I psykiatrien kan litteraturen noget, hverken piller eller terapi formår

På anden sal er der en udstilling. En hvid skjorte hænger fra en bøjle over et dække af blåmuslingeskaller. En gipsafstøbning forestiller en mand i gevandter, der står med et afhugget hoved. Og for enden af det forladte sengeafsnit, hvor udstillingen befinder sig, står to skulpturer med hestelignende hoveder, tynde og slangelignende, hver fastspændt mellem to planker, med hver deres hul i brystet.

Udstillingen på Psykiatrisk Center Amager er et samarbejde mellem Laboratoriet for Æstetik og Økologi og Center for Kunst og Mental Sundhed, som overlæge i psykiatri Birgit Bundesen er forperson for.

Jeg skal møde hende og forfatter Anna Rieder for at tale om REWRITALIZE, et tværfagligt samarbejde mellem seks skønlitterære forfattere og to psykiatriske overlæger. Center for Kunst og Mental Sundhed beskriver selv projektet som »en undersøgelse af effekten af en ny type intervention i psykiatrien baseret på skønlitteratur faciliteret af skønlitterære forfattere«.

Ideen er, at psykiatriske patienter mødes i grupper for at skrive og læse sammen. I skrivegrupperne får patienterne mulighed for at træde ind i en verden fremkaldt af fortællinger, de selv er med til at skabe, og som kan hjælpe dem på vej mod en forbedring af deres mentale sundhed og velvære.

Indtil videre er projektet en stor succes. Patienterne beskriver det selv som en lettelse at kunne tale indirekte om deres sygdomme gennem skriften. Mange mærker håb og føler sig mere forbundne med sig selv og andre, når de skriver.

For Birgit Bundesen er det ikke overraskende. Hun har en bachelor i litteraturvidenskab og tror på fortællingens helende kraft. Men hun er alligevel overvældet over, hvor positive resultaterne har været.

»Nogle siger, at deres kognitive evner bliver forbedret, at de husker og koncentrerer sig bedre, og det er vildt. For medicinen hjælper ikke på det, og det gør gruppeterapi og fitness heller ikke. At skrive er en form for hjernegymnastik. Jeg tænker på skriveøvelserne som pilatesøvelser.«

Simulatorrum

Birgit Bundesen er energisk. Som psykiater befinder hun sig et sted mellem humaniora og sundhedsvidenskab, mellem medicin og kunst. Hun jonglerer ubesværet med Aristoteles, Freud og Merleau-Ponty og forstår at koble de svære teorier sammen med sine patienters konkrete erfaringer. For hende er det netop vigtigt, at medicinstuderende og læger har en kulturel kontekst, de kan trække på i mødet med patienter.

Birgit Bundesen forklarer, at undersøgelser viser, at medicinstuderende bliver mindre empatiske i løbet af deres studietid. Her kan narrativ medicin, som hun selv har været ekstern underviser i, være en løsning. For andre studier har nemlig vist, at skønlitteratur kan være en metode til at fostre mere empati.

Narrativ medicin er grundlagt af lægen og litteraten Rita Charon. Men ifølge Birgit Bundesen er feltet på mange måder gammel vin på nye flasker.

»Man kunne sige, at den største pioner inden for narrativ medicin er Sigmund Freud, der som den første etablerede forståelsen af sygdomme som noget, der aldrig udelukkende sker i biologien, men udspiller sig et sted mellem soma og psyke,« siger Birgit Bundesen.

For Birgit Bundesen er der en stærk forbindelse mellem empati og kunst. Hun forklarer, at empatibegrebet blev opfundet af den tyske filosof Theodor Lipps, som netop definerer det som den følelse, man får, når man kigger på et kunstværk. Det er evnen til at leve sig ind i et andet menneskes perspektiv, og her er kunsten og sproget nogle af de bedste redskaber, lægen har til rådighed.

»Vi har ikke noget instrument, der gør det muligt for os at kigge ind i andre mennesker. I såvel psykiatrien som i resten af lægevidenskaben er sproget derfor vores primære arbejdsredskab. At vide noget om sprog, at mestre det og have en særlig forståelse for narrativer er vigtigt for læger.«

Birgit Bundesen sammenligner litteraturen med de flysimulatorer, som piloter skal igennem, inden de skal ud at flyve. I simulatoren kan de kommende piloter opleve en flig af alt det usandsynlige, der kan ske i katastrofesituationer, og blive bedre forberedt, hvis krisen indfinder sig. I skriften kan man på samme måde udfordre sin forestillingsevne og teste forskellige scenarier af, uden at det har konsekvenser.

»Et helt almindeligt menneske, der går igennem en medicinuddannelse, har ikke været udsat for alt det, patienterne har været udsat for. Hvordan skulle man kunne leve sig ind i, hvordan det er at miste et barn eller være børnesoldat? Det har man kun sin forestillingsevne til. Og der er skønlitteratur et særligt privilegeret rum, hvor man kan leve sig ind i andre menneskers livssituationer i et førstepersonsperspektiv. Man kan træne selve indlevelsesmusklen,« siger Birgit Bundesen.

Ømhedsaktivisme

Anna Rieder er forfatter. Hun dimitterede fra Forfatterskolen i 2019, og i 2020 udgav Forlaget Arena hendes anmelderroste digtsamling Hindebæger. Hun er også Birgit Bundesens patient og medvært ved »Roser på psyk«, en række oplæsninger og samtalesaloner med kendte danske forfattere om kunst og psykiatri, hvor også deltagere fra skrivegrupper har læst op.

Anna Rieder kalder sit arbejde for »ømhedsaktivisme«. Hun insisterer på at give patienterne ordet og har sammen med forfatteren Sidsel Welden udgivet tre litterære pjecer, der henvender sig direkte til behandlere og læger med gode råd til, hvad patienterne gerne selv vil mødes med.

Et af dem lyder: »Man kan ikke altid nødvendigvis vurdere en patients tilstand ud fra ydre faktorer – selv om vi har redt vores hår, går i skole eller på job, lever op til de kapitalistiske strukturer og har pænt tøj på, kan vi godt have brug for hjælp.«

For Anna Rieder var skrivegrupperne vigtige. Hun startede selv i en skrivegruppe som patient for et par år siden, og i dag leder hun en.

Skrivegrupperne foregår som et 15 ugers forløb én gang om ugen tre timer ad gangen. Til hver gruppe er der tilknyttet en etableret forfatter foruden en sundhedsfaglig person.

»Det starter med, at hver deltager fortæller om, hvor personen rent psykisk er henne i dag. Så nævner man sin seneste gode læseoplevelse. Men man snakker ikke om de diagnoser, man har, og ens identitet i gruppen er udelukkende via det skønlitterære,« forklarer Anna Rieder.

I starten havde Anna Rieder det »lidt pres« over skrivegruppen. Hun gik på Forfatterskolen sideløbende med sin behandling og følte, at hun havde fået et andet forhold til sprog af at gå på skolen. Hun var forfængelig med sine tekster, indrømmer hun og kigger over på Birgit Bundesen, der ler lidt og tilføjer, at Anna Rieder var »en smule træls« i starten af forløbet.

»Det tog noget tid, men så fandt jeg ud af, at skrivegruppen skulle være et legende rum. Og på et tidspunkt skrev jeg en tekst, hvor jeg skraldgrinede, mens jeg sad og skrev den. Det var så lystbetonet. Det var der, jeg fandt ud af, hvilket slags rum det var.«

Korrektiv til journalen

De tekster, deltagerne laver, kan handle om alt muligt. Forfatterne skræddersyer selv et forløb med en række skriveøvelser, som de selv vælger. Der er over 100 skriveøvelser. En af de mest populære er baseret på den amerikanske forfatter Joe Brainards bog Jeg kan huske, som også bliver brugt på mange skriveskoler. Eleverne starter hver sætning med anaforen »Jeg kan huske ...« og skal så selv digte videre.

»Kunsten får alt muligt ud af folk,« siger Birgit Bundesen og tilføjer, at nogle af deltagerne også kan få det dårligt af at skrive.

»Patienterne i skrivegrupperne er ofte meget ængstelige, og det er vigtigt at skabe et rum, hvor det er  muligt at bearbejde de kriser, der måtte opstå.«

En elev fik det så dårligt af at lave Jeg kan huske-skriveøvelsen, at han måtte melde sig helt ud af forløbet.

»Det er vigtigt, at vi kan følge op på dens slags kriser,« understreger Birgit Bundesen. »Vi har jo et ansvar for dem, imens de er i gruppen.«

Men generelt har skriften en terapeutisk virkning for patienterne. Mange oplever, at de får mulighed for at tage ejerskab over deres egne sygdomme. De er ikke vant til selv at sætte ord på deres lidelser og plejer at læse om dem i deres journaler, hvor sproget er fyldt med fagord og ofte skrevet i koder, som kun lægerne forstår.

Dermed kan skrivegruppen også være et korrektiv til journalen, mener Birgit Bundesen. Hun fortæller, at mange patienter læser deres journal og internaliserer den på en måde, så det bliver den autoritative fortælling om, hvem de er.

»Men man kan tage magten ved at være den, der fortæller den autoritative historie. Det er tit det, en læge gør, og det er så det, man som patient kan få mulighed for at gøre.«

Hun skæver til Anna Rieder.

»Jeg ved, at du læser ikke dine journaler, og en af de svære øvelser vi har, er, når jeg sommetider læser dem op for dig,« siger Birgit Bundesen.

Anna Rieder nikker og fortæller, at da hun startede med at skrive, var det for at skabe sin egen virkelighed. Den virkelighed, hun kendte, var kold og kaotisk; skriften gav hende en mulighed for at »arrangere den anderledes«, som hun formulerer det.

»Det sjove er, at jeg aldrig er bleg for at dele mine digte med dig,« siger Anna Rieder med blikket rettet mod Birgit Bundesen. »Men hvis vi sidder i en konsultation, er det svært for mig at sige, hvilke symptomer jeg har. Det føles grænseoverskridende.«

En af de grundlæggende ideer bag skrivegruppen er netop, at skriften kan hjælpe med at skabe en distance til den erfaring, den handler om. Birgit Bundesen forklarer, at Aristoteles i Poetikken peger på, at der altid er en distance i et æstetisk objekt. Og det er netop det, det æstetiske kan, siger hun, at skabe en distance til noget erfaret.

​​»Vi sidder ikke som i en psykoterapigruppe og står på mål for vores følelser. Vi taler bare om teksterne.«

Frirum

Vi har talt i en times tid, da Claus Poulsen kommer ind ad døren. Han har også været med i en skrivegruppe, men i modsætning til Anna Rieder har han ikke noget særligt forhold til skønlitteratur.

Claus Poulsen fortæller, at mødet med skrivegrupperne kom, da han fik en diagnose og blev indlagt på Birgit Bundesens afdeling. Her fandt han ud af, at hun lavede skrivegrupper.

»Jeg ville gerne lave et eller andet, som ikke havde noget at gøre med universitetsopgaver,« forklarer Claus Poulsen, der også brugte skrivegruppen som en flugt fra sin kandidatuddannelse.

Claus Poulsen er tiltrukket af kunst, fordi det er »fuldstændig frit«, som han siger. Han beskriver sig selv som en person, der ellers ikke er fri, men bundet af alle mulige ideer om, hvordan han burde være. Men i skrivegruppen fik han lov til at skrive, hvad han ville.

»Noget af det var noget lort,« siger han, »men der var også noget, der var godt. Men mest af alt var det et frirum, som var ved siden af alt andet i mit liv.«

Claus Poulsen har glemt de fleste af teksterne, han skrev. Han tror også, at han har smidt de fleste af dem ud. For det var ikke så meget teksterne, der betød noget for ham, men det at få lov til at skrive dem.

»Jeg går hele tiden rundt og har alle mulige fantasier, men jeg fortæller det aldrig til nogen. Ellers bliver det ikke til andet end en lille sms til nogle venner, hvis jeg kan gøre det sjovt på en eller anden måde. Men her får man et input, og så sidder man i kvarter, og så har man lavet noget bagefter, som man viser til andre. Og det var det, der betød noget for mig, at nu har vi alle sammen lavet noget, og så deler vi det med hinanden. Det var en god oplevelse.«

— Er der nogen skriveøvelser, du husker bedre end andre?

»Vi lavede en med Kafkas Forvandlingen, hvor vi læste den første side, og så tog vi den første linje: »En morgen vågnede Gregor Samsa …« og skrev selv videre derfra. Så skulle vi forestille os, hvad hovedpersonen var blevet forvandlet til. Jeg valgte Rasmus Paludan, og jeg synes selv, at jeg skrev en ret sjov tekst. Jeg fik i hvert fald de andre til at grine, og det husker jeg. Det var vigtigt for mig.«