Essay
Læsetid: 14 min.

Arven efter de centraleuropæiske forfattere fra mellemkrigstiden kan slet ikke overvurderes

Fra Elsa Morante til Rachel Cusk, fra Péter Nádas til Orhan Pamuk. Der findes hos de europæiske forfattere en fælles bestræbelse på at fastholde et blik på det menneskelige i en historisk foranderlig verden. De udgår alle fra Den Centraleuropæiske Skole og udgør på tværs af landegrænser, politisk blokdeling og årtier den tredje hovedstrømning i den nyere europæiske litteratur

Sofie Holm Larsen

Kultur
19. november 2021

Der findes også et andet 1968. Et helt andet 1968 end det revolutionære ungdomsoprør, der udgik fra de vesteuropæiske hovedstæder og kulturelt i de følgende årtier omformede de vestlige samfund. På den anden side af Jerntæppet udspillede der sig også en frihedskamp. Her var de folkelige oprør i Østberlin og Budapest i årtierne forinden brutalt blevet slået ned med assistance fra Sovjetunionen, men i Prag, Warszawa og Beograd var især unge i foråret 1968 gået på gaden, fordi de vejrede morgenluft og reformer af den praktiserede kommunisme. Oprøret fik ret forskellig levetid, men fælles er, at de alle gik i sig selv igen, eller som i Prag brutalt nedkæmpet af sovjetiske tropper.

I forvejen havde oprøret i øst med krav om pressefrihed og demokratisering af samfundet umiddelbart en anden adresse end oprøret i vest. Igen lød parolerne fra Den Franske Revolution om frihed, lighed og broderskab, omend de tre nøgleord fik indbyrdes forskellig vægtning i henholdsvis øst og vest. I vest, hvor frihed var vægtet højest, blev skæbne noget, man selv tog hånd om og organiserede, mens skæbne i øst, hvor frihed blev vægtet lavest, var noget, man var udleveret til.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her