Musikstreaming genner os ind i ubevidste filterbobler

På de store amerikanskdominerede musikstreamingtjenester forsøger algoritmerne at finde den mindst udfordrende musik, så vi bliver hængende, uden at tænke over at musikken spiller. Det er det mest økonomisk rentable – men det er kulturelt skadeligt
Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond« (først efter 4:17 kommer guitartemaet), The Temptations’ »Papa Was A Rolling Stone« (1:54, før der overhovedet kommer vokal på) eller »The Glorious Land« (vokal først 1:11) af PJ Harvey (billedet) er alle numre, der ikke passer til Spotifys algoritme.

Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond« (først efter 4:17 kommer guitartemaet), The Temptations’ »Papa Was A Rolling Stone« (1:54, før der overhovedet kommer vokal på) eller »The Glorious Land« (vokal først 1:11) af PJ Harvey (billedet) er alle numre, der ikke passer til Spotifys algoritme.

Thomas Lekfeldt

Kultur
15. oktober 2021

Musikken er blevet en allestedsnærværende og ubegrænset ressource. Men det er ikke – som vandet ud af vandhanen – en ressource, der ankommer forskelsløst til vores ører. Bag de forskellige store streamingtjenester gemmer sig komplekse algoritmer, som tjener en række interesser og forretningsmodeller.

Vildest er Spotify. Ikke en amerikansk streamingtjeneste, den er svensk, men med tre meget store amerikanske interessenter som magtfulde spillere.

Der er tale om de to multinationale giganter Universal Music Group og Sony Music Entertainment, som ejer henholdsvis cirka 3,5 og 2,35 procent af aktierne i streamingtjenesten. Mens kinesiske Tencent Holding ejer 9,1 (og er delvist ejet af Sony og den tredje og sidste amerikanske musikgigant Warner Music Group). Dermed har alle tre major labels en dobbeltrolle, når der skal forhandles aflønning pr. stream til deres kunstnere. Lavere satser betyder lavere indtjening for dem og deres kunstnere, men det styrker til gengæld deres aktieportefølje.

Spotify er fortsat de største på streamingmarkedet med deres omkring 165 millioner betalende brugere. Et stykke fra dem ligger tjenester som Amazon Music og Apple Music. Altså er det et amerikanskdomineret marked.

En afgørende forskel fra gamle dages musikformidling er, at vi i dag præsenteres for et personligt skræddersyet udvalg. Det sker via de allestedsnærværende algoritmer.

Aflytning af stemmer

Spotifys algoritme hedder BaRT – Bandits for Recommendations as Treatments – og betjener sig af tre metoder for at præsentere dig for den rigtige musik.

  1.  En sangs kvaliteter kategoriseres og matches med anden musik. Det sker ved hjælp af såkaldt machine learning, og det kan være alt fra særkender som vibratosang, støj og klangfarve til traditionelle størrelser som akkorder, tonearter og dur/mol-tonalitet.
  2. Collaborative Filtering matcher din lytteprofil med musik fra andre, der kan lide samme musik, som du har lyttet til. Her indsamles også data om køn, alder og kontekster såsom sted og tid for afspilning.
  3. En Natural Language Processing, hvor der indhentes beskrivende termer fra tekster om en kunstner på nettet. De omsættes til en viden om, hvordan folk forholder sig sprogligt til musik. En slags indikative »kulturelle vektorer«, som Rasmus Rex Pedersen – ph.d. og associate professor på RUC – kalder det i sit kapitel »Algoritmernes smag« i bogen Digitale liv – Brugere, platforme og selvfremstillinger (Roskilde Universitets Forlag 2020).

For at blive bedre og bedre til at finde musik til os følger algoritmen med i alt, hvad vi lytter til.

Det lyder måske meget harmløst. Men det er vigtigt at forstå, at det ikke er neutral software, den er designet af mennesker med økonomiske motiver.

Og det er vigtigt at forstå, at algoritmen ændrer den måde, vi lytter og værdisætter musik på. Den definerer vores musiksmag og -valg. Og en masse musik er umiddelbart usynlig for os, hvis ikke den matcher Spotifys analyse af os som lyttere.

Hertil kommer, at Spotify i januar i år fik patent på et lydanalyseprogram, der aflytter mikrofonen på smartphones etc. og analyserer stemme og baggrundslyde for at stadfæste lytterens køn, alder, accent, sindstilstand og omgivelser. Det har mødt protester, og Spotify har meddelt, at de ikke vil implementere den. Men hvorfor så søge patentet?

Ingen sten i skoen

Fordi musikken er frit tilgængelig, så risikerer den også at blive til et lydtapet, ikke en kunstform.

Spotifys algoritme er således designet til at få dig til at blive ved at lytte til musik. Ikke ulig flowradio, hvor man forsøger at sikre, at lytterne bliver hængende, ved at de ikke rigtig tænker over, at der er tændt for radioen. Løsningen er genkendelighed og komfort. Ikke nogle revolutionerende eller bare anderledes sange, ikke nogle benspænd, ingen sten i skoen. Bare mere af det samme, og dermed kommer der aldrig risikobetonede musikforslag – fra flowradio såvel som fra Spotifys algoritme.

Alene mængden af musik har også gjort folk utålmodige. Det er så overvældende, at man stresses. En sang skal således langt hurtigere i gang i dag end tidligere, for ellers skipper man videre til næste levende lydbillede.

Det dokumenterer en undersøgelse fra 2017 foretaget af Hubert Leveille Gauvin, en doktorgrads-studerende i musikteori på Ohio State University, USA. I midt-80’erne varede en gennemsnitlig intro i en popsang mere end 20 sekunder, i 2017 lå den på omkring fem sekunder. Opmærksomheden skal fanges ASAP, og hvis det mislykkes, er det langt lettere i dag at skippe videre, end hvis man havde et album i cd-afspilleren eller på pladespilleren.

Samtidig handler det også om at holde folk fanget i minimum 30 sekunder, for ellers tæller det ikke som en afspilning på Spotify.

Og hvis folk skipper hurtigt videre fra en sang, vil algoritmen samtidig tolke det som, at sangen er dårlig, hvilket skubber den ned i hierarkiet.

I øvrigt en absurd tanke, hvis man er menneske og har ører. Tænk bare på Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond« (4:17 inde kommer guitartemaet), The Temptations’ »Papa Was A Rolling Stone« (1:54, før der overhovedet kommer vokal på), PJ Harveys »The Glorious Land« (vokal først 1:11) eller Tears For Fears’ »The Working Hour« (53 sekunder inde kommer de første synthakkorder).

Popsangene er så også blevet kortere. Sandsynligvis fordi kunstnere aflønnes per afspillet sang og ikke antal afspillede minutter.

Den idé ophøjede den amerikanske rapper Tierra Whack til en ret så fornøjelig kunst med 15 numre på præcis eller lige under et minut hver på Whack World fra 2018.

Altså forandrer streamingtjenesterne popmusiklandskabet.

Blød biopolitik

Streamingtjenesternes algoritmer definerer nye fællesskaber med deres analyser. Du kommer i filterboble med dem, som algoritmen mener er dine ligesindede smagsfæller.

»Brugere formes til smagsprofiler, som kan ses som en blød form for biopolitik, der regulerer vores liv, uden at vi er fuldt bevidste om det,« skriver Rasmus Rex Pedersen i bogen Digitale liv. Og han påpeger, at det sker via »uigennemsigtige statistiske processer.«

Denne funktion som kulturel gatekeeper og formidler er baseret på økonomiske og kvantitative overvejelser. Altså præsenteres vi groft sagt for musik, der af algoritmerne anslås til at være den mest økonomisk rentable, at få os til at lytte til.

Det er bare samtidig det kulturelt mest skadelige, fordi algoritmen giver os mere af det samme for ikke at stryge os mod hårene. Det kan hæmme diversitet, nyskabelse, kunstnerisk mod, alt det der får os til at stoppe, lytte, tænke, mærke.

Et slag for diversiteten

Ser man på Spotifys aktuelle globale top-20 er der lige p.t. fire britiske sange, en britisk-sydkoreansk, en sydkoreansk, en australsk-canadisk, en italiensk, en puertoricansk, to nigerianske og ni amerikanske numre.

Det kan måske umiddelbart lyde nogenlunde sammensat taget i betragtning, at langt de fleste brugere er fra den vestlige verden. Men man skal huske på, at puertoricansk musik er gigantisk takket været reggaeton-bølgen, og at K-Pop fra Sydkorea og afropop fra Nigeria er hot property i Popland. Og at den italienske sang er fra Eurovision-vinderne Måneskin.

Det er naturligvis heller ikke her, at man skal lede efter overrumplende sange, men man kan her se en hitliste, der er i en form for selvsving, fordi alle kan gå ind og lytte til sangene. Og der starter man selvfølgelig fra toppen, så nummer et får flest aflytninger og altså bliver hængende længere tid deroppe, end den ville i gamle dage, hvor man skulle have købt den hos sin pladepusher.

De europæiske alternativer til de store streamingtjenester såsom Deezer, SoundCloud og Moodagent er få og mindre hvis ikke decideret små, men lad os i det mindste forsøge at flytte lidt lytning over på de europæiske tjenester, skal vi ikke? Om ikke andet så for at lytte på en anden måde, høre noget andet, slå et slag for diversiteten. Og i processen måske blive en smule friere af algoritmernes tyranni.

Tre europæiske streamingtjeneste

Deezer

Med over 73 millioner numre tilbyder den franske tjeneste egentlig noget nær det samme som Spotify, men der kommer snart en økonomisk forskel. Traditionelt tager de store streamingtjenester gennemsnittet af alle afspilninger og fordeler pengene efter andel af afspilningerne, metoden kaldes pro rata. Det betyder, at de store navne og de kæmpe bagkataloger ejet af de tre amerikanske multinationale musikselskaber får langt de fleste penge, og at mindre navne ryger ud af ligningen.

I stedet planlægger Deezer at aflønne kunstnerne direkte for hver afspilning, de har fået, den såkaldet user-centric-metode. Undersøgelser har dog vist, at det ikke er en revolution, men det gør en lille forskel for de små og en større forskel for de mellemstore kunstnere, der måske ikke har en så stor andel af de samlede afspilninger, men ikke desto mindre har trofaste, der spiller netop deres musik.

SoundCloud

Den svensk grundlagte og i Tyskland residerende tjeneste er mere bruger- og kunstnerdrevet.

De har også en user-centric-aflønningsmodel, dog kun for de kunstnere, som ikke er i stald hos de store musikselskaber. Og tjenesten og oplevelsen er mindre algoritmisk styret, selv om du da også kan gå til forsiden og se algoritmens bud på playlister og folk, du måske burde følge.

Man opretter sin egen hjemmeside uden godkendelse, hvilket også afspejler sig i, at der er over gigantiske 200 millioner tracks på tjenesten. Og hver enkelt bruger vælger selv, hvad de reposter på deres egen hjemmeside.

I dag har SoundCloud omkring 175 millioner månedlige brugere, og i det hele taget er der en anderledes gør-det-selv-vibe her.

Det er noget, den senere superstjerne Post Malone, EDM-musikeren Kygo og rappere som Yung Lean, Lil Peep og XXXTentacion for nogle år siden omfavnede. De blev alle berømte herfra, ja, de tre sidstnævnte blev endda kaldt cloud-rappere grundet deres afsæt i SoundCloud.

Moodagent

Hvis man virkelig vil have musikken skræddersyet til sine behov, så er danske Moodagent din ven. Ja, her er man endda aktivt i dialog med algoritmen, idet man selv skruer flydende op og ned på fem parametre, der beskriver det humør, man vil have musikken i: Sensual, Tender, Happy, Angry, Tempo.

Peter Berg Steffensen og Mikael Henderson har patenteret deres teknologi, der baserer sig på machine learning, lydanalyse og titusindvis af timer med musikeksperter.

Det tjener Moodagent til ære, at hvis man – bare for at drille – skruer op på maks. for Happy og Angry, så justerer den selv på parametrene og tilbyder 50 procent happy og 90 procent angry. Der er trods alt grænser for, hvor modsatrettede stemninger, man kan kræve af langt den meste musik.

En måned frigjort fra USA’s kulturmagt

Information elsker amerikansk kultur. Det gør rigtig mange danskere også. Men USA’s massive dominans på streamingplatforme og sociale medier har også udviklet en magt til at definere vores forestillingsunivers, ideer og debatter, som ingen andre stormagter i historien har været i nærheden af. I fire uger kaster kulturredaktionen sig derfor over et eksperiment: Vi skriver intet om amerikansk kultur, men fordyber os i og guider til kultur fra resten af verden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det kræver vel, at man ikke tilgår streamingtjenesterne med nogle bestemte præferencer og mål på forhånd.

Thomas Mortensen

Jeg kan anbefale franske Qobuz til dem der vil have både lyd i Hifi kvalitet og ikke vil høre på en tilfældig strøm af anden musik når man har hørt en plade/ cd. De skulle også betale kunstnerne mere end fx. Tidal hifi som jeg ellers har brugt i nogle år. I mine ører er de både bedre og endda billigere end Tidal. Jeg opdagede denne musiktjeneste fordi Neil Young trak sin musik ud af Tidal hifi fordi han mener de ikke leverer den originale lyd med deres Master kvalitet. Han anbefalede bl.a. Qobuz.