Interview
Læsetid: 6 min.

Efter plagiatanklager vil medlem af bedømmelsesudvalg bag Marianne Stidsens afhandling diskutere sagen

Lektor i nordisk litteratur er af juraprofessor blevet anklaget for at være i strid med ophavsretten i sin nye bog, men udtaler selv, at hun bruger samme henvisningsmetoder som akademiker. Det møder kritik fra akademikere og vækker ny interesse for hendes afhandling fra 2015
»Du kan ikke finde et eneste sted i bogen, hvor jeg ikke henviser til de kilder, jeg har brugt eller lånt fra,« sagde Marianne Stidsen som svar på kritikken i Information onsdag.

»Du kan ikke finde et eneste sted i bogen, hvor jeg ikke henviser til de kilder, jeg har brugt eller lånt fra,« sagde Marianne Stidsen som svar på kritikken i Information onsdag.

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Kultur
21. oktober 2021

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel skrev vi, at professor på Syddansk Universitet Anne-Marie Mai var formand for bedømmelsesudvalget ved Marianne Stidsens disputats i 2015. Dette er ikke korrekt. Bedømmelsesudvalgets formand var hollænderen Henk van der Liet, mens Anne-Marie Mai var medlem. Som national repræsentant var det dog i praksis Anne-Marie Mai, der ledte udvalget, siger Henk van der Liet. Information beklager misforståelsen.

Opdatering: På baggrund af Informations afdækning af anklagerne om plagiat i Marianne Stidsens bog ’Køn og identitet’ har bedømmelsesudvalget ved hendes disputats fra 2015 nu bedt Københavns Universitet køre afhandlingen gennem deres plagiatsystem.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

I Tue Andersen Nexøs anmeldelse af Stidsens kolossale doktorafhandling
(1.300 sider), "Den ny mimesis", beskriver han en kende profetisk, at Stidsen som en anden doktor Frankenstein har skabt et monster :

"Mere grundlæggende skaber Stidsen i løbet af sit værk en art Frankensteins monster – kaldet ’socialkonstruktivisme’ – som ironisk nok ikke findes ude i virkeligheden, og som hun derefter bruger langt tid på at bekæmpe."

(Også noteapparatet var mildest talt vakkelvorent, siger Andersen Nexø i nærværende artikel.)

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2016/01/skaaltale-kampskrift

Nu er virkelighedens doktortitel i vælten på grund af ren og skær misforståelse (eller sjusk?) af citatregler, hvor plagiat er påvist i Stidsens nyeste bog, "Køn og identitet".

Hvor barokt.

Svend-Erik Runberg

Jeg har ikke lod og del i den verserende fejde. Er desuden i tvivl om, hvor meget den interesserer den brede offentlighed.
Dog finder jeg den vigtig: Hele grundlaget for vores almindelige tillid til videnskaben og dens ytringer er årvågne fagfæller, der holder øje med hinanden og tager den akademiske diskussion, når der er mistanke om sjusk / fusk.

Ib Gram-Jensen, Inge Lehmann, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Jørgen Mathiasen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

For én, som har interesseret sig lidt for noteapparater og har deltaget i udvekslinger om den slags, er denne sag ikke uinteressant. Den har umiddelbart to aspekter:

Der hersker ikke nogen konsensus indenfor rammen af den danske offentlighed om, hvordan noteapparater skal udformes, og nu er der åbenbart anledning til indenfor denne ramme at forsøge at nå tættere til en konsensus.

I Tyskland har flere doktorer måttet afgive deres doktortitel fordi noteapparatet ikke var i orden. Mal sehen om det nu breder sig til kongeriget nord for Flensburg.

Svend-Erik Runberg, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Jeg har ikke læst Marianne Stidsens bog og kan derfor ikke vurdere den. De eksempler på “parafrasering”, Information har bragt, tyder på en problematisk kildehåndtering, men det er næppe det, striden reelt handler om. Hvordan kan man fx , som Tue Andersen Nexø gør i sin anmeldelse af samme dames disputats, hævde, at socialkonstruktivismen er noget, MS har fundet på eller postulerer eksistensen af uden hold i virkeligheden?
Balladen omkring Marianne Stidsen handler ikke først og fremmest om akademiske formalia, men om politiske holdninger, og ligesom man bør være åben omkring sine kilder, bør man være det omkring sine motiver.

Eva Schwanenflügel

@ Christian de Thurah

Hvis du læser Tue Andersen Nexøs anmeldelse, som jeg linker til i min kommentar, har han underbygget sin kritik med flere velbegrundede eksempler.

Christian de Thurah

Eva Schwanenflugel (skulle have været med Umlaut, beklager)

Jeg har læst anmeldelsen (men ikke disputatsen!), og det er da rigtigt, at der nævnes eksempler på lige lovlig flotte generaliseringer, som fx at smække Barthes, Foucault m.fl. (og deres danske elever) ind under den samme socialkonstruktivistiske hat og lægge dem den påstand i munden, at ordet skaber virkeligheden. Det, jeg opponerer mod, er påstanden om, at socialkonstruktivismen slet ikke findes, og at ingen mener, at ordet skaber virkeligheden. Jeg har i hvert fald mødt sidstnævnte påstand en del gange i den offentlige debat, og om de, der hævder den, så har den fra franske eller amerikanske tænkere, eller de bare har fået gamle Grundtvig galt i halsen, er egentlig ligegyldigt.
Summa summarum: Jeg påstår ikke, at Stidsen har ret, men at Nexø tager fejl.

Daniel Rasmussen

Syntes det fremgår at der er ment er at ingen i den akademisk debat indtager den position som hun bekriger.

Eva Schwanenflügel

Christian de Thurah
(Skidt med det umlaut, jeg er vant til værre stavninger af mit navn, he he..)

Ok, jeg kan se hvor du vil hen.
Citatet jeg bragte kan misforstås, det er korrekt.

Men læser man hele teksten, synes jeg det fremgår, (som Daniel Rasmussen siger ovenfor), at det Andersen Nexø egentlig påpeger er, at Stidsen tillægger andre forfattere en socialkonstruktivistisk position som de ikke har, hvorefter hun bekriger den.
Med andre ord laver hun stråmandsargumenter.

Det er klart, man ikke kan påstå at socialkonstruktivismen slet ikke findes som teori.