Interview
Læsetid: 13 min.

Peter Laugesen: »Sproget kan så meget mere, end det ser ud til, hvis man aldrig læser andet end aviser«

Selv om det er mere end et halvt århundrede siden, Peter Laugesen debuterede, er han lige så optaget af skriften, som han altid har været. Og så ærgrer han sig stadig over, at beatdigterne Ginsberg, Kerouac og Burroughs aldrig modtog en nobelpris. Information er taget til Brabrand for at møde forfatteren i hans hjem
Forholdet mellem sprog og skrift har været gennemgående for Peter Laugesen, siden han udgav sin første digtsamling Landskab i 1967. Dengang forstod han dem som modsætninger. Det ene var magtens instrument, det andet var oprørets og revoltens.

Forholdet mellem sprog og skrift har været gennemgående for Peter Laugesen, siden han udgav sin første digtsamling Landskab i 1967. Dengang forstod han dem som modsætninger. Det ene var magtens instrument, det andet var oprørets og revoltens.

Magnus Hove Johansson

Kultur
8. oktober 2021

Peter Laugesen har på forhånd advaret mig om, at det kan være svært at finde hans hus. Han har givet mig udførlige instruktioner til, hvilke buslinjer jeg kan tage, og hvor jeg skal stå af, men »derfra bliver det besværligt«, skriver han i en mail og lister en række telefonnumre, jeg kan ringe til, hvis jeg farer vild.

Det bliver ikke nødvendigt. Ved et tilfælde møder jeg ham ved busstoppestedet, og vi følges gennem det parcelhuskvarter, hans villa ligger gemt bag. Store presenninger blafrer fra flere af bygningerne. Der er opstillet containere rundt omkring, og en del af vejen er ligesom husene under renovering. Peter Laugesen forklarer, at det har været sådan i to år.

Derfor overrasker det mig, at vi som ved et trylleslag pludselig befinder os i en skov. En stejl trappe fører op til en lille bakke, hvor der står et hus med udsigt til Brabrand Sø. Her bor Peter Laugesen med sin kone Inga, der er vokset op i huset skråt overfor.

Det er en grå regnvejrsdag. Træernes blade er gulnede. Peter Laugesen har netop udgivet Steder på vejen, som er sidste del af den digttrilogi, der blev indledt med Aftenblade i 2019 og fortsatte med Vadehave i 2020. Sidstnævnte blev til under et ophold i Digterhjemmet på Fanø.

»vores have

er vildere

end Fanø«

Sådan skriver Peter Laugesen et sted i bogen med hjemlængsel mod Brabrand, hvor han og Inga har boet siden 1980’erne. Mens jeg går rundt i haven, er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Den er virkelig vild med tætbevoksede buske, overdækket af et halvtag af trækroner, hvis nedfaldne blade fyger rundt i blæsevejret. På en måde minder det om Peter Laugesens bøger, hvor skriften i særligt forfatterskabets første del både vokser frit og fyger rundt på siderne, altid uregerlig, og ofte kaotisk, men med et afklaret forhold til sit eget kaos.

»Skriften er det frigørende element i forhold til sproget, som er et ubegrænset ocean af muligheder,« siger han med sin karakteristisk brummende stemme, da vi er kommet indenfor og har sat os til rette på første sal med udsigt til et stort grantræ, hvis grene vajer frem og tilbage i blæsten.

Hans ansigt er meget maskulint med dybe furer. Håret er viltert, han stryger det ofte til siden med hånden. Når han taler, ser han mest ned på gulvet eller på de bøger, han snakker om, men af og til kigger han op og smiler hjerteligt.

»Hvis man skal bruge sproget konventionelt, bliver det alt for indsnævret, hvad man kan gøre med det. For man kan jo gøre så meget mere med sproget, end det ser ud til, hvis man aldrig læser andet end aviser.«

Sproget og skriften

Forholdet mellem sprog og skrift har været gennemgående for Peter Laugesen, siden han udgav sin første digtsamling Landskab i 1967. Dengang forstod han dem som modsætninger. Det ene var magtens instrument, det andet var oprørets og revoltens.

»I mine tidlige bøger brugte jeg ordet ’skrift’ som en slags andethed i forhold til ordet ’sprog’. Skrift er en friere brug af sprog, en måde at sabotere og opløse sproget på, så dets enkelte bestanddele kan slippe fri og give plads til, at noget andet kan ske,« forklarer Peter Laugesen.

Med skriften som værktøj søgte han efter »huller i sprogets mur«, som en karakteristisk formulering lyder i digtsamlingen Anarkotika fra 1975. Og det er ikke noget, man nogensinde bliver færdig med. I de seneste tre digtsamlinger er »sprogmaskinen« ganske vist mindre kværnende, end den tidligere har været, men Peter Laugesen arbejder fortsat i et væld af former og udtryk. Strøtanker, vers med enderim og længere fortællende digte står side om side med henvisninger til kunstneriske forbilleder og mere prosaiske vers om nabokonens »uopdragne hund«.

Flere af digtene i Peter Laugesens nye digtsamling kredser om alderdommen og døden.

Flere af digtene i Peter Laugesens nye digtsamling kredser om alderdommen og døden.

Magnus Hove Johansson

Men den stærke formbevidsthed, der har præget Peter Laugesens forfatterskab, er ikke kun teoretisk. Den hænger også sammen med, at han som ung uddannede sig til typograf. Han forklarer, at skrift inden for dette fag er den tekniske betegnelse for alt det materiale, man arbejder med.

»Skrift handler om forholdet mellem tomrum og tekst på en bogside. Hvis man sætter den i bly, som man gjorde dengang, så vil alt det, man trykker fra, ligge en lille smule højere end det, som holder det fast, det blinde materiale. Og hvis man laver en form af det, ligner det et byprospekt, hvor bogstaverne stikker op som huse, og resten ligger som en flade nedenunder. Når man ser sådan en form, forstår man forholdet mellem tomhed og fylde på en bogside. Og det er også den forståelse, jeg har af skrift, det er selve materialet, man arbejder med, sætningerne og bogstaverne, men især bogstaverne.«

Naturfornemmelser

Laugesens kunstneriske forbilleder har det med at komme og gå i hans bøger, som det passer dem. Björling, Eliot, Lautréamont, Rimbaud, Ashbery, Artaud, Creeley og Lukrets passerer alle gennem skriftens åbne landskab. Også videnskabsfolk som Gregory Bateson, Claude Lévi-Strauss og Ferdinand de Saussure gæsteoptræder.

Det er valgslægtskaber, der i mange tilfælde har været der siden forfatterskabets begyndelse, og som efter et halvt århundrede fortsat er til stede i bøgerne. Da Peter Laugesen begyndte at skrive i 1960’erne, var han især påvirket af de amerikanske beatdigtere Allen Ginsberg, Jack Kerouac og William Burroughs. De er fortsat blandt hans ledestjerner, og han ærgrer sig over, at ingen af dem nogensinde modtog nobelprisen.

Noget af det, der tiltrak ham ved mange af de amerikanske forfattere fra denne periode, var netop, at de alle sammen arbejdede med formproblemet.

»Mange af de disse digtere mente, at form aldrig er mere end en udvidelse af indholdet. Formen er med andre ord det, der står på siden, når skriften standser. Man kan ikke bestemme formen først og sige, at nu vil jeg skrive det her, og det skal se sådan ud. Nej, man går ind i stoffet og skriver, og når man er færdig med at skrive, så står der noget på papiret, og det er formen. Det er den samme opfattelse af spontan form, som man har i jazzmusikken. Og så kan den fryse fast. Men ideelt set fryser den aldrig fast og står der i evig bevægelse.«

Det handler om at få naturen til at fungere på samme måde, som naturen gør, ligesom et træ vokser.

Det handler om at få naturen til at fungere på samme måde, som naturen gør, ligesom et træ vokser.

Magnus Hove Johansson

Det kan være svært at tro på, at en trilogi af digtsamlinger opstår som resultatet af en spontan proces. Da jeg spørger, om han planlagde at skrive en trilogi, lyder svaret prompte, at han slet ikke laver trilogier.

»Jeg har bare skrevet dem, og så er det gået op for mig, at de hænger sammen. Det synes jeg, at alle mine bøger gør. Men der er måske en naturfornemmelse, der er fælles for dem.«

– Er det noget nyt?

»Nej, men det er mere rendyrket i de her bøger, end det har været før. Komponisten John Cage plejede at sige, at det, det handler om, er at få det knyttet til naturen, men ikke som et portræt af noget i naturen. Det handler om at få digtet eller musikstykket til at fungere på samme måde, som naturen gør, in her manner of operation, ligesom når et træ vokser. Det skal ikke forestille et træ, det skal bare blive til på samme måde, som et træ vokser op og bliver til et træ.«

Peter Laugesen forklarer, at det er det, han prøver på, især i de her bøger. Digtene skal have den samme karakter af proces som alt andet organisk i naturen.

»Ligesom når et træ, der står et sted, aldrig helt står stille. Det ser godt nok sådan ud, men det er ikke en endelig, sluttelig form. Før eller senere forfalder og forsvinder det også, og det er det, der knytter det til alt, hvad der foregår i verden.«

Men det er ikke kun processen, den konstante tilblivelse og tilintetgørelse, som det handler om at indfange. Stedet er også vigtigt.

»Bøgerne er situeret, som man siger. Det er måske mest tydeligt i Vadehave, fordi den har et spor med tidevandet, som går frem og tilbage. Når det er væk, står man på havets bund, og så har man pludselig det der perspektiv med klitter og himmel og hav, som går millioner af år tilbage i geologisk tid.«

Konservativ avantgarde

Peter Laugesens hus er fyldt til randen med bøger. De ligger i stakkevis på borde og gulvet, alt lige fra illustrerede kunstbøger til romaner og digtsamlinger på mange forskellige sprog, fransk, tysk, spansk, engelsk, nogle helt nye, andre ældgamle. Og vi har ikke engang været nede i arbejdsværelset i stueetagen, hvor den største samling er.

På døren står der »Fabrikken«, en hilsen til Andy Warhol. Mens vi går rundt dernede, snakker vi om dengang i starten af 1960’erne, hvor Peter Laugesen var medlem af Situationistisk Internationale, den avantgardistiske kunstnerbevægelse, som Asger Jorn var med til at stifte, og som havde det som sit erklærede mål at ophæve skellet mellem hverdagen og kunsten.

Situationisterne var optaget af at realisere kunsten gennem en række happenings eller »situationer«, der skulle gøre det muligt for det enkelte menneske at gribe ind i og ændre den virkelighed, som kapitalismen havde taget kontrol over. Men Peter Laugesen blev smidt ud på grund »religiøse afvigelser«, som han kalder det. Guy Debord, bevægelsens berygtede frontfigur, forbød herefter de andre medlemmer at tale til ham, og han opfordrede dem til at behandle ham så dårligt, de overhovedet kunne.

Selv om Peter Laugesens omgang med situationisterne sluttede der, er han aldrig stoppet med at identificere sig som en digter, der arbejder inden for den avantgardistiske tradition. Det er hans dna, og det fornægter sig ikke. Om sin ven, den nyligt aføde kunsthistoriker Troels Andersen, der ligeledes var optaget af avantgardebevægelserne i den europæiske kunst, skrev Peter Laugesen i sin nekrolog her i avisen: »Som museumsleder var han konservativ, som den egentlige avantgarde altid må være det, altså konservativt opsat på at bevare det af det forsvindende, som det er vigtigt og nødvendigt at bevare som fundament for det kommende.«

Det er ord, der lige så godt kunne beskrive Peter Laugesen selv. For at være avantgarde, forklarer han, forudsætter nemlig altid, at man ved, hvad man er avantgarde i forhold til.

»Det er vigtigt ikke at glemme, hvor det kommer fra, og at det kommer fra et andet sted. Jeg synes, det er vigtigt, at man kan se på det, man skriver, at der er en fortid i det, og at denne fortid er til stede. For hvis man ikke har fortiden med, så er der heller ikke nogen mulighed for, at der kan findes en fremtid i den anden ende.«

Mønsterdannelse

At være bevidst om fortiden og den tradition, man skriver sig ind i, er noget, der gennemsyrer Peter Laugesens forfatterskab. Flere steder i de tre bøger skriver han om mønstre; både billedkunstens mønstre af former og farver, men også de mønstre, livet danner, og som bliver mere tydelige med alderen.

Mønstret, forklarer han, er det, der gør det muligt at opfatte, at der er noget overhovedet. Og når man går ind i et mønster og undersøger det, finder man hurtigt ud af, at der er alle mulige andre slags mønstre.

Da han siger dette, kommer jeg pludselig i tanke om noget andet, han skriver i Vadehave. Her citerer han nemlig den afdøde franske digter Yves Bonnefoy for at sige, at vores tid mangler en fælles reference til en overordnet helhed, så digterne nødvendigvis kan forbinde deres oplevelse, som er digtet, med en viden, alle deler og forstår. Da jeg beder ham om at uddybe det, svarer han, at man i dag får en fornemmelse af, at verden for mange mennesker ikke stikker særlig dybt.

»Det hænger måske sammen med digitaliseringen, og at alt foregår nu. Men det er en meget primitiv form for mønsterdannelse, som præger og dominerer den digitale verden. Problemet er, at den også kommer til at dominere ens tænkning om, hvad verden er, og hvad historien er, og hvordan det hænger sammen. Og det dur sgu ikke.«

Siden 1980'erne har Peter Laugesen boet på toppen af en lille bakke med udsigt til Brabrand Sø.

Siden 1980'erne har Peter Laugesen boet på toppen af en lille bakke med udsigt til Brabrand Sø.

Magnus Hove Johansson

– Du mener, at der mangler en dybde?

»Ja, og det er denne dybde, som det kunstneriske udtryk skal bevare. Det har selvfølgelig altid været kunstens opgave, men det er mere akut nu. Før kunne man godt forestille sig, at det hele rev sig løs, og så stod man bare der og byggede en eller anden avantgardistisk struktur midt ude i en ørken, og det var lige meget, om nogen så det eller ej. Men det synes jeg ikke længere. Det skal sgu hænge sammen nu, og det synes jeg er vigtigt.«

– Historikeren Eric Hobsbawn skrev engang, at det 20. århundrede var karakteriseret ved at kappe alle organiske bånd til fortiden. Er det også det, du oplever?

»Ja, og det er også den negative side af moderniteten. Når man skiller det moderne fra det, der var dets forudsætning, glemmer man, at der overhovedet var en forudsætning. Og så får man de sider frem af den moderne tænkning, som er atombomben, nazismen, tyske og russiske dødslejre. Disse ting er også en konsekvens af den modernistiske tænkning.«

»Not fade away«

Det er svært ikke at bemærke, at mange af trilogiens digte kredser om alderdommen og døden. I en af de mere muntre passager står der:

»Man er så tung

når man ikke er ung«.

Et andet digt starter mere dystert med ordene: »For gammel nu. Al blomstring borte.« Et par linjer længere nede fornemmer man dog en pludselig livsgnist:

»grå himmel

til morgen

not fade away«.

Samtidig handler mange af digtene også om de sammenhænge, der først bliver synlige, når man nærmer sig livets afsluttende fase. Om man bliver mere klarsynet med alderen, er Peter Laugesen dog ikke så sikker på.

»Både-og. Man bliver både mere klarsynet og mere forvirret. Man bliver mere klarsynet i forhold til noget, og man kan se nogle perspektiver, man ikke kunne se før, og dem ser man på med lige så stor blanding af begejstring og skræk og forvirring, som man så på mange ting, da man var ganske lille. Det så man ikke dengang, men det kan man nu, måske på grund af de større sammenhænge, som man tror, man kender.«

– Hvilke sammenhænge tænker du på?

»​​Nu taler vi for eksempel meget om klimaforstyrrelser, og det er klart, at der er ved at ske noget, som betyder, at fremtiden ikke bare vil være og heller aldrig har været en stillestående afspejling af, hvad der ligger før, men derimod en uundgåelig konsekvens af det. Det er en konsekvens, som vi kan se komme, men vi ved ikke, hvordan den ser ud. Og det er sådan noget, man ser tydeligere, når man bliver ældre, hvor uoverskueligt mange muligheder der er, og hvad der kan ske. Det, vi kalder den menneskeskabte verden, har en udløbstid, og den kommer inden for en på sin vis overskuelig årrække. Det kan lige så godt være i morgen som om 22.000 år, og det kan man godt skrive om, men man kan ikke helt vide, hvad man skriver om.«

Magnus Hove Johansson

Ifølge Peter Laugesen er det i denne diffuse erfaring, at vi kan bruge kunsten til at navigere os i den rigtige retning. Han forklarer, at de russiske futurister, som han har været meget optaget af, arbejdede på at skabe et sprog, der havde sit udspring i fremtiden. Det hedder zaum, hvilket betyder ’hinsides mening’, og er et såkaldt ’transmentalt’ sprog bestående af ord, der ikke betyder noget.

»Det er et sprog, der kommer derfra, hvor vi er på vej hen, og som sender os signaler om noget, som vi så har mulighed for at aflæse ved hjælp af et stadig øget kendskab til den fortid, der ligger bagved.«

Zaum er et slags drømmesprog, et sprog der har til formål at sætte os i forbindelse med hinanden på tværs af tid og sted. Og i denne bestræbelse mener Peter Laugesen også, at poesiens fornemmeste opgave ligger nemlig at være netop dette, et middel til at sætte os i forbindelse med hinanden og gøre os forståelige.

»Det er en del af sprogets funktion, at det er i stand til at konstatere og give form til og signalere den slags forbindelser. Sådan er det i det store billede, men i det mindre sidder man bare og skriver. Men det er opgaven for poesien.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her