generationsroman
Læsetid: 18 min.

»Jeg ville ønske, at den yngre generation lærte at være fucking kraftig og råbe: FUUUCK DIG!!«

Forfatter Johanne Mygind har skrevet en roman om en uafsluttet kamp for frigørelse og ligestilling, som løber gennem tre generationer af kvinder. Så hvad med den generation, der er yngre end Mygind selv? Den generation tilhører Informations Sara Mering. Hun besøger forfatteren for at blive klogere på, hvor hun og hendes jævnaldrende står
Den ældre generation skal ikke kræve, at de unge laver revolution, siger Johanne Mygind. Men hun oplever mange af de unge, hun underviser, som meget pæne. Hun ville ønske, de strittede lidt mere imod.

Den ældre generation skal ikke kræve, at de unge laver revolution, siger Johanne Mygind. Men hun oplever mange af de unge, hun underviser, som meget pæne. Hun ville ønske, de strittede lidt mere imod.

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
15. oktober 2021

Det regner, da jeg står foran Johanne Myginds opgang i Sydhavnen. Luften er den samme som inde i et køleskab, helt klam og kold. Jeg har forberedt mit besøg hos den aktuelle forfatter og journalist på flere forskellige måder. For det første har jeg købt kanelsnurrer, som jeg har med i tasken. Så har jeg læst hendes debutroman, Kærlighedens år. En bog om tre generationer af kvinder med hver deres drøm om frigørelse. Den handler om grænserne mellem mødre og døtre, mellem hjem og omverden, og mellem dem, der må råbe op, og dem, der ikke må.

Jeg vil gerne tale med Johanne Mygind, født 1976, om de indsigter, hun har fået, mens hun har gravet rundt i generationerne: Kærlighedens år tegner 1970’erne og rødstrømpebevægelsen som et unikt punkt i kvindernes frigørelseskamp. Jeg vil gerne høre, hvad den kamp gik ud på, og hvor den er henne i dag?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kunstige negle, læbestift, posering og f*** dig. I sandhed er der sammenhæng og identitetspolitisk larm på drengen, eller skal vi sige det nonbinære.

Kenneth Graakjær, Søren Kristensen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Vartovkollegiet Vartovkollegiet

@ Hanne

På opfordring af artiklen, "ok boomer".

/ Jakob

Michael Slotsted

Jeg ville ønske, at den yngre generation råbte lidt mindre, og at den ældre generation råbte lidt mindre. Det ville give rum til dem, der hvisker.

Jeanette Olsson, Kenneth Graakjær, Peter Hansen, Hanne Utoft, Ruth Sørensen og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Jeg ville ønske 'fuck' og 'fucking' kunne få karantæne på ubestemt tid...

Ole Kresten Finnemann Juhl, Ninna Maria Slott Andersen, Carsten Bjerre, Per Christensen og Jan Damskier anbefalede denne kommentar
Michael Slotsted

@Peter Andersen, hvorfor? "Fuck" og "fucking" er glimrende adverbielle dele af sproget.

Altså medmindre man er fucking gammel og ikke anerkender sprogets udvikling.

Hvisker jeg.

Det nemmeste er jo at råbe op og bruge ukvemsord, og måske dermed dække over, at man hverken er saglig eller rimelig.

Hans Houmøller, jan sørensen, Ninna Maria Slott Andersen og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar
Asiya Andersen

*Michael Slotsted

Du har ret sproget udvikler sig, men det gør det ikke mere positivt, at snart enhver sætning skal indeholde ordene fuck eller fucking. Det er i mine øjne en udvikling, der gør vores sprog fattigt. At affeje andre med at de er gamle er fucking usympatisk, husk du også ældes.

Hans Houmøller, Ninna Maria Slott Andersen, Carsten Bjerre og Per Christensen anbefalede denne kommentar
Michael Slotsted

@Asiya Andersen, jeg ved ikke nødvendigvis, om der er noget, der hedder "vores sprog". Hvem er vi?

Jeg ved heller ikke, hvad "positivt" i sammenhængen betyder. Er det positivt eller negativt at sige "fuck" eller "fucking"?

Det er vel positivt at kalde noget "fucking" godt. Hvad ville du ellers kalde det, hvis det nu var "utrolig" godt?

Mit sprog bliver rigere ved at tilføje ord; herunder "fucking" og "fuck". Hvorfor bliver sproget fattigere ved tilføjelse af ord?

Asiya Andersen

Man kunne for eksempel sige: Det er fantastisk godt, mega godt, utrolig godt, forrygende eller fandme godt.

Jeg mener at sproget er vores, da det er noget vi er fælles om, når vi kommunikerer med hinanden, men du og jeg kan selvfølgelig have forskellige ord, som vi foretrækker at bruge.

Som udgangspunkt har jeg ikke noget imod bandeord, men jeg mener sproget bliver fattigt-ikke fordi vi tilføjer ord- men fordi fuck og fucking overtager. Det forstærker ikke sproget men gør det svagt.

Jeg vil gerne understrege, at jeg intet har imod at sproget udvikler sig.

Forekommer mig, at den nuværende generation har skabt en verdensbevægelse, der virkelig råber. Måske har de ældre generationer glemt at lytte til andre end sig selv?

Kvantitativ sprogudvikling behøver ikke at indebære kvalitativ udvikling af sprogforståelse og sprogbrug; kommunikationen af ord, begreber, perspektiver o.a. kan foregå via alt fra høj- til lavkontekstuel sprogbrug, inklusive nonverbale former ... og med til anvendelsen af udtrykket 'fucking' hører vel ofte bl.a. en iscenesættelse af egen persona. En kontaktrebus, en social dramaturgi, hvis mulige værdiskabelser og/eller -berøvelser formentligt kan endevendes til evig tid.

Peter Andersen

@Michael Slotsted: Fordi de ord bruges konstant, hele tiden, uafladeligt samt igen og igen. Sproglig armod, giv dem en pause og længe leve den haddock'ske mangfoldighed

Ebbe Overbye, Hans Houmøller og Nikolaj Lykke Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg sætter min lid til den helt unge generation der ligesom generationer forinden sandsynligvis vil give modtryk til den nuværende.

Per Christensen

Det er dog utroligt hvor mange danskere som bruger f-ordet i flæng og slet ikke forstår hvor kraftigt et bandeord det faktisk er for dem, som har engelsk som modersmål.
Ja, det er en sproglig udvikling - desværre ikke en i en god retning!

Ninna Maria Slott Andersen

@ Nikolai Frederik S. G./Jacob

-Virkelig flot !

Søren Kristensen

Jeg tænker bare vi skal være glade for ikke bo i Sydafrika; der har sproget en særlig accent og fx FUCK bliver til FACK - og så taber det jo endnu mere kraft.

Hans Houmøller

“Oh, maj gard”, fristes jeg til at skrive og vil så føle mig fri, woke og alt sådan noget, men få mig til at generalisere og skabe splid mellem generationer: nej tak.