Ugen på kulturgangen
Læsetid: 4 min.

Adele sætter Spotify på plads, sydkoreansk boyband indtager L.A, og Ekstra Bladet får nyt slogan

Den britiske musikindustris årlige dropper kønsspecifikke priser, og Cinemateket slår dørerne op for gyserfestival. Her er ugen, som den så ud fra kulturgangen
Hvor mange gange har man ikke lyttet til et album og tænkt: Gid alle sangene blev blandet hulter til bulter, det kunne da være sjovt at lytte til! Eller... Nu har Adele heldigvis fået sat en stopper for Spotifys pærevælling. Og tak for det.

Hvor mange gange har man ikke lyttet til et album og tænkt: Gid alle sangene blev blandet hulter til bulter, det kunne da være sjovt at lytte til! Eller... Nu har Adele heldigvis fået sat en stopper for Spotifys pærevælling. Og tak for det.

RUBA/Scanpix

Kultur
26. november 2021

Hver uge samler vi på Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget os.

Vi kalder det Ugen på kulturgangen.

Adele har ret og får sin vilje

Nogle ansatte med for god tid på musiktjenesten Spotify fik for nylig den idé at gøre shuffle-funktionen til en standardindstilling, når man hører albummer. Man hørte altså numrene i tilfældig (og dermed utilfredsstillende) rækkefølge, hvis ikke man huskede at slå den fra. Det var langt fra et af menneskehedens største problemer, men dog et tiltag, der gjorde verden (for os, der hører musik på Spotify) lidt dårligere.

Takket være den britiske sangerinde Adele er det slut nu. I forbindelse med udgivelsen af sit album 30 på Spotify har hun bedt tjenesten slå shuffle-funktionen fra på alle albummer. Det er de færreste, der kan få Spotify til at lystre, men Adele fik altså sin vilje. Og det har både hun og vi fortjent.

Lone Nikolajsen

Lee Jin-man

Sydkoreansk boyband vinder vestens priser

Natten til mandag var en stor triumf for det helt ekstremt populære sydkoreanske K-popband BTS, som var rejst fra Seoul til Los Angeles for at deltage ved prisuddelingsshowet American Music Awards. Her vandt de syv medlemmer tre priser, herunder den prestigefyldte for ’årets kunstner’ – årets kunstnere af alle kunstnere i hele verden, forstås. Med hæderen understreger BTS for alvor den vide udbredelse, som K-pop har haft de seneste år i vestlige lande med engelsksprogede popnumre og velkoreograferede dancemoves. Som ekspert i koreansk popkultur Signe Lilja siger til DR, er det »USA, der dikterer verdenskulturen, så når BTS vinder ’årets kunstner’ er det virkelig en markering«.

Thomas Florin

Jeg tør godt skrive, at EB’s nye slogan er ringe

I 57 år har Ekstra Bladet haft det fremragende slogan »Tør, hvor andre tier«, der fik børnene i 1980’erne til at sprede det glade budskab ved omskrivningen »tørrer op hvor andre tisser«. Nu har avisen valgt at erstatte det med det ret urytmiske og temmelig historieløse »Når ingen andre tør«, der til gengæld betyder præcis det samme. »Vi vil tale et sprog, vores læsere forstår, og vi vil påtale elitens nonsens og dens årsager,« siger ansvarshavende chefredaktør Henrik Qvortrup i en pressemeddelelse.

Ekstra Bladets nu forhenværende slogan blev oprindeligt skabt af reklamemanden Morten Jersild. Og så var det, at man skulle tænke, at sådan en flok frække rubriksmede godt selv kunne sprogligt opdatere det, men nej. Det nye er udtænkt af reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. Hvor mange timers hårdt kreativt slid ved bordfodboldbordet, der blev faktureret i den forbindelse, melder historien ikke noget om.

Anna von Sperling

Brit Awards dropper kønsspecifikke priser

Kategorierne bliver fremover en smule anderledes til den britiske musikindustris årlige fejring af sig selv, uddelingen af Brit Awards. Priserne til henholdsvis den bedste mandlige og den bedste kvindelige musiker sløjfes og erstattes fra 2022 af priser til årets musiker og årets internationale musiker. Med ændringen kommer man ud over det problem, at kategorierne ikke afspejler mangfoldigheden i den musikerstand, Brit Awards har til formål at hædre og for eksempel udelukker den populære nonbinære popstjerne Sam Smith.

Med afskaffelsen af de kønsspecifikke kategorier følger Brit Awards i fodsporene på den amerikanske musikpris Grammyen. I film- og tv-branchen droppede MTV Movie and TV Award i 2017 at give kønsspecifikke kategorier til skuespillere. De store danske filmpriser Robert- og Bodil-prisen hylder stadig mandlige og de kvindelige skuespillere hver for sig, mens de danske musikpriser Danish Music Awards, Steppeulven og P3 Prisen ikke har nogen kønsspecifikke kategorier.

Lone Nikolajsen

Heksekunster og okkultisme i Cinemateket

Lige om lidt er det søreme, det sandt december, og hvorfor ikke fejre julemånedens komme med en gyserfilmfestival i Cinemateket i København? Fokus er såkaldt folk horror, der gerne foregår ude på landet og inkorporerer folklore, natur, hekse og mysticisme.

Midsommar, 2019

Midsommar, 2019

»Fænomenet taler meget ind i den natur- og folkloresensibilitet, der er fokus på i alt fra universitetskurser til okkultisme og garnfarvning,« siger manden bag festivalen, forfatteren Benni Bødker. »Heksefænomenet er genopstået i et feministisk og økologisk lys. Julebukken er også på vej tilbage i Københavns gader – og det er ikke nogen pussenusset pyntebuk. Vi ønsker at genfortrylle naturen og landskabet, men også at undersøge dets spirituelle rødder – og dets rædsler.« Det lyder jo forjættende, og på programmet på festivalen – der fortsætter i januar – er klassikere i genren som The Wicker Man (1973) og Night of the Demon (1957) og nyere folk horror-værker som tyske Hagazussa (2017) og amerikanske Midsommar (2019). Det kan kun blive en (u)hyggelig jul. Læs meget mere på cinemateket.dk.

Christian Monggaard

Italien arrangerer virkeligt ’Squid Game

Over 142 millioner husstande har fulgt med i den sydkoreanske hitserie Squid Game, hvor gældsramte mennesker konkurrerer i forskellige børnelege med det udfald, at vinderen modtager en kæmpe sum penge, og taberne dør. Siden premieren har serien udviklet sig til et regulært fænomen, og det ser ikke ud til, at besættelsen stopper foreløbig: I Italien kan du nu tilmelde dig som deltager i et virkeligt Squid Game. Det skriver Euronews. For blot 25 euro bliver du samlet op af en flok vagter i nattens mulm og mørke, der smider dig ind i en varevogn med bind for øjnene og kører dig ud til spillet.

PIERO CRUCIATTI
Men forvent ikke den ægte vare: Der er hverken drab eller pengepræmier på programmet. Til gengæld får deltagerne et varmt måltid mad, og vinderen får æren af at deltage i et nyt spil. Spillets art director, William Bertozzi, forklarer, at spillet er baseret på »følelsesmæssigt sjov«, en interessant fortolkning af seriens præmis.

Rebekka Bundgaard

Serie

Ugen på kulturgangen

Hver uge samler Informations kulturredaktion et potpourri over kulturelle begivenheder og særligheder, som har optaget dem.

Seneste artikler

  • Messerschmidt bliver Loud-vært, Gucci-familien hader Gucci-filmen og Angela Merkel er punk

    3. december 2021
    Kulturgangen har i ugen, der gik, været optaget af, at Rihanna er den nye dronning af Barbados, at Disney+ har klippespas med kinesisk undertrykkelse ud af The Simpsons og af, at kansler Merkel har en spændende musiksmag
  • Narkobønder danser på TikTok. Og kulturministeren vølver videre

    12. november 2021
    Narkobønderne i den colombianske jungle er kommet på TikTok, og det kan få konsekvenser for næste års præsidentvalg. Imens fortsætter Jim Lyngvild med at iscenesætte kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som vølve, nu med gipshoved, og Kuwait, Saudi-Arabien og Qatar fortsætter med ikke at være store tilhængere af mandekys
  • Macron returnerer stjålne kulturskatte og giver Amazon et rap over nallerne

    5. november 2021
    Mere end 90 procent af Afrikas kulturarv befinder sig i Europa, og nu har Frankrig påbegyndt hjemsendelsesprocessen til Benin af 26 skulpturer, der blev plyndret af franske tropper i 1892. Og så har Macron i en anden sammenhæng erklæret, at »læsning er en national prioritet«. Dét og meget mere har optaget kulturredaktionen i denne uge
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her