Forfatter, omstridt debattør af blandt andet #MeToo, medlem af Det Danske Akademi samt dr.phil. og lektor på Nordiske Studier på Københavns Universitet (KU) Marianne Stidsen har sagt sin lektorstilling op på universitet. Det sker efter flere uger med plagiatanklager i forbindelse med to af hendes bøger samt igangsættelsen af en undersøgelse på universitetet af hendes doktorafhandling.
»Jeg havde regnet med at blive på universitetet i i hvert fald to-tre år endnu, men jeg har valgt at sige stop nu, fordi det, der er sket i denne sag, ikke er den intellektuelle debat værdig,« siger Marianne Stidsen, der til Information forklarer baggrunden for sin opsigelse.
Hun kritiserer også, hvad hun kalder et »hysterisk pedanteri«, hvad angår formalia på universiteterne i dag, og håber, at nogen opretter et dansk privat universitet, hvor der ikke ses skævt til folk som hende, der intellektuelt går i en anden retning.
Beslutningen om at sige op blev taget få dage før, at dekan ved KU’s humanistiske fakultet Kirsten Busch Nielsen i en pressemeddelelse skrev, at universitetet nu vil undersøge, om lektorens doktorafhandling Den ny mimesis – Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig fra 2015 indeholder passager, der strider imod god videnskabelig praksis. Det blev understreget i pressemeddelelsen, at der hverken var rejst sag eller mistanke, men at universitetets ønskede, at alle tvivlsspørgsmål blev ryddet af vejen.
Ved at iværksætte undersøgelsen imødekom universitetet en opfordring fra bedømmelsesudvalget bag Stidsens afhandling. En opfordring, som kom efter, at Information havde bragt en artikel, hvor Stidsen blev beskyldt for ordret at have plagieret længere passager i sin debatbog Køn og identitet – Et spadestik dybere, der udkom på forlaget Hovedland tidligere på året.
Undersøgelse af afhandlingen
Det var Carsten Fogh Nielsen, underviser i filosofi på Syddansk Universitet, der i første omgang opdagede, at Marianne Stidsen i sin bog havde afskrevet en række avisartikler og lange leksikonopslag fra Den Store Danske næsten ordret.
Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet vurderede, at passagerne var i klar strid med ophavsretten, mens Stidsen selv fastholdt, at der var tale om parafrase. Adspurgt om der var forskel på brug af kilder i hendes akademiske praksis og i en bog som Køn og identitet, svarede hun:
»Nej. Jeg bruger de samme metoder.«
Gert Dandanell, der er studieleder på KU og har undervist nye studerende i kildehåndtering og korrekt kildehåndtering, sagde til Information, at »når du når til bachelorprojektet, så går den slags metoder ikke længere«.
Det var efter disse udtalelser, at bedømmelsesudvalget fra 2015 bad KU om at foretage en plagiattest af Stidsens doktorafhandling.
I den mellemliggende periode har Information viderebragt yderligere plagiatanklager mod Stidsens forfatterskab. Denne gang hendes bog fra 2019, Den Nordiske MeToo-Revolutionen 2018, der oprindeligt var registreret som ’forskning’ på KU’s hjemmeside – en rubricering, som Stidsen efterfølgende selv valgte at ændre til ’formidling’.
Her var det Steffen Groth, skribent ved netmediet POV International, der gjorde Information opmærksom på, at hun havde afskrevet en lang artikel fra Weekendavisen. Til Information forklarede Stidsen, at det gjorde den »i bedre overensstemmelse med genrebetegnelsen essay«, hvilket hun havde »overset i første omgang«.
Efter KU’s udmelding om at igangsætte en undersøgelse af hendes doktorafhandling, udtalte hun til Jyllands-Posten, at hun intet problem havde med, at hendes afhandling nu skal undersøges:
»Ethvert videnskabeligt værk skal kunne bestå en sådan prøve. Hvis man ser på den fremførte kritik, så er der både tale om forkerte faktuelle fremstillinger, og at centrale aktører i forløbet har været ekstremt kritiske over for mig og min forskning. Det handler om politisk forfølgelse,« sagde Marianne Stidsen til avisen.
I en kronik i Weekendavisen kaldte hun sagen »et rent politisk motiveret forsøg på at aflede opmærksomheden fra de meget, meget uhyggelige ting, der sker i vores samfund lige nu« med eksplicit henvisning til »det helt igennem forfærdelige pres, transaktivister og andre lægger på sundhedssystemet for så hurtigt som muligt at få raske og sunde børn i hormonbehandling, så de kan blive transformeret til fremtidens nye idealbillede: det køns- og identitetsløse menneske«.
I kronikken skrev Marianne Stidsen også, at dette var det sidste, hun vil sige om den sag. Men nu har hun alligevel valgt at forklare sin opsigelse og fortælle om sin oplevelse af plagiatanklagerne.
Akademiske sværdslag
– Hvordan har du oplevet den sidste måneds forløb?
»Jeg troede, at jeg havde vænnet mig til meget, fordi jeg har været i nogle hårde debatter i nogle år efterhånden, men det kom fuldstændigt bag på mig. For mig er det vigtigste det indholdsmæssige i mit arbejde. Derfor har jeg altid været forberedt på, at min analyse, mine argumenter og pointer ville blive angrebet hårdt, men jeg havde slet ikke forventet det her.«
– Hvorfor har du sagt op?
»Det er ikke universitetet værdigt at strides på det niveau. Og jeg frygter, at debatten fremover kommer til at handle om kommaer og gåseøjne, og så er det på tide, at jeg takker af.«
Information bragte historien om de første plagiatanklager på avisens forsiden. Det var en særlig oplevelse at se, fortæller Stidsen.
»Det er lidt a la ’her har vi forbryderen’. Når det første chok har lagt sig lidt, sætter det mange tanker i gang omkring de voldsomme sværdslag, der foregår lige nu, hvor jeg som bekendt står på den ene side, og nogle andre står på den anden. Hvis det er måden at fælde sin modstander på, har jeg ikke lyst til at være i det miljø længere. Og i mine øjne er det sagens kerne, at det her handler om politik og ikke om formaliteter.«
– Er det ikke drastisk at forlade din stilling? Du har jo selv tidligere udtalt, at man aldrig vil finde eksempler på plagiat i din afhandling. Hvorfor lader du ikke bare tiden gøre arbejdet? Så bliver dit navn renset, og så er det dine kritikere, der ser dumme ud?
»Sådan tænker jeg slet ikke. Jeg tænker ikke over, hvordan tingene ser ud udefra. Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke gider være en del af det længere. Jeg havde en følelse af, at det kunne blive en almindelig måde at debattere på fremover, og det vil jeg ikke være med til,« siger Stidsen.
»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er sådan en, der blæser på formalia, og hvis du læser mine tekster, vil du se, at jeg er meget samvittighedsfuld med at henvise til kilder. Men hvis vi når dertil, at man ikke må benytte sig af kilder og henvise til dem, hvilket jeg har gjort i alle tilfældene, så kan man jo ikke gøre sit arbejde.«
Højt til loftet
Da Marianne Stidsen forleden skulle instruere sine elever i opgaveskrivning, blev hun på grund af beskyldningerne imod sig nødt til at understrege, at de altså ikke skulle være nervøse.
»Jeg sagde til dem, at det vigtigste altid er indholdet. Når det er sagt, skal formalia være i orden, men der er sket et skred, siden jeg startede for 25 år siden. Det er blevet absurd. Jeg vil kalde det hysterisk pedanteri.«
»Hvis det er kutymen fremover, så kan jeg ikke stå inde for at undervise fremtidige studerende. Dette diskussionsniveau er ikke vores metier værdigt. Vi skal tænke store tanker og have højt til loftet, og så skal formalia selvfølgelig være i orden. Men at gøre formalia til hovedsagen, som det er blevet her, det er for mig den omvendte verden.«
– Men mener du ikke grundlæggende, at det er vigtigt at bringe sager som denne frem i lyset?
»Jo, hvis der er tale om plagiat, men der er ingen, der har talt om plagiat. Plagiat henviser til at stjæle og udgive noget for sit eget. Hvis der er sjusk med citater eller mangler et par gåseøje, er det noget helt andet end plagiat. Plagiat er en virkelig voldsom anklage.«
»Du kan lige så godt sige: ’Marianne Stidsen er forbryder’. Jeg er ikke kriminel. Men folk, der ser jeres artikler og kun læser overskriften, vil tro, at jeg er det. Nu har jeg arbejdet meget med #MeToo og identitetspolitik, og man skal generelt passe sindssygt meget på med at udvide bestemmelser fra straffeloven, så de bliver så brede og diffuse, at det, der bliver almindelig praksis hos mange, bliver kriminaliseret.«
– Men Information og andre medier har talt med en række akademikere, der alle siger, at de ikke mener, at din metode holder på universitetet?
»Det virker ikke, som om de har læst mine bøger. De har læst jeres udlægninger.«
– Vi har netop scannet artiklerne over for dine boguddrag for at vise det, så det ikke bare er baseret på vores udlægning. Og problemet er jo, at læseren ikke kan gennemskue, hvornår du citerer, og hvornår du ikke gør.
»Men hvorfor er det et problem, når man tydeligt kan se, at nu refererer hun en artikel? Journalister parafraserer også. Det er almindelig metode. Der er intet principielt forkert i det.«
– Der er jo eksempler på flere sider, hvor …
»Jeg orker ikke at skændes om det. Du gav mig lov til at udlægge min side af sagen, derfor sagde jeg ja til dette interview. Jeg orker ikke mere shitstorm. Jeg har selv tjekket mine bøger efter igen, og jeg kan slet ikke se, hvordan man kan tage fejl af, hvornår jeg citerer.«
– For at opsummere, så har din opsigelse altså intet at gøre med, at KU vil plagiatteste din afhandling?
»Nej. Det ser jeg frem til med den største sindsro. Det handler om, at jeg er blevet opmærksom på, at den såkaldt intellektuelle debat har ændret sig mod noget, jeg synes er for lavpandet og tåbeligt. Mine studerende skal tænke selvstændige tanker. Formalia skal være i orden, men det må absolut ikke være hovedsagen. Hvis jeg ikke kan undervise, sådan som jeg har gjort i 25 år, så skal jeg ikke undervise.«
– I dit debatindlæg, der blev bragt i Weekendavisen, skriver du, at anklagerne er politisk motiverede. Vil du uddybe det?
»Ja. De, som har anklaget mig for det her, har fulgt mig i hælene i flere år og forsøgt at fange mig på det forkerte ben. Nu synes de, at de har fundet noget, de kan fælde mig på. Det er politisk og ikke andet. Jeg vil fastholde, at det, jeg gør, er almindelig praksis. Jeg er ordentlig, men jeg er ikke en hysterisk pedant, og det bliver jeg aldrig. Det lugter langt væk at køre en plagiatsag, som slet ikke er en plagiatsag, op på den måde.«
– Hvad er det bedste og det værste ved at arbejde i det akademiske miljø i Danmark?
»Jeg har gjort mig mange tanker om det, fordi jeg har været ansat på universitetet i mange år. Jeg har 25-årsjubilæum den 31. januar, den dag, jeg holder op. Det værste er, at det handler mindre om det, jeg synes er spændende og vigtigt. Det handler mindre om skarpe analyser og originale tanker – alt det, jeg synes min nye bog rummer.«
»Der er en analyse i min nye bog, der er fuldstændig original, og pointer, som ingen andre har fremført. Hvis gymnasiebavl skal skygge for det intellektuelle, så er det ved at blive problematisk. Der skal nok være nogen, der tænker: ’Gudskelov, at vi slap af med den besværlige, kontrære Marianne Stidsen’. Men jeg håber også, man vil tænke over, at det er lidt ærgerligt, at der er en som mig mindre inden for universitetet.«
»På universitetet skal meninger og holdninger deles på kryds og tværs, og det har jeg været med til at bidrage til. Jeg er faktisk enormt ærekær i forhold til at henvise korrekt, så derfor tænkte jeg ’nu stopper det’. De kan kalde mig alt muligt, og vi kan have hårde, verbale udvekslinger, men det her, det vil jeg ikke være med til. Jeg ved, hvor samvittighedsfuld jeg er.«
Sagen, fortæller Stidsen, har fået hende til at tænke, at det måske er på tide, at nogen åbnede et privat universitet i Danmark.
»Der var en fra KU’s bestyrelse, der engang sagde, at ’der skal være plads til en Marianne Stidsen og en Hans Bonde på KU’. Det var dejligt at høre, men også slående, at man kan tælle os, der går i en anden retning, på to fingre. Og det er ikke altid det sjoveste miljø at være i at have sådan en status på sit arbejde.«
»Så hvis nogen finder på at lave et privat universitet, så melder jeg mig gerne. Jeg vil gerne prøve at være i et miljø, hvor jeg kan opleve kolleger, der ikke ser skævt på mig, og hvor de lige sikrer sig, at andre ikke ser, at de taler med mig. Det er sådan, jeg oplever det at gå på arbejde. Men jeg vil gerne sige, at min nærmeste ledelse har gjort det virkelig godt og fornuftigt. Ligesom bestyrelsen gør de, hvad de kan for at gøre plads til forskelligheden.«
– Hvad skal du nu?
»Ikke noget bestemt. Det har været nogle seje år, hvor jeg både har haft mit fuldtidsarbejde på universitetet og taget en stor tørn med debatterne, så på den måde har jeg haft dobbeltarbejde. Det slider selvfølgelig, så jeg skal geare ned i første omgang.«
Plagiatanklagerne mod Marianne Stidsen
Først blev Marianne Stidsen, der er lektor dr.phil. på Københavns Universitet, medlem af Det Danske Akademi og kendt debattør, anklaget for plagiat i sin nye debatbog ’Køn og identitet – et spadestik dybere’ på forlaget Hovedland. Juraprofessor siger, at Stidsens metode er i strid med ophavsretten. Stidsen mener, at der er tale om parafrase.
Siden har opmærksomheden også rettet sig mod hendes tidligere akademiske bog ’Den nordiske MeToo-revolution 2018’ fra 2019, og Københavns Universitet er af bedømmelsesudvalget blevet bedt om at undersøge hendes doktorafhandling ’Den ny mimesis’ fra 2015. Information følger sagen.
Seneste artikler
Selvfølgelig skal universitetet rumme en Marianne Stidsen. Men vi skal ikke finde os i afskrift og uigennemsigtig forskning
16. november 2021Sagen om plagiatanklagerne mod Marianne Stidsen handler ikke om personen Marianne Stidsen, men om, hvad vi skal kræve af landets forskereNye plagiatanklager mod Marianne Stidsen, der ændrer genrebetegnelse på bog fra forskning til formidling
2. november 2021Lektor, forfatter og debattør Marianne Stidsen, der er anklaget for plagiat i to bøger, anklages nu for at have afskrevet yderligere to artikler i bog, som i sidste uge var kategoriseret som forskning på KU. Nu har hun selv ændret kategoriseringen til ’formidling’Plagiat kan betyde tilbagetrækning, siger flere forlag efter anklager mod kendt forsker
26. oktober 2021Plagiatanklager mod to bøger af litteraturhistoriker Marianne Stidsen rejser spørgsmål om, hvordan forlag undgår og forholder sig til plagiat. Tre adspurgte forlag ville trække en bog tilbage ved plagiat over »petitessegrænsen«. Stidsens ene forlag, U Press, vil granske sagen nærmere
Det er utroligt. Hun optrykker side efter side af tekster, som hun kort burde referere og henvise til i en fodnote. Det andet tyder på en uklædelig lyst til at gøre sin tekst længere uden at tilføre substans.
Det er dog endnu mere kritisabelt, at det skal være nødvendigt for bedømmelsesudvalget at se på sagen igen - de burde vel have opdaget det første gang, hvis de havde gjort deres arbejde ordentligt.
Det er ikke noget nyt, at formalia tillægges vægt i videnskab og faglitteratur, det er sådan set den måde, man kan tillægge argumentationen systematik.
For nogle er det altid de andres skyld. Specielt hvis man har udstyret sig selv med en overlegen selvforståelse.
Mon ikke, Rikke Nielsen, det er fremtidsangst? Det, man altid har holdt for sandheden, og som har været aktivt medvirkende til en foreløbig succes, underkendes af udviklingen, der søger andre veje.
Mit indtryk af universitetet ved direkte kontakt og indirekte kontakt er, at universitetet lider af konsensusproblematik i middelsvært grad. Noget i universitetsverdenen er rigtigt, men noget andet, der ligeså rigtigt, opfattes som forkert.
Det er dybt ulykkeligt for det, som universiteterne kunne være.
Jeg skrev her tidligere en kommentar om at "lukke munden på Stidsen" (som jeg er ikke enig med). Den er meget "passende" nu er fjernet.
I rest my case.
Sådan virker "woke-isme". Har du en mening der afviger fra den mainstream-tankegang så bliver du "canceled", enten på den ene eller også på den anden måde.
Det er overraskende for mig, at hun lagde sig ned så hurtigt. Hun har ført sig frem som en stor kriger, men ved udsigten til en reel modstander, så giver hun op med det samme. Det er alligevel noget andet end at bagtale transkønnede og aktivister at blive mødt med modstand fra universitetsverdenen.
Jeg tror, at hun nu nok skal få noget at lave, selv om jeg ikke lige kan se for mig, at man vil oprette et privat universitet til hende. Men måske et eget radioprogam eller på Weekendavisen. Ellers må hun nok gøre som Naser Khader og tage job i en tænketank i USA.
Lone Gravgård, det er Stidsen, der repræsenterer en mainstream-tankegang.
En "hårdkogt forskning" bestående af kopierede passager og parafraser af unavngivne kilder, begået af en "no bullshit-litterat", der nu "pludselig dukker op som hovedpersonen i" noget helt andet, end "den næste western af Brødrene Coen"? (Kilde: https://uniavisen.dk/hyldesttale-til-marianne-stidsen-en-no-bullshit-lit...)
@David Zennaro, 09. november, 2021 - 16:20 : "Det er overraskende for mig, at hun lagde sig ned så hurtigt. Hun har ført sig frem som en stor kriger (...)"
Enig. Min første tanke var, at det kunne sagtens ligne en taktisk beslutning, med sigte på at få lagt låg på 'plagiat-jagten'. Der er jo sædet i Det Danske Akademi at miste, hvis granskningen fortsætter til den bitre ende.
Nej, det tror jeg faktisk ikke, at hun gør. Jeg tror, det er et lille mindretal, som tror på den konspirationsteori om at transaktivister og læger ønsker at få børn i hormonbehandling tidligt for at gøre dem køns- og identitetsløse. Det skriver hun i artiklen i Weekendavisen. Jeg kan ikke læse det hele, men det er heller ikke nødvendigt.
Efter at høre de online interviews med hende, hvor hun ikke holder sig tilbage for at kalde andre for uintelligente, må jeg tilstå, at jeg ikke har så ondt af hende. Hun har bevist, at hun er på niveau med, eller snarere under, dem hun kritiserer.
Altså, jeg synes, det er besynderligt, at vi aldrig mere dybgående får beskrivelser af Stidsen litterære mesterskab, der åbenbart er en original sans for at læse tekster.
Er hun blevet rigelig krænkelsesparat?
Var jeg blevet uretmæssigt anklaget for plagiat og uretmæssigt blevet trukket gennem mediemøllen derfor, så ville jeg ikke lægge mig ned efter et par uger.
Så jeg konkluderer, at Marianne Stidsen tænker, at den nok ikke er helt god den her.
Det tænkte hun selvfølgelig også, mens hun plagierede, men kom til den konklusion, at det nok ikke blev opdaget. Vi kender det alle fra dengang, vi skrev af efter sidemanden i folkeskolen, hvilket jo også sjældent blev opdaget.
Så fik vi hende endelig ned med nakken. Mon ikke nogen -trods alt, sidde med en mærkelig smag i munden.
Hvorfor kommer jeg til at tænke på Milena Penkowa nu?
Selvfølgelig skal formalia være i orden i akademisk arbejde, og det er helt fint at urent trav og svipsere bliver påtalt, men den nidkærhed, det er sket med i denne sag - og den dækning nidkærheden har fået i pressen - tyder på, at der nok også er andet på spil. Steffen Gliese mener, at Marianne Stidsen er mainstream, men det holder ikke - ikke længe i hvert fald. Mainstream er snarere en tendens til at ville gøre bl.a. universiteterne til friktionsløse “safe spaces”, hyttefade uden havkatte, hvor de rettroende kan slippe for at blive krænket. “Krænkerne” skal ud.
Nu kan der så sættes flueben med Marianne Stidsen.
Næste!
"For mig er det vigtigste det indholdsmæssige i mit arbejde. Derfor har jeg altid været forberedt på, at min analyse, mine argumenter og pointer ville blive angrebet hårdt, men jeg havde slet ikke forventet det her."
Altså, Marianne Stidsen troede virkelig, at hun var den eneste, der havde læst de stykker, hun plankede????
Det er F.G.M. en tynd kop te!
Gad vide om det "private universitet" hun efterlyser er noget Steve Bannon roder med... Han kunne sikkert goutere en medmanipulator.
PS.
Jeg ANER ikke hvor MS står politisk (og er heller ikke interesseret). Jeg påstår heller intet om hendes evt. sym- eller antipati overfor Trump og sndre grove populister.
Jeg påstår bare, at hun har forsøgt at manipulere groft.
Det er ingen skam at gå selv når andre viser hvor døren er ;-)
@Christian de Thurah
Du misforstår. Det er svindlerne, der skal ud. Hvis man kan krænke uden at svindle, må man gerne blive.
Niels Bønding
Jeg tror nu ikke, jeg misforstår noget her. Tendensen er vist ret klar, og vil man se, hvad det kan blive til, kan man blot skæve til den angelsaksiske verden, hvor cancel culture har nået helt hysteriske højder. Her behøver man ikke svindle for at blive en paria.
Og tendenserne fra den verden plejer at vise sig hos os efter nogle år.
Christian de Thurah, https://en.wikipedia.org/wiki/Paradox_of_tolerance
Steffen Gliese
Tak for linket. Det er altid en vigtig diskussion, der aldrig ophører i et demokrati. Men jeg kan ikke se, at vi her nærmer os tolerancens eller ytringsfrihedens grænser. Marianne Stidsen er en karsk debattør, men vel ikke en voldelig ekstremist? Hun kan utvivlsomt give en del mennesker alvorlige smerter i en vis legemsdel, men det samme kan hendes modstandere. Det må man tage med i et levende demokrati.
Er der noget, et samfund - og specielt dets uddannelsesinstitutioner - ikke har brug for er det konsensus. Hvis alle synes at være enige, kan man roligt gå ud fra, at der er en del, der ikke tør åbne munden. Sådan skulle det nødig ende.
@Torben Siersbæk
Der er stadig en gigantisk forskel på alvorligheden i evt. plagiat og det at man f.eks. manipulerer data eller decideret "opfinder" dem. "Litteraturanalyse" er for mig at se ikke rigtig videnskab, men hvis man vil kalde det videnskab, så skal man overholde reglerne. Stidsen er endnu ikke dømt for noget som helst, blot anklaget, og hvis man ser på tidligere erfaringer, så ender den slags sager absolut ikke altid med at den anklagede dømmes. Holdningsmæssigt er jeg personligt lige stort set lige så uenig med Stidsen som jeg er med Helmuth Nyborg, men sagen mod ham endte med at han "vandt".
Imidlertid er det ret åbenlyst at man, i stedet for at forholde sig kritisk til konteksten (som der burde være rigelig mulighed for), i stedet går efter formen. Det er barnligt, men det er hverken første eller sidste gang det sker. Set med videnskabens øjne drejer videnskab sig om tør viden, og ikke om hvem man ikke kan lide, fordi de siger noget man ikke er enig med, eller som man bare ikke bryder sig om at høre. Af samme årsag ville jeg ønske at Stidsen ville tage kampen op, men jeg kan også godt forstå, hvis hun personligt ikke mener det er besværet værd, og som jeg skrev tidligere (nu slettet), så tvivler jeg på at man har fået lukket munden på Stidsen med dette. Lad os se.
@Morten Balling.
Det lader til at du opererer med et videnskabsbegreb, der er naturvidenskabeligt funderet.
Hvis det er en korrekt læsning af din bemærkning udelukker det en meget stor del af det der ellers i dag betragtes som videnskab.
Det kan man diskutere i uendelighed, så det vil jeg lade ligge.
I stedet vil jeg anføre, at et krav til videnskabeligt arbejde (forstået som arbejde, herunder publikationer i en universitær sammenhæng) altid må være originalitet.
Hvis ikke et arbejde er originalt, er det ikke videnskab.
Det bliver dog ikke videnskabeligt af at være originalt.
Med denne opfattelse bliver Penkovas rottedata videnskabelige - omend ikke gyldige, da hun selv har fundet på dem - mens Marianne Stidsens arbejde mister sin videnskabelighed, fordi det ... ikke er originalt men planket fra andre.
Det er det hun bliver bebrejdet i debatten - og med solid dokumentation! - og det er selvfølgelig derfor hun drager den eneste mulige konsekvens, at gå inden hun bliver smidt ud.
Jeg er selv uendeligt ligeglad med om hun er udsat for "cancel culture" eller hun selv udsætter andre for den med sin aggressive ve debatstil.
Og jeg tager ikke stilling til indholdet i hendes arbejder (altså de originale dele af dem).
Hun må selvfølgelig mene, hvad hun vil og argumentere for det. Ligesom hun må acceptere at andre er uenige med hende!
@Torben Siersbæk
""Det lader til at du opererer med et videnskabsbegreb, der er naturvidenskabeligt funderet."
Korrekt.
"Hvis det er en korrekt læsning af din bemærkning udelukker det en meget stor del af det der ellers i dag betragtes som videnskab."
Ja, som jeg skriver i flere andre tråde, så kan man ikke forklare det naturvidenskaben ikke har en forklaring på, ved at opfinde en forklaring. Kald det hvad i vil. I kan kalde det "postmodernisme", som er så løst defineret at man stort set kan putte hvad som helst ned i den kasse. Det er ikke videnskab.
Plagiat drejer sig om stolthed, ære og status, og har dybest set ikke en skid med hverken videnskab eller viden (JTB) at gøre. Det er følelser og holdninger som ikke hører hjemme i videnskaben, men som til gengæld medfører at en videnskabelig artikel ligger hos et forlag bag en betalingsmur til flere hundrede kroner. Viden bør være frit tilgængelig for alle. Dét er ikke videnskab. Dét er derimod en holdning (min). Den står jeg gerne på mål for.
For en god ordens skyld er jeg også totalt ligeglad med Stidsens "forskning". Vi er midt i en pandemi, og når der er styr på den, mangler vi at bygge en masse vindmøller mm. med mindre vi alle skal dø af sult eller drukne i kloakvand. Dét er videnskab. Den prøver man også at bashe på formen, og det gør mig til gengæld vred.
@Morten Balling.
Betyder det så at alt, der ikke er naturvidenskab efter din mening er at ligne ved pølsesnak?
Nej, Morten Balling, og i virkeligheden er de naturvidenskabelige modeller jo bygget op om klassiske fortællestrukturer, som de findes i litteraturen. Det er et åbent spørgsmål, om vi kan opnå reel viden om 'naturlovene', selvom vi selvfølgelig må håbe det, for ellers har vi godt nok spildt megen tid og mange ressourcer over de seneste par hundrede år.
Men menneskets historie er en åndshistorie, mennesket er en historiefortællende race, og over tid skifter mest af alt de fortællende elementer, men den narrative struktur synes næsten at være indlagt i os.
Det bedste citat, jeg har set om videnskabelighed, er Thomas Bondes fra kommentarsporet efter Mikkel Thorups kritiske essay 2:2 om Jordan Peterson: https://www.eftertrykket.dk/2018/08/16/kaoskvinden-hersker-jordan-peters... - til allersidst. Da det jo er en lille smule til overvejelse, hvor meget man kan citere, vil jeg overlade til læserne at finde det selv, allernederst under teksten.
@Torben Siersbæk
Min personlige yndlings videnskabsfilosof er Feyerabend, men hvis man tror at Feyerabend mente at man kunne skabe viden ved at lægge tarotkort, så har man misforstået ham fuldstændig.
Er homøopati videnskab? Er økonomi?
@Steffen Gliese
Helt personligt mener jeg at videnskabelige artikler godt kunne være lidt mindre "kedelige", men at de som regel er bygget op efter en form for IMRAD, er ret praktisk, og de er frem for alt et værktøj.
Jeg ser sådan set også Universets udvikling siden Big Bang som en "historie". Tid er en væsentlig del af den virkelighed vi er i stand til at opfatte, men når videnskaben viser os at vores opfattelse af tid er meget langt fra hvad tid reelt er, så giver det en masse konsekvenser som passer meget dårligt ind i vores billede af os selv. F.eks. rokker videnskaben alvorligt ved vores opfattelse af at have fri vilje, hvis man ellers tør se på hvad videnskaben viser os.
Jordan Peterson er et tågenhorn, som en sjælden gang rammer noget, der minder om en ren tone. Du ved "Jeg vil helst ikke være venner med nogen som jeg ikke er politisk enige med".
@Morten Balling.
"Er homøopati videnskab? Er økonomi?"
Homøopati, nej.
Økonomi? Tjaeh... Det er ingen "eksakt" videnskab, som nok er det videnskabsbegreb, du abonnerer på.
Men derimod er det en adfærdsvidenskab med udstrakt brug af matematisk modellering af effekterne af borgeres og virksomheders aggregerede beslutninger og handlinger kombineret med de påvirkninger der kommer fra naturen og fra udlandet.
Iøvrigt er det vel en diskussion i sig selv, om matematik er en videnskab efter din diskussion!