var, som det fremgår af diverse leksika, en engelsk statsmand, humanist og retskyndig; af den katolske kirke saligkåret i 1886 og helgenkåret i 1935. Han var uddannet jurist, fik ca. 1502 advokatbestalling og blev i 1504 medlem af Parlamentet. Efter Henrik VIII’s kroning i 1509 indledte More sin opstigning mod magtens top, idet han blev juridisk rådgiver for bystyret i London; i 1518 blev han optaget i kongens råd og i 1529 udpeget til rigets kansler efter statsmanden og præsten Thomas Wolseys fald. I 1499 havde More indledt et livsvarigt venskab med den berømte renæssancehumanist Erasmus af Rotterdam, der blev til stor gensidig inspiration.«

Til sammenligning Carl Henrik Kochs beskrivelse i Den Store Danske:

»Thomas More, 1477/1478-1535, engelsk statsmand, humanist og retskyndig; af den katolske kirke saligkåret i 1886 og helgenkåret i 1935. Thomas More var uddannet jurist, fik ca. 1502 advokatbestalling og blev i 1504 medlem af Parlamentet. Efter Henrik 8.s kroning i 1509 indledte More sin opstigning mod magtens tinde, idet han blev juridisk rådgiver for bystyret i London; i 1518 blev han optaget i kongens råd og i 1529 udpeget til kansler efter Thomas Wolseys fald. I 1499 havde More indledt et livslangt venskab med Erasmus af Rotterdam, der blev til stor gensidig inspiration.«

Markeret med gult ses teksten i Marianne Stidsens bog 'Køn og identitet – et spadestik dybere', og i boksen ses den tilsvarende tekst fra leksikonnet Den Store Danske.

Ordrette gengivelser

Marianne Stidsen er dr.phil. og lektor på Nordiske Studier på Københavns Universitet samt aktiv debattør af særligt #MeToo og identitetspolitik. Og så er hun medlem af Det Danske Akademi, hvor hun har været omdrejningspunkt for intern splid, da en fraktion fra akademiet ville have hende ud på grund af hendes kontroversielle, offentlige udmeldinger om blandt andet #MeToo-bevægelsen.

I sin nyudgivne dagbog har det nu tidligere medlem Suzanne Brøgger dertil fremsat kritik af Stidsens rolle på akademiet. Da Dagbladet Information bad Stidsen om en kommentar, ville hun ikke udtale sig direkte, men henviste i stedet til Køn og identitet – et spadestik dybere, som hun mente ville tale for sig selv.

Men nu anklages Stidsen altså for ikke at have skrevet bogen helt selv.

Carsten Fogh Nielsen fik færten af, at noget var galt, da han ved første gennemlæsning studsede over Stidsens beskrivelse af netop Thomas More:

»Passagen havde en helt anden karakter end resten af bogen,« fortæller han. Den lange beskrivelse af hele Thomas Mores liv og levned havde hun ikke leveret om de andre filosoffer og tænkere, som hun introducerer tidligere i bogen, forklarer han.

»Hun havde også inkluderet en masse årstal, og det virkede underligt. Derfor tjekkede jeg bogens afsnit om utopi, hvor hun henviser til Den Store Danske, og jeg klikkede videre derfra ind på onlineleksikonets opslag om Thomas More, fordi det var ham, der opfandt begrebet ’utopi’.

Ved videre nærlæsning kunne Carsten Fogh Nielsen se, at den form for sammenfald var et gennemgående mønster i anden del af bogen, hvor lange passager – som Carsten Fogh Nielsen formulerer det – ikke bare parafraserer, men gengiver leksikonopslag ordret. Det sker eksempelvis i en note om Atlantis, der også er skrevet af Carl Henrik Koch, samt i en gennemgang af Karl Marx, der er kopieret næsten ordret i et leksikonopslag skrevet af Christian Groth.

Da Carsten Fogh Nielsen først begyndte at dykke ned i Stidsens afskrivning af diverse leksikonopslag, viste det sig, at eksemplerne hobede sig op på flere niveauer:

»Det ledte videre til, at jeg fandt ud af, at når hun endelig benytter henvisninger, så gør hun det ikke efter, hvad jeg mener, er god citatskik. Det er ofte umuligt at skelne mellem hendes egne ord og andres citater,« siger han.

Dermed er der, mener han, tale om to særskilte plagieringsproblematikker i Stidsens bog. Det ene problem er, at hun mindst tre gange kopierer lange tekststykker ordret uden at henvise til den oprindelige forfatter eller at markere citaterne.

Det andet problem er, at hun ud over at kopiere uden henvisninger også gengiver lange tekststykker, hvor hun rigtignok henviser til den oprindelige tekst i en note, men ikke klart i brødteksten viser, hvor citatet starter og slutter. Det ses blandt andet i kapitel 8, hvor Stidsen på to sider gennemgår hegelianismen, men hvor det hele stort set er kopieret ordret fra et opslag i Den Store Danske.

»Hun skelner ikke sit eget argument fra de lange tekstpassager, som hun sætter direkte ind,« siger Carsten Fogh Nielsen.

Markeret med gult ses teksten i Marianne Stidsens bog 'Køn og identitet – et spadestik dybere', og i boksen ses den tilsvarende tekst fra leksikonnet Den Store Danske.

Hel anmeldelse citeret

Han finder desuden Stidsens gennemgang af Kommunismens sorte bog i kapitel 9 problematisk.

Bogen består af en række tekster af forskellige akademikere, der gennemgår kommunismens forbrydelser. Her har Marianne Stidsen benyttet sig af store dele af Morten Things anmeldelse af bogen, der er bragt i denne avis i 2002.

Marianne Stidsen indsætter flere steder citationstegn, men Carsten Fogh Nielsen henviser til Kulturministeriets retningslinjer for god citatskik, hvor der står, at der gælder »en vis begrænsning på længden af et citat. Citatet må ikke være længere end nødvendigt, før at formålet opnås«.

Stidsen citerer over to sider i sin bog næsten hele anmeldelsen enten ordret eller i tekstnær gengivelse.

Carsten Fogh Nielsen beskriver desuden, hvordan Stidsen gennem resten af kapitlet begrænser sin indsats til enkelte sætninger, der binder de tekster, som hun citerer, sammen, og at det ofte er »umuligt at skelne mellem, hvornår der er tale om en parafrase, en umarkeret ordret afskrift og en mere selvstændig gengivelse af teksten«.

I sin gennemgang af Bent Jensens anmeldelse i Jyllands-Posten af Kommunismens sorte bog skifter Stidsen mellem direkte citater fra Jensens anmeldelse markeret med citationstegn og nærmest ordrette gengivelser af Jensens sætninger uden nogen form for markering.

Dermed er det ifølge Carsten Fogh Nielsen både vanskeligt at se, hvor omfattende Stidsens brug af Jensen faktisk er, og hvad Stidsen selv bidrager med til analysen.

I strid med ophavsretten

Sten Schaumburg-Müller, der er professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet og underviser i medieret og ophavsret, har gennemgået de omtalte eksempler og er ikke i tvivl om, at Stidsens bog er i strid med ophavsretten – både når Stidsen udelader at kreditere, men faktisk også når hun gør det – som i eksemplet med hegelianismen:

»Stidsen bruger her så meget af teksten, at det strider mod ophavsretten. Det er ikke nok at kreditere. Ophavsretten består både af en eneret, altså ret til eksempelvis at gengive en tekst, og af ideelle rettigheder, blandt andet til navns nævnelse. Her er det sidste opfyldt, kilden er angivet, men der er sakset så meget tekst, at det ikke falder under citatmulighed.«

Der er flere punkter i ophavsretten, der er relevante i denne sag. Schaumburg-Müller forklarer, at man som forfatter til en tekst har den nævnte eneret, som vil sige, at ideerne er frie, men måden, man fremstiller teksten på, er ens egen og må ikke kopieres.

Den anden er ret til de ideelle rettigheder, som for eksempel er ret til kreditering. Det skal angives tydeligt, at der er tale om citat.

»Her har Stidsen et problem,« siger Schaumburg-Müller. »Hun angiver ikke, hvornår der er tale om citat. Nogle steder skriver hun, at hun parafraserer, men det går ikke. Man kan ikke kopiere en hel tekst, indsætte et par enkelte af sine egne bemærkninger og sige, at man har parafraseret. Hun har sakset så meget, at hun simpelthen bare bruger en andens tekst.«

Det er en tydeligt irriteret Steen Piper, forlægger på forlaget Hovedland og redaktør af Stidsens bog, der tager telefonen.

»Jeg er chokeret. For det første er jeg chokeret over, at I har skrevet om Suzanne Brøggers bog, der vidner om senil arrogance. Så er jeg chokeret over, at I ikke anmelder Marianne Stidsens bog substantielt. Så kommer du her og trækker en juridisk professor ud af stalden. Så har hun måske brugt nogle opslag fra et leksikon, og hvad så? Det er jo ganske almindeligt,« siger han.

– Men du har vel et ansvar som redaktør, der går på at sikre dig, at forfatteren ikke refererer misvisende til kilder?

»Jeg ser sagen fra et helikopterperspektiv. Jeg interesserer mig for substans og ikke for formaliteter. Jeg så en form for fascisme i den nye kønslovgivning, så jeg spurgte Marianne, om hun ville skrive en bog. Den wokefascisme kommer snigende, også ind i lovgivningen, og hun har skrevet det klogeste, nogen har sagt om den sag.«

– Derfor kan hun vel godt være i strid med loven?

»Ja, men jeg synes, at I skal beskæftige jer med noget andet. Beskæftig jer med substansen.«

Sagsøg mig

Foreholdt kritikken kommer Marianne Stidsen med en klar opfordring til Sten Schaumburg-Müller og Carsten Fogh Nielsen:

»Hvis de virkelig mener, at jeg er i strid med ophavsretten, så vil jeg opfordre dem til at sagsøge mig. Og hvis de ikke har lyst til det, må de trække deres grove beskyldninger tilbage,« siger hun.

Stidsen mener ikke, at hun kan klandres for plagiat. Hendes metode er helt legitim, siger hun.

»Det her er en bog, hvor jeg forsøger at samle så meget viden som muligt for at underbygge min egen analyse. Og du kan ikke finde et eneste sted i bogen, hvor jeg ikke henviser til de kilder, jeg har brugt eller lånt fra.«

– Carsten Fogh Nielsen har jo ellers udpeget tre eksempler?

»Nej, det har han ikke. Det, jeg gør, er, at jeg parafraserer nogle tekster, blandt andet leksikonopslag. Det er en helt legitim metode i en fagtekst. Så bringer jeg direkte citater, hvor det altid er angivet, at det er citat. I alle tilfælde, og det er det sprængende punkt her, så handler denne kritik om, hvorvidt jeg har mine kildehenvisninger i orden. Når vi har en plagiatbestemmelse, så handler det om situationer, hvor en forfatter forsøger at snyde sig til at bruge andres ideer eller arbejde uden at angive det.«

– Og det mener du ikke, at du gør?

»Nej, og det er ikke bare noget, jeg mener, det gør jeg ikke.«

– Hvad så når Carsten Fogh Nielsen viser, at du refererer til ’diverse leksika’ i din introduktion til Thomas More, selv om du har kopieret det hele ordret fra Den Store Danske?

»Det er sådan med leksikongenren, at det er summen af viden, som generation efter generation har bygget op, som bliver gengivet i et opslag. Det er jo ikke sådan, at når du slår op i et leksikon, så står det uden sammenhæng med ældre leksika. Leksikongenren er en form for almen viden.«

– Betyder det, at man bare kan afskrive teksten direkte?

»Nej, det gør det ikke. Men det, han citerer her, er almene, faktuelle oplysninger om Thomas More. Og det mener jeg, man kan bringe uden citationstegn.«

– Du har også et afsnit om hegelianismen, der fylder to sider, der er direkte afskrevet fra et leksikonopslag?

»Igen, jeg henviser til opslaget. Det er ikke utydeligt, hvilke passager i bogen der bygger på hvilke kilder.«

– Men du markerer jo sjældent tydeligt, hvornår citater starter og slutter?

»Det er den metode, der hedder parafrase.«

– Men det er vel ikke parafrase, når du afskriver to hele sider ordret, på nær et par enkelte ord, der skiftes ud?

»Jo, for det er de få ord, der gør, at der ikke er tale om afskrift, men en parafrase.«

– Kan du forstå, hvorfor juraprofessor Sten Schaumburg-Müller mener, at du er i strid med ophavsloven, herunder eneretten?

»Nej. Af de grunde som jeg har givet dig.«

– Er der forskel på brug af kilder i din akademiske praksis og din brug af kilder i en bog som denne?

»Nej. Jeg bruger de samme metoder. Jeg bruger altid kildehenvisninger, og selvfølgelig skelner jeg mellem almen viden og tekster, der præsenterer originale ideer, hvor det er meget vigtigt at være tydelig.«

– Ville det gå at afskrive to siders tekst fra et leksikonopslag på universitetet?

»Vi var lige enige om, at det ikke er afskrift. Jeg kalder det parafrase. Det er helt legitimt.«

– Og det er parafrase, hvis du kun ændrer et enkelt ord på en hel side?

»Ja, det jeg har gjort, er i mine øjne parafrase.«