Da Niviaq Korneliussen tirsdag aften modtog Nordisk Råds Litteraturpris, besvarede hun hæderen med en undskyldning til den grønlandske ungdom på vegne af alle de voksne, der ifølge den 31-årige forfatter alt for ofte svigter deres ansvar og overlader Grønlands børn og unge til sig selv.
Det er første gang, prisen går til en grønlandsk forfatter, og Niviaq Korneliussen vandt for sin anden roman, Blomsterdalen (med originaltitlen Naasuliardarpi), der handler om Grønlands massive problemer med selvmord. Fra scenen i Skuespilhuset i København takkede hun for prisen, rystede på hovedet af overraskelse og foldede så sin medbragte tale ud. Den begyndte med en skarp kritik af det grønlandske selvstyre, som Niviaq Korneliussen mener svigter sit ansvar for at hjælpe udsatte mennesker i landet med verdens højeste selvmordsrate.
»Jeg forsøgte at skrive en tale til mit lands ledere, men det er jo som at snakke til en mur, og det er jeg færdig med. Så den her tale er til dem, jeg skriver for, til børn og unge derhjemme. I er grunden til, at jeg har fået den her pris.«
Den opmuntring, som prisen er, rettede hun videre til de unge, der ligesom romanens hovedperson, er ramt af suicidale tanker, socialt systemsvigt og sorg over de selvmord, der har fundet sted omkring dem.
»Den her (pris, red.) er til jer, som finder styrken til at leve en ekstra dag, fordi I håber, at dagen i morgen bliver bedre, og at der måske denne gang er nogen til at tage vare på jer. Til jer, som lægen, som politimanden, som læreren, som politikeren ikke længere tror på. Til jer, der er rædselsslagne, fordi jeres venner forsvinder, selv om jeres liv først lige er begyndt. Til jer, der bliver smidt ud af kollegiet, når I har forsøgt at tage jeres eget liv. Til jer, der føler jer grimme, uduelige og som en byrde. Til jer, der har lyst til at leve, men ikke længere kan magte det.«
Tydelige politiske ærinder
Blomsterdalen er altså en roman med det tydelige politiske projekt at skabe opmærksomhed om det akutte samfundsmæssige problem, den længevarende såkaldte selvmordsepidemi er, råbe de ansvarlige myndigheder op og danne afsæt for aftabuiserende samtaler. Med Nordisk Råds Litteraturpris fik Niviaq Korneliussen en stor scene at tale fra.
I et interview her i avisen, som Niviaq Korneliussen gav i forbindelse med udgivelsen, tøvede hun ikke med at kalde Blomsterdalen for en »politisk roman«. På spørgsmålet om, om hun tror, litteraturen kan ændre verden, var svaret dog nej:
»Ikke ændre. Der skal meget mere til end en roman. Selvmordsproblematikken er noget, vi konstant skal arbejde med i flere år, før den kan løses. Men jeg håber selvfølgelig, at min roman kan være med til at skabe debat, så vi ikke er så berøringsangste længere. For nu har vi noget konkret at tage udgangspunkt i.«
Generelt gik Nordisk Råds priser i år til projekter, der taler direkte ind i større samfundsmæssige problemstillinger. Det gælder nødvendigvis hvert år for Nordisk Råds Miljøpris, som i år gik til den danske grønne tænketank Concito for Den Store Klimadatabase, der viser klimabelastningen af de mest almindelige fødevarer. Musikprisen fik den færøske sanger Eivør med den delvist kulturpolitiske begrundelse, at hun sætter sit hjemland i rampelyset og hele tiden benytter sig af sin musikalske arv og sit modersmål, hvilket er helt i tråd med det erklærede formål for Nordisk Råds kulturpriser: at øge interessen for de nordiske landes kultur.
Ligesom Blomsterdalen talte vinderen af årets børne- og ungdomslitteraturprisen, ungdomsromanen De afghanske sønner af svenske Elin Persson, ind i en større samfundsmæssig debat, idet den handler om uledsagede flygtningedrenge og er baseret på forfatterens egne erfaringer som socialarbejder. I motiveringsteksten hyldes Persson for at »skabe en dokumentarisk følelse« og at sammensætte »billedet af en virkelighed, hvor ingen er ond eller god«. Elin Persson rettede i sin tale en tak til de unge uledsagede flygtninge, der »midt i det sværeste har lært mig værdien af fællesskab«.
»Tillid er en nordisk værdi«
Også vinderen af Nordisk Råds filmpris, danske Jonas Poher Rasmussens dokumentar Flugt, handler om en uledsaget flygtningedreng fra Afghanistan. Filmen, som også er Danmarks bud på en oscarvinder, og som vi her i avisen kaldte »perfekt filmkunst«, består af instruktørens interview med sin ven, der i filmen kaldes Amin, og en animeret billedside. Billedsiden veksler mellem interviewsituationerne i nutidens Danmark, hvor Amin lever et voksenliv med mand og forskerkarriere, og så den barndom i Afghanistan og på flugt, som han genkalder sig og prøver at blive klogere på.
I sin tale sagde Jonas Poher Rasmussen, at han med portrættet af sin ven håber at være med til at vise flygtninge som de individer med komplekse psykologier, de er. »Det at være flygtning er nemlig ikke en identitet, men et livsvilkår,« understregede han og fortalte om sin egen families flugthistorier og om, hvordan den har præget, men ikke defineret, hans forældre og bedsteforældre. Mens Niviaq Korneliussen i sin tale kritiserede samfundets svigt, fokuserede Jonas Poher Rasmussen i størstedelen af sin tale på tillid som en værdi i de nordiske samfund.
»Da Amin ankom til Danmark i halvfemserne efter fem års flugt, fik han at vide, han var i sikkerhed her. Det gav ham mulighed for at begynde at bygge et nyt liv for sig selv. (...) Derfor er Amins historie om flugt også for mig en meget nordisk historie. Fordi den på mange måder handler om tilliden, som er en gennemgående nordisk værdi. Tillid til systemet. Tillid til hinanden, tillid mellem venner og tillid til en mindreårig uledsaget flygtning. Vi stoler på hinanden og tror på, at når vi giver noget væk, så kommer det igen. Og det er de værdier, som har givet Amin mulighed for at gå fra at være flygtning til at være et menneske.«
Ifølge Jonas Poher Rasmussen er tilliden dog under pres. Diskussionen om flygtninge reduceres til et spørgsmål om at være for eller imod, sagde han og afsluttede sin tale med en opfordring:
»Jeg synes, det er vigtigt, at vi fortsætter med at vende os mod hinanden. Det handler i høj grad om måden, vi snakker på, om de historier, vi fortæller – som filminstruktør, som journalister og som politikere. Og med baggrund i vores nordiske historie og tradition skal vi vise verden, at det at vise tillid til vores medmennesker skaber værdi.«
