Dostojevskijs forfatterskab er et sted, vi kan mødes med Rusland og med resten af verden

Det er tirsdag morgen i en kælder under Virum Kirke engang i 1980’erne. Vi en stor flok trætte teenagere som får konfirmandundervisning af Johannes Møllehave. Der er ikke meget fadervor eller trosbekendelse, men der er masser af fortællinger. Bibelhistorier, vittigheder, H.C. Andersen-eventyr, Storm P-anekdoter og historier fra fængslet, hvor han havde været fængselspræst tidligere. For at forberede sig til livet med de mange indsatte kriminelle havde Møllehave læst en bog, som han nu ville genfortælle for os. Raskolnikov kaldte han den, selv om dens egentlige titel er Forbrydelse og Straf. Forfatterens navn lød både stort og mærkeligt: Fjodor Dostojevskij.

Det var, som om Møllehave forsvandt ind i fortællingen, han blev næsten helt væk og lagde ikke mærke til, om nogen larmede eller vippede på stolen. Det var der nu heller ikke mange, der gjorde, for det var en fascinerende historie, der blev fortalt, ikke noget, som vi havde hørt mage til. Over flere timer opførte han det drama, som er blevet kaldt verdens største kriminalroman. Først den desperate stemning i Sankt Petersborg, så det kyniske mord på pantelånersken og bagefter – med den skarpe side af øksen – hugger Raskolnikov den gennem søsterens hoved, så kraniet flækker. Og først nu begynder dramaet for alvor.

Vi er ikke helt de samme bumsede teenagere, da vi forlader konfirmandundervisningen hos Johannes Møllehave. Efter Forbrydelse og Straf har han over flere uger genfortalt den sidste store roman, Dostojevskij nåede at skrive, Brødrene Karamazov. Vi har været med Møllehave i 1800-tallets Rusland, og vi har ikke mindst været helt inde i sjælens afkroge på en række af dets figurer. Han giver os alle sammen en bibel, hvor han har skrevet »Gud er kærlighed«. Men han har også åbnet Dostojevskijs bøger for os.

Min afdøde morfar læser med

Mange år senere genbesøger jeg Brødrene Karamazov i en sommeferie på Fanø. Langsomt tygger jeg mig igennem min morfars tre gamle bind, oversat af Einer Thomassen i slutningen af 1920’erne. Der er dobbelt a og substantiver med stort. Og så myldrer det med mærkelige udtryk, som at ’holde nogen til bedste’ eller den betegnelse storebror Mitja ynder at give folk, han ikke kan lide: ’Æsop!’

Dostojevskij var min morfars yndlingsforfatter, og jeg har arvet bøgerne. I mange år tog min mormor dem pligtskyldigt med på ferie med en aldrig indfriet ambition om at læse det værk, som betød så meget for hendes mand. Mens jeg læser, kan jeg næsten mærke ham, selv om han har været død i mange år. Jeg føler, at han har taget bolig i mig for en stund, hvor jeg sidder ligesom ham og lader blikket glide hen over de samme sætninger, som han før har læst.

Morfar var snedkermester i København, men kom oprindelig fra Vendsyssel ud af en indremissionsk familie. Jeg ved ikke, hvornår han begyndte at læse Dostojevskij, men jeg har en fornemmelse af, at forfatterskabets dybe behandling af forholdet mellem det moderne samfund og kristendommen, har skabt resonans inden i ham.

Den historiske splittelse mellem ateisme, fremskridtstro og modernitet på den ene side og kristendom og tradition på den anden har været en frugtbar kilde til meget stor litteratur. Herhjemme er Henrik Pontoppidan den store mester, men på verdensplan er Dostojevskij den største, og kulminationen er Brødrene Karamassof, som den hedder i Thomassens danske udgave. Her udspiller den sig blandt andet i scenen, hvor den yngste bror, klosternovicen Aljosja, og den mellemste bror, Ivan, taler sammen på en beværtning i byen.

Ivan er en intelligent ateist, som er anfægtet af tanken om, at børn gøres fortræd. Lillebror Aljosja, derimod, er from og parat til at vie sit liv til Gud som munk. For at udstille kirkens hykleri fortæller Ivan historien om Storinkvisitoren, som levede i 1500-tallets Sevilla i Spanien. Dagen efter at storinkvisitoren har ladet hele 100 kættere brænde, viser den genopstandne Kristus sig i byen. Han helbreder syge og får hurtigt en skare af folk omkring sig. Men da storinkvisitoren får øje på ham, lader han Kristus arrestere og sætte i fængsel.

Da storinkvisitoren bagefter besøger Kristus i fængselscellen forklarer han ham, at mennesket slet ikke er modent til at forvalte den frisættelse som Kristus betyder, men at det skal styres, hvis det kristne fællesskab skal opretholdes.

Netop her har min morfar sat en af sine ganske få blyantstreger i bogen. »Har du glemt, at Mennesket foretrækker Roen, ja selv Døden, fremfor Erkendelsen af og det frie Valg mellem godt og ondt?« Sådan spørger Storinkvisitoren Kristus, der ikke svarer med et eneste ord, men tager tavst imod sin dødsdom, ligesom han gjorde det mange år tidligere i Jerusalem.

Mit andet møde med Brødrene Karamazov gav ikke det umiddelbare chok som Johannes Møllehaves genfortælling af romanen i min tidlige ungdom. Jeg var et andet sted i livet, hvor jeg selv havde fået sønner, og min afdøde morfar læste med. Overvejelserne om det guddommelige over for det verdslige og Aljosjas samtaler med sin åndelige vejleder, Sossima, i klosteret, satte gang i en form for indre længsel og en dyb interesse for troens verden. Jeg fik et ønske om at lære kristendommen bedre at kende og en forståelse for, hvor vigtig det er med en stærk åndelighed i vores moderne, sekulære samfund. Jeg opholdt mig de næste år på forskellige klostre i mindre perioder og søgte også i mit arbejdsliv mod troens verden.

Mit tredje møde med romanen

I endnu en senere livsperiode fulgtes jeg jævnligt med forlæggeren for det lille enmandsforlag Sisyfos, Peter Thiesen i S-toget på vej ind til København om morgenen. Vi havde børn i samme klasse og brugte ofte de 20 minutters togtur til at tale om litteratur. En dag for omkring fire år siden fortalte han mig, at han overvejede at lave en nyoversættelse af Brødrene Karamazov. Det blev indledningen til mit tredje møde med romanen.

Jeg kendte Marie Tetzlaff, som skulle oversætte, fra min tidligere arbejdsplads Politiken og vidste, at hun på alle måder er en stærk karakter. Marie var på det tidspunkt blevet direktør for Dansk Kulturinstitut i Sankt Petersborg og ville derfor arbejde med oversættelsen i Rusland. Tanken om at følge hende med et kamera meldte sig, uden at nogen af os vidste, hvad det skulle ende med. Vi arrangerede en rejse til Rusland og idéen om at lave en dokumentarfilm tog langsomt form. Første stop var Dostojevskijs egen by Sankt Petersborg.

Fjodor Dostojevskij var født i Moskva i 1821, men blev sendt til datidens hovedstad, Sankt Petersborg, efter hans mor døde, da han var bare 15 år. Han studerede ved det militære ingeniørakademi, men hans drøm var at blive forfatter, og han debuterede som 25 årig med romanen Stakkels mennesker. Nu var han del af et miljø af unge intellektuelle, der diskuterede litteratur og havde stærke holdninger til det russiske samfund. Navnlig livegenskabet, som fastholdt folk, var et emne, som optog Fjodor og hans venner, der begyndte at mødes hver fredag aften hjemme hos socialisten Mikhail Petrasjevskij.

En aften havde Fjodor en kopi af et brev med, som han læste op. Det var et brev af den toneangivende litteraturkritiker Vissarion Belinskij, som fordømte den seneste bog af samtidens store russiske forfatter Gogol. Bogen var en lovprisning af det bestående system og Belinskij skrev blandt andet i sit brev:

»Som jeg ser det, forstår du ikke det russiske folk. Dets karakter er betinget af forholdene i det russiske samfund, hvor friske kræfter syder og kæmper for at komme til udtryk. Men fordi disse kræfter er tynget ned af hård undertrykkelse, fører de blot til modløshed, træthed og apati.

Kun i litteraturen – på trods af en tartarisk censur – er der tegn på liv og progressiv bevægelse.«

Hvad kredsen af unge intellektuelle hjemme hos Petrasjevskij ikke vidste, var, at tsaren havde haft held til at plante en meddeler i kredsen. Her i 1848 havde tsar Nikolaj 1. god grund til at være paranoid, for ude i Europa var der en hel bølge af revolutioner i gang. Der blev slået hårdt ned på selv de mindste ansatser til systemkritik, og prisen for at have læst Belinskijs brev højt blev høj. Dommen lød på henrettelse ved skydning.

Efter at have siddet fængslet i Peter-Pauls fæstningen et halvt år blev Dostojevskij og hans venner ført ud til byens henrettelsesplads. De nåede bogstavelig talt at se døden i øjnene, inden en benådning fra ’den milde tsar’ reddede deres liv i sidste øjeblik. I stedet for dødsriget blev Dostojevskij sendt til en fangelejr i Sibirien, hvor han opholdt sig fire år, for derefter at tage til byen Semipalatinsk, hvor han skulle være menig soldat på livstid. Men også den straf blev benådet, og efter ti års levende mareridt vendte Dostojevskij igen hjem til Sankt Petersborg.

I fangelejren havde han mødt alle mulige forskellige menneskeskæbner, som skulle vandre videre ind i hans litteratur. Men de voldsomme oplevelser med den fingerede henrettelse og efterfølgende straf må også have mærket hans eget indre sjæleliv. Dertil kommer, at han led af epilepsi og med jævne mellemrum blev fysisk nulstillet af hårde tilfælde. Det er ufatteligt, at han under de betingelser nu begynder at skrive den ene store roman efter den anden. Til gengæld er det forståeligt, at hans hovedpersoner ofte spankulerer rundt i Sankt Petersborg martret af modstridende indre følelser.

»Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske.« Sådan lyder de første linjer i Kældermennesket, som udkommer i 1864, fem år efter han er vendt tilbage. Allerede her lægger han grunden til det, som gør ham til en af verdens største forfattere: en formidabel indsigt i menneskets sind kombineret med et skarpt og kritisk blik på det moderne samfunds udvikling.

Illustration oprindeligt tegnet til ’Hvide nætter’af Fjodor Dostojevskij.

Album / Fine Art Images

Forlæggeren Peter Thiesen, Marie Tetzlaff og jeg går ned ad hovedgaden i Sankt Petersborg, Nevskij-prospektet. Meget er fuldstændig anderledes end på Dostojevskijs tid, men der er også sammenfald med tsartidens Rusland. Det strenge hieraki, en stærk leder, censuren og den nådesløse behandling af systemkritik, en magtfuld kirke.

Her gik kældermennesket før os og betragtede den moderne verdens begyndelse med en næsten profetisk forudanelse om, at det samfund, som er skabt af videnskab, kan føre til ulykke. »Civilisationen fremmer blot et varieret følelsesliv, og afgjort intet andet. Gennem udviklingen af denne variationsrigdom vil mennesket formodentlig nå frem til også at finde nydelse i blodsudgydelse,« lyder det gnavent fra hovedpersonen og citatet får mig til at tænke på en af vores tids store forfattere Michel Houellebecq.

Flere gange her på Nevskij-prospektet får kældermennesket øje på en officer, som han kender fra sin ungdom. Problemet er, at officeren ikke værdiger Kældermennesket et blik. Han ignorerer ham, og det er ved at drive ham til vanvid. Til sidst mander han sig op og går ind i officeren, skulder mod skulder. »Jeg veg ikke en tomme og gik forbi ham fuldstændig som hans ligemand. Han så sig ikke engang tilbage og lod, som om han ikke havde bemærket noget. Men det var blot forstillelse, det er jeg ganske overbevist om.«

Jeg har lyst til at gentage det lille optrin i litteraturhistoriens navn, men tør ikke støde ind i nogen russer. De virker ikke oplagt til sjov og ballade. Der er ingen varme udveksling af blikke på gaderne, og hvis man smiler, når man går ind i en butik, ser ekspedienten mistroisk på en og tænker: Hvad har jeg gjort siden, han griner af mig?

Rusland, som jeg møder det, har en alvorlig mine, men sikkert et stort følelsesliv, bag sit panser.

Vi går til klassisk koncert om aftenen i et kæmpe palæ midt i byen. Der er stuvende fuldt og en afslappet respekt for kunsten, langt fra den overgearede begejstring, jeg kender hjemmefra.

Mennesket som produkt

I sit forord til Kældermennesket skrev Villy Sørensen, at romanens hovedkarakter både er »et produkt af og en protest mod en udvikling der truer med at reducere mennesket – til produkt«.

Det blev det 20. århundredes kardinalsynd at reducere mennesket til produkt. Det lærte verden af og alligevel er vi i det 21. århundrede måske mere produkter end nogensinde før. Nu kalder vi det bare profiler, men de er til gengæld fulde af personlig information, som der kapitaliseres på i stor stil.

Med kældermenneskets tanker i baghovedet besøger vi Dostojevskijs hjem i Sankt Petersborg, som i dag er et lille museum. Jeg filmer, Marie sætte sig i forfatterens stol, og det er sådan, vi gør nu – sætter os i forfatterens sted og går i hans fodspor. Mens Marie oversætter, følger vi de spor, som Brødrene Karamazov lægger ud for os.

Næste stop er byen Staraja Russa nordøst for Novgorod, hvor Dostojevskij opholdt sig om sommeren de sidste år af sit liv. I modsætning til hans andre store romaner foregår Brødrene Karamazov ikke i Sankt Petersborg, men i en mindre Korsbæk-agtig by i stil med denne. Både Idioten og Brødrene Karamazov er formgivet som et virvar af stemmer og personer, det, som den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin kaldte polyfoni og sammenlignede med et karneval. Ved at give hver af sine mange personer sin helt egen selvbevidsthed, fremmaner han en intellektuel mangfoldighed, som tillader, at han selv kan træde i baggrunden. Det formgreb betyder, at selv om der er mange klare holdninger og en stærk understrøm af kristendom, bliver Dostojevskij aldrig moralsk.

Vi finder det hus, Dostojevskij boede i om sommeren, også det er i dag et lille museum. Bagerst i haven er plankeværket, hvor den ældste bror, Mitja, springer over den skæbnesvangre aften, der ender med det fatale fadermord. Selv var Dostojevskij her sent i sit liv påvirket af en religiøs tænker, Nikolaj Fjodorov, der anså det for menneskehedens opgave at realisere Gudsriget gennem en form for regulering af naturens orden, der skulle genopvække de døde forfædre. Fjodorovs syrede tankeverden er ikke direkte udtrykt og blev først optrykt efter hans død, men den kan have spillet ind i plottet.

Også et andet forhold i livet påvirkede Dostojevskij til denne sidste kraftpræstation af et værk. Han havde mistet en lille søn på tre år og var i ukontrolleret sorg. I søgen efter lindring opsøgte han på en vens anbefaling klostret Optina Pustin, som var berømt for sine ’staretser’, gamle vise mænd med særlig forbindelse til Gud. I Brødrene Karamazov hedder denne ’ældste’ Sossima, men i virkelighedens verden var det ’Ambrosius’, der talte med den forpinte forfatter og lykkedes med at trække ham ud af sorgen og hen til sin skrivepult.

Vi kører omkring fem timer i bil fra Moskva, før vi når til klostret, der er placeret midt i ingenting. Det er en lille by omkranset af mure, fuld af munke klædt i store sorte gevandter og med masser af pilgrimme, som bor i små træhuse uden for klosterbyen. Også vi bliver installeret i sådan et hus sammen med en mor og hendes datter, som har en hjerneskade efter at have været involveret i et alvorligt biluheld. Med opholdet på klostret håber de på bedring.

Fader Kalinic er vores guide de dage, vi er på klostret. Han er i fyrrene og fortæller om, hvordan han har været omflakkende forretningsmand, men kom til klostret og blev for at fordybe sig og hellige sit liv til Gud. Jeg forklarer, at jeg gerne vil filme deres messer, så seeren kan deltage, lidt ligesom Dostojevskij må have gjort det. Fader Kalinic ser lidt skeptisk ud, det er ikke velkomment at forstyrre messerne med kamera og tv-optagelser. Han spørger, hvad jeg kender til deres messer, og jeg forklarer, at jeg tidligere har opholdt mig i nogle ortodokse klostre på det hellige bjerg Athos i Grækenland. Athos er som en trylleformular, der får bjerget til at lukke sig op. Når jeg har været på Athos, kan jeg få fri adgang til at filme deres messer, og de næste dage deltager vi i messerne, der ofte er fire-fem timer lange og afsluttes med, at en højtstående munk maler oliekors i panden på menigheden, der kvitterer med at kysse hans hånd.

Mit tredie møde med Brødrene Karamazov bliver et blik langt ind i romanens tilblivelse. Ved at gå i fodsporet på den, ser vi den for os på en meget konkret måde. Vejen fra hovedklostret til eremitcellen, hvor Aljosja møder Sossima i romanen, bliver tydelig for Marie, når hun skal oversætte.

For mig er det også en form for mental og kulturel oversættelse af romanen og dens tankeunivers. Troen har evnen til bryde verdens fysiske grænser, dens ritualer er til for at belyse de dele af livet, som aldrig kan bevises. Når kunst er størst, kan det noget lignende.

Steder, vi kan mødes

Vi når at forlade Rusland inden corona og laver de sidste optagelser til Oversættelsen herhjemme, hvor jeg sidder tilbage med en følelse af, hvor vigtigt det er, at vi ser på Rusland som andet end Gazprom, Putin og homofobi. Vi skal ikke være naive eller ignorere de overgreb, som finder sted derovre. Men vi skal huske, at der også er steder, hvor vi kan mødes. Selv om den kristne kirke er splittet i øst og vest, deler vi kristendommen og dens grundlæggende etik. Vores tro udgør en forståelsesramme, som overskrider det samfundsvidenskabelige. Kristendommen rækker både ind i det enkelte menneskes sjæl og ned i vores fælles kultur.

Lidt på samme måde er Dostojevskijs forfatterskab et sted, vi kan mødes med Rusland og med resten af verden. I roman efter roman undersøger Dostojevskij afkrogene i menneskets sjæleliv, mens han forholder sig kritisk til den instrumentalisering af samfundet, som den moderne udvikling har skabt. Den dobbelte overvejelse er stadig lige så relevant, som den var i 1800-tallet.

’Oversættelsen – i fodsporet på verdens største roman’ kan ses på DRTV.