Essay
Læsetid: 13 min.

Et nyt ungdomsoprør er undervejs halvtreds år efter det forudgående

Det er ungdomsoprørets og frisættelsens tid. Tiden for udforskningen af nye former for frihed, fællesskab, solidaritet og seksuel frihed. Men også tiden for undersøgelsen af frihedens omslag i sin egen modsætning: ufriheden. Bevægelsen sammenfattes i den anden Hovedstrømning i den nyere europæiske litteratur

Sofie Holm Larsen

Kultur
12. november 2021

Det var en uhyre revolutionær bevægelse, der fra midten af 1960’erne brød ud over verden med store følger for politik og litteratur. Den havde i de storbyer i Vesteuropa, hvor den var stærkest, taget farve af den sammenhæng, den i øvrigt skete i. I Paris, hvor oprøret fik stærkest styrke, var det, der begyndte som begrænsede studenterprotester i løbet af et par måneder blevet forenet med op mod ti millioner arbejdere, besættelse af fabrikker, generalstrejke og lammelse af samfundet. Den fælles adresse for oprøret var kapitalismen, forbrugerismen, den amerikanske imperialisme og opgør med traditionelle institutioner foruden en fløj, der ville realisere en helt anden og fri livsform.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Sjældent har jeg i en artikel i Information læst så mange upræcise påstande og halve sandheder om ungdomsoprøret som i denne.

Det starter egentlig meget godt, men det er fra starten af afsnittet "Politisk fiasko", at det går helt galt.

"Ungdomsoprøret", i den traditionelle betydning af begrebet, ebber i Danmark ud omkring 1975, omend andre bevægelser, f.eks. feministiske, fortsætter deres kamp, men på det tidspunkt er der ikke meget "ungdomsoprør" tilbage. Der er snarere tale om bestemte gruppers kamp for egne særinteresser.

Fremstillingen af "Fodboldenglen" er ret præcis, men det, der beskrives, er netop noget, der i betydningen "ungdomsoprøret" er overstået, og det er vel også det, der er én af pointerne med værket, en slags status over noget, der er forbi.

Når der står:
"Tværtimod allierede ungdomsoprøret sig med hele dets fokus på selvrealisering, antiautoritær ledelse og dyrkelse af innovation i anden bølge med nyliberalismen", så er der både noget rigtigt og noget forkert i det"

De beskrevne tendenser er til stede, som en form for udløber fra ungdomsoprøret, men det har ikke længere noget med ungdomsoprøret frem til omkring 1975 at gøre. Forestillingen om ungdomsoprørets "anden bølge" er et postulat, uden hold i virkeligheden.

Virksomheder og politikere havde hele tiden stået "i kulissen" for at søge efter tendenser, de kunne udnytte til egne formål.

Jeg kan her ikke lade være med at tænke på Herbert Marcuses begreb om "repressiv tolerance", og hvorledes unge mennesker, med sæbe og børste, forsøgte at få deres jeans til at se slidte ud, som en form for "sympatierklæring" til det "arbejdende folk".

Kort tid efter blev "slidte" jeans, kemisk behandlede, solgt som sidste mode og produceret af store selskaber.

Når der står:
"Emancipation begynder med en selv, tager afsæt i det enkelte individ, men er samtidig afhængig af andre og af interaktion med kunst og filosofi" - hvad pokker har det så specielt med ungdomsoprøret at gøre, selv om jeg godt kan se, at det måske kan have noget med andre former for ungdomsoprør at gøre.

Mest kommer jeg her til at tænke på noget med symbolisme og Heretica - og måske også med noget af det, som Michael Strunge stod for.

Det er fint nok at have præferencer for bestemte forfattere og værker, men når der så skal etableres historiske sammenhænge, må det også være vigtigt, at det med at "hugge en hæl og klippe en tå" ikke resulterer i en "smadret" fod.