Nye plagiatanklager mod Marianne Stidsen, der ændrer genrebetegnelse på bog fra forskning til formidling

Forsker og debattør Marianne Stidsen anklages nu for yderligere plagiat af to artikler i bogen Den nordiske metoo-revolution 2018, der er fra 2019.

Det drejer sig om et interview med New York Times-redaktøren Rebecca Corbett i fagbladet Journalisten og en artikel om sombrerosagen i Uniavisen. I begge tilfælde henviser Stidsen til de relevante artikler, men angiver ikke, at hun nærmest ordret gengiver disse artikler.

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller har set eksemplerne og vurderer, at der – som i tidligere plagiateksempler mod Marianne Stidsen – er tale om tvivlsom forskningspraksis, og at Stidsen er i strid med ophavsretten.

»Det, Stidsen gør, er at copypaste store dele af to artikler og så omskrive en smule. Det er i strid med ophavsretten, og hvis der er tale om et ’videnskabeligt produkt’, vil min vurdering være, at der er tale om tvivlsom forskningspraksis, hvor forfatteren ikke i tilstrækkelig grad får markeret, hvad der er egen tekst, og hvad der er andres. Og det er jo et problem, hvis man videnskabeligt vil meritere sig af teksten,« siger han.

De seneste uger har Information bragt en række artikler om anklager om plagiat i to af Marianne Stidsens bøger.

De oprindelige anklager om plagiat var rettet mod Stidsens seneste udgivelse, debatbogen Køn og identitet – et spadestik dybere, der udkom på forlaget Hovedland i september. Filosofiunderviser ved SDU Carsten Fogh Nielsen havde fundet en række afskrifter fra diverse leksikaopslag, som blev gengivet ordret i bogen. Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller vurderede her, at det var i klar strid med ophavsretten. Marianne Stidsen kaldte selv metoden for ’parafrase’.

I sidste weekend blev et andet af Stidsens værker anklaget for plagiat, denne gang det bogudgivne essay Den nordiske metoo-revolution 2018, som Marianne Stidsen først havde angivet som forskning på Københavns Universitetets hjemmeside.

Denne gang var det skribent hos netmediet POV International Steffen Groth, der kunne påpege, at Marianne Stidsen havde kopieret flere sider fra en forsideartikel fra Weekendavisen. Det fik bogens forlægger ved U Press, Mads Julius Elf, til at melde ud, at forlaget vil ændre praksis for at forebygge lignende sager i fremtiden – for eksempel overvejer forlaget nu at indføre plagiatkontrol ved alle udgivelser. Mads Julius Elf forklarede desuden, at forlaget tager sagen meget alvorligt og vil granske bogen nærmere for at afgøre, om den skal trækkes tilbage.

»Det afhænger af omfanget (af plagiat, red.),« sagde han til Information.

Og nu har Carsten Fogh Nielsen udpeget endnu to tekstpassager fra Den nordiske metoo-revolution 2018, som han mener, er hentet direkte fra artikler i Journalisten og Uniavisen.

Tvivlsom forskningspraksis

Juraprofessor Sten Schaumburg-Müller forklarer, at Stidsen i begge tilfælde kopierer længere afsnit fra de to artikler, klipper lidt i dem og kommenterer ind i de citerede afsnit. Og det er problematisk.

»På den måde er det efter min vurdering i strid med ’god skik’. Og hvis der er tale om et videnskabeligt produkt, udgør det tvivlsom forskningspraksis. Vi er ikke oppe i det helt røde felt med videnskabelig uredelighed, hvor man sakser større dele uden at angive og fabrikerer resultater. Men fortsat, efter min vurdering, er det i strid med retningslinjerne i loven, da der er tale om tvivlsom forskningspraksis. Man kan ikke meritere sig ved at sakse andres produkter og skrive et par kommentarer ind.«

Til de nye eksempler fra bogen skriver U Press-forelægger Mads Julius Elf til Information, at han »må være ærlig og tilstå, at forlaget ikke har nogen erfaring med at håndtere en sag som denne her, hvor en forsker anklages for tvivlsom forskningspraksis«. 

Derfor er han »ekstra opmærksom på at gøre tingene ordentligt« og har derfor engageret en ekstern redaktør til at gennemgå bogens indhold med skærpet bevågenhed. Elf understreger, at »de eksempler, som juraprofessor Sten Schaumburg-Müller har fundet, indgår i forlagets undersøgelse, og jeg er taknemmelig for, at han på Informations initiativ vil bidrage til sagens belysning«.

Forskning eller formidling?

Som afvisning af de første plagiatanklager hævdede Stidsen, at hun brugte samme parafrasemetode i sit akademiske virke. Det fik bedømmelsesudvalget på hendes doktorafhandling til at bede Københavns Universitet om at plagiatteste afhandlingen. 

Siden Information i weekenden kunne beskrive, at Den nordiske metoo-revolution 2018 kan være i strid med ophavsretten, har Marianne Stidsen valgt at omkategorisere værket på Københavns Universitets hjemmeside fra forskning til formidling.

Stidsen har tidligere brugt værket som afsæt for en forelæsning på en konference for Skandinavistik-institutterne ved de tyske universiteter i 2019, en forelæsning hun har omtalt i Politiken. På den måde har Stidsen brugt værket som afsæt for akademiske forelæsninger tidligere. Men hvad betyder det, at hun ændrer kategoriseringen af sit værk?

Anne Jensen, der er institutleder ved Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, forklarer, at den væsentligste forskel på at angive en bog som forskning eller formidling er, at en forskningspublikation præsenterer nye resultater og er rettet mod andre forskere og fagfæller, mens en formidlingspublikation er rettet mod et bredere publikum og ofte er mere uformel og debatterende.

»Forskningspublikationer skal præsentere ny viden og være produktet af en forskningsindsats jævnfør Uddannelses- og Forskningsministeriet. For at udløse point i BFI (Den Bibliometriske Forskningsindikator) og dermed resultere i en indtjening for universitetet, skal publikationen desuden være fagfællebedømt og være udgivet på en publiceringskanal, der er pointgivende i BFI-modellen. Og det er ikke tilfældet her,« forklarer Anne Jensen. 

Mads Julius Elf fra U Press oplyser, at Marianne Stidsens essay ikke er pointgivende, fordi forlaget ikke fandt den egnet til at blive fagfællebedømt. Alligevel valgte Marianne Stidsen at markere bogen som forskning, hvilket er blevet valideret af en informationsspecialist fra Københavns Universitetsbibliotek, som laver en informationsfaglig validering af publikationen, ikke en forskningsfaglig. 

Anne Jensen fastslår dog, at det, at Stidsen har ændret værkets genrebetegnelse, ikke har praktisk betydning for udgivelsen, og da bogen endvidere ikke har udgjort en reel indtjening for universitetet, mener hun ikke, at det giver mening at gå ind i spørgsmålet om, hvilken hypotetisk betydning ændringen har for instituttet.

»Hvis Marianne Stidsen har vurderet, at hendes publikation passede bedre under formidling end forskning, tager vi det til efterretning.«

Marianne Stidsen har ingen kommentarer til sagen, udover at hun selv har valgt at ændre bogens kategorisering, så den er »i bedre overensstemmelse med genrebetegnelsen«, hvilket hun havde »overset i første omgang«. Hun ønsker ikke at kommentere de nye plagiatanklager.