Millioner af afghanere og syrere vil blive en del af den europæiske litteratur

Emigrantlitteraturen træder frem som et spejl af de nye nationalstater, der opstår i Europa, og bestemmer et omslag i periodens litteratur, der viser, at det europæiske kolonieventyr er slut. Fra Ágota Kristóf til Salman Rushdie og Abdulrazak Gurnah. Her er grundrids af første af fem hovedstrømninger i den europæiske litteratur i sidste del af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede
Emigrantlitteraturen træder frem som et spejl af de nye nationalstater, der opstår i Europa, og bestemmer et omslag i periodens litteratur, der viser, at det europæiske kolonieventyr er slut. Fra Ágota Kristóf til Salman Rushdie og Abdulrazak Gurnah. Her er grundrids af første af fem hovedstrømninger i den europæiske litteratur i sidste del af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede

Sofie Holm Larsen

Kultur
5. november 2021

For 150 år siden skrev Georg Brandes historie med sine forelæsninger om ’Hovedstrømninger i det 19. århundredes europæiske litteratur’. Som en hyldest af Brandes pionérindsats kommer litteraturredaktør Peter Nielsen i denne essayserie med sine bud på hovedstrømninger i sidste del af det 20. og første del af det 21. århundredes litteratur.

Hvad jeg i det følgende vil skildre, er den hjemløse karakter, der i takt med, at europakortet efter Anden Verdenskrig tegnes på ny, dukker op langs grænserne. Han eller hun hører ikke rigtig til nogen steder. Hjemmet er revet op med rode, blevet umuligt at vende tilbage til eller flyttet til den anden side af grænsen.

Denne hjemløse karakter er en effekt af den europæiske historie, men samtidig også bestemmende for nyere europæisk litteratur i anden halvdel af det 20. århundrede. Jeg har valgt at benævne denne hjemløse karakter som ’den indre emigrant’. Han eller hun kommer fra Europa, bevæger sig på tværs af kontinentets grænser og udgør første fase i et historisk drama. Anden fase udgøres af ’den ydre emigrant’, der kommer til Europa udefra. Hvordan de to forbinder sig med hinanden til en europæisk hovedstrømning, emigrantlitteraturen, lader sig kun følge ad snirklede kanaler.

Nationalstatens spejl

Når jeg søger en fælles benævnelse for den europæiske litteraturs mangeartede fremtoninger i grænselandet, finder jeg ikke et bedre navn end emigrantlitteratur. Denne emigrantlitteratur træder frem som et spejl af de nye nationalstater, der opstår i Europa, og bestemmer et omslag i periodens litteratur, der for alvor viser, at det europæiske kolonieventyr er slut, og at kontinentet på en ny måde er vævet sammen med andre dele af verden.

Emigrantlitteraturen er også der, hvor Georg Brandes’ kortlægning af de europæiske hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur tager sin begyndelse. Hos ham er den den indledende akt i det historiske drama, som udspillede sig hos de franske emigrantforfattere, der efter Den Franske Revolution i 1789 søgte tilflugt uden for kejserdømmets nye diktatur. Hos Brandes slår frihedsidealerne fra Den Franske Revolution om i deres modsætning og bliver til europæisk romantik og nyt kejservælde. Men nye tanker tænkt af franske forfattere i eksil overvinder tilbageslaget i en bevægelse fremad mod revolutionsåret 1848.

For Brandes var den menneskelige frihedstanke det overordnede perspektiv. Den menneskelige frihedstanke bestemmer også den nye emigrantlitteratur, men har fået en ny sammenhæng. Dens hovedpersoner er ikke længere revolutionskampens helte og heltinder, men snarere verdenshistoriens tragiske skæbner. Landflygtigheden er her i det 20. århundrede ikke længere kun et midlertidigt politisk eksil, den er også et eksistentielt grundvilkår.

På flugt fra fascismen

Den nye tids hjemløshed personificeres eksemplarisk af Paul Celan. Født i 1920 af jødiske forældre og vokset op i Czernowitz i Rumænien (dagens Ukraine), hvor der blev talt såvel jiddisch, ukrainsk, rumænsk, fransk som tysk. Begge forældre blev deporteret og døde i tysk kz-lejr, mens han selv overlevede og endte i Paris med en ledsagende djævlepagt i form af det tyske sprog, som både var det sprog, hans forældres bødler havde talt og hans eget modersmål og digteriske sprog. Djævlepagten forløste han i et særligt digterisk tysk, hvor hjemløsheden blev gjort til erfaring, som i digtet »Dødsfuga« – med billedet »vi graver en grav i vindene dér ligger man ikke trangt« – hvor Celan sender en gave for kommende generationers digtere at åbne.

Et præludium for emigrantlitteraturen udgøres af tyskjødiske forfattere som Bertolt Brecht, Stefan Zweig, Anna Seghers, Nelly Sachs og Thomas Mann, der fra 1933 måtte drage i eksil fra Nazityskland for rundt omkring i Europa og senere især USA at videreføre en ny version af nationallitteraturen.

Den spanske eksillitteratur er beslægtet med denne. Borgerkrigen og Francos diktatur sendte en stor del af den spanske intelligentsia i eksil. De vigtigste nye tanker blev tænkt af spanske forfattere i eksil. Den betydeligste af disse er Juan Goytisolo, der fra sit eksil i Paris og senere Barcelona skrev hovedværket Identitetsmærker (1966), hvor han med raffinerede fortælleteknikker og stilistiske kneb undersøgte sammenhængen mellem personlig og national identitet. Romanen beskriver splittelsen mellem en frankistisk familiebaggrund, bånd til fædrelandet og ensomhed i eksilet. Mod fascismens entydige logik opstod der i eksilet en tvetydighed, der efter Francos død i 1975 kunne få lov at flyde frugtbart tilbage i Spanien.

Fordrevet og forfulgt

I eksilet er der en iboende forventning om at kunne vende hjem. Når krigen er slut, kan man tage tilbage til Tyskland; når Franco er død tilbage til Spanien. Den nye europæiske verdensorden bød imidlertid også på en anden form for eksil af mere permanent og eksistentiel karakter – og det er den, der giver anstødet til de litterære fornyelsesforsøg. Imre Kertész havde efter at have overlevet kz-lejrene Auschwitz og Buchenwald svært ved at vende tilbage til Budapest. Hjemmet var for altid revet op med rode, og det er den hjemløshed, han favner i romanerne De skæbneløse (1975) og Kaddish for et ufødt barn (1992).

Langs Europas nye grænser opstod der nye mindretal, og hele folkeslag blev flyttet som følge af flugt og deportationer. Et af de betydeligste værker om denne nye verden præget af rodløshed, opbrud og uklart tilhørsforhold er Ágota Kristófs Det store stilehæfte (1986). Kristóf var i 1956 flygtet fra Ungarn til den fransktalende del af Schweiz. Dér i eksilet blev hun en forfatter, der genopfandt sig selv på et nyt sprog. Den første roman, hun skrev på det nye franske sprog, var Det store stilehæfte, som er et uafviseligt europæisk mesterværk om at være fremmed i et fremmed sprog og komme til et nyt sprog i det fremmede.

Kristóf skrev ikke tæt op ad Anden Verdenskrig, for det er ikke en navngiven krig, hun skriver om. Alt det specifikke er renset bort i denne basale historie om elementære kræfter som vold, undertrykkelse, forræderi, smerte, sult og flugt. Det er alle krige eller krigen i sin essens, Kristóf fremmaner i romanen, og som hun ruller ud som baggrundstæppe under en moderne tilværelse. Hun har renset sproget, skåret ind til benet og tømt det for alt menneskeligt. Af den grund bliver Det store stilehæfte en paradigmatisk roman om tab af hjemstavn, familie og sprog og de skader, som krig og diktatur anretter i et menneskesind.

Løgnen, bedraget og hykleriet

Et andet betydeligt værk, der udtrykker hjemløsheden, er Herta Müllers roman Ræven var allerede dengang jægeren (1992). I den viser Müller, hvordan løgnen, bedraget og hykleriet trænger ind i personernes mest intime rum og gør det umuligt at opretholde en uafhængig identitet. I den inderste kerne er mennesket inficeret af diktaturet, overvågning og intimidering gennemsyrer alt og trænger langt ind i de personlige liv, i parforholdet og venskabet.

Den brydning mellem individ og samfund, som fremstilles i flere af Müllers romaner, er helt i emigrantlitteraturens ånd. Den kamp mod staten, hun skildrer, er i mindre grad stilet direkte mod Ceausescus Rumænien, end den fra et menneskeligt frøperspektiv viser, hvordan grænsen mellem det private og offentlige opløses, og hvordan det ikke længere lader sig afgøre, hvor det suveræne jeg begynder og slutter, og hvor statens gør.

Müllers sproggrænser er nogle andre end Kristófs. Hun tilhører det tyske mindretal i Rumænien. Til forskel fra Kristófs forkastelse af et modersmål og opfindelse af et nyt sprog er Müllers mindretalstysk præget af en flersproglig baggrund og en rumænsk surrealistisk tradition med forkærlighed for folkesange og lokale ordsprog. Begge forfattere står med en fod i to kulturer, men den situation forvalter de uens. Kristóf skærer alt overflødigt bort for at nå et sandt udtryk. Müller skaber et nyt sprog i mellemrummet mellem sprogene. Begge veje er gennemgående for emigrantlitteraturen såvel i det 20. som i det 21. århundrede.

Det politiske er fremstående i begge bøger, men uden at udarte til et politisk program. Begge forfattere ser litteraturen som et værn om personlig integritet og udforsker det individuelle fra den udsattes position. Vanskeligheden ved at kunne udleve det individuelle, der er fastholdt hos disse forfattere, får politisk sit udtryk efter 1989 med fatale følger. Man kunne også tale om undertrykkelsens pris. Balkankrigen i starten af 1990’erne er også en effekt af sammenbruddet af Den Kolde Krigs verdensorden og et forsinket forsøg på at realisere en anden identite, end den statsligt dikterede. Den tragedie er også foregrebet hos disse forfattere.

I Danmark hed de ’fremmedarbejdere’

Det kunne nok være et forsøg værd at klippe et lille hul i dette europæiske kludetæppe og igennem det hul kigge på os selv. Herigennem ser vi, at vi mest har været tilskuere til historien og befundet os på afstand. I egne heltekvad hjalp vi jøder til Sverige og modtog politiske flygtninge fra den nedkæmpede opstand i Ungarn i 1956 og senere fra Pinochets militærdiktatur i Chile, men vi har som nation ikke for alvor del i den historie om hjemløshed og emigration. Også de arbejdere, der kom til landet i 1960’erne og 70’erne fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan, blev set som ’fremmedarbejdere’, som nyttige værktøjer i velfærdsstatens udbygning. De satte nok et multikulturelt præg på landet, men de fik ikke lov at udfordre vores nationale identitet eller moderere vores litteratur.

Der findes i vores samtids litteratur ikke en reel mulighed for at lære noget nyt om os selv i den periode. Og på spørgsmålet, hvilke typer vi da så har udviklet i vores litteratur om det emne, kan man kun pege på gæstearbejderen eller flygtningen som en ’fremmed, der kommer til byen-figur’, som den der kommer udefra og truer os. Altså skildret inde fra en allerede etableret norm, der ikke bliver udfordret.

Det ændrer sig først senere i takt med den øgede muslimske indvandring og deres efterkommere, kulminerende med et digterværk, der blev en national sensation, Yahya Hassans digtsamling YAHYA HASSAN (2013). Bogen sendte rystelser gennem den danske litteraturhistorie, åbnede nye sluser i vores kollektive bevidsthed, fordi en dansk virkelighed og rådden social, nydansk underklasse for første gang blev beskrevet indefra og ramte ned midt i en følsom politisk debat, den om islam og integration.

Autenticitet før æstetik

I 1970’erne og 80’erne får vi i Vesteuropa en gæstearbejderlitteratur, som ikke er så æstetisk spændende, men dyrker autenticiteten ved at give stemme til folk, som ellers ikke høres. Der er en erfaring at give videre i litteraturen om at have flyttet sig til en ny kultur, og der er en bestræbelse på at skildre disse som mennesker og ikke bare som gæstearbejdere.

Det er sigende for denne mere sociologiske interesse, at det udtryk, der tilsyneladende får størst kulturel gennemslagskraft, er Günter Wallraffs undercover-reportager som tyrkisk gæstearbejder i en tysk industrivirksomhed i 1985. Wallraffs bog Ganz unten er med mere end fem millioner eksemplarer en af de mest solgte bøger i Tyskland til dato. Der kom også gæstearbejdere, kaldet ’kontraktarbejdere’, typisk fra Vietnam, Cuba og Angola til Østeuropa, frem for alt DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn, men de afsætter ikke noget litterært spor, fordi de folk boede adskilt fra den øvrige befolkning og efter udløbet kontrakt blev sendt retur til deres hjemlande.

Kolonierne skriver sig ind

Der kommer bevægelse i sindene. I den lange tid, mens nationallitteraturerne ikke rigtig havde kunnet optage de nye erfaringer, havde England vundet forspring. Og nu kom de nye vidder med ind over grænsen. V.S. Naipaul fra Trinidad havde allerede i 1950 bosat sig i England og gjorde i de følgende årtier den caribiske litteratur på engelsk til verdenslitteratur. Hovedtemaet i hans romaner og rejseskildringer er opbrud, hjemløshed og identitetsusikkerhed. Naipaul er både en caribisk forfatter og del af den postkoloniale engelsksprogede litteratur. Senere eksempler er multikulturelle forfattere som japansk-britiske Kazuo Ishiguro og nigeriansk-britiske Ben Okri.

Ligeledes sker det, at forfattere fra tidligere franske kolonier som Ahmadou Kourouma fra Elfenbenskysten, Tahar Ben Jelloun fra Marokko, Amin Maalouf fra Libanon eller Assia Djebar fra Algeriet skriver med på den franske litteratur. Den engelske og franske litteratur har ikke længere et roligt forløb, hvor de forskellige bifloder samles i en hovedflod; de er snarere at sammenligne med et delta, hvor frugtbart slam fra virvar af floder aflejres som nyt land. Den engelske og franske litteraturs krop er i færd med at mutere.

Europa set fra Indien

Hvis hjemløshed og indre emigration kendetegner første fase af det litterære ombrud, så indledes anden fase i 1981 med det største digterværk, som bærer den nye multikulturelle tidsalder. Salman Rushdies roman Midnatsbørn med den uforlignelige hovedperson Saleem Sinai udtrykker et afgørende omslag og ny funktion af litteraturen. Med Rushdie træder en stor epiker ind på Europas litterære scene fra Indien, med i sin bagage bærer han en hybrid af en roman, hvor han har stjålet det engelske sprog fra vuggen og opfostret det i sin egen baggård. Et voila – en roman om vores tid skrevet på indisk engelsk!

Med Rushdies roman bliver emigrantlitteraturen med ét æstetisk krævende og rummer essensen af den nye multikulturelle virkelighed, som rammer Europa fra begyndelsen af 1980’erne. Det er ikke den nye multikulturelle virkelighed i en sociologisk afbildning, men netop i en kunstnerisk.

Midnatsbørn beskriver Indiens overgang fra britisk koloni til uafhængighed og efterfølgende opdeling af landet. I romanen følger man den indiske Sinai-familie gennem flere generationer fra begyndelsen af århundredet frem til romanens nutid. Vægten er lagt på Saleem Sinai, der kommer til verden i 1947 på dagen for Indiens selvstændighed. Med portrættet af Sinai-familien skildres farverigt og med eksplosiv kraft de vigtigste begivenheder i det 20. århundrede på det indiske subkontinent.

Det forunderlige er, at Rushdie skriver europæisk historie fra Indien. Ikke et øjeblik i romanens handling udspiller sig uden for det indiske subkontinent. Alligevel er romanen en perfekt fremstilling af den tid, den er skrevet i. Det vil altid være muligt at genbesøge den tid og forstå dens indre logik ved at vende tilbage til den.

En ny europæisk virkelighed

Uden for Margaret Thatchers vinduer i Downing Street udspillede sig i begyndelsen af 1980’erne i bydelen Brixton de raceuroligheder mellem etniske englændere og de store minoritetssamfund, der var kommet til England fra landene i Commonwealth allerede i 1950’erne og 60’erne for at udføre lavt betalte job. Det var den første alvorlige forsmag på den eksplosive cocktail af ghettoficeret prekariat og religiøsitet, der siden har præget Europas metropoler, og som med den europæiske flygtningekrise i 2015 fik et nyt udtryk.

Den nye europæiske virkelighed, der således havde meldt sin ankomst i Brixton i april 1981, var allerede blevet suget op i dette magiske fiktionsværk af Rushdie. Og alt, der siden skulle vise sig i form af uoverskuelige nationale energier, der blev sat fri efter 1989, var blevet foruddiskonteret i Midnatsbørn. Læst fra i dag forstår man, at flygtningekrisen i 2015 og forandringen af den europæiske populistiske bevidsthed har sine rødder ikke bare i 1989, men i vores koloniale fortid og forvaltning heraf.

Rushdie er en generøs revolutionær i form og sprog. Først omskaber han E.M. Forsters Vejen til Indien skrevet på køligt klassisk engelsk til en med egne ord »hed og støjende og lugtende og overfyldt« roman på indisk engelsk for at tilpasse den til en ny postkolonial virkelighed. Siden rækker han stafetten videre til næste generation af hybride forfattere som Edwidge Danticat, Chimamanda Ngozi Adichie og Junot Díaz.

Det kendetegner også det nye globale verdensbillede, at kontinenterne ikke længere kan holdes adskilte. Afrika og Europa eksisterer ikke uafhængigt, skæbnetråde vikles ind i hinanden, når flygtninge og migranter fra Asien og Afrika rejser til Europa og etablerer nye diasporaer. Årets nobelpris i litteratur til Abdulrazak Gurnah er et sindbillede på en ny verdensorden. Han er født i Zanzibar i 1948, men flygtede allerede som ung på grund af religiøs forfølgelse til England, hvor han også skiftede sit oprindelige sprog, swahili, ud med engelsk og blev en tanzanisk engelsksproget forfatter. Det, de europæiske kolonimagter historisk har gjort mod Afrika, og Afrikas egen skæbne, kan ikke adskilles fra resten af verden.

Gurnahs romaner bærer vores tid i sig. De handler om identitetsusikkerhed og migration. Hans hovedpersoner står konstant i forhandling mellem en fortidig eksistens og et nyt liv i emigrationen. Det særlige ved Gurnah er, at han forener sine flugterfaringer og rodløshed i sit engelske eksil med sin baggrund i Østafrika, hvor først tysk og senere britisk kolonikultur blev konfronteret med slavernes afrikanske kultur. Han lader sig ikke bare opsluge i den europæiske litteratur, han påvirker og ændrer den med nye impulser og erfaringer fra en historie, der rækker tilbage fra kolonitiden til i dag.

Fremtiden begynder nu

Forhandlingen om fremtiden er begyndt. I de seneste årtier er der kommet større forståelse af, at de forskellige samfund er internt forskellige, at de europæiske samfund er dybt mangfoldige. Det afspejles i litteraturen som forhandlinger om, hvilket samfund vi får, når alle har forskellige baggrunde.

Med den aktuelle politiske situation og Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan vil den historie fortsætte. Millioner af afghanere og syrere vil blive del af den europæiske litteratur. Der er åbnet for, at litteraturen i den kommende tid vil være med til at definere, hvad det er for samfund, vi får. Emigranten skriver og skriver med på historien. Spørgsmålet er kun, om vi, der står langs de danske kyster, komme til at spejde forgæves efter dem, der skal være med til at forme vores fremtid.

Litteratur

  • Brandes, Georg: Hovedstrømninger i det nittende Århundredes Litteratur, Jespersen og Pio, 1966.
  • Celan, Paul: Sort mælk, Rosinante, 2018.
  • Goytisolo, Juan: Identitätszeichen, Suhrkamp, 1998.
  • Gurhan, Abdulrazak: Pilgrim’s Way, Jonathan Cape, 1988, Dottie, Bloomsbury, 2016, Admiring Silence: Bloomsbury, 2016.
  • Hassan, Yahya: YAHYA HASSAN, Gyldendal, 2013.
  • Hertel, Hans: Verdenslitteraturhistorie, bind 7 (1945-92), Gyldendal, 1993.
  • Kertész, Imre: De skæbneløse, Batzer & Co, 1996, Kaddish for et ufødt barn, Batzer & Co, 2002.
  • Kristóf, Ágota: Det store stilehæfte, Rosinante, 2017.
  • Müller, Herta: Ræven var allerede dengang jægeren, Gyldendal, 2014.
  • Rushdie, Salman: Midnatsbørn, Centrum, 1982, »India is no longer the country of this novel«, i: The Guardian 3.4.2021
  • Wallraff, Günter: Ganz unten, KiWi, 1985.

Hovedstrømninger i europæisk litteratur

Det er 150 år siden, Georg Brandes skrev danmarks- og litteraturhistorie med sine forelæsninger om ’Hovedstrømninger i det 19. århundredes europæiske litteratur’. Som en hyldest og en aktualisering af Brandes pionérindsats kommer Information i denne serie med bud på hovedstrømninger i sidste del af det 20. og første del af det 21. århundredes litteratur

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her