Interventioner
Læsetid: 12 min.

Kan Houellebecq overhovedet skrive, nu hvor rygterne siger, at han er blevet næsten lykkelig?

For at skrive godt skal forfatteren påtage sig lidelsen og det negative og bære det som sit kors, siger Michel Houellebecq i en nyoversat essaysamling
For at skrive godt skal forfatteren påtage sig lidelsen og det negative og bære det som sit kors, siger Michel Houellebecq i en nyoversat essaysamling

Hélène Pambrun

Kultur
3. december 2021

Der går faktisk rygter om, at Michel Houellebecq skulle være blevet lykkelig. Eller i hvert fald glad. Så glad, som en gudløs, Gitanes-pulsende neoreaktionær forfatter nu kan tænkes at blive i vores golde, meningsløse jordeliv.

Selv om alt som sædvanligt går helt ad helvede til i Houellebecqs udgave af Frankrig, så går det vel egentlig meget godt for den 65-årige sortseer?

Han er nemlig blevet gift, og alle i fransk presse taler om hans nye roman, som udkommer i januar, kort før det franske præsidentvalg, hvor Éric Zemmour, ifølge Houellebecq den »mest interessante moderne udgave« af en »ikkekristen katolik«, forventes at stille op.

I en samling af Interventioner, der netop er udkommet på dansk, og som samler allerede udgivne essays, interview og andre småtekster fra midten af 1990’erne op til i dag, giver Frankrigs i dag mest kendte forfatter sit, efter eget udsagn, sidste besyv med om, hvem han er, og hvad han mener.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Michael Pedersen

Klip nu bare det hår af, det ligner lort.

Marie-Christine Poncelet

Jeg afskyer Houellebecq og det må være en gudsbespottelse at gøre det.
Han repræsenteret i mine øjner hvad fascismen vil være hvis den fik lov, at falde ned i en kloak hvor ingen plads er for de svage selv om han synes lige som mig at ingen ting er smukkere end tåget der stiger op over haven...
Selv om han er ikke politiker baner han vejen til en Zemmour og hans bevægelse.
Det står i artikel at han har børn, man kan håbe på at de lærer ham noget før han lærer dem for meget.

Marie-Christine Poncelet

Og man kan se Houellebecq som en profet eller som en forfatter som er produkt af sin tid og som er med til at forme den

Jeg synes så Houellebecq er virkelig sjov - satirisk - bevares på sin helt egen bizarre måde...
- Og nu er han så blevet nærmest lykkelig - det må sgu være noget af en bét, men lur mig, om det ikke går over..

Morten Hjerl-Hansen

Jeg ved at Micheldrengen ligesom mange andre der analyserer i kærlighed, fx Informations fremragende litteraturskribenter og, som regel, oprigtige kommentarfeltsigler (og -ugler), er blevet knuselsket, retteligt tæppebombet med bedstemorkærlighed da han var dreng. Vel at mærke en modtagekærlighed, altså en kærlighed som ikke blot blev givet, vist, eller henvist til, det er jo sådan det som regel er med kærlighed, at vi ofte tror vi giver den, selvom den ikke finder vej, men tillige, rigtigt, modtaget. Jeg ved fra mig selv hvor uhyre vigtig en bedstemorkærlighed er. Den bør jo gå rent ind fra forældrene men børn er for loyale og forældre er for blinde og for vanemæssige til at deres noget anstrengte og ikke sjældent uærlige gerninger rigtigt kan sammenlignes med gråhåret kærlighed. Michels forældre gav ham væk til bedstemor og det var vel nok en underlig situation. Han må have ledt efter dem altid og det har ikke sjældent rablet for ham. Houellebecq er et underfuldt broder- og søsterskab som i generøsitet giver påmindelser om de sociale koder som Woody Allen har lært os. De er bestemt begge psykiatrisk dannede. De er kognitive øvelser i meget godt. Ja, jeg ser også grund til at fejre Michel, det er ikke utænkeligt at hans dage er ved at være talte.

Ifølge Michel Houellebecq er Eric Zemmour den mest interessante moderne udgave af en ikkekristen katolik, står der i Tore Kellers artikel.
Skal det forstås på den måde, at den mest idiotiske religion i henhold til Houellebecqs nyeste profetiske åbenbaringer er katolicisme i den zemmour´ske aftapning?