Kommentar
Læsetid: 4 min.

Mænd læser bøger af mænd og inviterer mandlige forfattere i studiet, når verden skal vendes

Der er noget tvangsagtigt over nogle mænds ukritiske ophøjelse af andre mænd til autoriteter, skriver litteraturredaktør Peter Nielsen
Da Weekendavisens chefredaktør skulle skrive om sms-minkskandalen, så tyede han noget usædvanligt, men i øvrigt prisværdigt, til Kaspar Colling Nielsens nye roman.

Da Weekendavisens chefredaktør skulle skrive om sms-minkskandalen, så tyede han noget usædvanligt, men i øvrigt prisværdigt, til Kaspar Colling Nielsens nye roman.

Mathias Eis Schultz

Kultur
5. november 2021

Det er bøgernes højsæson, de er mangfoldigt og overalt for tiden. Og noget fra bøgernes verden siver sågar over i den såkaldte samfundsdebat, der om noget er kønnet. Så når man eksempelvis er mandlig studievært på et kendt nyhedsprogram på tv eller eksempelvis mandlig chefredaktør på en vigtig ugeavis og skal have en forfatter til at kommentere på verdens gang og forfatning, så tilkalder man, ja, hvad skal man gætte på, lad mig lige se …, jo, nu har jeg det – en mand!

Det er ikke tænkte eksempler, men skinbarlig virkelighed. Da Martin Krasnik i sidste uge på lederplads i Weekendavisen skulle skrive om sms-minkskandalen, så tyede han noget usædvanligt, men i øvrigt prisværdigt, til Kaspar Colling Nielsens nye roman, Frelseren fra Hvidovre, som han var utrolig glad for. Han kaldte forfatteren for »en vidunderlig samfundssatiriker« og bogen for »fabelagtig« og »sært gribende«.

Og et andet eksempel. Da Deadline-vært Jacob Rosenkrands for nylig i sit program skulle have en samfundsrelevant forfatter i sit studie, kiggede han sig lidt omkring og fik så sjovt nok øje på en hvid midaldrende mand, Christian Jungersen, der har skrevet en stor roman om en hvid midaldrende mands identitetskrise. Det fik de to sig så en lang snak om.

Kvinderne findes da

Jeg spørger i al stilfærdighed, hvad det er for en logik, der tilsiger, at det ikke var en kvindelig forfatter, der var i Deadline den aften for at kommentere på et relevant samfundsmæssigt emne? Er det et eksempel på blindhed og inerti, eller er det ’bare et tilfælde’, selv om jeg sagtens ville kunne diske op med en håndfuld aktuelle og fantastisk relevante kvindelige forfattere fra lige den uge?

Og hvad er det for en logik, der var styrende for, at Martin Krasnik skulle udlægge minkskandalen gennem Colling Nielsens roman? Ja, nok ikke anden end, at det lige var den bog, chefredaktøren havde læst, selv om der ikke rigtig var noget i chefredaktørens læsning af Colling Nielsens roman, der bidrog med andet end staffage til det, der var anliggendet i lederen. Også her kunne jeg sagtens have hjulpet med helt aktuelle – gode og superrelevante – kvindelige forfattere til at belyse minkskandalen. Dem har chefredaktøren bare næppe læst.

Køn over kvalitet?

Derfor tror jeg helt ærligt, at den eneste grund til, at de valgte en mand, var at de selv begge er mænd, og at bøgerne er skrevet af mænd. Det er her åbenbart uden betydning, at ingen af romanerne har fået specielt gode anmeldelser, og at ingen af forfatterne kan siges at bidrage med noget væsentlig nyt til samfundsdebatten, som ikke er hørt før. Eller det er underordnet, så længe der er tale om mænd. Nå ja, og så fik chefredaktøren ved samme lejlighed på autoritativ lederplads også lige ’mansplainet’ den kritiker ved sin egen avis, der i bogsektionen havde formastet sig til at skrive en kritisk anmeldelse af Colling Nielsens bog.

Jeg har ikke et ondt ord at sige om, at en forfatter eller en forfatters nyeste værk trækkes ind i en anden sammenhæng og skal agere samfundsanalytiker. Det gør vi også ofte her i avisen, ligesom vi naturligvis også interviewer mandlige forfattere. Jeg er mere ude efter det lidt tvangsagtige i nogle mænds ukritiske ophøjelse af andre mænd til autoriteter. Det kunne man(d) godt kigge lidt selvkritisk på.

To mænd og en kvinde

Og så skal jeg da ellers lige love for, at vi i anledning af weekendens Bogforum har to pragteksemplarer af det mandlige køn til stede i vores egen avis. Hvem havde lige på forhånd tænkt at sætte Peter Øvig og Søren Ulrik Thomsen sammen i et interview? Det, der forener de to, er også det, der adskiller dem. De har begge gået i psykoterapi – for den ene virkede det, for den anden ikke.

De har begge haft psykisk syge mødre – den ene blev helbredt ved samtaleterapi, den anden ikke. Den ene blev helbredt ved hjælp af elektrochok, den anden afviser pure den behandlingsform. Og de har begge her i efteråret udgivet stærke selvbiografiske bøger om deres mødre. Det fine ved interviewet er, at Johann Sten Nielsen hver især lader de to udfolde deres historier og hele vejen igennem lader de to være uenige. Der er ikke tale om nogen forsoning eller opblødning af synspunkter. Øvig og Thomsen får begge lov at være der og mødes på en begavet måde til glæde, tror jeg, for mange læsere.

Som lidt modvægt til de to herrer er Mathilde Moestrup taget til Paris for at interviewe den canadisk-engelske forfatter Rachel Cusk, hvis nye roman Det andet sted også er ude på dansk i denne uge. Rachel Cusk er en af de mest spændende fornyere af romanen som kunstform, og om det arbejde og sin nye landflygtighed i Paris efter Brexit handler interviewet og hendes nye roman. Nå, ja, og også om den selvbevidsthed, hvormed mænd er i verden på og gør den til deres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

"Derfor tror jeg helt ærligt....".

Aha... men kunne du ikke lige have gjort lidt mere ud af dit arbejde end "jeg tror", og så faktisk have ydet bare en mikroskopisk journalistisk indsats hvor du, bevares, spurgte f.eks Krasnik og andre om det var deres motivation eller ej? Så det blev lidt mere en artikel om din frie fantasi? Eller har du ret, og mænd interesserer sig kun for medlemmer af deres eget køns holdninger, uanset hvor meget eller lidt begavede de holdninger er?

I stedet for at skrive en hel artikel baseret på din antagelser, formodninger, på din mistanke... måske prøv at argumentere lidt bedre end "de er mænd... derfor er grunden til de blev spurgt, mænd". Ok, men her tilskriver du den holdning til specifikke personer... skal jeg som mænd så bare give dig ret fordi du er mand? Eller må man(d) gerne forvente at du bekræfter din hypotese hvad angår de navngivne personer?

Prøv lidt bedre. Og til dig det tillod at dette skriv kom på hjemmesiden: Var det så kun fordi han var en mandlig kollega?

Jes Balle Hansen , Kenneth Graakjær, Asiya Andersen og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Ok.. mit indlæg blev ikke vist første gang jeg trykkede på indsend, heller ikke ved en genopfriske af side, eller ved at gå til hovedsiden og tilbage til artiklen. Godt at jeg altid kopierer. Først da jeg sætter andet indlæg ind og trykker indsend, vises begge indlæg med det samme uden genopfrisk eller andet var nødvendigt. Mystisk.

Er det nu sådan, at mænd nu i ligestillingens navn ikke må have en plads i verden, og hver gang en mand hives ind af en mandlig journalist, så skal dette problematiseres? Jeg oplever ofte kvinder, som bliver inviteret ind for at tale om deres bøger eller deres forskning. Prøv for eksempel at lytte til Brinkmanns briks eller Supertanker på P1.

Lidt ynkeligt indlæg af Peter Nielsen. Det drejer sig vel om, hvorvidt et interview er fint. Om det så består af mænd, kvinder eller ... er irrelevant.

Og kvinder de interviewer kvinder er aldrig et problem for Peter... Her information mistet sin kritiske sans og evne til at tænke?

Og kvinder læser bøger af kvinder. Der findes et hav af kvindelige forfattere inden for skønlitteratur, og andre genrer. De skriver som regel ud fra et klart kvindeligt perspektiv, og læses af kvinder i stort tal, som også ophøjer dem til autoriteter. Og de er langt fra usynlige i mediedækningen.

De kommer også af og til i Deadline. Rachel Cusk var der forleden, og der har også været andre, bl.a. hos Krause-Kjær der virker som om han gerne vil fremstå som feministisk woke.

Alle disse mediedækkede kvindelige forfattere har det tilfældes, at det altid handler specifikt om kvindelige erfaringer og at kønsforhold er det eneste omdrejningspunkt. Hvis man indimellem gerne vil have forklaret verden, uden at det absolut skal handle om køn, er man åbenbart nødt til at have nogle mænd med. Med mindre det lykkes Peter Nielsen, og andre repræsentanter for tidens tendenser, at få udskammet det mandlige perspektiv.

Det Sjove er at hvis man er imod at blive bedømt efter ens køn osv, så bø man slet ikke tale på denne måde om køn, for jeg vil komme med den påstand at dette kun skaber had og splittelse.

For man kan godt tag en problemstilling op, ude at bruge disse virkemidler, men så for man jo ikke sin ideologiske modstand op af stolen og derved, så sin kamp.

Og for slet ikke at snakke om .at kvinde ikke slev kan finde på disser, for de er jo mennesker som os mænd!! så som

-"Derfor tror jeg helt ærligt, at den eneste grund til, at de valgte en mand, var at de selv begge er mænd, og at bøgerne er skrevet af mænd"

-"nogle mænds ukritiske ophøjelse af andre mænd til autoriteter. Det kunne man(d) godt kigge lidt selvkritisk på."

Eller disse buzzword, der bliver brugt og som har et virkemiddel i at opdele mennesker/køn og som kun skaber skabe had og splittelse.

"fik så sjovt nok øje på en hvid midaldrende mand" Eller ’mansplainet’

PS. Og som Bjørn Pedersen så godt påpeger så er denne artikel baseret på meget løst antagelser og efter "TRO"

MEN hvad ved jeg, for jeg er jo bare en "ond" hvid midaldrende mand....

Altså kan vi ikke snart begynde at ignorere denne kvinde/mand vejning. Personligt læser jeg alt, og sortere ikke efter køn. Den sidste bog jeg læste var Olga Ravn - Mit arbejde, smuk bog, og lige nu læser jeg Knausgård - om Munk. det er lidt træls med disse lidelseshistorier og identitetskriser der hele tiden skal vejes i nogens hverdag, for at den kan hænge sammen. Men det er vel de såkaldte "sociale medier" , som der egentlig ikke er noget galt med, kun dem som bruger dem. Altså dem der vil hælde alt deres identitetsgalle over på andre mennesker.
det kan blive et langt indlæg, så jeg holder her. God weekend.

Et paradoks
vi skal ikke dømme menneske efter deres køn osv, men vi skal tænke i køn og giv plads efter deres køn. men ikke dømmer efter køn, dette giver ikke mening

Vi må ikke dømme i køn, men er du "en hvid midaldrende mand", så er du dårlig
hvordan er vi nået her til??? at ens augment er ens køn??
troede dette var et "NO GO" argument

For skrev jeg med omvendt fortegn. Så ville jeg være i problemer.

For dette er et oprigtig spørgsmål, hvorfor er det ok at dømme mig efter min farve og køn ,men jeg må ikke dømme dig(ikke fordi jeg vil)????

Altså kan vi ikke snart begynde at ignorere denne kvinde/mand vejning. Personligt læser jeg alt, og sortere ikke efter køn. Den sidste bog jeg læste var Olga Ravn - Mit arbejde, smuk bog, og lige nu læser jeg Knausgård - om Munk. det er lidt træls med disse lidelseshistorier og identitetskriser der hele tiden skal vejes i nogens hverdag, for at den kan hænge sammen. Men det er vel de såkaldte "sociale medier" , som der egentlig ikke er noget galt med, kun dem som bruger dem. Altså dem der vil hælde alt deres identitetsgalle over på andre mennesker.
det kan blive et langt indlæg, så jeg holder her. God weekend.......
Altså, jeg vil lige korrigere mig selv. det var EVA Tind - Kvinden der samlede verden. Før den , Maj Sjöwall & Per Wahloo - Endestation mord. Før den, IDA Jessen du må ikke lyve. Før den................