Vi skal udvikle en socialisme som kan realisere og radikalisere den liberale drøm om frihed, siger Lea Ypi

Vi kender kapitalisten som den tykke mand med stor cigar og høj hat, det er i hvert fald den klassiske karikatur af kapitalisten. Sådan så han ud i gamle dage.

Men den albanskfødte forfatter og politiske filosof Lea Ypi giver os i sin nye bog Fri – At blive voksen ved historiens afslutning en skikkelse, som fortjener at blive billedet på kapitalisten for vores tid:

»Han blev kaldt for ’krokodillen’, fordi han gik med kortærmede trøjer i forskellige farver, som altid havde et krokodillelogo på,« fortæller Lea Ypi.

Han var ansat i Verdensbanken og kom til Albanien efter socialismens sammenbrud, fordi han skulle vise landets ledere, hvordan man gennemførte strukturreformer, privatiseringer og omstilling til markedsøkonomi.

I Vesten ville man have genkendt krokodillen på hans polo som logoet for den franske tøjfabrikant Lacoste. Et symbol på afslappet og cool overklasse i 1990’erne.

Men sådan var det ikke i Albanien dengang, forklarer Ypi:

»Ingen vidste, hvad krokodillen var for et symbol, fordi den slags T-shirts ikke fandtes under socialismen. Folk troede, at krokodillen var et tegn, som skulle minde ham om alle de andre lande, han havde været i.«

’Krokodillens’ borgerlige navn var Vincent Van de Berg og kom fra Holland, men han tænkte på sig selv som kosmopolit. Han var en slags missionær, forklarer Ypi i Fri, men i stedet for biblen havde en lyserød avis, som hed Financial Times, i en lille lædertaske, som også indeholdt en ’roadmap’ for Albanien og bærbar computer.

Et helt nyt og avanceret apparat.

Det var den første bærbare computer, Lea Ypi nogensinde havde set:

»Han havde været i så mange lande, at han ikke kan huske dem fra hinanden, og han havde gjort det samme i alle landene.«

Han var idealist, så sig selv som en moralsk frelser og var helt overbevist om, at han var på den rigtige side af historien. ’Krokodillen’ var en del af det regime fra Verdensbanken og IMF, som i 1990’erne rejste rundt i verden og satte strukturreformer som betingelser for lån og hjælp fra de globale institutioner. Det var det, vi i dag kalder nyliberalismen, han udbredte, og som kom til at sætte betingelserne for globaliseringen:

»Det eneste kriterium, som betød noget for ham, var overgangen til markedsøkonomi. Han var kun optaget af overgangen fra ufrie og tilbagestående omstændigheder til en verden af frihed og åbenhed, frie markeder og fysisk frihed.«

De forskellige landes politiske systemer, deres borgeres forskellige stræben efter frihed og forestillinger om det gode liv. Deres måde at gøre tingene på og deres traditioner. Alt det var for ’krokodillen’ underordnet:

»Han så alle lande som systemer i en overgangsfase. Det eneste kriterium, som var vigtigt for ham, var, hvordan man skulle komme fra de tilbagestående, undertrykkende omstændigheder, som var i landet til en verden af frihed og åbenhed, frit marked og fri handel.«

Ypi husker, hvordan ’krokodillen’ blev modtaget med stor gæstfrihed i det kvarter, hvor hun selv boede. De holdt en fest for ham, introducerede ham for albanske specialiteter og spillede den musik, de selv holdt af. Der blev drukket og danset, og værterne blev ved med at opfordre ’krokodillen’ til at danse med.

Men han blev ved med at nægte at danse. Til sidst tabte den pæne mand hovedet og råbte: »Jeg er en fri mand! Jeg er en fri mand,« og så forlod han den fest, som blev holdt til ære for ham:

»Folk kunne jo ikke forstå, hvordan han kunne reagere på deres gæstfrihed. Han reagerede med fjendtlighed på vores lokale kultur. Og til sidst nåede han et punkt, hvor han oplevede sig selv som offer for et selskab, der var der for at byde ham velkommen,« erindrer Ypi:

»I den situation, hvor de lokale viser deres frihed og deres måde at handle på, viser det sig, at han er helt ude af stand til at tage imod dem.«

’Krokodillen’ forstår og anerkender ikke deres frihed og evne til at handle selv. For ham var frihed at slippe for den og komme tilbage til den situation, hvor han kunne lede dem mod markedsøkonomi.

Personer som er ideer

Mødet med ’krokodillen’ er typisk for Lea Ypis erindringsbog: Bogen er en fortælling om, hvordan det var at vokse op under det socialistiske regime i Albanien, indtil det brød sammen. Og de store politiske ideer bryder direkte ind i den unge Lea Ypis tilværelse.

De ideologier, som vi andre taler om som abstrakte systemer eller fremmede samfund, så Lea Ypi inkarneret i konkrete historier gennem sin opvækst:

»Det skulle oprindeligt have været en bog om politisk filosofi, om forholdet mellem liberalisme og socialisme. Da jeg begyndte at skrive bogen, kom jeg i tanke om eksempler fra min barndom og teenageår. Og de her ideer blev til mennesker, jeg var stødt på i mit liv,« siger Ypi.

Det kan forekomme underligt, at en kvinde på kun 41 skriver sine erindringer. Men det er heller ikke en erindringsbog, understreger forfatteren.

»Jeg tænker ikke på det som en bog om mig selv. Det er en bog, hvor hovedpersonen, som tilfældigvis er mig, er tilskuer og prøver at sætte de begivenheder og ideer, hun har mødt, sammen og skabe mening.«

– Alle hovedpersonerne i din bog repræsenterer hver deres idé om mennesket og politik. Men de har dét tilfælles, at de alle stræber efter frihed – uanset om de er socialister, aristokrater eller liberalister?

»Præcis. Alle karakterne afspejler forskellige ideer om frihed. Også fordi det var sådan, jeg blev formet og lærte at tænke over politiske ideer. De formulerede ikke selv ideerne, det var noget, jeg gjorde bagefter, når jeg havde tænkt over, hvad de havde sagt, og hvad de var forpligtet overfor. Men de afspejler også noget, som jeg er overbevist om og har været det lige siden. At alle mennesker stræber efter det samme, frihed«.

Den måde at fortælle på skaber en kontekst i vores samtaler og forestillinger om de store ideologier, anfører Ypi:

»Min tanke er, at det hele bidrager til, at vi får en forståelse af, hvad vi rent faktisk taler om, når vi taler om ideer, og hvordan de former individets liv.«

Albanien alene i verden

Albanien var, da Ypi voksede op i 1980’erne, fuldstændig isoleret fra resten af verden. Det socialistiske regime var ikke alene i konflikt med Vesten, som blev kaldt det imperialistiske Vesten, men også de store kommunistiske stater Jugoslavien, Sovjetunionen og Kina. Det albanske regime forblev tro mod Stalins ideer, selv efter Sovjetunionen havde forladt dem, og de måtte bryde alliancen med Kina, da også kineserne valgte en reformkurs:

»Da jeg voksede op, var vi helt alene i verden. Vi kunne ikke rejse, vi kunne ikke forlade landet, og kun meget få turister kom til Albanien.«

Ypi lærte i skolen, at Albanien var den eneste stat, som ikke havde solgt ud, opgivet kampen og overgivet sig til imperialismen. Den sidste rigtige socialistiske og anti-imperialistiske stat i verden. Hendes lærer i faget »moralsk uddannelse« i folkeskolen er en anden af bogens ideologiske hovedpersoner. Hun hed Fru Nora:

»Hun troede på socialismen og lærte os hele doktrinen. Hun er det ideologiske modstykke til ’krokodillen’, som hun på mange måder minder om,« fortæller Ypi:

»Hun er også overbevist om, at hun er på den rigtige side af historien. De føler begge en kompromisløs forpligtelse over for deres ideer. De er klar over, at deres ideer har moralske omkostninger, men de har fundet en måde at forsone sig med de omkostninger på. Så de repræsenterer den slags mennesker, som ethvert system har brug for for at opretholde sig selv. De er hverken helt uskyldige eller fuldstændig skyldige.«

Nora havde engang mødt og givet hånd til Enver Hoxha, som var generalsekretær for Albaniens arbejderparti og landets egentlige leder fra 1943, til han døde i 1985. Nora lærte alle eleverne at kalde ham ’onkel’, og den unge Ypi ville meget gerne have et billede af ham derhjemme i ramme, ligesom de fleste af hendes kammerater havde. Men af en grund, som hun først senere forstod, levede hendes forældre aldrig op til deres løfte om at købe det billede til hende. Den unge Ypi var bekymret for, om hendes forældre nu også elskede ’onkel’ nok, men fik at vide, at det var noget pjat, og at hun i hvert fald aldrig skulle lufte den slags fjollede mistanker om sine forældre uden for deres hjem.

Det var Fru Noras højdepunkt i livet, at hun havde mødt Hoxha:

»Hun vaskede aldrig sine hænder, efter hun gav hånd til ham!« erindrer Ypi med et smil, man kan høre over telefonen:

»’Krokodillen’ vaskede hele tiden sine hænder. Han havde også en masse skidt, han skulle have af, fordi han havde ansvaret for alle de menneskelige omkostninger ved strukturreformer, som gjorde folk arbejdsløse og satte dem på gaden i den for ham nødvendige omstilling til markedsøkonomi.«

Et familiedrama

Historien om det socialistiske regime bliver også et familiedrama, fordi begge hendes forældre var dissidenter, som blev nødt til at holde deres virkelige holdninger og deres engagement skjult for deres egen datter for at beskytte hende og sig selv. De talte ofte om folk, de kendte, som havde taget en uddannelse og var blevet ansat på forskellige universiteter. Det gik de meget op i. Og de talte indgående om, hvor længe man skulle blive på universitetet, og om rektor var streng eller forstående.

Lea Ypi anede heller ikke, at hendes egen farmor, som boede hjemme hos dem, var ud af en aristokratisk familie, som havde mistet alt, da socialisterne kom til magten i Albanien. Det var lidt mærkeligt, syntes hun, at farmoren kun talte fransk. Og det var noget, Ypi blev drillet med af sine kammerater, da hun var barn, men hun tænkte ikke videre over det. Hun blev også drillet med, at hun havde det samme efternavn som Xhafer Ypi, der i en kort periode i 1922 var højreradikal premierminister i Albanien, men hendes forældre forsikrede hende, at det var et helt tilfældigt sammenfald af navn. De havde ikke noget med ham at gøre.

Da det socialistiske regime faldt sammen, fortalte forældrene Ypi sandheden om deres familie. Det var hendes oldefar, som havde været en fascistisk leder i landet. Når de havde talt om venner, som kom på universitetet, handlede det i virkeligheden om folk, som var blevet sendt i fangelejrene, og ’rektorerne’ var fangevogtere.

– Du er vokset op med en alliance med regimet, som dine forældre ikke delte. Og du er vokset op med et helt system af usandheder fra dem, som du havde mest tillid til i verden. Hvad betød det for dit forhold til dem, da du omsider fik den rigtige historie?

»Da de fortalte mig sandheden i 1990’erne, tog det mig et stykke tid at vænne mig til. Først troede jeg ikke på det. Efterhånden som jeg så begyndte at tro på det, undrede jeg mig over det. Fordi jeg havde arvet alle de her kategorier fra socialismen om, hvordan rige mennesker ser på verden, og hvordan de udnyttede de fattige. Hvorfor gjorde de det?«

Men farmoren forklarede den overvældede Ypi, at godt nok havde familien været privilegeret, men de havde også altid været venstreorienterede. Så hun var trods alt ikke vokset op blandt ideologiske fjender:

»Jeg tror, at det vigtigste var, at jeg var vokset op i en familie fuld af kærlighed. Du har ret i, at jeg voksede op i et net af løgne. Men når jeg vidste, at jeg var elsket, kunne jeg også forstå, at de gjorde det, fordi de ville beskytte mig mod en sandhed, som ville have været en trussel mod mig i en meget ung alder.«

– Din bog er solidarisk med alle karakternes ideer og aspirationer. Men din farmor fremstår som bogens helt – hvorfor?

»Hun præsenterede mig for en forestilling om frihed, som er den, jeg er filosofisk mest tiltrukket i dag. At alle mennesker har kapaciteten til at handle moralsk. Uanset hvilke meget begrænsende omstændigheder, du lever under, er der en moralsk kerne i hvert enkelt menneske.«

Ypis farmor var selv et forbillede for den praksis. Hun voksede op i en aristokratisk familie i det ottomanske rige, ankom til Albanien som tyveårig, arbejdede som rådgiver for premierministeren, og til et bryllup hos landets konge møder hun sin kommende mand, Lea Ypis farfar. Men fordi den politiske magt skifter, bliver hendes mand bliver fængslet i 15 år, så hun bliver enlig mor. Hun bliver sat til tvangsarbejde:

»Hun mistede ikke bare sine privilegier og blev adskilt fra sin mand og sin familie. Hun mistede også fornemmelsen af, hvem hun var, på grund af de dramatiske og radikale forandringer i sine livsomstændigheder. Hun var selvfølgelig et offer, men hun tænkte ikke på sig selv som offer,« forklarer Ypi:

»Hun kunne stadig se et spillerum for sig selv og se muligheden for forandring. Hun er en vigtig figur for mig, fordi hun demonstrerede den styrke og viste, at der uanset omstændigheder er en kerne af moralitet i hvert eneste mennesker, som altid vil skinne igennem. Den kerne er for mig det sted, hvor den sociale kritik begynder, og hvorfra du giver retning og mening for dig selv og kampen for det samfund, som du vil leve i.«

Lea Ypis socialisme

Lea Ypi voksede op med en socialisme, som terroriserede hendes familie. Bagefter oplevede hun en liberalisme, som rev hendes land i stykker. Hendes egen far blev direktør på havnen og sat til at gennemføre strukturreformerne:

»’Krokodillen’ blev min fars chef og satte ham til at fyre en stor gruppe romaer, som mistede deres livsgrundlag. Det belastede min far helt forfærdeligt.«

Ypi forlod Albanien, da hun blev 18 og vendte aldrig tilbage. Hun rejste til Italien for at studere og blev del af en marxistisk studiekreds. De unge vestlige, venstreorienterede forklarede, at der absolut ingen sammenhæng var mellem de marxistiske ideer, som de dyrkede, og de historiske erfaringer med marxismen i Albanien, Jugoslavien, Kina og Rusland. Den opfattelse opponerede Ypi imod:

»Man kan ikke sige, at de her systemer udelukkende slog fejl på grund af de mennesker, som skulle realisere ideerne. Og hvis du siger, at de intet har at gøre med din egen idé om socialisme, lærer du ikke noget af de historiske erfaringer overhovedet.«

»Min egen socialisme er forskellig, fordi den er et forsøg på at bygge på erfaringerne fra både socialisme og liberalisme – i stedet for at afvise den. Jeg har selv gennem mit liv set, hvordan der både inden for socialisme og liberalisme er en tendens til at sige, at alt det, der ikke levede op til vores idealer, når de har været prøvet af i virkeligheden, bare skyldes, at folk ikke har været tro over for ideerne. Og det er tåbeligt, fordi historien er en kilde til historisk og moralsk lærdom.«

– Du har levet under den undertrykkende socialisme, du har oplevet en ødelæggende liberalisme. Hvorfor er du socialist?

»Jeg er socialist, fordi jeg går op frihed, ligesom en masse mennesker gjorde det i Jugoslavien både under kommunisme og liberalisme. Jeg tror på, at der er noget i det socialistiske ideal om frihed, som realiserer de liberale idealer om frihed, radikaliserer dem og gør dem mere åbne og nærværende for alle.«

Og så er Ypi optaget af socialismen som en kritik af det kapitalistiske samfund, vi efterhånden alle sammen lever i. Den verden, som er blevet opbygget og udbredt af ’krokodillen’. Det er ikke en socialisme, som stiller sig i radikal opposition til liberalisme, og heller ikke en indstilling, som forkaster den opfattelse af frihed, folk med andre holdninger har. Man kan sige, at hun tror på socialismen som den idé, der kan realisere drømmene hos alle de idékarakterer, hun har genfortalt i Fri. Den er et forsøg på at tænke Kants moralske kritik og Marx’ sociale kritik. Og på at udfolde arven fra Lea Ypis aristokratiske farmor:

»Vi skal udvikle de her ideer,« siger hun:

»Vi skal bringe dem sammen og trække på al den viden og de erfaringer, vi har. Ikke kun filosofisk, ikke kun politisk, ikke kun socialt, men også historisk.«

Og det er med den indstilling, at Lea Ypi, der voksede op med den overbeviste socialist Fru Noras moralske opdragelse i Albanien og bagefter mødte ’krokodillens’ nyliberalistiske evangelium, i dag står som professor på London School of Economics og underviser de næste generationer. I frihed.

Dette er en redigeret version af en samtale som blev gennemført over telefon 26.oktober.