Essay
Læsetid: 10 min.

Det kan være svært at elske romantiske komedier som woke feminist. Måske kan ’Venuseffekten’ vise en ny vej

Klassiske rom-coms har fulgt mig og fyldt mig med lyserøde vrangforestillinger om køn og kærlighed. Alligevel søger jeg trøst i deres charme, når livet gør ondt. Måske kan de modstridende følelser i mig mødes i en film som aktuelle ’Venuseffekten?’
Jeg bliver alligevel varm om hjertet, når nyskabende filmskabere forsøger at genopfinde den romantiske komedie i en form, der rammer tidsånden, skriver Sara Prahl.

Jeg bliver alligevel varm om hjertet, når nyskabende filmskabere forsøger at genopfinde den romantiske komedie i en form, der rammer tidsånden, skriver Sara Prahl.

Valdemar Cold Winge Leisner

Kultur
23. november 2021

»I wanted it to be you. I wanted it to be you so badly,« siger en tårevædet Meg Ryan, da hun endelig anerkender Tom Hanks som sit hjertes udkårne og overgiver sig til hans bløde arme i slutningen af You’ve Got Mail fra 1998.

Filmen er en af de go-to rom-coms, jeg ejer i en (indrømmet) nu meget tyndslidt vhs-udgave og altid hiver frem, når virkelighedens datingliv giver mig et spark i hjertekulen. Den er bygget op omkring den klassiske romantiske skabelon: To modsætninger clasher og forelsker sig. Og jeg elsker det. Mens jeg snøfter foran skærmen over den uundgåelige forening, kan jeg dog mærke, konkurrerende følelser strides indeni:

Jeg har ligesom Meg Ryan lyst til helhjertet at overgive mig til romancen. Men jeg bliver også næsten lidt vred. For hvad er det egentlig for en pladderromantisk forestilling, den og andre romantiske komedier prøver at lulle mig ind i?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Jeg har ofte tænkt på, om den stalkeragtige adfærd fra nogle af de amerikanske manderoller i romantiske film også er et kulturelt fænomen.
I en Hollywoodfilm og såmænd også i sangtekster, kan skuespillerne godt sige "Never ever let me/you go". På dansk og i dansk kontekst lyder det HELT forkert at partneren ikke vil lade den anden gå. Det minder om polititilhold og at (især) kvinder ikke selv ved, hvad de vil og ikke vil.