For 150 år siden startede Brandes det moderne gennembrud. Vi hylder ham ved at gentage hans greb

Georg Brandes’ indledningsforelæsning ligger som en konstant undertekst under hele dette essay. I denne iscenesættelse tager jeg Brandes’ egne ord og vendinger i munden, indimellem som direkte gengivelser, indimellem som parafraser. Man kan sige, at jeg har villet undersøge, hvor langt man kunne komme med Brandes’ tekst i en nutidig sammenhæng.

Idet jeg slår denne streng an og indleder denne række af essays, føler jeg en trang til at bede om overbærenhed. Det er første gang, jeg gør forsøget, og jeg medbringer på forhånd den fulde indsigt i det nærmest umulige i foretagendet. Mine evner og kundskaber kan let komme til kort over for så omfattende et materiale. Med hensyn til mine grundanskuelser, mine ledende grundsætninger og ideer, forlanger jeg dog ingen overbærenhed.

Hvad der i den sammenhæng måtte provokere, vil ikke blive forandret. Jeg anser det for en pligt og en ære at hylde de principper, som jeg bekender mig til, troen på den frie tanke, litteraturens uafhængighed og samtidig evne til klargørende at belyse en større samfundsudvikling. Efter disse indledende ord, sagt én gang for alle, er det på tide at komme i gang.

Min hensigt med det arbejde, jeg her begynder, er den: gennem studiet af visse hovedbevægelser i den europæiske litteratur at give grundridset til en psykologi af sidste halvdel af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede. Der er ikke tale om et fuldbyrdet portræt af perioden, men netop om et udkast, der kan invitere andre til at gå på opdagelse, supplere og færdiggøre portrættet. Årene 1968, 1989, 2001 og 2015, der hver især betegner et europæisk vejrskifte, er knudepunkter for min undersøgelse.

Tidsrummet fra 1968 til i dag frembyder billedet af mange spredte og for hinanden tilsyneladende uvedkommende litterære bestræbelser og særsyn. Den, der forsøger at fæste øjet på hovedstrømningerne i litteraturen, opdager, at bevægelserne kun vanskeligt lader sig føre tilbage til én hovedrytme med dens ebbe og flod, men tværtimod forgrener sig i et virvar af bifloder og i flere tilfælde også ledes tilbage igen til udspringet. Det kunne eksempelvis være historien om, hvordan ungdomsoprøret og frihedsbestræbelsen fra 1968 slår om i sin egen modsætning og bliver til ufrihed, eller hvordan håb og idealer fra den frie verden efter 1989 forvandles til nyt europæisk ressentiment.

Europæisk litteraturs krigserfaring

Den centrale genstand for denne række af essays er, hvorledes en europæisk ombrydningstid fra midten af 1960’erne og forvaltning af en krigerisk og voldelig fortid kommer til udtryk i litteraturen. Disse historiske begivenheder er efter sit væsen europæisk og kan kun forstås ved en betragtning, der går på tværs af sprogområder og nationallitteraturer. Det er derfor en sådan, jeg vil forsøge, idet jeg bestræber mig på at identificere de hovedbevægelser i den europæiske litteratur, som i dette tidsrum er de vigtigste. Den tværgående litteraturbetragtning har ydermere den fordel, at den prioriterer den påvirkning, der går mellem forfattere på tværs af tid og sted over nationallitteraturen.

Et folks litteratur fremstiller, når denne litteratur er fuldstændig, dets anskuelser og følelsers historie. De store europæiske litteraturer indeholder således et tilstrækkeligt antal dokumenter til, at man ud fra dem kan bestemme, hvorledes de enkelte landes folk i en given periode har tænkt og følt.

En sådan undersøgelse kan ikke med rimelighed overføres på en litteratur som vores egen. At studere det danske folks følelsesliv igennem den er ikke i samme grad muligt, dertil findes der for mange lakuner. Der gives perioder i vores historie, der ikke i samme grad har givet sig til kende ved digteriske eller sjælehistoriske mindesmærker af betydning, og som rækker ud over vores eget lille land. Hvad der i sådanne tider er blevet tænkt og følt, er ikke i alle tilfælde blevet fastholdt i litteraturen.

Men dernæst har det været vores lille og afsidesliggende fædrelands skæbne, at det ikke på første hånd har frembragt nogen stor europæisk idébevægelse. Vi har ikke givet stødet til de store forandringer, vi har snarere undergået dem, hvis vi ellers har undergået dem. Vi har de store ideer fra landene omkring os. Vi har som følge heraf tænkt og følt på anden hånd, svagere og mattere end andetsteds. Vi trækkes ganske vist via den tyske besættelse ind i verdenskrigen, men vi gør kun i begrænset omfang modstand, ligesom vi mærker følgerne af krigen i svagere grad end de omkringliggende lande.

Vi har ikke mærket totalitarismens nye kvælertag i de østlige dele af Europa. Vi får ungdomsoprøret fra Frankrig og gør det hurtigt til vores eget. Når Jerntæppet falder, tager vi nok del i euforien over det forenede Europa, men vi skærmes for de værste effekter af det følgende tilbageslag i form af ny nationalisme på Balkan og senere i Østeuropa. Migrationsstrømme fra syd rammer også os, men kun som svage bølgeslag mod vores fjerne kyster.

Den identitetsmæssige hjemløshed forblev ukendt for os, vi tog kun i begrænset omfang del i krigene, hverdagsrevolutionen tog vi til os med stor entusiasme, men også med snæver forankring, ligesom de store civilisatoriske sammenstød kun i begrænset omfang blev del af vores romankunst.

En ny verdens opgør

Den nye verden efter Anden Verdenskrig er grundlagt på et opgør med fascismen, nationalismen, den gamle verdens ulighed og uretfærdighed, en konservativ moral og etablerede institutioner. Den gamle verdens nederlag blev således fundamentet, som vores vestlige demokrati bygger på. Den forudgående katastrofe havde en civiliserende og formativ kraft, sådan som det er blevet håndfæstet i fælles aftaler, menneskerettigheder og universelle principper.

Alle ved, hvilken revolutionær bevægelse der fra midten af 1960’erne brød ud over verden, og hvilke følger den fik i politik og kultur. Også her i landet. Den accelererede en afsked med den gamle verden. Det er en periode på den ene side kendetegnet ved økonomisk vækst, demokrati, velfærdsstat og større social lighed og på den anden kulturel og personlig frigørelse.

Således lyder guldalderfortællingen om den vestlige verdens sejrsmarch og optimistiske fremtidstro. Her får litteraturen en anden rolle og betydning end tidligere tiders. Individets frisættelse fra traditionelle samfundsinstitutioner og autoriteter er stadig et projekt for litteraturen, i utopisk grad i den østlige del af Europa, men også på et mere individualistisk plan i den vestlige. Men der føjes også andre aspekter til. Litteraturen er ikke længere kun en frigørelseshistorie, for fremskridtet og den nye orden bygger også på nye eksklusioner, fortrængninger og ubearbejdede traumer i vores kultur, som i særlig grad bliver et anliggende for litteraturen. Og efter årtiers vækst og reformer kom også reaktionen og krisen i form af social uro og de negative effekter af netop moderniseringsprocessen og den store fremtidsoptimisme.

Selvopgøret i Europa var i gang. Det naturgrundlag, vi baserede vores vækst og civilisation på, kom under ekstremt pres. Vi regnede nationalismen som et overvundet stadium, men den bekvemmede sig til at vende stærkt tilbage overalt i Europa. Nok blev de autoritære diktatorer efterhånden afsat, men de er vendt tilbage i skikkelse af ’stærke’ mænd og karismatiske ledere. Vi mente at have gjort op med racisme, udbytning og undertrykkelse, men den har meldt sig som ikkesonet og ubearbejdet koloniarv. Fremskridt i ligestilling og anerkendelse af minoriteter er flere steder gået tilbage.

Efter 2001 gik vi i krig for ’friheden’ ude i den store verden, men blev indadtil både ramt af terror og tab af hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder. Ja, selv frigørelsen viste sig primært at være en privilegeret gruppes og mødte sin egen modsætning. Den universelle ret, som hver enkelt kunne påkalde sig i sin selvrealisering, viste sig ikke at være lige fordelt på køn, klasser og racer. Forestillingen om individets frihed og universelle værdier blev mødt af identitetspolitik.

Fem litteraturbevægelser

Man må ikke misforstå mig, som betragtede jeg reaktion som ét med tilbageskridt. Langtfra! En sand, udfyldende og irettesættende reaktion kan også være et fremskridt. Det ved vi ikke mindst fra Hegels historiefilosofi. Dialektikken og ambivalensen bringer verden fremad. Reaktionen og den radikale kritik er med til at oplyse om samfundenes skyggesider og tilbageslag, som historien med tiden vil søge at korrigere.

Nu vil jeg derfor beskrive en historisk bevægelse. De fem forskellige litteraturbevægelser, som jeg i de kommende uger vil fremstille, har ikke karakter af et drama i fem akter med det velorganiserede forløb af anslag, konflikt, krise, omslag og afgørelse. Sådan kunne man muligvis tidligere bedrive litteraturhistorie. De bevægelser, jeg vil beskrive, er derimod mere at sammenligne med et af de kort, man kender fra de store luftfartsselskaber, hvor europakortet tegnes op via de forbindelseslinjer, der trækkes mellem de enkelte destinationer. Og til det kort skal man desuden simulere tiden som den ekstra dimension, der ikke kan tegnes på noget tredimensionelt kort. For hver ny bevægelse kan der tegnes sådan et nyt kort over Europa.

I den første bevægelse, emigrantlitteraturen, beskrives hjemløsheden som en eksistentiel erfaring på tværs af landegrænser og kultur, der udfordrer og ændrer nationallitteraturerne. Den hjemløshed er opstået som følge af reorganiseringen af det europæiske landkort efter Anden Verdenskrig og viser sig i to faser som henholdsvis ’den indre emigrant’, der kommer inde fra Europa, og ’den ydre emigrant’, der kommer til Europa udefra.

I den anden bevægelse, hverdagsrevolutionen, beskrives den revolutionære strømning, der fra slutningen af 1960’erne brød ud i store dele af verden med henblik på oprør mod gamle institutioner og frisættelse af individet fra gamle autoriteter, bevægelsens indre dilemmaer og endelig dens forvandling af centrale læresætninger til deres modsætninger: Frihed bliver til ufrihed, selvrealisering til tragisk narcissisme som et udtryk for vores vestlige civilisations fuldbyrdelse og samtidige sammenbrud.

Den tredje bevægelse, den centraleuropæiske skole, udgøres af de forfattere, der i nyere tid med et utal af forgreninger bygger videre på arven fra den centraleuropæiske romantradition gennem at fastholde et stædigt fokus på det menneskelige i en historisk foranderlig verden.

Besindelsen og den europæiske erindring og bearbejdning af fortidens gerninger udgør den fjerde bevægelse, erindringslitteraturen, et vigtigt korrektiv og vigtig forudsætning for, at den europæiske kultur kan komme videre ved at se sin egen fortid i øjnene.

Den femte bevægelse, engagementet, genfortolker traditionen for det europæiske humanistiske engagement fra eksistentialismen og sætter det i scene i det omskiftelige Europa, efter omvæltningerne i 1989 kulminerende i tilnærmelsen til en ny naturpagt.

Vi skal af disse komplekse bevægelser uddrage en lære.

Brandes’ timing

Tillad mig dog forinden at træde et lille skridt til siden. Lad mig først minde om, at forsøget på at gøre status og uddrage en lære for os selv første gang blev gjort af Georg Brandes, da han for præcis 150 år siden, den 3. november 1871, betrådte talerstolen på Københavns Universitet og holdt sin første forelæsning om ’Hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur’. Resten er europæisk ånds- og litteraturhistorie: Det moderne gennembrud, hvor dansk litteraturs tilbageståenhed og forsinkelse i løbet af en kort og intens periode blev indhentet og igen ført tilbage på europæisk hovedspor.

Om det primært var takket være Brandes’ litteraturhistoriske pionerindsats, eller om han blot havde lagt øret til skinnerne og hørt det moderne gennembruds tog komme rullende og derfor skyndt sig at forudskikke det, der allerede var i sin vorden, strides de lærde stadig om. Under alle omstændigheder var hans timing og kulturpolitiske performance uforlignelig.

Brandes’ hovedstrømsforelæsninger er såvel dansk som europæisk litteraturhistorie. Og den er måske i det hele taget den største begivenhed i dansk litteraturhistorie nogensinde. Den har siden formet vores syn på litteraturen, både hvad angår den komparative metode, der har dannet skole på de danske universiteter og i litterære forskningsmiljøer, og hvad angår dens politiske betydning, hvor litteraturen bliver målt på dens evne til at sætte problemer til debat.

Man kan også bemærke, at der går en lige linje fra Brandes’ anklage i 1871 om, at dansk litteratur i det 19. århundrede var sunket sammen i en døs og hendøen til Torben Brostrøms programskrift »Det umådelige mådehold« fra 1959, hvor han går i rette med den forudgående Heretica-generations forfattere, som mandeklubben, Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig, Paul la Cour og Martin A. Hansen, der bliver beskyldt for aldrig for alvor at have taget den internationale modernisme til sig. I lighed med Brandes 87 år tidligere mente Brostrøm, at den danske efterkrigslitteratur led af nationalt mådehold og provinsialisme og var degenereret i elegier på den ene side og landsbyidyl på den anden. Og han krævede, ligesom Brandes, at dørene i det danske litteraturhus blev slået op ud mod den store verden, og at dansk digtning fandt et udtryk og et indhold, der var på højde med tidens erkendelsesmæssige niveau.

Kritikken blev ydermere fordoblet eller udfordret, da de såkaldte konfrontationsmodernister anført af Brostrøm i ledtog med – endnu en mandeklub– forfattere som Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo, Ivan Malinowski og Jørgen Sonne af de såkaldte Arena-modernister som Peter Seeberg, Poul Vad, Jens Smærup Sørensen, Henrik Bjelke og Peer Hultberg, der alle var vendt mod et københavnsk parnas og med en tydelig centraleuropæisk forankring, blev anklaget for at være dansk forankret, kulturradikal og fokuseret på velfærdsstaten.

Nu var det de ellers så progressive konfrontationsmodernister, der var blevet de døsige reaktionære og uden europæisk udsyn.

Hvor er vi i dag?

Der har været mange danske litteraturdebatter siden Brostrøms berømte livtag med Heretica og konfrontationsmodernisternes forsøg på at føre litteraturen sammen med debatten om velfærdsstaten, men fælles for dem er, at de hver især er partikulære, danskfokuserede og ikke forpligtet på en større europæisk sammenhæng.

Og lad mig så komme tilbage på hovedsporet og spørge, hvor vi så er henne i dag? Er vi fortsat 40 år tilbage for resten af Europa, sådan som Brandes polemisk fastslog i 1871?

Den danske litteratur har fra slutningen af 1960’erne ingenlunde befundet sig i en hendøen. Tværtimod væder den i perioden sine rødder i andre frugtbare egne og udvider betragteligt sit territorium. Andre medier og produkter fra massekulturen indoptages, og litteraturbegrebet bliver udvidet. Litteraturen tager aktivt del i den definitive afsked med en traditionel dansk monokultur og et borgerligt dannelsesideal til fordel for større kompleksitet og mangfoldighed, hvilket også kendetegner den definitive omkalfatring af Danmark fra landbrugssamfund til højtspecialiseret velfærdsstat.

Ideen om et centrum eroderer, og i stedet for et egentligt hovedspor får vi et uoverskueligt fletværk. Dansk litteratur bliver bedre til at optage andre perspektiver og erfaringer og spaltes i det hele taget ud i et mylder af bevægelser og retninger. Den nye mangfoldighed siger dog ikke noget om manglen på tilegnelse af fremmed tankegods og åndsliv.

Det gælder fortsat, at en litteraturs levedygtighed viser sig i, at den sætter problemer under debat. Således sætter for eksempel i periodens europæiske litteratur Svetlana Aleksijevitj naturpagten under debat, Michel Houellebecq frigørelsens omvending i ufrihed, Salman Rushdie multikulturalisme, Agotá Kristóf krig og knægtelse af det individuelle, Imre Kertész holocausts sammenhæng med vestlig civilisation, Marguerite Duras koloniarv og krig, Doris Lessing samfundsforholdene, Orhan Pamuk religionen, Elsa Morante og W.G. Sebald vestlig erindring og historieskrivning.

At en litteratur ikke sætter under debat, er det samme, som at den er i færd med at tabe betydning. Det gælder for den danske litteratur i perioden, at den momentvist sætter problemer under debat og tager del i udviklingen og i den fælleseuropæiske samtale, men at den i høj grad overlader det til andre at sørge for nye impulser.

Danske forsinkelser

Hvis et samfund primært udvikler sin litteratur i en reaktion på den forudgående periodes nationallitteratur, så kan der godt opstå god litteratur, men også en række huller. Vi er i Danmark berørt af de samme store bevægelser og forskydninger som de store lande, men ofte med nogen forsinkelse og med lakuner i det komplette billede. Vi står stadig i et vist omfang forsigtigt ved bredden af det store hav og betragter ængsteligt de afgørende dagsordener og hytter vores egen nære virkelighed. Der er masser af mod og frisind i den danske litteratur, men der behøves mere. For når det manglende udsyn og den direkte berøring med de store problemer trænger nye tanker tilbage, da kræves der hos dem, der ellers formår at bibringe litteraturen nyt blod, helt særlige egenskaber.

Mange store begivenheder i vores fortid sætter sig ikke dybe spor i vores litteratur og giver ikke signalet til store litterære omslag. Eller det føles mere tilfældigt, når de gør. Der er ingen tvivl om, at Tage Skou-Hansens romanserie om Holger Mikkelsen (1957-2000) har sat et varigt spor i den danske litteratur og er et eksempel på bearbejdningen af besættelsestiden, ligesom Thorkild Hansen med sin slavetrilogi leverer et forholdsvist tidligt litterært opgør med Danmarks rolle som kolonimagt. Hvorimod andre store begivenheder som opdelingen af Europa, Den Kolde Krig, omvæltningerne efter 1989, Balkankrigen og 9/11 ikke rigtig efterlader sig væsentlige spor og giver signalet til et litterært omslag.

Vi lider fortsat delvist under småstatsmentaliteten og senfølgerne af 1864. Selv radikale opbrudsforfattere og formfornyere kan i periodens første årtier opleve tilbagefald i socialt og æstetisk naive, ja ligefrem romantiske, positioner. I dele af 80’er-lyrikken findes en symbolistisk dyrkelse af kroppen som paradigme på form og ophøjelse af det gådefulde, og efter Berlinmurens fald og afslutning på Den Kolde Krig søgte litteraturen i 1990’erne væk fra den store fortælling og brød prosaen op i nye meningsfragmenter.

Den traditionelle psykologiske roman lever fortsat i bedste velgående og bruges fortsat mest til at udforske og afstive et jeg på. Det er i det hele taget stadig muligt at iagttage et træk af barnlighed i vores folkekarakter, der i litteraturen kommer til udtryk som naivitet og en virkelighedsfjern idealisme. Det ser man i litteraturens lavmælte, tableauagtige dyrkelse af stille og skæve eksistenser og mikrosociologiske kredsen om hverdagslivets undselige dramaer – og i en ophøjelse af livet i det danske smørhul, hvor man med stolthed bekender sig til retningsløshed og desillusion. En litteratur, der spiser skumfiduser, når tårnene i New York falder, og bekender sig til afmagt og handlingslammelse som poetisk princip, deltager ikke i anden samtale end med sig selv.

Meget andet og en større åbning mod verden er på færde i den nye danske litteratur, og der findes i den undersøgte periode bestemt takter, der bringer os i tættere forbindelse med de europæiske hovedstrømninger. Hovedarbejdet vil derfor i de kommende uger være at få et overblik over og lede de strømninger, som har deres udspring i de vigtigste fornyelser i den nyere europæiske litteratur, herind.

Læs første essay, om emigrantlitteraturen, i Bogtillæg fredag.