Vejen til læsernes hjerter gik hos Anders Bodelsen via de nære, genkendelige ting

Ved meddelelsen om forfatteren Anders Bodelsens død i søndags, 84 år gammel, sendes tankerne uvilkårligt langt tilbage i tiden, til en række intense læseoplevelser, som alle sammen indfandt sig i sidste halvdel af 1960’erne og de første par år af 70’erne. I dette tidsrum realiserede og udfoldede han nemlig sit eminente fortælletalent, og dengang kunne det ofte virke, som om han var nøjagtig den forfatter, tiden havde brug for.

Vi taler her om novellesamlingerne Drivhuset (1965) og Rama Sama (1967), spændingsromanerne Tænk på et tal og Hændeligt uheld (begge 1968), science fiction-romanen Frysepunktet (1969), de kuldslåede krisenoveller i Hjælp og hans løsslupne, overraskende eksperimenterende metaroman Straus (begge 1971) foruden romanen Bevisets stilling (1973) om en taxachauffør, der anklages for et mord, han ikke har begået. Her viste Anders Bodelsen sig som en stilsikker realist, især påvirket af britiske og amerikanske forbilleder, men også som en etisk og moralsk forpligtet forfatter, der altid ville noget med sine bøger: holde et spejl op for sin samtid, fremstille problemer, læseren kendte fra sig selv – eller omvendt grave ned under overfladen til dulgte følelser, længsler og drømme, man som læser ikke vidste, at man bar på.

Hans personer blev derfor ofte fortidsløse, lidt glatte og nøgne: Det var kun en fordel, hvis læseren kunne identificere sig med dem. Ellers hang man jo ikke på, når figurer pludselig kom i krise, i knibe, i skred. Midlet til at etablere kontakt mellem læser og karakterer blev da heller ikke lange, udførlige tilbageblik, men snarere tingsverdenens og lokaliteternes fakticitet – som når han beskrev fjernsynets flimren og henlagde handlingen til Nærumvænge Torv, et ikonisk Velfærdsdanmarks-eksteriør.

Bodelsens forfatterskab tæller i alt omkring 40 titler – spændende vidt og foruden voksenbøgerne omfattende spændingsromaner for børn. Han skrev radio- og tv-spil, anmeldte film, motorcykler, biler. Skrev kronikker, deltog ofte i den offentlige kulturelle og politiske debat. Men hvad der især huskes, er bøgerne fra den storhedstid, hvor han fik prædikatet »velfærdsstatens unge forfatter« takket være sine skarpe, psykologisk præcise skildringer af hverdagsmenneskets sociale og mentale situation i efterkrigstidens Danmark.

Lad os fra Drivhuset tage novellen »Alt er tilladt«, hvor den lidt forsagte jegfortæller, en dreng fra Københavns nordlige forstæder, tager ind til byen for at fejre efterårsferien og slår følge med den friere og frækkere kammerat Jakob, som tør alt det, fortælleren ikke tør, fordi han ved, det er helt forkert: ryger ude på åben gade, ridser i en Jaguar på en biludstilling, stjæler en bog i en butik – alt imens han docerer, at alt er tilladt, eftersom regler og love bare er noget, nogen har fundet på … Til sidst befinder de sig på toppen af en nybygning, hvor Jakob løsner en betonplade for at skubbe den i hovedet på én eller anden tilfældig menneskeprik på gaden, en »myre« eller »amøbe« dernede.

Pludselig får vennen overbalance og falder ud over tagets kant, men hager sig fast og råber: HJÆLP MIG. Og selvfølgelig hjælper fortælleren ham op, selv om han kunne have ladet ham falde med et ’én prik mindre’ eller ’alt er tilladt’. For selvfølgelig er vi hinandens skæbne og har et ansvar for hinandens liv. Sådan set en enkel, ægte, gyldig løgstrupsk konklusion. Alligevel nægter novellen at slutte som en spejderhistorie:

»Se, spejderhistorier handler altid om forandringer, om drenge der bliver forandret. Min handler faktisk om det modsatte. Jakob forandrede for det første ikke mig ved at fortælle mig, at der ingen love var og alt var tilladt. Han overbeviste mig, og det mærkelige er, at sådan set er jeg stadig overbevist. Men han forandrede mig ikke.«

Heller ikke Jakob forandrede sig forresten. Han forblev den samme på overfladen velopdragne, men på bunden kyniske nihilist. Han tager »den bedste eksamen der nogensinde er taget fra vores skole«. Og så vidt fortælleren til allersidst ved, »venter man sig meget af ham i centraladministrationen«.

Med dette afsluttende svirp får novellen med ét adresse til samtid og samfund, men peger desuden videre mod alle de tekster, hvor Bodelsen enten skildrer karriere- og magtmennesker uden følelser såsom skam eller skyld eller analyserer personer, der kæmper med ensomhed, utilstrækkelighed og ubestemte savn, og som derfor kuer og ødelægger sig selv, hvis de da ikke foretager »forkerte« valg med fatale konsekvenser – som bankfunktionæren Borch i Tænk på et tal, ham, der begår det røveri, den falske julemand var lige ved at begå, og den nyudnævnte underdirektør Henrik Mørk i Hændeligt uheld, ham, der i spirituspåvirket tilstand kører en gammel mand ned og hurtigt må indse, at hans liv aldrig mere bliver det samme.

En anden af de historier, som gennem årene er blevet ved med at spøge, er novellen »Skygger«. Den står i Rama Sama og handler om en kvinde omkring de 40, som hører sine piger lege ude i haven og kommer til at tænke på engang, da hun som ung tandlæge kom ud for en patient, i hvis mund hun igen og igen borede på en tand, som i virkeligheden var rask. Bag ved denne mystiske grå mand lurer erindringen om en seksuel krænkelse eller et voldtægtsforsøg, men også morens død og kampen for at opnå tandlægefarens accept. Alt sammen fortættes dette i billedet af tanden, som repræsenterer hende selv, hendes egen udsatte psyke: »og netop da var det som om nogen – ganske let – skrabede hen over tingenes, også hendes egen, emaillehårde og normalt uigennembrydelige overflade, og hun havde mærket, at overfladen kun var overflade og ikke gik hele vejen igennem som hun altid havde troet; og under overfladen var hun stødt på et gråt stof, hun havde set ind i tingene og sig selv og mødt noget dødt, en ked-af-det-hed, som hun forstod måtte omfatte alt«.

Her sammenføjes tre tunge hovedtemaer i forfatterskabet: Overgangen fra barn til voksen. Fortiden, som aldrig vil høre op, men hele tiden trænger sig på. Og den konstante, præstationsangste kredsen om egen uformåenhed. Men læg mærke til stilen, dens sensitivitet, dens uro, dens ligesom søgende karakter – træk, som man tit har været tilbøjelig til at glemme, når ophavsmanden skulle rubriceres som en lidt ufarlig systemkonform eller sågar »kapitalaffirmativ« nyrealist på linje med kollegerne og vennerne Christian Kampmann og Henrik Stangerup med Hans Hertel som den faste reklamemand.

Venstrekritikken havde i 1970’erne travlt med at lamentere over Anders Bodelsens altovervejende psykologiske tilgang, både når han opererede i det individualpsykologiske felt med tidlige traumer fulgt af senere ambivalenser i voksenlivet, og når han gik socialpsykologisk til sine personer ved at placere dem i mere eller mindre uigennemskuelige rollespil. Han blev anklaget for udelukkende at forholde sig til overfladefænomener og bedrive symptomanalyse i stedet for at skære igennem og erkende, at hans personers problemer i sidste ende skyldtes systemet, altså kapitalismen. Galt var det desuden, at han tematiserede intimsfære- og cirkulationssfæreerfaringer frem for litterært at opsøge produktionssfæren og vælge arbejdspladsen som scene. Og som professorsøn fra Ordrup virkede han yderligere, ulykkeligvis, prædestineret til som forfatter at holde sig til »de uddannede mellemlag«.

Hvor meget han lod sig gå på af alt dette, skal ikke kunne siges. Men det er en kendsgerning, at han indtil omkring 1980 fastholdt sit tag i det store, brede publikum ved at krydse frem og tilbage over grænsen mellem fin- og populærkultur. Mod den førstnævnte pol orienterede han sig i den moralsk sindede generationsskildrende dobbeltroman om to unge fyres opvækst og karriere De gode tider & År for år (1977-78) og den bekymrede samtidsskildring Over regnbuen (1982), om et dansk par, som flygter fra krisen ved at emigrere til Australien, alt imens datteren hos sin mormor får forbindelse til de gode gamle faste værdier. Modsat benyttede forfatteren sin sikre flair for velkalkuleret spænding i Domino (1984) om overvågning og Revision (1985) med afsæt i dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.

Fra Bodelsens sene forfatterskab er der grund til at fremhæve novellerne i Varm luft (2009), bogen, hvor han omsider fik udnyttet en mangeårig research om skandalen i Nordisk Fjer og desuden satiriserede over en it-svindler, Steen Baxter, brevromanføljetonen Den åbne dør (1997) fra DSB’s passagermagasin samt måske især novellesamlingen Jeg kommer til at løbe (1987), hvor sansen for den symbolskladede detaljebeskrivelse fejrede triumfer helt på linje med, hvad man nød i fulde drag i anden halvdel af 1960’erne. Karakteristisk er her teksten »Ballast« om et ældre ægtepar, som i Den Blå Avis har annonceret indbo til salg. En nydelig ung mand dukker hurtigt op og køber deres radio. Og inden han sidst på dagen vender tilbage, har Helga og Jørgen stillet en del effekter frem:

»De har lagt ting på spisebordet, på sofabordet, på chatollets plade. Her står brødristeren, som brændte brødet til kul i stedet for at lade det springe op. Kameraet man ikke længere kan få film til, komplet med læderetui, filtre, modlysblænde og brugsvejledning. Vækkeuret med det drønende værk og de selvlysende tal. En stabel plader den nye grammofon ikke kan spille. Resterne af det gamle Aluminia-stel. Højfjeldssolen som skulle varmes op i fem-ti minutter før man tændte den ved at kippe det sydende og spruttende lysrør.«

Da den unge mand har betalt kontant og er kørt med tingene, føler Helga sig let og svævende, en fornemmelse, der holder sig aftenen igennem, ja, holder endnu, da de er gået til ro:

»Jørgen sover før hun, og nu ligger hun i sin seng og føler at hendes krop intet vejer mod madrassen. Hun er en ballonskipper som har kastet sin ballast. Hun ligger udstrakt på et flyvende tæppe. Sejlende glider hun op i den tomme søvn.«

Tillad en gammel Bodelsen-fan at udtrykke det håb, at forfatteren til sidst følte sig let. At han havde fået sagt, hvad han ville – han, for hvem vejene til læsernes hjerter gik via de nære, de genkendelige ting.