Julekalenderen 2021
Læsetid: 4 min.

Det er aldrig for sent at få sig en dårlig barndom – og et juletraume

Først efter min mors død sidste år stod det klart for mig, at hun hver jul havde lagt præcis samme arbejde i, at jeg, som hendes barn, ikke skulle mærke julens pres, skriver Lasse Lavrsen i denne juleklumme
Først efter min mors død sidste år stod det klart for mig, at hun hver jul havde lagt præcis samme arbejde i, at jeg, som hendes barn, ikke skulle mærke julens pres, skriver Lasse Lavrsen i denne juleklumme

Mia Mottelson

Kultur
1. december 2021

Traumer er der rigeligt af både i min familie og hos mig personligt, men juletraumer er ikke blandt dem. Egentlig er det forbløffende, for julen er for næsten alle familier den absolut mest betændte og dirrende højtid, der findes, så at jeg har undgået tilbagevendende psykologiske udfordringer må være et mindre julemirakel.

Enhver handling og forventning omkring jul er ned til mindste detalje forbundet med tradition og følelseslabile nervetråde, der rækker langt ind i vores inderste familieforhold, og der findes ingen udvej ud af denne prædefinerede betændelseslabyrint, der hedder familien i den tid på året. Man er tvunget sammen. Det ligger i selve julens kerne. Om du er single, fraskilt, familiefar, bedsteforælder (eller det hele på én gang), så vil det, selv hvis man skulle vælge ikke at holde jul, være forbundet med stærk symbolpolitik og psykologisk krigsførelse. I det lys er det forbløffende, at jeg ikke kan komme i tanke om en eneste reel traumatisk eller pinagtig hændelse omkring juletiden, når der nu er så rigeligt til psykologen resten af året.

Men nu er det aldrig for sent at få sig en dårlig barndom, som en parterapeut engang sagde til mig i en session, der endte med, at jeg vantro nærmest råbte: »Hey, sig mig, skal det nu til at være mig, der er problemet?« Det mener jeg til stadighed ikke, det var, men hans blik for den uopdagede barndom var interessant og har siddet i mig lige siden. Særligt med tanke på mine egne børn.

At holde traumer fra døren

Ligesom de fleste almindelige forældre ønsker jeg ikke, at mine børn en dag skal sidde med en parterapeut, der kommer med fuldkommen urimelige personangreb på deres følelsesmæssige engagement, deres relationsarbejde og deres evne til at indrømme egne fejl, så jeg kæmper som et dyr for at holde potentielle traumer fra deres dør. Problemet er bare, at jeg det meste af tiden råder over fire styk under 12 år, og at de alle sammen har fødselsdag inden for en måned af julen.

Juleafslutninger, juleklip, julegaver, nissegaver, nissevenner, julemanden, julefortællinger, julebag og julefrokoster er nok til at få voksne mennesker til at græde på toilettet i en enkelt potens, men gang det med fire, og tilsæt lige så mange børnefødselsdage, en skilsmisse, et par nationaliteter og en række sammenbragte forventninger, og så får du blodsmag i munden og korte samtaler om selvhad med dig selv i spejlet. Men selv om jeg hvert år sidder alene tilbage i januar og kigger på det sidste fødselsdagslys i en nedbrændt adventskrans og tænker over, hvad Boris Becker, Bowie og Obama havde nået, da de var fyldt 44, og at mine forældre ikke havde hjemmeboende børn, da de var i den alder, er det ikke tomhed eller selvhad, jeg sidder tilbage med. Det er det modsatte.

Min mors arbejde

Min egen mor døde sidste år efter et relativt kort kræftforløb. Det føltes alt for tidligt og helt uforløst. Døden er tavs og kold. Det betød også, at sidste år var den første jul i mine 44 år, hvor hun ikke var med, og lidt overraskende måske var det først her, det stod klart for mig, at hun hver jul lagde præcis samme arbejde i, at jeg, som hendes barn, ikke skulle mærke julens pres.

At jeg hvert år var kommet hjem i den uerkendte tro, at juledugen bare lå på bordet af sig selv, at maden, det overpyntede hjem, nisserne, roen, julestellet, konfekten, julekagerne, gaverne til mine børn fra mine forældre og de nyredte senge var opstået ud af den blå luft, så jeg ikke behøvede koncentrere mig om andet end de traumer, jeg havde raget til mig i løbet af året. Hos parterapeuten for eksempel.

Du kunne sige, at det er lidt sent at give min mor den anerkendelse, nu hvor hun er død, og også lidt sent – nærmest barnagtigt – ikke at have set det før nu, men det er hele pointen. Jeg kunne sige, det var for sent at takke hende for det, men ærlig talt tror jeg ikke, at lønnen for det arbejde er en tak. Det vil jeg heller ikke håbe, at mine børn føler sig gældsat til en dag.

Gælden er betalt i relationen, selv om den nu står tilbage som savn og sorg. Det er julens fineste og stærkeste gave, vi kan give og modtage fra hinanden hvert år. Det var det, min mor gav, og det, hun fik tilbage. Det, og så selvfølgelig visheden om, at hun har lavet en søn, der er helt ufatteligt dygtig i sit relationsarbejde og har en virkelig moden og stærk indsigt i sine egne fejl.

Serie

Julekalender 2021: Den tid på året

I årets julekalender vil Informations skribenter fortælle om egne oplevelser fra de dage, der skulle være årets højdepunkt. Det går nok sjældent lige så tåkrummende og dramatisk for sig som i Paprika Steens julefilm Den tid på året, men her er både plads til det, man mindes med glæde, og det, man helst vil glemme.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Me too - eller rettere her too. Bortset fra det med konen og børnene, dem er jeg fri for - hvorfor og nok så vigtigt, de er fri for mig og alt muligt andet, naturligvis. Og nej, jeg hader (heller ikke) mig selv, hverken juleaften eller nytårs-ditto, men det kunne selvfølgelig være jeg kom til det, hvis jeg gik til psykolog. Så det gør jeg ikke, jeg spiller poker - der ved man med sikkerhed, at man selv er ude om det.

Michael Pedersen

Det er vildt, så meget man kan skrive om egne traumer og få det til at lyde, som om man skriver noget generelt, fordi andre vel også har det sådan.

Men hey, julen kan vel være så god en anledning som nogen til at belemre offentligheden med privathed under dække af, at julemanden besøger også DIN skorsten en dag.