Et nyt ungdomsoprør er undervejs halvtreds år efter det forudgående

Det var en uhyre revolutionær bevægelse, der fra midten af 1960’erne brød ud over verden med store følger for politik og litteratur. Den havde i de storbyer i Vesteuropa, hvor den var stærkest, taget farve af den sammenhæng, den i øvrigt skete i. I Paris, hvor oprøret fik stærkest styrke, var det, der begyndte som begrænsede studenterprotester i løbet af et par måneder blevet forenet med op mod ti millioner arbejdere, besættelse af fabrikker, generalstrejke og lammelse af samfundet. Den fælles adresse for oprøret var kapitalismen, forbrugerismen, den amerikanske imperialisme og opgør med traditionelle institutioner foruden en fløj, der ville realisere en helt anden og fri livsform.

I Berlin havde 68-oprøret tillige en stærk tilsætning af de unges revolte mod forældrenes tavshedskultur, manglende bearbejdning af den skamfulde nazistiske fortid og falske forsøg på normalisering af hverdagen. Siegfried Lenz’ roman Tysktime udkom i efteråret 1968 under kolossal bevågenhed og ledsager ikke blot, men katapulterer den tyske fortidsbearbejdning eller -opgør, der for alvor var blevet skubbet i gang i 1959, ind i det nye oprør ude på gaderne med en klar modstilling af den ældre generation, der vil glemme og fortrænge og den unge skyldfrie generation, der føler sig forpligtede til at tage den tyske skyld på sig.

I et andet tidligere fascistisk europæisk land, Italien, spidsede i Torino den glødende revolution så meget til, at den seksuelle revolution og det kulturelle opbrud druknede i den terror, der umiddelbart fulgte. Antifascismens og kommunismens højborg blev i løbet af kort tid forvandlet til arnested for voldelige overgreb og De Røde Brigader. Fra begyndelsen var bevægelsen splittet mellem lystig revolution og terror.

Også i København havde ungdomsoprøret flere mødre og fædre og var såvel vendt mod professorvælde, en international kapitalisme, Vietnamkrigen og amerikansk imperialisme, som at den forsøgte at realisere idealet om friere livsformer og ligestilling mellem kønnene. Der var et åbent øjeblik i historien, et åbent vindue, hvor nye ideer, omvæltning af forældede strukturer fik lov at strømme ind.

I nogle tilfælde fik de lov at sive ud i samfundet og påvirke livs- og samværsformer, mens nogle samtidig effektivt lukkede sig igen i dogmatisk politisering og munkemarxistisk abstraktion. Der var, viste det sig, slet ikke så langt fra hippie til Blekingebanden. Den historie fortæller Peter Øvig Knudsen i sine kulturhistoriske værker. Men bedst samlet op i Hans Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen (1979), der gav de danske 68’ere deres epos.

En stor del af det billede, vi i dag har af begivenhederne omkring 1968, stammer fra Nielsens roman: fest og farver og sjov i gaden, de mange muligheders optimisme, fremsynet åbenhed, der hurtigt igen bliver slugt op og ender i 70’ernes glædesløse, dogmatiske politisering. Blomsterbørnene var blevet til teoretiserende kommissærer, der spærrer sig selv og hinanden inde i ideologiske kasser. Det er denne politisering, romanens hovedperson Frands forsøger at befri sig fra. Han er kætter, kvindegrupper ødelægger hans mandlige selvværd, vejlederen på hans universitetsspeciale er blind for alt, hvad der ikke er klassebevidstgørende abstraktion, og forståelsen for de tyske RAF-terrorister deler han ikke.

Politisk fiasko

Socialt og kulturelt blev ungdomsoprøret på længere sigt en succes, men politisk var det en fiasko. Ungdomsoprørets frontløbere var inspireret af marxistiske teorier, de drømte om proletariatet som den frelsende klasse, og sammen med arbejderne ville de knuse kapitalismen. Men arbejderne kunne ikke drømme om at gøre de studerendes paroler til virkelighed. Derfor stod kapitalismen lige så stærkt efter ungdomsoprøret. Den økonomiske magt blev aldrig for alvor udfordret af ungdomsoprøret. Tværtimod allierede ungdomsoprøret sig med hele dets fokus på selvrealisering, antiautoritær ledelse og dyrkelse af innovation i anden bølge med nyliberalismen.

Fundamentet for den sociale og kulturelle revolution formuleres af den ungarske filosof Ágnes Heller. I Everyday Life fra 1984 skriver hun, at der ikke var brug for en politisk revolution, men derimod en revolution af hverdagslivet (’everyday life’). Radikale forandringer opnås ikke gennem at gribe magten eller gennemføre en proletarisk revolution, men derimod gennem en ændring af vores liv. Det er budskabet i bogen, hvor Ágnes Heller også skelner mellem frigørelse og emancipation. Frigørelse er et politisk anliggende, en kollektiv gestus, og kan aldrig samtidig være et individuelt – hvorimod emancipation er en individualistisk handling, der aldrig kan kobles til et kollektiv, en klasse, en politisk bevægelse. Emancipation begynder med en selv, tager afsæt i det enkelte individ, men er samtidig afhængig af andre og af interaktion med kunst og filosofi.

Hellers begreb om hverdagslivet forskyder afgørende fokus fra den politiske revolution til udforskningen af nye former for frihed, fællesskab, solidaritet og seksuel frihed. Det er også den forskydning mod frihedens øjeblik, der bestemmer den anden hovedstrømning i den nyere europæiske litteratur.

Europas første ungdomsoprører er Werther. Altså ikke en historisk person, men en litterær karakter i Goethes brevroman af samme navn fra 1775. Således er det også hos Georg Brandes i hans første Hovedstrømsforelæsning, hvor det med eksempel i Werther står klart, at den revolution og frigørelse, der er tale om, ikke så meget relaterer til revolutionen som politisk begivenhed. Det er det følelsesmæssige aspekt af revolutionen og de europæiske samfunds modernisering i perioden, som interesserer ham, når han skriver, at Werthers ulykkelige kærlighed til Charlotte ikke blot »fremstiller en enkelt persons tilfældige lidenskab og tilfældige ulykker, men er behandlet således, at en hel tidsalders lidenskaber, længsler og kvaler har fundet deres udtryk deri«.

Det 18. århundredes tyske og franske litteratur overbragte os mange poetiske idealer, men mere end nogen anden er det Goethes tragiske helt, der med denne »naturens og lidenskabens kamp mod det vedtægtsret ordnede samfund« på tværs af århundrederne rækker ungdomsoprøret anno 1968 en håndsrækning i form af denne revolution af hverdagslivet.

Privatlivet som prøveklud

Den revolutionære bevægelse sender fra slutningen af 1960’erne en regulær strømning i gang i den vestlige del af Europa, den spreder sig til alle afkroge af samfundet og river veletablerede og stivnede adfærds- og samværsformer op med rode. Ungdomsoprøret var kulturelt set en genfortolkning af parolerne fra Den Franske Revolution om frihed, lighed og broderskab på et mere konkret niveau. Og der skulle smedes, mens jernet var varmt. En regelret kolportage af forholdet mellem samfundet og det enkelte individ var på spil. I den nye litteratur sættes forholdet mellem kønnene under debat, ejendomsforhold, magthierarkier og -monopol og den personlige frihed. Den trænger ned i samfundsstrukturerne. Privatlivet bliver holdt frem som en prøveklud, et testlaboratorium for en større uorden i verden.

Doris Lessing er brohoved for 1970’ernes feministiske samfundskritik og nedbrydning af traditionelt skel mellem det politiske og det private. Bøgerne af den britiske forfatter med baggrund og opvækst i Zimbabwe markerer et brud med det insulære i samtidens engelske litteratur og sparker den gevaldigt fremad. Hun låner sin stemme til erfaringer fra kolonierne, verdenskrigens ødelæggelser og ikke mindst kvindernes verden og antipsykiatrien.

En hel tidsalders ideer, lidenskaber og følelser finder et udtryk i hovedværket, Den gyldne bog, fra 1962. Romanens to hovedpersoner, Anna og Molly, begge frie og selvstændige. Veninderne står i centrum af handlingen, som undervejs bliver afbrudt af de fire dagbøger i forskellige farver, som Anna skriver, hvor hun forsøger at tugte selvets tendens til at stikke i forskellige retninger. Den ene dagbog viser hendes indædte splittelse i forhold til det kommunistiske parti på baggrund af utopisk længsel og den reelle stalinisme. Den anden handler om kunst, mens de to sidste dagbøger indeholder stadier i en skrøbelig psykisk udvikling. Dagbøgerne dokumenterer selvets splittelse og længsel efter helbredelse, og hver enkelt ville ende i et psykisk sammenbrud, hvis ikke det var for romanen Den gyldne bog, der forener dagbøgerne og de to kvinders fortælling.

Lessing viser i det hele taget i sine bøger, hvordan politiske og følelsesmæssige konflikter er filtret sammen, og hvordan søgen efter autenticitet er knyttet til seksualiteten, der samtidig er fanget mellem at være frigørende og en trussel mod samfundsordenen. Den gyldne bog bliver billedet på en ny vending i litteraturen og må først og fremmest værdsættes, fordi den iscenesætter kampen for den menneskelige frihed over for ethvert ideologisk formynderi og baner vejen for andre frie hjerter.

Lessings Anna slår sig ikke som Goethes Werther i al hans hjertets uendelighed på samfundets snæversyn, ligesom hun ikke i selvrespektfuld fortvivlelse kun kan lindre smerten ved et pistolskud i hjertet; hun afsøger i sit jegs afkroge og sjælelige ubalance en forbindelse til den ydre verden og kilde til verdens uorden. Hendes egen sygdom er også samfundets, og det litterære værk er i én og samme bevægelse en heling og en samfundskritik.

Takket være Jane Austen og den stærke rolle, som kvindelige forfattere har haft i engelsk litteratur langt tilbage og nu Lessing, bliver nybruddet i 1970’erne og 80’erne særlig tydeligt her, eksempelvis hos Margaret Drabble, hvor det moderne Englands klasseopdeling er i fokus, hos Fay Weldon, hvor kvindeundertrykkelse slår om i den svigtede kvindes hævn over manden og hos Angela Carter som provokerende åbenhjertighed i forhold til seksuelle fantasier.

Generelt balancerer den nye kvindelitteratur mellem det kunstneriske vellykkede og privatlivsdokumentariske beretninger. Ikke al litteratur, der skabes i strømmen på det revolutionære opbrud, har blivende æstetisk værdi.

Moderskabslitteratur

I fransk litteratur står identiteten, især kønsidentiteten, i centrum. Marie Cardinal bidrager med Ord som forløser (1975) til den nye kvindebevægelses interesse for morens rolle i dannelsen eller deformeringen af kvindelig identitet og var på grund af et langt terapiforløb i romanen inspirerende for andre forfattere af bekendelsesskrifter. En moderskabslitteratur, vi her i Danmark stadig ikke har sluppet, eller måske er der snarere tale om, at en ny generation har grebet stafetten fra deres mødre.

Men ellers er der i fransk litteratur en stærk tendens mod formalisme, optagethed af skriftens materialitet, for eksempel hos Hélène Cixous, der ved at krydse poststrukturalistisk filosofi og fiktion analyserer kvindelighed som et sprogligt fænomen og derfor fremelsker en særlig kvindelig skrivemåde, en ecriture feminin som et alternativ til bekendelseslitteraturen.

Anderledes i Tyskland hos Peter Weiss i romantrilogien Modstandens æstetik (1975-81), hvor kunst og litteratur opfattes som en modstandskraft og et våben mod enhver form for undertrykkelse. Den vægt på æstetikken som modstandskraft er ikke ulig den bevægelse, der i Italien udgår fra den såkaldte Gruppo 63 omkring forfatteren Umberto Eco. Weiss’ romanværk er en slags sen dannelsesroman, en roman om det kritiske intellektets dannelse igennem kunst for venstrefløjens kamp, inspireret af marxistisk kapitalismekritik.

En hel litterær genre bliver indirekte til som følge af 68-oprørets frisættelse af jeget, og det er autofiktionen. Også den strømning i litteraturen har flere mødre og fædre. Den har dels sine naturlige rødder i fransk narratologi i 1970’erne, dels genfødes den i ny skikkelse omkring årtusindeskiftet som reaktion på 1980’ernes og 90’ernes stærke teoridominans. Den realiserer en tendens til, at flere tekster går i dokumentarisk retning og bruger forfatterens eget jeg som afsæt for en litterær undersøgelse og kortlægning af et virkelighedsstof, der adskiller sig fra en udbredt uvirkelighedsfølelse eller forestilling om, at ’alt er konstruktion’.

Historien viste sig alligevel ikke efter 1989 at være kommet til sin afslutning, og det menneskelige jeg havde ingen tanker om at lade sig pensionere før tid. Norske Karl Ove Knausgård udnyttede det momentum, da han lod tidsånden gennemsyre seksbindsværket Min kamp, skrevet i kapløb med sig selv og den nye virkelighed af autenticitetsdyrkelse og fake news på sociale medier. I den forstand er romanværket også mediehistorie. Knausgård tager afsæt i individualismen og forbliver i den. Hans radikalitet er hans oprigtighed, men oprigtighed kan i kunst ikke i sig selv veksles til skønhed.

I autofiktionens grænseland bevæger også danske Kirsten Thorup sig. Hendes roman Bonsai fra 2000 befinder sig i den perfekte overgang mellem ’68 og i dag. Hun samler ikke bare ånden fra 1968 og det sene 20. århundrede, men folder den også elegant ud for os et par årtier inde i det 21. århundrede. Thorup lader en konfliktfyldt kærlighedsrelation mellem to hovedpersoner, Nina og Stefan, udspille sig på baggrund af en langt større forvandling i nyere europæisk historie, opløsningstiden efter 1968, den nye tid, hvor friheden var den højeste lov, og hvor man havde brændt alle broer bag sig og bevægede sig i fuld fart frem mod fremtiden, og hvor det nye menneske var ved at blive skabt i deres billede. Thorup undersøger tidsånden ved at trække den ind i romanen. Hun skildrer samfundsprocesser som en spaltning af faste identiteter og fastholder den derved i en form, der afspejler en opløsning.

Med Bonsai skriver hun sig ind i en europæisk romantradition. Hun svarer i sin roman på den ombygning af identiteten, der finder sted i de vestlige samfund i forlængelse af 68-oprøret, attituderelativisme, postmodernismens betoning af det partikulære og en ny multikulturel virkelighed.

For øje har hun individets frisættelse og eksperimenter med seksualitet og nye livsformer, der både føles som befrielse fra snærende bånd og et tab. Men bogen sender os også frem til i dag, hvor eftervirkningerne af den store transformation er kendte, og hvor anden fase af den ombygning af en vestlig identitet allerede er ved at komme til syne i form af en opløsning af hidtil gældende kønskategorier. Det uentydige eller nonbinære, som det kaldes i dag, er allerede foregrebet i Bonsais inderst inde neutrale eller kønsløse fortæller, der fra et ubestemt, stadigt foranderligt sted, lag på lag kan iføre sig et nyt køn og forvandle sig til hvad som helst.

Tvivl om det universelle

Fra en anden front, fra akademiske miljøer og fra menneskerettighedsbevægelser i USA, gjorde en ny oplysnings- eller opløsningstendens sig gældende og anklagede det store frigørelsesprojekt, sat i gang af 68-oprøret, for at tage patent på og ophøje en privilegeret gruppes frihed til den universelle. Dér står fronten i dag, i en opsplitning i delidentiteter, ressentiment og mistro til hinanden og tvivl om det universelle.

Omvæltningerne i Europa i 1989 var ikke noget slutspil for ’68. Der findes ikke en historiens afslutning, den er blot et mellemspil og en genkomst i form af 68’ernes alliance med en nyliberalisme, der markedsgør nydelsen og sikrer kapitalismen dens endelige triumf. Den der bedre end nogen anden har gennemskuet den sammenhæng mellem ’68 og den vestlige civilisations undergang, mellem en utopisk frisættelse af jeget og degenerering af det europæiske oplysningsprojekt til en illusionsløs forbruger, er den franske forfatter Michel Houellebecq. Han har pointeret, at nyliberalisterne med deres fokus på selvrealisering, antiautoritær ledelse, psykologiske teknikker og dyrkelse af innovation er nutidens 68’ere. Hans romaner, befolket af desillusionerede mandlige hovedpersoner, der lever som effekten af ’68, er ikke bare historien om en individuel lidenskab og skæbne, men udtryk for en hel epokes længsler og kvaler. Hans romaner er ungdomsoprørets katekismus kørt ud i sin yderste konsekvens, hvor de centrale læresætninger forvandles til deres egen modsætning: selvbestemmelsen bliver til egoisme, den individuelle frihed bliver til ensomhed og ufrihed, selvrealisering bliver til tragisk narcissisme, og demokrati til kollektiv depression.

Hovedpersonen François fra Houellebecqs roman Underkastelse (2015) er ikke ligefrem verdensånden til hest, men den sene vestlige civilisations hovedperson. Alle store civilisationer har brug for at blive holdt oppe, og i det øjeblik de fuldbyrdes og ikke længere har et mål at stræbe efter, er de også i færd med at bryde sammen. Sådan var det med Romerrigets opløsning, og det er i den historiske undergang, Houellebecq i Underkastelse spejler Vestens opløsning. Med andre ord, ’68 har sejret ad helvede til, i det øjeblik den realiserer sin utopi. Samtidig driver Houellebecq romanen frem mod et punkt, hvor François bliver frigjort fra frigørelsen. Det sker som en kærlighedens gerning, en underkastelse, som også er romanens titel og hovedmotiv. Ikke underkaste sig en religion som katolicismen, som ingen alligevel ville tro på som en nutidig løsning, men derimod det helt utænkelige at underkaste sig islam.

Goethes tragiske ungdomsoprører Werther er i det andet årti af det 21. århundrede foreløbig endt som Houellebecqs midaldrende kyniske romantiker, der har kastet sig i armene på en frelsende kærlighedsgud. Kærlighed er stadig på tværs af århundreder den stærkeste kraft, alt imens menneskets selvrealisering og rovdrift på naturens ressourcer har kastet kloden ud i en uoverskuelig krise.

Men en engel fra fremtiden er sendt ned på jorden, og et nyt ungdomsoprør er undervejs halvtreds år efter det forudgående. I sin favn bærer hun en ny pagt med naturen. Hun kommer hverken i skikkelse af en følelsesladet selvmorder fra Tyskland eller en desillusioneret livsnyder fra Frankrig. Hun kommer som en virkelig person i skikkelse af en ung svensk pige med vrede på sin tunge.