Analyse
Læsetid: 7 min.

Suzanne Brøgger har siden 1973 været et feministisk ikon. Nu er hun kommet i konflikt med sig selv og sin generation

Hvor skal vi placere det feministiske forfatterikon Suzanne Brøgger i nutidens kønsdebat?
Suzanne Brøgger langer ud efter tidligere kolleger på Det Danske Akademi i sin nye bog. På billedet er Suzanne Brøgger fotograferet i 2009 af Informations fotograf Sigrid Nygaard.

Suzanne Brøgger langer ud efter tidligere kolleger på Det Danske Akademi i sin nye bog. På billedet er Suzanne Brøgger fotograferet i 2009 af Informations fotograf Sigrid Nygaard.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

Kultur
15. oktober 2021

Siden Suzanne Brøgger i 1973 udgav Fri os fra kærligheden, har hun været et feministisk forfatterikon, og en af vor tids vigtigste danske forfattere, der beskæftiger sig med kvindefrigørelse, kønskamp og seksualitet. Brøgger har gennem årene fastholdt denne position, og det er derfor interessant at sammenligne debutværket med hendes nyeste udgivelseEn forfatters dagbog 2010-2020. For hvor står Suzanne Brøgger i nutidens kønsdebat?

Den kontroversielle dagbog handler nemlig ikke kun om intriger i Det Danske Akademi. Den handler også om en forfatter, der kommer i konflikt med sig selv og sin generation, når hun forsøger at bringe sin egen dagsorden ind i en tid, hvor #MeToo udfordrer hendes feministiske udgangspunkt. Dagbogen giver et indblik i, hvordan hun opfatter tidens kønsproblematikker før og efter #MeToo.

Siden debutværket Fri os fra kærligheden fra 1973 har Suzanne Brøgger problematiseret samfundets kønsnormer og skabt et sprog, der har lært mange kvinder at stå ved deres egen krop. I værket skriver hun blandt andet om en gruppevoldtægt i Usbekistan, som hun var udsat for som ung. En gruppe politimænd opdagede, at hun gav en mand oralsex i en park, hvilket ledte til, at de på skift bad hende om at gøre det samme ved hver eneste af dem. Hun beskriver voldtægten i ti akter, der rummer hver sin moral, som: »Du skal ikke rejse alene i Sovjetasien og spise en fremmed mands appelsin, hvis du vil være fri for at blive voldtaget«, »når man er naiv, er man selv ude om at blive voldtaget«, »når man ikke engang gør modstand, kan man ikke forvente ikke at blive voldtaget« og endelig, i den sidste akt: »Moral: Ingen«.

Da denne tekst i første omgang blev udgivet, førte det mest af alt til offentlig ydmygelse, slutshaming og sextilbud fra mænd, der opfattede teksten som en slags åbent tilbud. Derfor er det ikke underligt, at Brøgger i En forfatters dagbog 2010-2020 forsøger at finde sin plads i #MeToo-bevægelsen, og at hun søger sammenhænge mellem 1970’ernes kvindeoprør og #MeToo. I dagbogen skriver hun blandt andet: »#MeToo hånes ganske vist for snerpet bornerthed. Ligesom også kvindeoprøret i 1970’erne blev beskyldt for puritanisme, fordi kvinderne begyndte at bære tørklæde og dække håret til og nægte at være sexobjekter.« Og hun konkluderer således: »En visionær feminisme vil i bund og grund altid være optimistisk, fordi tanken er, at verden kan være anderledes.«

Forgænger for #MeToo

Fri os fra kærligheden kan på mange måder betragtes som en forgænger for #MeToo, hvor Brøgger i den føromtalte tekst fortæller om overgreb uden skam og censur, men nægter af den grund at »tage en sæk over hovedet«. De moraler, der er citeret ovenfor, understreger, at ingen handlinger fra hendes side ville have afværget overgrebet, og på den måde talte hun allerede i 1973 ind i de diskussioner, som #MeToo har igangsat. Ud over voldtægten rummer værket en mere grundlæggende kritik af ægteskabet som »den eneste modenhedsmodel, samfundet tilbyder« og en analyse af seksualitetens tilknytning til kapitalismen – et emne, der følger hende gennem hendes forfatterskab, og som hun også beskæftiger sig med i En forfatters dagbog.

I En forfatters dagbog 2010-2020 synes det dog, at Suzanne Brøgger har fralagt sig ønsket om at revolutionere ægteskabet. Det understreges på tragikomisk vis af de mange beskrivelser af, hvordan hun frustreret må stå for hjemmets madlavning hver eneste aften, men dog har gjort det gennem 30 år uden undtagelse, mens partneren ’Z’ står hjælpeløs tilbage: »Jeg har i snart 30 år givet ham varm mad hver dag. Lider aldrig af humørsyge, så han har bare at finde sig i, at jeg en sjælden gang er til ulejlighed for ham, når jeg har besøg af min højtelskede veninde.«

Ikke dermed sagt at Brøggers privatliv dikterer hendes standpunkt i kønskampen, men det er alligevel påfaldende, at kvinden, der i 1973 ville afskaffe ægteskabet, nu udgiver en dagbog, hvor man kan læse om hendes frustration over at skulle tilberede det ene måltid efter det andet. Men samtidig forholder hun sig kritisk til andre emner. Blandt andet reflekterer hun aktivt over, hvorvidt hun har bidraget til den strukturelle racisme gennem sit eget forfatterskab. Hun kritiserer blandt andet børnebogen Min verden i en nøddeskal, som hun skrev tilbage i 1991 for at »lege med stereotype fortællinger« om andre folkeslag, hvorefter hun opremser de forskellige fordomme, som hun skriver om i bogen.

LGBTQ+I

Overordnet har Suzanne Brøggers feministiske agenda primært drejet sig om opgøret med samfundets bærende institutioner, navnlig ægteskabet. Derfor har hun også beskæftiget sig mest med forholdet mellem manden og kvinden, så det er interessant at følge, hvordan hun i dagbogen er i tvivl om, hvordan LGBTQ+I skal passe ind i ligningen. Hun forsøger derfor at årsagsforklare denne del af kønskampen med begrundelser som »Sædelighed er et godt gammelt ord, der sender minder om Den Store Nordiske Krig om seksualmoralen, som nu er blevet global. Hvilke sædelighedsnormer vil gøre sig gældende, de kvindelige eller de mandlige? Kønnene kan ikke enes om det. Derfor er der kommet mange køn.«

Sådan lyder konklusionen, selv om hun få sider forinden har kaldt LGBTQ+I for en »kulturrevolution, der gør op med det binære, dualistiske verdenssyn, hvor alt var enten sort eller hvidt, godt eller ondt« mens hun i samme ombæring indskyder »hvor fjollet det end virker at forstå sig selv som et bogstav«.

Suzanne Brøgger beskriver, hvordan de yngre generationer gennem #MeToo-bevægelsen »raser på en mere radikal måde«, end det oprør, hun selv var en del af, og forsøger gennem det korte dagbogsformat at nuancere de konflikter, som de yngre generationer står over for. 

»Hvis man ikke har lyst, så lyt til naturen. Man behøver ikke købe sexlegetøj, som om man var et barn,« lyder det blandt andet fra forfatterinden. Hun forsøger at samle klimakrise og kønskamp i argumentet om, at vi skal lytte mere til naturen »af hensyn til klimaet, fremtiden«, og altså ikke benytte blandt andet sexlegetøj til at udforske seksualiteten. I samme ombæring nævner hun også, at vi skal »lytte til naturen« hvis man »ikke kan blive gravid som 50-årig. Man behøver ikke købe donorsæd eller at leje en rugemor«, og at man ikke behøver at »købe medicin«, hvis man »ikke kan få en rejsning«. 

Samtykkebegrebet

Efter indførelsen af den nye samtykkelov får også samtykkebegrebet en central plads i Brøggers dagbog. Hun reflekterer over emnet, som er et gennemgående tema i hendes forfatterskab. Hun har ikke kun skrevet om konkrete voldtægter, men er også interesseret i de forhold, der finder sted i »gråzonen«. »’Samtykke’ er jo egentlig et komisk begreb i forbindelse med begæret, som jo ligger et helt andet sted i den menneskelige psyke.«

Sådan skriver hun den 14. juni 2020 og fortsætter, at »Man kunne måske ønske – jeg ved det ikke – at seksualiteten lå på samme niveau som fornuften, men havde dét været tilfældet, var vi nok for længst uddøde som art.«

Afslutningsvist konkluderer hun, at forførelsen ofte finder sted i »gråzonen«, hvilket for hende er et umuligt felt at kontrollere: »Det mest rabiate ved ’samtykke’-begrebet – og det er forventeligt nok kvinden, der skal give sit samtykke – er formodningen om, at der faktisk findes kvinder, som gerne vil: sex.« Brøgger er splittet mellem at bifalde bevægelsen og samtidig være uforstående, fordi samtykkeloven i hendes øjne ikke påvirker det faktum, at sex handler om magt. »Kvinder i al almindelighed var karyatider, der bare skulle bære det hele og føde. Men de kunne bestikkes, tvinges eller lokkes med kys, søde ord og løfter – eller ved simpelthen at være placeret i en ægteseng, hvor det var for besværligt at gøre modstand – og ikke i et kopieringsrum, på arbejdspladsen, hvor man må formode, at spørgsmålet om ’samtykke’ opstår – i hvor mange kopier?«

Dagbogsformatet

Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at Suzanne Brøgger på den ene side gerne vil skrives ind i #MeToo-historien som et fortsat feministisk forbillede, og at hun på den anden side vil bruge dagbogsformatet til at reflektere over tidens kønsdebat oppefra. Dagbogens mange, korte refleksioner over #MeToo og moderne kvindekamp fremstår ofte ufuldendte eller tvetydige. Hun ønsker, at små, konkluderende strøtanker skal tale for sig selv. Det gør de så med det udfald, at hun ikke rejser samme vigtige refleksioner, som hun gjorde i sit tidlige forfatterskab. Til det mangler der mellemregninger og en alvor, som hun mønstrede før i tiden, da hun var en del af kampen, og ikke beskuede den oppefra. Men der er ingen tvivl om, at Brøgger har reelle hensigter, og at hun ønsker at forstå tidens bevægelser. Det bliver tydeliggjort, når hun forsøger at inkludere LGBTQ+I-miljøet i samtidsanalysen, selv om dagbogens korte format givetvis ikke matcher emnets omfang. 

Der er forskel på at udgive et hovedværk som Fri os fra kærligheden eller Creme Fraiche og En forfatters dagbog 2010-2020. Dagbogsformatet tillader netop de ufærdige strøtanker, men det er præcis det, der tydeliggør, at der er tale om en generationskonflikt, og en forfatter, der bare gerne vil samle trådene og få alt til at gå op. Det betyder ikke, at Brøgger ikke længere er et feministisk fyrtårn. Men værket skildrer på interessant vis de spændinger der opstår, når et 1970’er-ikon kastes ind i en tid, hvor alt har ændret sig, siden hun selv satte dagsordenen, og hvor læseren inviteres ind i dagbogens tvivl og selvrefleksion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Morten Lund

En underlig bedrevidende kommentar uden egentlige argumenter end et uudtalt ønske om at nedgøre og korrekse Suzanne Brøgger fordi ‘nu er vi bare blevet mere gennemskuende og indsigtsfuld’. Såååh ?

Torben Morten Lund

En underlig bedrevidende kommentar uden egentlige argumenter end et uudtalt ønske om at nedgøre og korrekse Suzanne Brøgger fordi ‘nu er vi bare blevet mere gennemskuende og indsigtsfuld’. Såååh ?