»Jeg ville ønske, at den yngre generation lærte at være fucking kraftig og råbe: FUUUCK DIG!!«

Forfatter Johanne Mygind har skrevet en roman om en uafsluttet kamp for frigørelse og ligestilling, som løber gennem tre generationer af kvinder. Så hvad med den generation, der er yngre end Mygind selv? Den generation tilhører Informations Sara Mering. Hun besøger forfatteren for at blive klogere på, hvor hun og hendes jævnaldrende står
Den ældre generation skal ikke kræve, at de unge laver revolution, siger Johanne Mygind. Men hun oplever mange af de unge, hun underviser, som meget pæne. Hun ville ønske, de strittede lidt mere imod.

Den ældre generation skal ikke kræve, at de unge laver revolution, siger Johanne Mygind. Men hun oplever mange af de unge, hun underviser, som meget pæne. Hun ville ønske, de strittede lidt mere imod.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
15. oktober 2021

Det regner, da jeg står foran Johanne Myginds opgang i Sydhavnen. Luften er den samme som inde i et køleskab, helt klam og kold. Jeg har forberedt mit besøg hos den aktuelle forfatter og journalist på flere forskellige måder. For det første har jeg købt kanelsnurrer, som jeg har med i tasken. Så har jeg læst hendes debutroman, Kærlighedens år. En bog om tre generationer af kvinder med hver deres drøm om frigørelse. Den handler om grænserne mellem mødre og døtre, mellem hjem og omverden, og mellem dem, der må råbe op, og dem, der ikke må.

Jeg vil gerne tale med Johanne Mygind, født 1976, om de indsigter, hun har fået, mens hun har gravet rundt i generationerne: Kærlighedens år tegner 1970’erne og rødstrømpebevægelsen som et unikt punkt i kvindernes frigørelseskamp. Jeg vil gerne høre, hvad den kamp gik ud på, og hvor den er henne i dag?

Jeg har også set den feministiske kunstfilm Skarpretteren af Ursula Reuter Christiansen fra 1972, som i Kærlighedens år forbinder de tre generationer og på et tidspunkt bliver projiceret op på væggen i rødstrømpernes kvindekollektiv. Til sidst har jeg medbragt en musikvideo af den elektroniske musiker Dorian Electra, som jeg gerne vil vise Mygind, fordi jeg forestiller mig, at den kan være min egen generations kønsrollesprængende pendant til Skarpretteren.

Johanne Myginds stue er fyldt med blomster i alle mulige vaser. Nogle er begyndt at visne. Andre står stadig helt pompøst og sender velourblade i alle retninger. Mygind fortæller mig, at de er fra hendes bogfest. En stor fest for at fejre, at nu er bogen her. Endelig.

På en måde har den været hele tre generationer undervejs. Kærlighedens år handler om mormor, mor og datter. Rigmor, som vokser op under krigen og bliver gift i 1950’erne. Elisabeth, der bliver frontfigur i rødstrømpebevægelsen i 1970’erne og flytter i kollektiv. Og Nanna, som lige er blevet skilt fra sin mand og lever i vores fælles kaotiske nutid. Det er fiktion, men de tre kvinder spejler på nogle måder Johanne Myginds egen mormor, mor og hende selv.

Der er blomster fra bogfesten overalt i Johanne Myginds lejlighed. Nogle er ved at tabe bladene, andre sender stadig farver i alle retninger.

Der er blomster fra bogfesten overalt i Johanne Myginds lejlighed. Nogle er ved at tabe bladene, andre sender stadig farver i alle retninger.

Anders Rye Skjoldjensen
Jeg er født præcis 20 år efter Johanne Mygind, i 1996. Da jeg bliver budt velkommen i hendes entré, roser jeg hendes lange mørkeblå nederdel med påsyede valmuer. Da vi sætter os, roser hun mine negle med sølvspiraler og små sten, som jeg har fået lavet i et kælderlokale på Amager.

På den ene side repræsenterer jeg næste generation i hendes generationsportræt. Den generation, som er unge nu, og som sætter diskussioner i gang fra hjørnerne af vores undergrundsmiljøer og universiteter. På den anden side kunne Johanne Mygind og jeg også være del af den samme generation. Vi har i hvert fald begge lidt svært ved at finde ud af, hvor jeg passer ind i hendes roman.

En overfladisk erindring

Det var interessen for 68-generationen, der satte Johanne Mygind i gang med at skrive bogen.

»De lavede sådan nogle vilde ting, og de lavede sådan nogle sindssyge spring,« siger hun ved spisebordet. I mange år har hun læst og lyttet til historier fra sin mors generation.

»Jeg er selv barn af et kollektiv, der gik i opløsning. Det er mit miljø,« fortæller hun.

Johanne Myginds mor var ikke en kendt rødstrømpe, ligesom Nannas mor er i bogen, men hendes forældre var marxister og skulle i hvert fald ikke have noget kernefamilieliv. Som Mygind forklarer det, var de enormt optaget af, at verdensrevolutionen kom i morgen.

Det gjorde den ikke. Langsomt mistede hendes forældre troen på den store forandring, og de fik travlt med at komme tilbage til en mere konform tilværelse.

Johanne Mygind oplevede noget mærkeligt i den proces.

»Der har været enormt mange ting, jeg ikke har forstået, hverken om 68’erne, mine forældres historie eller min tidlige barndom, fordi mine forældre faktisk, ligesom Elisabeth i bogen, ikke har særlig meget lyst til at tale om det.«

Først troede Johanne Mygind bare, at det karakteriserede hendes egen mor, men så læste hun samtlige 68’er-kvinders selvbiografier, og de gjorde alle sammen det samme.

»De skriver utrolig godt om deres barndom i 50’erne, men når de kommer til 70’erne, bliver de super overfladiske. Det har været mærkeligt at opleve den der manglende vilje til at sige noget. Hvad skete der egentlig i 70’erne? Hvad var det for nogle erfaringer, de fik? Det, synes jeg, den generation har været utrolig dårlig til at videregive. Og jeg fik behov for at undersøge det selv for at forstå, hvad fanden det er, jeg kommer fra.«

Det er det samme, som driver hovedpersonen Nanna i Kærlighedens år. Nanna er en nyskilt mor til tre, der flytter til Sydhavnen og arbejder på et lille radioproduktionsselskab, hvor hun beslutter sig for at lave en podcast om sin mor. Hendes mor, Elisabeth, var en markant figur i rødstrømpebevægelsen, og i arbejdet med at få sin mor til at fortælle, »hvad fanden« der skete dengang, ender hun med at grave sig ned i både sin mors og mormors ungdomsliv. Man følger de tre kvinders liv gennem hvert sit spor.

Mormor, mor og Mygind

Johanne Myginds egen mormor er født i 1926. Hun var del af en mellemkrigsgeneration, som blev unge under Anden Verdenskrig og gift efter krigen.

»De blev gift, og de blev husmødre,« fortæller Mygind. »Nogle af overklassens kvinder fik en lidt længere uddannelse, men der blev overhovedet ikke stillet spørgsmålstegn ved det faktum, at husmorarbejdet var kvindens. Et arbejde, som på det her tidspunkt er meget krævende, fordi langt det meste skulle gøres i hånden.«

I Kærlighedens år drømmer Rigmor om at blive læge, men så bliver hun gravid, og alle spørger, hvorfor hun i alverden skulle bruge tid på så lang en uddannelse, når hun har både mand og barn at passe.

Vi er jo en mærkelig generation. Jeg var 13, da Berlinmuren faldt. For mig var det jo også hele mine forældres drøm om et andet samfund, som kollapsede, siger Johanne Mygind.

Vi er jo en mærkelig generation. Jeg var 13, da Berlinmuren faldt. For mig var det jo også hele mine forældres drøm om et andet samfund, som kollapsede, siger Johanne Mygind.

Anders Rye Skjoldjensen
Johanne Myginds mor er født i 1948. I hendes generation var der pludselig mange flere, som fik uddannelse.

»De lever på et tidspunkt i danmarkshistorien, hvor rigtig mange samfundsstrukturer er i opløsning. Derfor er der rigtig mange vilde muligheder.« Johanne Mygind fortæller, hvordan hendes forældre altid kunne få et arbejde og tjene lidt penge, når de havde brug for det.

»Min far arbejdede på bryggerierne hver sommer, og om efteråret lavede han politisk arbejde, læste svenske krimier og var aktiv i Venstresocialisterne.«

Det lyder rart, tænker jeg.

»Men det er også den store skilsmissegeneration,« fortæller hun. Det bliver pludselig almindeligt at blive skilt. Nye måder at leve sammen på skal erstatte de gamle.

»Det er en super politisk generation, i hvert fald den del, jeg er vokset op i.«

Og så er der Johanne Mygind selv.

»Vi er jo en mærkelig generation. Jeg var 13, da Berlinmuren faldt. For mig var det jo også hele mine forældres drøm om et andet samfund, som kollapsede. En hel venstrefløjskultur, som kollapsede.«

Derefter kom 90’erne, som var ét langt ironisk had til 70’erne, fortæller hun.

»Vi hørte easy listening og syntes ikke, der var noget, der skulle være politisk, og Fukuyama, historien er slut, og alt det der.«

Da de blev voksne, ramte finanskrisen.

»Nogle af os – det er jeg selv – er kommet enormt skævt ind på boligmarkedet. Det er også i min generation, at fastansættelse holder op med at være en ting.« Så kigger hun hurtigt på mig og tilføjer: »Det bliver værre for jer.«

Som det sidste, forklarer Mygind, troede hendes generation, at ligestillingsproblemet var løst.

»Der var mange i min generation, der troede, at hvis de bare var dygtige nok, så skulle det nok gå. Samtidig oplevede vi, at vi ikke kom til fadet. Hvis man lægger mærke til det, så er der rigtig mange fra min generation, som er chefredaktører på aviserne i dag, og de er alle sammen mænd. Vi troede, at vi var ligestillede. Men det var vi ikke.«

»Så hvis jeg lige må opsummere,« indskyder jeg: »Altså, der var et håb om verdensrevolution, da I var børn. Den kom aldrig. Så blev alt ironisk. Og så begyndte du at opdage, at der manglede noget?«

»Ja, vi mærkede, at der ikke var nogen alternativer,« svarer Johanne Mygind. »Vores forældres alternativ kollapsede, og hvad er alternativet så? Det var kun mainstream. Det var kernefamilie og karriere. Der var på en eller anden måde ikke særlig meget kritik. Der var ikke særlig meget diskussion af, om det her var den rigtige måde at leve på, da jeg var ung.«

Johanne Mygind blev gift, flyttede i rækkehus, fik børn og gjorde karriere, blandt andet her på Information. Da hun forklarer mig, hvordan hendes liv så ud, inden hun blev skilt fra sin eksmand, illustreres det med fingrene, som var det et regnestykke for børnehaveklassebørn: En plus en er to.

»Far og mor og børn,« siger hun. »Og karriere. Dygtig pige laver karriere.« For i virkeligheden, mener Mygind, kan man komme til at leve sine forældres uforløste drøm i stedet for at sin egen. »Det kan ligne et oprør. Nanna bliver gift i hvid kjole, hendes mor var en rødstrømpe. Men jeg er ikke sikker på, at det er et oprør. Jeg tror, det lige så godt kan være, at Nanna opfylder sin mors ubevidste ønske om faktisk at blive hvid brud og leve helt almindeligt.«

Måske ligger hele 68-generationens uforløste drømme og dunker neden under Nanna og Johanne Myginds generation?

Ligheder med 70’erne

Hvis jeg skulle sætte ord på min egen generation, ville jeg beskrive den som meget bevidst og meget ansvarsfuld, men af den grund også en lille smule korrupt. Vi er en generation, som hele tiden forsøger at blive mere opmærksomme på alle de undertrykkende og ødelæggende strukturer, vi er en del af. Det gør os lidt korrupte, for vi kan samtidig heller ikke slippe ud af dem. Vi holder af at kritisere Instagram, men vi kan ikke stoppe med at være der. Til gengæld forsøger vi langsomt at åbne  for flere måder at være i verden på end de traditionelle. Vi spørger os selv, hvor mange forskellige erfaringer og oplevelser man kan stå sammen om at frigøre?

»Hvad så med min generation?« spørger jeg Johanne Mygind. »Hvordan vil du beskrive den?«

»Det første, jeg vil sige, og det er altså vigtigt: Vi er mere ens, end vi er forskellige,« svarer hun. »Jeg synes, at vi har alt for stor tendens til at se generationer som noget, der står i modsætning til hinanden. Jeg tænker meget mere generationer som kontinuitet,« svarer hun.

Informations Sara Mering åbner samtalen med at rose Johanne Myginds nederdel og får som svar ros for sine negle – og lidt senere et spørgsmål om, hvad der skulle til, for at hun ville lade sig klippe skaldet.

Informations Sara Mering åbner samtalen med at rose Johanne Myginds nederdel og får som svar ros for sine negle – og lidt senere et spørgsmål om, hvad der skulle til, for at hun ville lade sig klippe skaldet.

Anders Rye Skjoldjensen
»Sådan læser jeg også bogen,« siger jeg. »At den handler om, hvad man giver videre til næste generation. Men jeg synes alligevel, at jeg kan mærke, at vi vokser op i nogle meget forskellige tider. Måske føler man altid, at ens egen generation er noget særligt, men jeg har det, som om min generations opgør med kønsrollerne er helt speciel. Vi forsøger ligesom at tage fat ved roden, der hvor alt skal deles op i mand og kvinde.«

Jeg spørger Johanne Mygind, om hun kan se nogle lighedspunkter mellem min generation og 68’erne?

»Jeg tror, at tiden nu, ligesom i 70’erne, er et tidspunkt i historien, hvor der er nogle samfundssystemer, som er ved at falde sammen. Og det er ikke kun på godt, men også på ondt. Når jeg taler med min far og min mor og deres venner, så fortæller de mig, at da de nåede til slutningen af 60’erne, så de på deres forældre og tænkte: ’Jeg kan faktisk ikke bruge særlig meget af det, du har lært’. På samme måde tror jeg godt, det kan ske, at din generation og mine børns generation simpelthen kommer til at kigge på os og sige: ’Det der liv, det kan vi faktisk ikke leve’. Jeg ved bare ikke, hvordan det kommer til at ske. Og det er ret skræmmende.«

»Og om der findes et alternativ for os,« spørger jeg ...

»... ja, og hvad det alternativ består i. Det kan jeg ikke sige. Men jeg tror, at de kommende generationer får nogle langt hårdere livsvilkår, end jeg selv og mine forældre har haft. For eksempel kan jeg konstatere, at mine børn højst sandsynligt ikke får råd til at bo i København, hvor de er vokset op. Og jeg får ikke råd til at købe noget til dem. Det er et ret andet perspektiv på sit liv at have.«

Lyst hår og negle med små sten på

»Måske skal jeg også bare ud at bo på landet alligevel,« siger jeg forsigtigt.

Mine venner og jeg går i øjeblikket og snakker om at starte en højskole på Samsø eller flytte i kollektiv langt fra byen med urtehave og høns. Men inderst inde ved jeg ikke, om jeg tør.

Jeg kigger over mod Johanne Myginds køkken, som er belagt med lyserøde fliser, da hun siger:

»Nu sidder jeg og ser på dig og tænker, at du kunne jo være Elisabeth, før hun kom ind i rødstrømpebevægelsen. Jeg har næsten tænkt, at hun skulle se sådan der ud.«

I Kærlighedens år er Elisabeth den pæne øvre middelklassepige fra 68-generationen, som læser litteraturvidenskab og drømmer om at skrive, men som først føler, at hun får en stemme, da hun kommer ind i rødstrømpebevægelsen. Her klipper hun sig skaldet, skriver en bog om kvinders ret til ikke at smile og indleder et kærlighedsforhold til en anden kvinde – en forelskelse, hun aldrig rigtig står ved. I stedet bliver Elisabeth gravid med en gedehyrde på Møn, og de flytter i kollektiv, hvor ansvaret for den nyfødte deles mellem kollektivets beboere.

»Er det rigtigt?« spørger jeg.

»Ja! Du er super køn, meget sådan traditionelt køn, med langt lyst hår og lidt makeup og smiler sødt.« siger Johanne Mygind og tilføjer: »Hvad skulle der til, før du klippede dig skaldet?«

»Årh, der skulle meget til,« siger jeg. »Men jeg synes, jeg ser flere i min generation, der har gjort det.«

»Ja ja, men hvad skulle der til, før du gjorde det?«

»Hmm …« Jeg tænker lidt ... »Enten skulle det være noget, som alle andre gjorde. Eller også skulle det betyde noget stort for mig selv. Jeg klippede mit hår ret kort for to år siden, og det var første gang i mit liv, jeg ikke havde langt hår. Det var ret befriende. Hvorfor spørger du?«

»Jamen, når jeg ser på din generation, og når jeg ser dig nu, så synes jeg altså, at I ser meget pæne ud.«

»Hvad mener du med det?« spørger jeg.

»Jeg kigger ikke på dig og tænker: Ej, hvor kønnene flyder.«

»Men det kan jo godt eksistere i min orientering alligevel,« svarer jeg. »Med det, jeg læser, hvad jeg tænker, hvordan mine venskaber er, hvordan jeg bor og sådan noget.«

»Ja, men dit udtryk.«

Jeg har en tynd brun skjorte på, min mors gamle, og en sort silkeunderkjole, som fungerer som en form for nederdel over mine sorte bukser. Jeg har løst, lysebrunt hår, som jeg farvede i foråret, og som nu er begyndt at gro mørkt ud som en skumring fra hovedbunden.

»Altså mit udtryk er lige så kønstraditionelt«, tilføjer Johanne Mygind hurtigt. »Du må ikke føle, at jeg sidder og kritiserer dig! Jeg sidder og ser på dine negle, og jeg elsker dem jo. Men samtidig – de generer dig vel også! Det ville rødstrømpen sige. Hun ville sige: Det er sværere for dig at skrive på computer med de negle.«

Johanne Mygind frygter, at pænheden har fået et så godt tag i hendes og den næste generation, at deres børn bliver tæmmet og forhindret i at finde deres deres egne stemmer og råb.

Johanne Mygind frygter, at pænheden har fået et så godt tag i hendes og den næste generation, at deres børn bliver tæmmet og forhindret i at finde deres deres egne stemmer og råb.

Anders Rye Skjoldjensen
Jeg føler ikke, at mine negle generer mig. Det går ret fint med at skrive på computer. Og min veninde, som har meget længere negle, nogle gange med små piercinger og vedhæng i, har bare udviklet en vane med altid at have en neglefil i tasken, så hun kan åbne sin dåseøl, når hun har brug for det.

»Jeg gider ikke at lave en kritik af jer, fordi I ser pæne ud. I skal have lov at se ud, som I har lyst til,« siger Johanne Mygind. Hun læner sig lidt tilbage i sin stol.

»Men samtidig kan jeg godt få en følelse nogle gange, når jeg ser på nogle af de unge piger, jeg underviser på højskole for eksempel, af sådan: argh kom nu!«

»Ville du ønske, at der var et oprør?« spørger jeg.

»Det værste i verden, det er, når ældre generationer siger, at nu må de unge gøre noget. Hvis du synes, der er nogen, der skal lave oprør, så gør det selv. Du er ikke fritaget, fordi du er 44. Så det er ikke det. Det er ikke, fordi jeg vil kræve, at de unge laver revolution. Men jeg kan godt tænke, når jeg ser de unge piger på min højskole, at de er presset meget pænt i form.«

»Jamen, hvad ville du ønske, at de gjorde?« vil jeg vide.

»Jeg ville ønske, at de i bogstavelig forstand lærte at råbe lidt højt. Bare at være fucking kraftig og råbe: FUUUCK DIG!!« Johanne Mygind råber fra sin træstol, så det overstyrer i min diktafon. »Sådan, ikke? Hvor tit råber du? Altså sådan lidt mere punk.«

Jeg har oplevet det før i mit liv. Det med at få at vide, at jeg er stille og burde larme mere, at jeg burde ’tage noget mere space’. Jeg tror egentlig oftest, at jeg har fået det at vide af kvinder, men også af en mandlig karatelærer engang. Jeg ved ikke, hvad det er, der får folk til at ønske det på mine vegne.

»Måske,« siger jeg, »er det bare ikke mig, der har brug for al den plads lige nu. Måske er der nogle andre, som har mere brug for den i dag.«

Jeg tænker på, hvordan fortidens kvindebevægelser har banet vejen for mig, sådan at jeg netop har mere frihed, flere muligheder og mere plads i dag. Men jeg tænker også på, hvordan der stadig er rigtig mange andre, som ikke er hvide og tynde kvinder fra middelklassen, der føler sig hjemme i binære køn og brune skjorter, som har skullet holde sig i baggrunden af kulturhistorien i meget længere tid.

Johanne Mygind mener, at vi taler om to forskellige ting. For hende handler det om, at den ligestillingskamp, som rødstrømperne startede, ikke er slut endnu.

»Vores generations kvinder, og især din generation, I har fået lov at sige alt muligt, og I skriver ting i medierne, men I taler stadig med en meget lys stemme,« siger hun og kigger på mig:

»Altså, hvor vild må du være? Hvor meget må du brøle? Hvor vred må du blive? Jeg tænker, at pænheden måske har sat sig på begge køn, så vi nu helt tæmmer vores børn til altid at smile pænt og være meget søde. At i stedet for at kvinder fik adgang til deres stemme og lærte at råbe op på lige fod med mænd, så er der bare helt stille nu.«

Sidste år var 50-året for rødstrømpebevægelsens indtog i Danmark i 1970. Bevægelsen var fuld af råb. Opråb, nødråb, kampråb. Frigørelsen skete ved at protestere mod det etablerede. For dem handlede det ikke om at farve sit hår lyst og få lange negle med små sten på. På den måde forstår jeg godt, hvad Johanne Mygind mener.

Kønsstereotyper i flammer

I Kærlighedens år står de to generationer Rigmor og Elisabeth på en kunstudstilling og ser Ursula Reuter Christiansens film Skarpretteren. De holder hinanden i hånden og deler oplevelsen. Filmen viser kunstneren selv, Ursula Reuter Christiansen, som går rundt i hvid bondekjole med en flettet kurv under armen. Hun plukker blomster, bader et barn og ammer en falden soldat med sit bare bryst, alt imens hun våges over af en mand i en stor rød jakke, skarpretteren.

Skarpretteren hugger hendes hovedet af til sidst, så det kan hænge blegt og dødt på porten foran hendes hjem, og så siger en kvindestemme: »Det næste store øjeblik i historien tilhører os.«

Skarpretteren fik mig til at tænke på min egen generations oprør mod kønsstereotyperne. Vores oprør mod de billeder og fortællinger, som bestemmer, hvordan man skal opføre sig eller udtrykke sig som det ene eller det andet slags køn.

»Nu vil jeg altså gerne vise dig noget,« siger jeg og finder min computer frem. Ligesom Skarpretteren, der inspirerede 68-generationen til at hæve sin stemme og gribe historien, ser jeg også kunstnere i min egen generation, der opfordrer til at råbe op.

Jeg viser Johanne Mygind sangen »Flamboyant« af Dorian Electra, en elektronisk musiker med høje kindben og et smalt påtegnet overskæg. Videoen er larmende og ironisk og fantastisk, synes jeg. Dorian Electra har en flydende kønsidentitet og bruger pronominerne de/dem. »Jeg er ikke bare en kvinde, der klæder mig ud som mand – det er så meget mere komplekst end det,« fortæller de i et interview med The Guardian.

I begyndelsen af videoen ligger Dorian Electra i åben purpurrød silkekåbe foran en flammende pejs. Senere spiller de orgel i guldjakke og flæseærmer. Dorian Electra skifter mellem irgrønt slikhår, en papillotagtig paryk og hvid page. For mig handler videoen om at sprænge både de maskuline og feminine stereotyper i tusinde stykker. Det handler om at gå all the way, at skrue volumen op på max, at have en gigantisk pels på, glimtende, glitrende makeup og catchy armbevægelser. Det er en protest, et oprør mod alle dem, som siger, at man skal ’turn it down’. Og det bliver ofte sagt til LGBTQ+ personer. Dorian Electra ligner en, der har det sjovt, mens kønsstereotyperne går op i røg.

»Hvad tænker du om den?« spørger jeg.

Johanne Mygind er stille lidt.

»Det minder mig om det miljø, som Nanna møder i de der sexklubber, hun begynder at opsøge, og hvor de klæder sig ud på tværs af køn. Måske er det det, Nanna i sidste ende faktisk søger og interesserer sig for. Det kan jeg godt genkende,« siger hun.

Johanne Mygind rejser sig for at tage makeup på, inden fotografen kommer. Hun stiller sig foran spejlet med læbestift i hånden. Vores samtale er ved at ebbe ud.

»Jeg kender jo ikke din generation særlig godt,« siger hun afsluttende. »Den er lige leddet mellem min egen generation og mine børns. Men jeg iagttager den der pænhed hos jer,« siger hun.

»Tænker du ikke, at der er håb, når du ser Dorian Electra?« spørger jeg.

»Men det er jo ikke en pige,« svarer Johanne Mygind.

»Dorian Electra er nonbinær,« siger jeg. »De er født kvinde, men identificerer sig som nonbinær.«

»Det er typisk, så læser jeg ham fuldstændig som en ham … Jeg synes, der er mega meget fedt i den bølge der,« siger Mygind og maler sine læber.

»Ja,« siger jeg, »jeg afspillede også videoen for dig, fordi jeg tænker, der findes en vigtig forbindelse her.«

68’erne skriver utrolig godt om deres barndom i 50’erne, men når de kommer til 70’erne, bliver de super overfladiske, siger Johanne Mygind.

68’erne skriver utrolig godt om deres barndom i 50’erne, men når de kommer til 70’erne, bliver de super overfladiske, siger Johanne Mygind.

Anders Rye Skjoldjensen

Vi er generationerne

Hvem er boomerne? Og Generation X og Generation Y og Generation Z? Og Alpha? Generationer er defineret af de kriser og den kultur, der har formet dem, og generationsforskelle er derfor lige så vigtige som klasseforskelle, mener sociologien. Derfor kaster  kulturredaktionen sig ud i den helt store generationsgranskning og ser på, hvordan vi er præget af den tid, vi er opvokset i, og af de kulturprodukter, vi har lænet os op ad og lært af i de formative år.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kunstige negle, læbestift, posering og f*** dig. I sandhed er der sammenhæng og identitetspolitisk larm på drengen, eller skal vi sige det nonbinære.

Kenneth Graakjær, Søren Kristensen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Vartovkollegiet Vartovkollegiet

@ Hanne

På opfordring af artiklen, "ok boomer".

/ Jakob

Michael Slotsted

Jeg ville ønske, at den yngre generation råbte lidt mindre, og at den ældre generation råbte lidt mindre. Det ville give rum til dem, der hvisker.

Jeanette Olsson, Kenneth Graakjær, Peter Hansen, Hanne Utoft, Ruth Sørensen og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Jeg ville ønske 'fuck' og 'fucking' kunne få karantæne på ubestemt tid...

Ole Kresten Finnemann Juhl, Carsten Bjerre, Per Christensen og Jan Damskier anbefalede denne kommentar
Michael Slotsted

@Peter Andersen, hvorfor? "Fuck" og "fucking" er glimrende adverbielle dele af sproget.

Altså medmindre man er fucking gammel og ikke anerkender sprogets udvikling.

Hvisker jeg.

Det nemmeste er jo at råbe op og bruge ukvemsord, og måske dermed dække over, at man hverken er saglig eller rimelig.

Hans Houmøller, jan sørensen og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar
Asiya Andersen

*Michael Slotsted

Du har ret sproget udvikler sig, men det gør det ikke mere positivt, at snart enhver sætning skal indeholde ordene fuck eller fucking. Det er i mine øjne en udvikling, der gør vores sprog fattigt. At affeje andre med at de er gamle er fucking usympatisk, husk du også ældes.

Hans Houmøller, Carsten Bjerre og Per Christensen anbefalede denne kommentar
Michael Slotsted

@Asiya Andersen, jeg ved ikke nødvendigvis, om der er noget, der hedder "vores sprog". Hvem er vi?

Jeg ved heller ikke, hvad "positivt" i sammenhængen betyder. Er det positivt eller negativt at sige "fuck" eller "fucking"?

Det er vel positivt at kalde noget "fucking" godt. Hvad ville du ellers kalde det, hvis det nu var "utrolig" godt?

Mit sprog bliver rigere ved at tilføje ord; herunder "fucking" og "fuck". Hvorfor bliver sproget fattigere ved tilføjelse af ord?

Asiya Andersen

Man kunne for eksempel sige: Det er fantastisk godt, mega godt, utrolig godt, forrygende eller fandme godt.

Jeg mener at sproget er vores, da det er noget vi er fælles om, når vi kommunikerer med hinanden, men du og jeg kan selvfølgelig have forskellige ord, som vi foretrækker at bruge.

Som udgangspunkt har jeg ikke noget imod bandeord, men jeg mener sproget bliver fattigt-ikke fordi vi tilføjer ord- men fordi fuck og fucking overtager. Det forstærker ikke sproget men gør det svagt.

Jeg vil gerne understrege, at jeg intet har imod at sproget udvikler sig.

Forekommer mig, at den nuværende generation har skabt en verdensbevægelse, der virkelig råber. Måske har de ældre generationer glemt at lytte til andre end sig selv?

Kvantitativ sprogudvikling behøver ikke at indebære kvalitativ udvikling af sprogforståelse og sprogbrug; kommunikationen af ord, begreber, perspektiver o.a. kan foregå via alt fra høj- til lavkontekstuel sprogbrug, inklusive nonverbale former ... og med til anvendelsen af udtrykket 'fucking' hører vel ofte bl.a. en iscenesættelse af egen persona. En kontaktrebus, en social dramaturgi, hvis mulige værdiskabelser og/eller -berøvelser formentligt kan endevendes til evig tid.

Peter Andersen

@Michael Slotsted: Fordi de ord bruges konstant, hele tiden, uafladeligt samt igen og igen. Sproglig armod, giv dem en pause og længe leve den haddock'ske mangfoldighed

Ebbe Overbye, Hans Houmøller og Nikolaj Lykke Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg sætter min lid til den helt unge generation der ligesom generationer forinden sandsynligvis vil give modtryk til den nuværende.

Per Christensen

Det er dog utroligt hvor mange danskere som bruger f-ordet i flæng og slet ikke forstår hvor kraftigt et bandeord det faktisk er for dem, som har engelsk som modersmål.
Ja, det er en sproglig udvikling - desværre ikke en i en god retning!

@ Nikolai Frederik S. G./Jacob

-Virkelig flot !

Søren Kristensen

Jeg tænker bare vi skal være glade for ikke bo i Sydafrika; der har sproget en særlig accent og fx FUCK bliver til FACK - og så taber det jo endnu mere kraft.

Hans Houmøller

“Oh, maj gard”, fristes jeg til at skrive og vil så føle mig fri, woke og alt sådan noget, men få mig til at generalisere og skabe splid mellem generationer: nej tak.