Nobelprisen til Abdulrazak Gurnah er billedet på, at Afrika nu er overalt i verden

Det kan godt være, at navnet Abdulrazak Gurnah for de fleste var ukendt og kom som en stor overraskelse, da den tanzaniske forfatter torsdag eftermiddag modtog Nobelprisen i litteratur for 2021, men hans romaner taler lige direkte ind i vores samtid. De handler nemlig om de store emner i vores tid som identitet, migration og det hele tiden at skulle bevæge sig mellem forskellige kulturer. På den måde er Nobelprisen til Gurnahs forfatterskab et perfekt sindbillede på, at Afrika ikke længere kan holdes ud i strakt arm som et fjernt kontinent, men er filtret ind i hele verden. Det, de europæiske kolonimagter historisk har gjort mod Afrika og Afrikas egen skæbne, kan ikke adskilles fra resten af verden.

Karen Lauterbach, lektor ved Afrikastudier i København, siger, at Nobelprisen til Gurnah »er et billede på, at Afrika er i hele verden og vil være det i højere grad«. Hun peger videre på, at det særlige ved forfatterskabet er, at migration og identitet som tema krydser med koloni- og slavetiden.

Det Svenske Akademi begrundede selv prisen med, at Gurnah »kompromisløst og medfølende har gennemlyst kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter«. Og Anders Olsson, formand for Nobelkomiteen, tilføjede, at den tanzaniske forfatters romaner lige fra debuten Memory of Departure fra 1987 til hans seneste Afterlives fra sidste år »bryder med stereotype beskrivelser og åbner vores blik mod et kulturelt mangfoldigt Østafrika, der ikke ligner nogen anden del af verden«.

Hvad det vil sige at flytte

Gurnah er født i 1948 på Zanzibar. Zanzibar gennemlevede i 1964 en revolution, som medførte, at muslimer blev forfulgt, hvorfor Gurnah som 18-årig var nødt til at flygte fra hjemlandet til England. Selv om swahili er hans første sprog, valgte Gurnah som 21-årig at skrive på engelsk. Han bor fortsat i Brighton og underviser ved siden af sit forfatterskab i engelsk litteratur på University of Kent.

Det gælder for hovedpersonerne i Gurnahs romaner, at de altid er i færd med at skabe sig en ny identitet for bedre at passe ind i de nye omgivelser, de er rejst til. De forhandler igen og igen mellem deres nye og deres tidligere liv. Man kan sige, at hans romaner alle fra et personligt perspektiv beskriver og undersøger, hvad det vil sige at flytte fra en til en ny geografisk og social sammenhæng.

Hans tre første romaner handler alle om unge mænds flugt til England og det nye liv, der møder dem. I den første roman, Memory of Departure (1987), skildres en ung mands opvækst i en østafrikansk havneby i årene omkring uafhængigheden og hans beslutning om at udvandre til England. Den næste, Pilgrims Way (1988) skildrer, hvordan en ung muslimsk mand fra Tanzania kæmper mod den provinsielle og racistiske kultur, han møder i den lille engelsk by, han er emigreret til. Og Dottie (1990) dokumenterer emigrationserfaringen i nutidens England fra forskellige personers perspektiver.

I romanen Admiring Silence (1996), der er kommet på dansk med titlen Tavshedens ø, gør Gurnah noget nyt og lader rejsen mellem hjemlandet og England gå begge veje. Her fortæller han historien om en ung mand, der forlader Zanzibar og emigrerer til England, hvor han bliver gift og bliver lærer. En rejse tilbage til sit hjemland 20 år senere påvirker ham imidlertid dybt og ændrer hele hans holdning til hans eget liv og ægteskab.

Naturalistisk a la Èmile Zola

Netop rejsen er ifølge Bodil Folke Frederiksen, lektor emerita og ekspert i afrikansk kultur og litteratur, det store genkommende motiv i hans bøger. Hans rejser mellem forskellige kulturer og skildring af, hvad der sker med individer, når de rejser fra et sted til et andet, er Gurnah mesterlig til at beskrive. Hans globale udsyn med udgangspunkt i den afrikanske østkyst er hans særkende, ligesom hans romaner er som rejser.

Bodil Folke Frederiksen kan godt få øje på yngre afrikanske forfattere, som er mere radikale og nybrydende end Gurnah, men hans store styrke er ifølge hende, at han er så påtrængende og god til at beskrive sanseoplevelser. »Han er naturalistisk a la Èmile Zola,« som hun udtrykker det, og »han har et blik for det onde og viger på ingen måde tilbage fra detaljer om det grusomme.«

Hun er personligt overrasket over valget af Gurnah, men mest fordi hun havde forventet, at hvis prisen skulle gå til en afrikansk forfatter, så ville det være til kenyanske Ngugi wa Thiong’o, som hun regner som en endnu større forfatter end Gurnah.

Udelt begejstret er imidlertid Gurnahs redaktør gennem mange år Alexandre Pringle fra forlaget Bloomsbury. Hun udtaler til The Guardian, at Gurnah »er en af de største nulevende forfattere, men ingen har nogensinde været opmærksom på ham. Og det slog mig næsten ihjel. Jeg lavede en podcast i sidste uge, og der sagde jeg, at han er en af de personer, som altid bare er blevet ignoreret. Og nu sker det her«.

Det er første gang, siden Nobelprisen gik til Wole Soyinka i 1986, at prisen går til en sort afrikaner. Og det er første gang, en tanzanisk forfatter modtager den vigtigste litterære pris i verden.

For mange er prisen til Gurnah yderst velkommen. Nobelkomiteen er i årevis blevet kritiseret for, at 95 ud af de 117 forfattere, der gennem tiden har modtaget prisen, har været fra Europa eller Nordamerika. Med andre ord er der store forfatterskaber fra andre dele af verden, som er blevet overset. Netop det har man i år i Nobelkomiteen taget højde for, idet man har udvidet komiteen med et antal eksperter, der er valgt for tre år ad gangen for at sikre, at komiteen har overblik over de afrikanske lande, de spansk- og portugisisksprogede områder, de arabiske og persiske sprogområder, de østasiatiske, slaviske og indiske sprogområder.

Det ser ud til allerede i år at have givet pote. Så selv om Gurnahs navn kom som en overraskelse, så var prisen til en stor tanzanisk forfatter, der skriver om hotte emner som identitet og migration, ikke helt uventet.