Nekrolog
Læsetid: 6 min.

For Jørgen Haugen var kunsten et værn mod tidens nedrivning og menneskenes grusomme dumhed

Jørgen Haugen Sørensens monumentale stenskulpturer, de alvorlige og humoristiske og de virtuose lerskulpturer af snerrende hunde, spejler hans kompromisløse sind. Nu er han død, 87 år gammel. En ven, digteren Thomas Boberg, tager her afsked
Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen er død, 87 år gammel Han sov stille ind i den italienske by Pietrasanta.

Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen er død, 87 år gammel Han sov stille ind i den italienske by Pietrasanta.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kultur
22. november 2021

Billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen er død.

Det ligner ham ikke at være død. Han var jo voldsomt levende. Han slappede ikke af, men arbejdede i en storm gennem hele livet. Det er sådan, han har fortalt sit liv, altid i gang med sine ting. Og det er sådan, jeg har set ham, siden jeg lærte ham at kende i 1981. Altid imod strømmen, altid på vagt, altid i færd med at skabe sin egen vej. Den kamp har også haft sine menneskelige omkostninger.

Det har været et hårdt og begivenhedsrigt liv. Det har været et liv med stor inspiration, mange rejser, bosættelse i udlandet, de sidste mange, mange år i Pietrasanta i Toscana, Italien. Marmorbyen, kunstnerbyen. På godt og ondt, sådan erindrer jeg det, men også fantastisk givende. Jørgen Haugen havde også sin andel i, at min egen far, maleren Jørgen Boberg, som døde i 2009, bosatte sig i Pietrasanta.

Jørgen Haugen byggede et sted op i Castello de Vide, Portugal, med sin fjerde kone, billedhuggeren Eli Benveniste. Og han fik et nært forhold til Oaxaca i Mexico gennem den danske tekstilkunstner Trine Ellitsgaard, der boede sammen med den mexicanske maler Francisco Toledo.

Digterne

Det er også en historie for sig, trådene til Mexico, hvordan poesien og billedkunsten krydser veje og kaster lys og skygge på hinanden. Jørgen Haugen følte sig tæt forbundet til digterne. Flere af Peter Poulsens bøger er et samspil mellem digtene og Jørgens tegninger. Brigitta Trotzig, den svenske forfatter, havde han et mangeårigt venskabsforhold til. Inger Christensen var en ven. Henrik Nordbrandt boede i Pietrasanta i en periode, og Morten Søndergaard, der har slået sig ned på en bjergskråning ved Pietrasanta, var også ven og samtalepartner.

Jørgen Haugens Skulptur ’ Huset Der Regner’ fra 1994 på Sankt Hans Torv.

Jørgen Haugens Skulptur ’ Huset Der Regner’ fra 1994 på Sankt Hans Torv.

Peter Mark

Jørgen Haugen sagde, at digtet lignede skulpturen i sin stoflighed, men mente, at maleriet var i slægt med fortællingen. Den slags kunne vi samtale om, diskutere, skændes om. Han var det levende paradoks, han hyldede eneren og ensomheden, selve det at stå uden for som betragter, at være på flugt fra verden, men han omgav sig altid med folk. Han var uhyre belæst, og hans bibliotek var imponerende. Vovede man sig først ind i den labyrint, gik der lang tid, før man fandt ud igen. Han læste gerne ens work in progress. Nysgerrig, skarp og generøs.

Dengang i firserne oplevede jeg Pietrasanta som et intenst værksted, givende og sandelig også risikofyldt for følsomme sjæle. Bølgerne gik højt på Bar Igea, når kunstnere fra mange lande, og ikke mindst Danmark, samlede sig omkring alkohol efter arbejdstid. Historierne løb af sted, og en af de bedste fortællere var Jørgen Haugen, skarpe, kantede anekdoter om menneskers dumhed og ondskab eller absurde adfærd i en verden, de ikke forstod og derfor af grådighed og kynisk drift var i færd med at lægge øde. Og det havde de altid været i gang med. Danmark og danskere stod for skud, danskerne var generelt virkelig idioter, muligvis kun overgået af amerikanere.

Konflikterne

I 1987 kørte jeg med Jørgen Haugen og Eli til Barcelona, og der blev jeg de næste fire år. Erik Frandsen og Christian Lemmerz kom forbi og slog sig ned og blev en del af den passionerede løbende samtale, der fra tid til anden udviklede sig til konflikt.

Der var ingen Gud i Jørgen Haugens univers, kun tilfældighed. Religion, en hvilken som helst religion, var et system, der udelukkende drejede sig om kontrol og magt, og som skabte undertrykkelse og ulykke ved at presse en illusion eller bedre, løgn, ned over hovedet på det bange menneske og forsyne det med et falsk håb, som på samme tid fjernede det fra den virkelighed, som Jørgen Haugen mente, at han så og udtrykte gennem sine billeder. Med vore dages nye følsomhed kunne hans tale undertiden opleves krænkende, når hans sætninger slog gnister i rummet. På den måde tilhørte han også en tid, som er slut.

’That’s why they call them dogs’, Grønningen 2002.

’That’s why they call them dogs’, Grønningen 2002.

Lars Hansen

En af grundfortællingerne er den om opvæksten i en toværelses på Amager med moren. Hun arbejdede på fabrik og gjorde rent for at kunne opfostre de to sønner, der begge blev kunstnere, Arne Haugen Sørensen, maleren, og Jørgen Haugen Sørensen, billedhuggeren. Begge drenge tegnede og malede som børn. Moren havde ikke selv noget forhold til kunst, det havde man ikke der, hvor hun kom fra, nemlig arbejderklassen, men hun havde blik for sønnernes kreative udfoldelser. Den ene bror, Arne, blev kristen, den anden, Jørgen, forbenet ateist. Faderen var naturligvis ’et dumt svin’, der også havde nazistiske holdninger, men ham så de aldrig noget til. Han skred fra dem, ligesom Jørgen selv også forlod koner og børn undervejs.

Den første gang

Jørgen Haugen mødte kunsten for første gang, da han som dreng kiggede ind i Astrid Noacks atelier på Amager. Senere kom han i lære på en keramikfabrik, men Jørgen gad ikke at arbejde. Inspektøren, der selv havde haft kunstnerdrømme, lod ham sidde i fred og modellere i arbejdstiden. Han indsendte en gipsfigur til Kunstnernes Efterårsudstilling, og maleren Svend Wiig Hansen, der var censor, fik øje på hans værk. En begejstret anmeldelse i Berlingske åbnede døren til den nye verden. Nu kørte bussen for Jørgen Haugen Sørensen.

Tiderne er i forandring, det har de altid været, det ville han også selv have sagt. Men han kæmpede imod, ikke forandringen, men tiden selv som den store nedriver af alt det, som vi prøver at holde fast i. For ham var kunsten et modtræk, et værn mod tidens nedrivning og menneskenes grusomme dumhed. Hans monumentale stenskulpturer, både alvorlige og humoristiske og de virtuose lerskulpturer for eksempel af snerrende hunde, er præcise spejl af hans voldsomme og kompromisløse sind. Ler, travertin, marmor, granit, plastik, stof og bronze.

Han tegnede også, han skrev dagbøger, som er blevet udgivet med hans egne illustrationer. Kunsten fyldte alt. Hans store forbillede var Asger Jorn, han kunne fortælle i timevis om Jorn, hans liv, hans kunst, hans tanker om, hvordan han var forud for sin tid, hvordan han ofrede alt for kunsten i en drøm om et større fællesskab uden at blive værdsat ordentligt i det meste af sin levetid.

En stor kunstner

Fattigdom var også noget, Jørgen Haugen kendte til, ikke kun fra barndommen på Amager, en af hans historier foregår i Paris. Der var ingen penge, de varmede maden op med flammerne fra stearinlys. Asger Jorn og Jørgen Haugen boede begge på Læsø i en tidlig periode, og Jørgen, ifølge ham selv, lærte umådelig meget af den ældre Jorn.

Kolossen 2011, opstillet i Amager Strandpark.

Kolossen 2011, opstillet i Amager Strandpark.

Nana Reimers

Det er ikke en mulighed for mig at vurdere hans kunst, at sætte den ind i en sammenhæng, dertil er jeg alt for personligt involveret, men jeg er på den anden side heller ikke i tvivl om, at han var en meget stor kunstner. Hans værker vil leve videre, så længe vi kigger på dem. Hans skulpturer står rundt om i Danmark og i verden, de findes på museer.

En dag i 1981 tog jeg til Pietrasanta for at besøge min far, som jeg ikke havde set meget længe. Der traf jeg også for første gang Jørgen Haugen. Straks inviterede han mig hjem, kørte mig en tur ud i bjergene, spurgte, hvad jeg ville med livet, og jeg fortalte ham om mine digterdrømme. Han tog mig alvorligt fra første øjeblik. Umiddelbart inden jeg rejste, sagde han, jeg skulle opsøge hans søn Simon Lautrop i København. Det gjorde jeg, og vi blev med det samme nære venner. Gennem Simon lærte jeg også hans andre børn at kende.

Jørgen Haugen Sørensen var en karismatisk og magnetisk personlighed. Han betød meget for mange. Hvis man kom i berøring med ham og hans kunst på det rigtige tidspunkt, kunne man ikke undgå at blive påvirket. Det ændrede ens liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her