Den seneste uges plagiatanklager mod lektor og debattør Marianne Stidsen har rejst spørgsmål om, hvordan forlag bør forholde sig til plagiat.
Marianne Stidsens nyeste bog, Køn og identitet – et spadestik dybere, der er udkommet på forlaget Hovedland, er anklaget for at plagiere lange tekstpassager fra leksikaopslag og anmeldelser uden dækkende henvisning til kilden. Også i bogen Den nordiske MeToo-revolution 2018, der udkom ved forlaget U Press, er forfatteren anklaget for utilstrækkelige henvisninger til en artikel.
Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller mener, at begge værker er i klar strid med ophavsretten. Stidsen har til Information udtalt, at hendes metoder er legitime, mens Hovedlands forlagsredaktør Steen Piper i samme artikel sagde: »Så har hun måske brugt nogle opslag fra et leksikon, og hvad så? Det er jo ganske almindeligt.«
Der er få kendte plagiatsager i den danske forlagsbranche, men de har haft store konsekvenser. To markante eksempler tæller Naser Khaders bog Hjertet Bløder fra 2015 og Frank Esmanns bog Kissinger fra 2004.
Det første eksempel, Hjertet Bløder, blev trukket tilbage i 2017, efter Weekendavisen afslørede plagiering. Bogen, der var skrevet i samarbejde med journalisten Stig Matthiesen, indeholdt lange passager, der uden henvisning var afskrevet fra engelsksprogede artikler og Wikipedia-opslag. People’s Press, der var forlaget bag udgivelsen, meldte ud, at forlaget ville brænde, hvad der var tilbage af oplaget.
I 2004 kunne Berlingske afsløre plagiat i Frank Esmanns biografi om den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger. Det var Bent Blüdnikow, der i sin anmeldelse af bogen anklagede Esmann for at have plagieret lange tekststykker fra Walter Isaacsons Kissinger-biografi, der udkom i 1992.
Selv om Esmann henviste til Isaacson 70 gange i løbet af bogen, fandt man stadig tilfælde af manglende henvisninger til biografien. Som konsekvens valgte forlaget Aschehoug også at trække bogen tilbage.
Men hvad ville danske forlag stille op med plagiatanklager som dem, der er kommet frem mod Marianne Stidsen? Vi har spurgt en række af dem, og udover Stidsens egne forlag vil tre gerne udtale sig generelt om problematikken, men ikke om de konkrete anklager mod Stidsen.
Trækker tilbage ved plagiat
Michael Jannerup, der er forlagschef ved Gyldendals nonfiktionsafdeling, understreger først og fremmest, at alle forlag – også Gyldendal – oplever uoverensstemmelser omkring kildehåndtering.
»Det er ikke fremmed for os, det ville være for helligt at sige. Nogle gange kan det dreje sig om små fejl som glemsomhed eller noget, der er glippet i redigeringen, og så prøver man selvfølgelig at rette op på den fejl som konsekvens af det. Man vurderer omfanget af fejlen, og så vil man starte en dialog med forfatteren og typisk få rettet fejlene til næste oplæg og rette e-bogen,« siger han.
»Men det er klart, at hvis en bog decideret skulle være plagiat, så er man som forlægger nødt til at trække bogen tilbage,« siger Michael Jannerup, som gerne vil kommentere Stidsens forsvar mod anklagerne, hvor hun kalder plagiateksempler for »parafrase«.
»På et principielt plan er jeg ikke enig i Stidsens definition af parafrase som at ændre enkelte ord, det vil jeg ikke mene er rimeligt. Der kan bestemt godt være grund til at gengive ting ordret, når man udgiver en debatbog, men så skal det fremgå som kilde. Hvis man gengiver en kilde i sin fulde længde, så gør man det, fordi man skal behandle og analysere den kilde.«
Informations Forlag laver ofte debatbøger og udgiver også mange bøger, der er skrevet af forskere og tilhører debatgenren. Her siger forlagsredaktør Iben Engelhardt Andersen ligesom Gyldendal, at man ville trække en bog tilbage, hvis der viste sig at være hold i anklager om plagiat.
»Når vi redigerer en bog, holder vi tungen lige i munden, når det kommer til henvisninger, kilder, citatteknik og kreditering. Det arbejde er en vekselvirkning mellem mig som redaktør og forfatteren og skal være helt i orden og klart, og vi følger gængse ophavsretsstandarder.«
En tillidssag
Kim Hundevadt, der er forlagschef med ansvar for nonfiktion på Politikens Forlag, mener, at man som forlag må have tillid til, at forfatterne respekterer ophavsretten.
»Det er en del af forlagsaftalen, at forfatteren skriver under på at have eneretten til manuskriptet, og at manuskriptet ikke er i strid med den gældende lov om ophavsret. Så det er i den forstand en tillidssag mellem forfatter og forlag. Vi gør en dyd ud af at lave en grundig redigering af de bøger, vi udgiver, og en del af det er at lave faktatjek. Så forlaget læner sig ikke tilbage. Men det er umuligt for os at efterprøve alt til bunds, så det er også en tillidssag,« siger Hundevadt.
Gyldendals Michael Jannerup mener, at redaktører bør være særligt opmærksomme på, om teksten pludselig skifter karakter:
»Når man læser en tekst, kan man godt mærke, hvis den pludselig skifter tone. Så skal man som redaktør være opmærksom på, om der er en forklaring på det.«
Fejl er dog svære helt at undgå, påpeger Jannerup. »Det er vigtigt at pointere, at der er fejl i bøger. Citationsfejl og trykfejl kan næsten ikke undgås, når man arbejder med store manuskripter. Men de skal helst ikke være for grelle.«
Jannerup ville ikke tage så let på sagen, som forlaget Hovedlands Steen Piper i sidste uge tilsyneladende gjorde.
»Hvis jeg fik fremlagt de beskyldninger, der ligger her,« siger Jannerup, »så ville jeg først undersøge, om der er hold i anklagerne ved at kontakte forfatteren og redaktøren – nu er redaktøren så også udgiver i dette tilfælde – og så ville jeg gennemgå påstandene. Det bliver man nødt til. Det er klart, at en anklage om plagiat er meget alvorlig, så der skal man ind i en meget grundig overvejelse om, hvorvidt bogen kan stå i sin egen ret, eller om man er nødt til at trække den fra markedet. Men det er også en voldsom ting at gøre, og forlæggerens opgave er at bakke forfatteren op, så på den måde kan jeg sagtens forstå Steen Pipers reaktion.«
Politikens Forlags Kim Hundevadt oplever, at der generelt er en stor respekt for ophavsretten, og at store plagiatsager er usædvanlige. Men han er, ligesom Gyldendal og Informations Forlag, ikke i tvivl om, at forlaget ville trække bogen tilbage i sager, hvor der kan påvises plagiering, der befinder sig uden for »småtingsafdelingen«:
»Jeg ville måske finde det voldsomt at trække en hel bog tilbage på baggrund af et enkelt plagieret afsnit. Men hvis det er i stort omfang, er der ikke andet at gøre.«
Ingen fokus på substans
Information har kontaktet Hovedlands forlægger og redaktør Steen Piper for at høre, om hans holdning har ændret sig, siden sagens begyndelse i sidste uge – og om overvejelserne fra Politikens Forlag, Gyldendal og Informations Forlag påvirker hans synspunkt.
Steen Piper fortæller, at forlaget har diskuteret sagen, og at de er enige om at indrykke et par rettelser i e-bogen, så der bliver henvist retmæssigt. Men det er ikke sagens kerne, mener Steen Piper, der stadig ikke »kunne drømme om at trække bogen tilbage«.
»Det er nogle rullende og uspecifikke svar, de andre forlag kommer med, så der er stadig ikke særligt gode argumenter for, at der i Marianne Stidsens bog skulle være tale om plagiat, det er der naturligvis ikke,« siger Piper.
»Der er tale om, at vi åbenbart lever i en tid, hvor det formalistiske spiller en meget større rolle end det substantielle. Og man skal ikke være en stor motivforsker for at se, hvorfor Information spiller ud, som I gør. Information har tilsyneladende aktier i de ’woke’ opfattelser af verden – at køn er noget, man selv kan bestemme og så videre. Det er nogle synspunkter, som de tilsyneladende frisindede går og hygger sig med.«
– Hvordan synes du, de synspunkter er kommet til udtryk i vores dækning af plagiatsagen?
»Jamen, det er ikke det, jeg siger. Jeg siger, at man ikke skal være nogen stor motivforsker for at regne ud, hvorfor I er så kritiske over for en bog, som I ikke engang har anmeldt og som tydeligvis går imod avisens opfattelser af tingene. Der er ikke tale om plagiat ved parafrase, eller hvis man henviser til en note.«
– Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller har jo ellers vurderet, at det er i strid med ophavsretten?
»Det er ikke mig, der er i klemme der. Jeg har ikke skønnet, at det var i strid med ophavsretten.«
– Du er vel i klemme i kraft af, at du er forlægger?
»Det føler jeg ikke. Og jeg vil også gerne udtrykke min beklagelse over, at I ikke engang gider anmelde en meget central bog.«
Anklager gør stort indtryk
Information har også talt med forlægger Mads Julius Elf ved forlaget U Press, der har udgivet Marianne Stidsens bog Den nordiske MeToo-revolution 2018. Han svarer på mail.
– Hvordan forholder du dig til, at en bog, der er udkommet hos U Press, nu anklages for plagiat?
»Det gør et stort indtryk på mig, at et essay, som U Press har udgivet, anklages for plagiat. Det har forlaget ikke oplevet før. Sagen giver stof til eftertanke. Gymnasielærer og skribent ved POV International Steffen Groth har jo ret i, at det ville være ’dybt kritisabelt’, hvis en universitetsansat ligefrem ville bifalde uredelig brug af kilder. Dér er vi trods alt ikke. Men sagen må undersøges nærmere, før jeg konkluderer,« skriver Mads Julius Elf.
»I Information i lørdags bragte I et konkret eksempel fra Marianne Stidsens MeToo-essay, hvor ophavsmanden til et citat faktisk krediteres, hvor forfatterens henvisning efter mit bedste skøn er udført i god tro, men hvor tekst gengives i en form, der simpelthen ikke er tilstrækkeligt omskrevet. Jeg ville ønske, at fejlen var blevet opdaget i processen på forlaget. Men en forlagsredaktør kan trods alt ikke sidde og tjekke ordlyden i alle de andre tekster, der gemmer sig bag en bogs referencer.«
Mads Julius Elf er overrasket over, at #MeToo-bogen i Informations artikel omtales som forskning.
»Men det skyldes tilsyneladende et misforhold mellem genreangivelsen på forlaget og på universitetet,« skriver han.
»Der er åbenlyst ikke tale om en videnskabelig publikation. Alle synes at overse en glasklar deklarering på bogens forside. Der står sort på hvidt, at der er tale om et essay, det vil sige et tankeeksperiment, en subjektiv refleksion, i dette tilfælde et supplement til flere feministiske forfatteres udgivelser fra samme forlag. Genreforvirringen er opstået efter bogens udgivelse. Men retningslinjerne for god citatskik og plagiering gælder naturligvis for alle tekstgenrer, og professor Sten Schaumburg-Müllers kritik af Stidsens måde at henvise på tager vi til efterretning.«
– Hvordan forholder I jer til plagiatsager? Hvad er konsekvensen?
»Som nævnt er det første gang, at en forfatter ved forlaget anklages for plagiat. Uafhængigt af denne sags udfald vil det virke som en påmindelse for alle, at forlaget for et stykke tid siden har erstattet den hidtidige forlagsaftale med en ny kontraktmodel, så der nu skrives under på, at det pågældende værk ’er forfatterens eget arbejde og ikke krænker nogen andens ophavsret’. Kontrakten henleder nu direkte opmærksomheden på ophavsretslovens § 22, og forlagets forfattere opfordres nu også til at orientere sig i Kulturministeriets udmærkede vejledning om ’God citatskik og plagiat i tekster’.«
– Får denne sag konsekvenser?
»Forlaget vil under alle omstændigheder gribe i egen barm og genvurdere flere forhold. Jeg overvejer at indføre plagiatkontrol som automatisk praksis for alle bøger fra U Press, ligesom det er blevet en automatik at gennemføre plagiatkontrol på skoler og uddannelsesinstitutioner. Om #MeToo-essayet bør trækkes tilbage, kræver en nærmere granskning, men det kan jeg ikke afvise. Jeg er enig med forlagschef Kim Hundevadt fra Politikens Forlag Nonfiktion – det afhænger af omfanget.«
Plagiatanklagerne mod Marianne Stidsen
Først blev Marianne Stidsen, der er lektor dr.phil. på Københavns Universitet, medlem af Det Danske Akademi og kendt debattør, anklaget for plagiat i sin nye debatbog ’Køn og identitet – et spadestik dybere’ på forlaget Hovedland. Juraprofessor siger, at Stidsens metode er i strid med ophavsretten. Stidsen mener, at der er tale om parafrase.
Siden har opmærksomheden også rettet sig mod hendes tidligere akademiske bog ’Den nordiske MeToo-revolution 2018’ fra 2019, og Københavns Universitet er af bedømmelsesudvalget blevet bedt om at undersøge hendes doktorafhandling ’Den ny mimesis’ fra 2015. Information følger sagen.
Seneste artikler
Selvfølgelig skal universitetet rumme en Marianne Stidsen. Men vi skal ikke finde os i afskrift og uigennemsigtig forskning
16. november 2021Sagen om plagiatanklagerne mod Marianne Stidsen handler ikke om personen Marianne Stidsen, men om, hvad vi skal kræve af landets forskereMarianne Stidsen siger op på Københavns Universitet efter plagiatanklager
10. november 2021»Jeg frygter, at debatten fremover kommer til at handle om kommaer og gåseøjne, og så er det på tide, at jeg takker af,« siger debattør og lektor Marianne Stidsen om de seneste ugers plagiatanklager, der nu får hende til at vende universitetsverdenen ryggenNye plagiatanklager mod Marianne Stidsen, der ændrer genrebetegnelse på bog fra forskning til formidling
2. november 2021Lektor, forfatter og debattør Marianne Stidsen, der er anklaget for plagiat i to bøger, anklages nu for at have afskrevet yderligere to artikler i bog, som i sidste uge var kategoriseret som forskning på KU. Nu har hun selv ændret kategoriseringen til ’formidling’
Det er mærkeligt, at man i dag, hvor hjælpemidlerne er utallige, alligevel ikke mener at have tid til det omhyggelige arbejde med en udgivelse, den fortjener.
I gymnasiet vejledes eleverne grundigt i forb. med opgaveskrivning bl.a. vedr. citater og henvisninger. Se f. eks.
https://mf-gym.dk/media/1515/vejledning_til_st_rre_skriftlige_opgaver.pdf
De får også at vide, at de ikke bare kan copy-paste et afsnit fra et opslagsværk, som Stidsen gør om Thomas Moore, men skal omskrive med egne ord, evt. citere fra opslagsværket.
At formidle ordentligt og troværdigt er et evigt vigtigt tema og interesant at læse om, men jeg savner den vanlige, “information-er-grundig” baggrund, for at lave en hel serie om en enkeltperson. Er det ikke et lidt snævert fokus der fordrer en begrundelse? Eller har jeg overset noget? Mvh.
Det virker som om Information/Rebekka Bundgaard føler sig virkeligt trådt på tæerne af Marianne S.
Bauke van Weringh.
@ Anne Albinus
Ja det får eleverne at vide. Men som censor har jeg utallige gange oplevet at faglæreren mente, at mine plagiat-påtalelser var 'irrelevante' og 'betydningsløse.' Jeg kunne sjændent få uddybet, hvorfor plagiater over flere linjer var betydningsløse. Det var de bare.
Der var øjensynlig andre motiver på spil end redelighed.
Det er da godt at journalist er en fri titel. Denne "serie" begynder at nærme sig det perfide.
Det er en glimrende artikelserie. Den kunne foranledige til yderligere undersøgelse af, om eller hvordan publikationspres i forskerverdenen fører til tiltagende 'parafrasering.'
Et andet interessant aspekt er åbenbaring af en forlægger, der af sympati for Stidsens ideologiske holdninger, er så forhippet på at få en tekst ud, at han blæser på al anstændighed i omgang med kilder, dvs. andres arbejde.
PS. - Kan man iøvrigt antage, at Stidsen-sympatisører også synes, det er helt ok at købe Kina-kopier af Vuitton takser og lignende? Andres arbejde kan aldrig blive billiggjort nok?
Den mest morsomme udtalelse i denne artikel: "Og jeg vil også gerne udtrykke min beklagelse over, at I ikke engang gider anmelde en meget central bog." Af Steen Piper.
Jeg synes, det er fint, at Information ikke har spildt tid og energi på at anmelde bogen, som helt klart ikke virker særlig central.
Plagiatsagen er nu nået frem til Videnskab.dk.
Her kan man muntre sig med forskellige definitioner på forskersnyd:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/derfor-er-plagiat-en-akademisk-doeds...
Jeg anbefaler læsningen af den artikel, Eva Schwanenflügel henviser til. Den opererer ganske vist med en fleksibel forestilling om, hvad "afskrivning" er, men som en bidragyder nævner, er det »... nemmere at opdage plagiat i dag i kraft af, at man rutinemæssigt kan få en maskine til at lave plagiatkontrol på alle tekster. «
Uanset at det ikke er helt rutinemæssigt at opdage varianter, som eksempelvis de udskiftede adjektiver artiklen nævner, er grundbetragtningen rigtig. Maskinkontrol har i Tyskland ført til plagiatsanklager og nogle har måttet give deres doktortitel tilbage.
Der er tydeligvis et motiv til plagiat, men det kan ikke være at skabe originale forskningsbidrag.
I videnskaben bryster vi os ofte af at vi skaber viden for alle. Det er ikke sandt. Langt størstedelen af de artikler offentlig forskning resulterer i havner bag en betalingsmur, så dyr at ingen privat har råd til at læse dem.
Samtidig kan man diskutere om IP rettigheder overhovedet er en fordel for os allesammen. F.eks. fik Alexander Fleming aldrig taget sig sammen til at tage patent på penicillin. Det er der mange fattige mennesker som har været glade for.
I dag kan man f.eks. patentere naturlige arters DNA. Graver du en organisme op af jorden som f.eks. producerer et nyttigt enzym, kan du patentere opdagelsen af dette.
For en god ordens skyld: Jeg ved ikke ret meget om Stidsen, og jeg er temmelig ligeglad. Vi er nødt til at have ret strikse regler i videnskaben, for at "skille skidt fra kanel". Plagiat drejer sig dog ikke om videnskab, men i stedet om personlige ære og agtelse. Begge dele er sociale konstruktioner som ikke nødvendigvis fører til noget "godt".
Morten Balling, her er vi altså dybt uenige.
Plagiat er simpelt tyveri efter min mening.
Det er tankevækkende, at hvis man vil udgive noget f.eks. via 'Nature Magazine', bliver artiklen grundigt bedømt og 'peer-reviewed'.
Men hos Gyldendal er man tilsyneladende ligeglad med en tilvarende grundighed, når man udgiver videnskabelige værker.
Undskyld: IKKE Gyldendal, men Politikens Forlag .. og selvfølgelig forlaget Hovedland.
Plagiat vil sige at tiltage sig uretmæssig merit for andres arbejde, hvilket ikke altid kun er et spørgsmål om ære og agtelse, men også kan dreje sig om karriere og bevillinger. Så det er absolut ikke uskyldigt.
@ Rolf
Sådan set overordnet enig med dig i din kommentar, men:
- Det er forlaget Hovedland, der er ansvarlig for udgivelse af bogen "Køn og identitet" af Stidsen.
- "Køn og identitet" er ikke et videnskabeligt værk, men en polemisk bog baseret på forfatterens egne synspunkter, som hun søger at underbygge ved inddragelse og analyse af andres tekster.
Hvis man er mere nørdet interesseret i at høre om tingene fra 'hestens egen mund', så at sige, kan man med fordel læse denne tredelte artikelserie af Carsten Fogh Nielsen, manden der snublede over Stidsen i Arnold Busck, og derefter over hendes mystiske citatpraksis og mangelfulde kildehenvisninger:
"Problemet Marianne Stidsen #1"
https://pov.international/problemet-marianne-stidsen-1/
"Problemet Marianne Stidsen #2"
https://pov.international/problemet-marianne-stidsen-2/
"Problemet Marianne Stidsen #3"
https://pov.international/problemet-marianne-stidsen-3/
Her er, hvad man kan læse:
"I denne korte serie af artikler på POV International vil jeg derfor:
Give en samlet redegørelse for sagens forløb set fra mit perspektiv,beskrive hvordan jeg opdagede, at der var problemer med Stidsens måde at bruge andres tekster på, og de konkrete problemer, jeg stødte på, ogforklare hvorfor jeg principielt mener, at Stidsens citat- og henvisningspraksis er problematisk.
Jeg vil gennemgå disse tre punkter i den ovenstående rækkefølge. I resten af denne artikel vil jeg derfor give et overblik over hele historiens forløb, lige fra jeg købte Stidsens bog, over min (grundige) gennemlæsning af bogen og frem til de seneste dages virak i aviserne.
Det hele begyndte en mandag i oktober i København."
(Carsten Fogh Nielsen)
Det er ganske interessant.
PS. Rolf, jeg så først din rettelse efter jeg havde skrevet, sorry..
@Eva Schwanenflügel
Tyveri af hvad? Viden? Æren for at have opdaget noget?
Morten Balling, hvad siger du til at læse de tre artikler på pov.international af Carsten Fogh Nielsen, og så derefter uddybe hvad det er du finder perfidt i denne artikelserie?
@Eva Schwanenflügel
Vi plejer at være ret enige, så det er lidt skræmmende når vi ikke er ;)
@Anders Koch
Jeg nåede til:
"Skønt Stidsen i de fleste tilfælde korrekt henviste til de tekster, hun gengav, så var omfanget af hendes gengivelser og hendes meget tekstnære fremstilling så omfattende, at det efter min og flere andres bedste overbevisning overskred normerne for god citatskik og korrekt brug af andres tekster."
"bedste overbevisning"
"skik"
Som jeg skrev tidligere drejer dette sig ikke om videnskabelig uredelighed. Det er den som siger at man ikke (bevidst) må lyve, herunder at hele sandheden skal frem når man skriver. Derudover er der reglen med plagiat, som intet har med videnskab at gøre. Så vidt jeg læser har Stidsen ikke påstået at det er noget hun selv har skrevet, og jeg gad godt se den forsker som ikke har glemt et anførselstegn undervejs. Jeg kender som sagt ikke hele historien, men det er påfaldende at Stidsen er stridbar og det skaber fjender. Så bør man argumentere mod det Stidsen siger, i stedet for at prøve at "få skovlen under hende" via fnidder. Og dette er vitterligt ikke andet.
''If you steal from one author, it's plagiarism. If you steal from many, it's research'' -
Wilson Mizner ...
Morten Balling, du har i så fald nået til andet afsnit i den første af tre forholdsvis lange artikler. Jeg vil gerne høre om du har ændret mening når du du har læst resten. Og understreg gerne specifikt - for en halvdød - hvad det er du mener er perfidt?
For en halvdøv , undskyld
@Anders Koch
Fra Den store danske ordbog:
perfid:
"som på en ondskabsfuld, bevidst forvrængende og evt. sadistisk måde sætter nogen i et dårligt lys eller på anden måde skader vedkommende især om ytringer"
Nu har jeg læst alle tre artikler, og jeg er stadig ikke stødt på noget jeg kan blive virkeligt forarget over? Som Carsten Fogh Nielsen selv skriver:
"Problemet her er ikke, at Stidsen ikke må benytte sig af leksika-opslag og viden hentet fra avisartikler og bøger forfattet af andre. Selvfølgelig må hun det. Problemet er heller ikke, at Stidsen ikke henviser til de tekster, hun benytter. Det gør hun, som vi har set, for det meste. Nej, problemet er, at Stidsen i så massiv grad trækker på andres arbejde, og ikke i tilstrækkelig grad selv bearbejder, omformulerer og gør dette arbejde til sit eget."
Det lyder i mistænkelig grad som det jag kalder ligegyldigt fnidder, og så er det jeg argumenterer at jeg ikke har set tegn på at Stidsen har fusket med forskning, og at IP rettigheder ikke nødvendigvis er i alles interesse, men at man altid kan bruge dem til at prøve at lukke munden på folk man er uenige med. Jeg kan ikke sige at jeg kender Stidsens arbejde godt nok til at erklære mig enig eller uenig, men hvis jeg ville anfægte hendes udsagn ville jeg gå efter konteksten, i stedet for at prøve at angribe formen. Det andet er et klassisk retorisk trick, som ikke hører hjemme i videnskab, hvis man overhovedet kan kalde Stidsens omtalte bog for videnskab.
Morten Balling
Ja, vi plejer da (heldigvis) at være enige om det meste, men ikke i dette tilfælde.
Du har selvfølgelig ret i, at Stidsens nyeste bog "Køn og identitet" ikke er funderet i videnskaben, hvad jeg da også har nævnt i min kommentar 15:04, og derudover i tilgift, at det handler om ære og rettigheder til sit eget materiale.
Det findes der også retningslinjer for indenfor fx musikken.
Men hvis du læser artiklen fra Videnskab.dk jeg linkede til 12:19, står der:
"Heine Andersen har skrevet en videnskabelig artikel i tidsskriftet Dansk Sociologi, hvor han når frem til, at der er i hvert fald tre forskellige begrundelser for, at plagiat anses som værende uetisk:
• Naturretlig begrundelse:
Bunder i, at ens tekst, metode eller resultater, som er resultat af eget arbejde, også er ens ejendomsret.
•Dannelsesteoretisk begrundelse:
Intellektuel ejendomsret er en forudsætning for personens frie dannelse. At eje sine ideer er en manifestation af, en realisering af ideen om personlig frihed, og forudsætning for personlig myndighed. Ved at man tager dem i besiddelse og former dem med personligt aftryk, opnår man ejerskab.
•Utilitaristisk begrundelse:
Hvis den kritiske videnskabelige samtale og debat skal fungere, skal andre kunne finde rundt i, hvilke analyser og resultater, forskeren selv står bag, og hvilke analyser andre forskere står bag.
Når man plagierer er det ikke klart, hvornår en forskers arbejde slutter, og andres begynder, og så er det umuligt at have en oplyst videnskabelig diskussion."
Sidste tilfælde er det vigtigste, for her kan det dreje sig om liv og død, hvis en forsker stjæler fra andre uden forståelse.
Og nu har sagen om muligt plagiat vakt opmærksomhed, fordi Stidsen til sit forsvar har udtalt, at hun har "parafraseret", ikke alene i sin nye bog, men også i sin doktorafhandling "Den nye Mimesis".
Information skriver 21. Oktober:
"På baggrund af Informations afdækning af anklagerne om plagiat i Marianne Stidsens bog ’Køn og identitet’ har bedømmelsesudvalget ved hendes disputats fra 2015 nu bedt Københavns Universitet køre afhandlingen gennem deres plagiatsystem."
https://www.information.dk/kultur/2021/10/plagiatanklager-medlem-bedoemm...
Se, det ene har ført til det andet.
Min personlige mening er nu stadig, at det er at ligne ved tyveri at gengive andres intellektuelle og/eller kunstneriske værker som sit eget, eller sjuske så meget, at tvivl opstår om ophavspersonen.
Men det samme mener jeg ikke gør sig gældende, når det handler om patenter, hvor man får rettigheder over planters genomer, DNA eller lignende.
Man har jo ikke selv skabt genomet, men blot opdaget det.
Her burde der også gælde regler om almenvellet, hvor store opdagelser burde deles til gavn og glæde.
Måske æren burde være nok i dette tilfælde, så ikke medicinalvirksomheder og andre kunne monopolisere denne viden på bekostning af verden.
@Eva Schwanenflügel
Måske er vi ikke så uenige alligevel, men en ting:
Ære. Hvorfor er det egentlig at vi finder ære så vigtig? Det spørgsmål stillede jeg engang mig selv, og så gik det hurtigt op for mig at jeg egentlig ikke vidste, hverken hvad ære egentlig er for en dims, eller hvordan den fungerer. Det emne kan jeg kun anbefale at læse mere om. Ligesom den etik Carsten Fogh Nielsen har beskæftiget sig med, er emnerne begge temmelig "uldne" når man fordyber sig i dem. Der er ikke nogen facitliste på det gode og det onde. Spørgsmålet er om begge dele overhovedet giver mening.
Ære er tæt forbundet med kultur. Begge dele noget vi alment betragter som værende noget positivt. Her kunne man tage et spadestik dybere og spørge, hvad der reelt menes med "positivt" og hvem det egentlig er positivt for? Kultur kan bla. defineres som normerne for, hvad en befolkning (eller en gruppe, kartoffel-kartoffel) opfatter som værende accepteret adfærd blandt individder i populationen. Kunne man komme i tanke om ting vi har hørt om i historietimerne, hvor kulturen i et samfund (normerne) førte til noget som ikke var positivt? Ja, og her tænker jeg langt fra kun Tyskland i 30'erne.
En anden ting som hurtigt melder sig på banen, når man begynder at studere "ære" er Terror Management Theory. Den siger bla. at vi prøver at uddødeliggøre os selv, ved at gøre noget (godt) som vil huskes af vores efterkommere. Det tror jeg dybest set er sandt, men det virker stadig lidt fjollet, specielt ift. viden og videnskab.
Hvis man skriver en videnskabelig artikel, slår man ofte knuder på sig selv, for at undgå at citere en tekst direkte. Det er dybest set spild af tid, og ressourcer, i og med at teksten man prøver at gøre til ens "egen" allerede er skrevet af en anden. Der var også muligheden at man satte "" og citerede direkte, hvilket man iøvrigt godt må, til en "vis" grænse (som ikke er skarpt defineret). Hvis jeg f.eks. vil citere Newtons Principia, så er det jo ikke sådan at jeg så kan "tage æren" for at have opdaget tyngdekraften (som i øvrigt nok ikke er nogen "kraft").
Jeg ser hvor du vil hen, Morten Balling, og er ikke komplet uenig.
'Ære' har indtaget en alt for enorm betydning og plads i historien, eller man har undskyldt forfærdelige handlinger med æresbegreber som undskyldning.
Men på det personlige plan er det alligevel vigtigt, fordi det giver status at være opfindsom og kreativ.
Og hvis alle bare kopierede Mozart, ville der jo heller ikke være nogen udvikling, vel?
Det at have talent og originalitet, og sans for at tappe ind i det uvisse verdensalt for at give det videre, er en temmelig speciel oplevelse, og dertil kræver formidling hårdt arbejde med at prøve sig frem.
Jeg tror, det ligger dybt i mennesker, at vi gerne vil anerkendes for vores skaberkraft, for det er hér, vi er mest i harmoni med altet.
Hvis nogen derfor snuppede mine skriverier uden at citere/kreditere mig, (hvor uvidenskabelige og personlige de end var), ville jeg derfor føle stor vrede..!
@Eva Schwanenflügel
Ja, hvad ville der ske, hvis vi tog en slapper med den der "status"? ;)
Status, Profit & Bonus A/S
@ Morten Balling
Ja, eller du kunne kalde det personlig anerkendelse, faglig stolthed, godt håndværk, etcetera.
Hvis alt er lige gyldigt, ender det med at blive ligegyldigt.
Eller.. hvis man bare tager andres arbejde og lader som det er éns eget, giver man andre fingeren.
Det er uetisk, og fordrer disrespekt.
Og nu du nærmest kobler status på kapitalisme og profit, så kan der være noget om det i den forstand, at kapitalen netop lever ved at stjæle andres arbejde for selv at tage profitten (og æren).
Nej, det er forkert at være ligegyldig overfor røveri ved højlys dag.
Iflg. nedenstående oversigt over det, der med en engelsk samlebetegnelse kaldes for 'academic misrepresentation' har ca 25% af publicerede forskningsartikler en eller anden grad af plagiarisme. Et andet studie fandt, at 70% af rapporter i forskningsdatabaser har utilstrækkelige oplysninger om oprindelse og brug af andres data.
Biagioli, M (2019) Academic Misconduct, Misrepresentation and Gaming: A Reassessment Rsearch Policy 48 (2), 401–413
Så nidkære Fogh Nielsen kan bare gå igang...
Denne sag er ikke helt enkel. Man kan starte med Napoleons fødselsdag, som Umberto Eco diskuterer under temaet førstehåndsneurosen. Man behøver ikke at drage til Frankrig for at få oplysningen, og det kan måske i dette tilfælde endda gå at hente den i Wikipedia eller et andet leksikon uden at lave en kildeangivelse.
Større afhandlinger står oven på forudgående afhandlinger, faktisk i ret betydelig grad, og det er der mange fordele ved, herunder at vi ikke skal starte forfra hver gang, men det er klart, at spørgsmål om grænser for citater og parafraseringer dukker op allerede her.
Plagiater er ikke alene et problem alene for en forskers omdømme blandt fagfæller. Det gælder også vejlederens. En vurdering af en afhandlings originalitet forudsætter kendskab til områdets forskning og litteratur, og blandt dem bør vejlederen være, men man har set et og andet venstrehåndsarbejde fra vejledere, som ikke tager vejledningsopgaven alvorligt. I det mindste er de såkaldte Doktorväter, fødselhjælpere for doktorafhandlinger, kommet i næsten lige så store vanskeligheder som doktoranderne, når plagiaterne eller de tvivlsomme noteapparater er blevet afsløret. Det drypper også på de tilhørende universiteter.
Der er kun et formål med at optrykke lange tekststykker fra andre værker, medmindre man minutiøst analyserer dem kritisk i sin egen bog - og det er at fylde sider.
Morten Balling,
Du har åbenbart ikke læst min kommentar 26. oktober, 2021 - 14:43? Plagiat drejer sig ikke nødvendigvis udelukkende om tyveri af æren for at have opdaget noget, det kan også dreje sig om noget langt mere kontant - og dermed også sætte mindre kvalificerede foran mere kvalificerede med hensyn til ansættelse og forfremmelse.
Problemet ved hele denne sag er, at Stidsen forsvarer sin praksis med at få en WA-artikel til at se ud som noget hun selv har skrevet, og da hun bliver afsløret, så fastholder hun en absurd fortolkning af sagen, nemlig at der skulle være tale om en parafrase, hvilket det er fuldstændig åbenlyst, at der ikke er.
Det nytter ikke noget, at en person som Stidsen, som gerne skulle fungere som rollemodel for yngre forskere og studerende har en så lemfældig omgang med fakta.
Hun burde bare indrømme sin brøler/sjusk/dovenskab, så var der ingen, der ville forfølge den sag yderligere.
Forlagsmandens reaktion er jo helt grinagtig i øvrigt
@Ib Gram-Jensen
Ja den måde vi finansierer forskning på er håbløs. Ligeså at forskningsresulater ikke er public domain. Det kunne Aaron Swartz fortælle om, hvis han ikke var død af samme årsag.
Hvis nogen ikke kender historien om Aaron Swartz, så er den her i form af en fremragende dokumentarfilm:
https://youtu.be/9vz06QO3UkQ
Eller man kan læse denne mindeartikel fra Rolling Stone :
https://www.google.com/amp/s/www.rollingstone.com/culture/culture-news/t...
Det er tankevækkende at et emne af så generel og formalistisk karakter afføder så megen vrede mellem linjerne, men mest tankevækkende, at vi her ikke har en mere repræsentativ diskussion af emnet videnskabelighed. Emnet burde behandles i en bredere sammenhæng, hvor det ikke udelukkende handlede om den private ejendomsret og om tyveri hos een. Jeg tror F.EKS. at mange vil være enige i, at universiteternes udvikling fra primært forskningsinstitutioner til meriteringscentre og undervisningsinstitutioner ville være et frugtbart aspekt .
Altså...når jeg ovf. skriver: "at vi her ikke har en mere repræsentativ diskussion af emnet videnskabelighed", så mener jeg her i en avis, der slås lidt med prædikatet "studentikos".