En indrømmelse: De seneste par år har jeg været med DFDS færgen mellem København og Oslo flere gange, end det er helt cool at skrive. Oslo-båden er ikke just et sted med en aura af rock’n’roll over sig, selv om jeg på et tidspunkt hørte et af de evindelige dansebands lidt overraskende kaste sig ud i en fortolkning af det progressive hard rockorkester Uriah Heep.
Noget er lidt anderledes denne fredag, da jeg begiver mig til den ellers så velkendte terminal i Nordhavn. Det er metalfestivalen Copenhell, der inviterer på Metal Cruise, hvor færgen i to dage omdannes til en flydende festival for den tunge musik. Det er ikke et helt nyt koncept. Siden 2017 har Copenhell afholdt Metal Cruise – som dog af indlysende grunde var aflyst sidste år. Og med hele to somre, hvor metalfans også har måttet undvære den egentlige Copenhell-festival på Refshaleøen, så er appetitten på de tunge toner mærkbar allerede i terminalen.
Oslobåden er dekoreret med metalmusikkens symboler
Knap 800 publikummer har indløst billet, og det har skabt mulighed for, at hele færgen i år er festivalområde, hvor musikken tidligere har fundet sted på et afgrænset område. Det giver mulighed for at skabe et gennemført univers og dyrke det fællesskab, som en festival også er. »Vi er alle i samme båd« gjalder det igen og igen ud over forsamlingen med et småkikset slogan. Men man kan også godt leve med, at nogle ting er kiksede.
Det er jo for helvede bare Oslo-båden, og en del af attraktionen er unægtelig også den kulisse, som færgen tilbyder, hvor de bedagede diskoteker, der normalt lægger scene til nostalgiske partyorkestre, nu indtages af tunge riffs, mosh pits og omvendte kors. For undertegnede, der har været med båden flere gange, er transformationen sjov. Og selv om et minicruise normalt ikke forbindes med heavy metal, så har jeg mit metalalibi i orden, hvis nogen spørger, hvorfor jeg så ofte er til søs. Mit eventyr med færgen startede nemlig, da en ven, som går meget op i den norske black metalscene, inviterede mig til en historisk tur gennem Oslo, hvor man blandt andet kan besøge den genopbyggede stavkirke på Holmenkollen, der i 1992 blev brændt ned som en spektakulær hævn mod kristendommen af repræsentanter fra black metalmiljøet. Siden har jeg lært, at det er et velkendt turismefænomen, som også har sit helt eget navn: blackpacking.
Falske skipperskæg og sømandstråd
Tilbage på færgen er det noget mindre farligt, end det var i Norges black metalmiljø i 90’erne, hvor ikke kun kirkeafbrændinger, men også selvmord og drab var på dagsordenen. Godt nok er hele skibet plastret til med omvendte kors, men det er mest for hyggens skyld. Konferencieren titulerer publikum som »Copenhell family«, og som på Copenhell gøres der meget ud af, at vi er her for at have det sjovt og i øvrigt passe på hinanden undervejs. Her er heavy metal-karaoke, en pop-up butik, der blandt andet sælger Copenhell-julekugler, og skibets anlæg spiller AC/DC ud over soldækket, mens vi sætter fra land.
Som med moderfestivalen er stemningen lagt an til folkefest for fans af tung musik, og på mange måder er Metal Cruise da også et mikrokosmos, der afspejler Copenhells stemning og musikprofil – fra mere ekstreme bevægelser ind i black metal og dødsmetal til hyggelig fadølsrock, retroheavy og bodegakultur, blot her tilsat et maritimt touch, som mange i den grad tager til sig. Allerede ved boarding står to kvinder i matrostøj og synger »Fra Esbjerg til Fanø« med harmonikaakkompagnement, og om bord på skibet spiller et ligeledes sømandsklædt husorkester i baren, hvor de blander akustiske versioner af heavy metal-klassikere med bodega-bangers med John Mogensen. Matrostøj, piratkostumer og falske skipperskæg er også i høj kurs hos publikum.
Peace-tegn eller djævlehorn
Bedst som vi sejler forbi Kronborg, er det dog blevet tid til at vise, at der stadigvæk er »something rotten in the state of Denmark«, som det blev sagt i Hamlet. Timechild lægger ud med 70’er-inspireret heavy rock, og vi bliver i 70’ernes tåger, da det ret ubeskrevne blad Lydsyn tager over.
Trioen er dog anført af en sand veteran i dansk rock, Uffe Lorenzen. Han ved godt, at han er på udebane, for som han starter med at sige, er han fra en kultur, hvor man kaster med peace-tegn i stedet for djævlehorn. Og måske er heavyrockere og hippier ikke så langt fra hinanden. Musikalsk udspringer den tidlige heavy metal i hvert fald i høj grad af den tungere del af syrerocken med navne som Jimi Hendrix og Blue Cheer, og netop Blue Cheers overstyrede syreblues synes at være et kar, Lydsyn øser af med deres lange flossede guitarsoloer. Publikum omfavner hurtigt hippien, som på sin side dedikerer en sang med titlen »Abernes planet« til dem. Og så har han gemt et trumfkort: Han kan nemlig fortælle, at den første, der fik lov til at høre bandet og den person, der producerer deres kommende plade, er en vis Flemming Rasmussen – et navn, der i metalverdenen har legendestatus for banebrydende plader med blandt andet Metallica og Morbid Angel.
Mørket falder på, og der skrues op for den mere ekstreme metal med Aarhus-bandet MØL, som rammer færgen på det helt rigtige tidspunkt. Deres alternative udtryk, der blander black metal med elementer af både punk og støjrock, er et kærkomment modtræk til de mere nostalgiske vande, som Lydsyn og Timechild har sejlet i, og ligeledes er MØLs scenefremtræden forfriskende befriet for de joviale metalklicheer, som Copenhell ellers dyrker flittigt. Med både pink guitarer og hvide skjorter udstråler bandet, at de ikke behøver metaluniform for at piske en storm op. Og de har ret. Snart opstår den første mosh pit i det lille diskotek, og nok hænger der på skibets dæk talrige advarsler om ikke at læne sig ud over rælingen, men herinde må man godt kaste sig ud på det bølgende hav af hænder. Og der er nu noget smukt ved crowdsurfing og stagediving til søs!
Jeg går i baren og bliver spurgt, om jeg ikke vil købe et armbånd, der giver fri bar til hele festivalen, for bare 1260 kroner. Jeg regner mig frem til, at jeg i hvert fald skal drikke 13 fadøl per dag for, at det kan svare sig og beslutter mig for, at det næppe vil gavne læseren. Øllet flyder dog rigeligt, og Hamlet-referencen kommer atter på banen, da sangeren i Red Warszawa griber et teaterkranie og indtager den klassiske Hamlet-positur, mens han udbasunerer: »At være alkoholiker eller ikke alkoholiker: Det er spørgsmålet«. Plat, men Red Warszawa har siden deres begyndelse været hofnarren i dansk metal, som tager alle de værste klicheer og skamridder dem.
Hofnarren til dansk metal, Warszawa
De er også blevet et nærmest obligatorisk indslag på Copenhell, og meget passende for denne sejlads får vi selvfølgelig også hittet »Norsk Black Metal«. En dum, men også ret sjov satire over ærkeskurkene i føromtalte norske black metalmiljø. Blandt andet med følgende lidet smagfulde linje:
»Jeg er ikke fascist
for jeg synes det er trist
at kun de sorte skal hades«.
Had er der dog ikke meget af, da Thundermother runder af med en fadølssvingende feel good-fest, der atter sender os i retroland. De fire svenske kvinder er cruisets eneste internationale act og vedstår sig en uforfalsket kærlighed til en slags urrock med elementer af blues og heavy metal og med mantralignende omkvæd om at kæmpe for rock’n’roll. Dybt er det ikke, men det er leveret med glød og nerve.
Magnus Hove JohanssonDen gamle mand og havet
Efter en tur i Oslo blæses trætheden bort om lørdagen med mere moderne og voldsomme toner. Terminalist har markeret sig stærkt på det seneste med deres tekniske højhastighedsthrash. Det er en musik, der lever af præcision og følelsen af, at bandet spiller som en kollektiv maskine, så jeg har været spændt på, om de kan stå distancen live, ikke mindst på den lille diskoteksscene. Trods lidt lydproblemer leverer bandet faktisk en forrygende riff-fest, der lever op til forventningerne.
Det samme gør dødsmetal-bandet Baest, hvis plader jeg har udtalt mig om med visse forbehold her i avisen. Jeg har dog også betonet, at de er et træfsikkert liveband, og det beviser de til fulde med en ren fest i den ekstreme musiks tegn. Bandet lever højt på en dødsmetal-manual, der blev defineret af ikke mindst en række svenske bands i 90’erne, men de er fantastisk gode til at orkestrere denne manual. Samtidig kan både Copenhell og Metal Cruise næsten betegnes som hjemmebane for bandet, der mens de stadig var upcoming spillede på det første cruise i 2017. Her spillede også det legendariske svenske band Entombed A.D., hvis sanger LG Petrov døde af kræft tidligere i år. Så selvfølgelig bliver han også hyldet under showet, hvor både bandet selv og en gruppe granvoksne mennesker i piratkostumer flittigt crowdsurfer, mens man er i tvivl om, hvorvidt det er bølgerne eller bandets knusende metal, der får skibet til at gynge.
Det med at hylde heltene, der gik forud, er en vigtig del af Copenhell og metalmiljøet generelt. Og når man nu har et gammelt dansk hard rockband, der hedder Skagarack, der efter mange års pause har
Baest har hjemmebane på Copenhell og Metal Cruise
Tiden har ikke været nådig ved stilen, men hvor de nævnte bands har leveret nogle fantastiske melodier, der har givet dem klassikerstatus, har Skagarack ikke et tilsvarende sangskrivningsmæssigt niveau. Jeg kan ikke påstå, at jeg har savnet dem og at dømme efter det sparsomme fremmøde til koncerten, er der heller ikke så mange andre, der har. Et lyspunkt er guitarist Jan Petersen, der med sin kejtede fremtoning fremstår som alt andet end en guitarhelt, men som ikke desto mindre imponerer med sit spil.
Men ellers fremstår bandet desværre som et fodslæbende ekko af fortiden. Det er sympatisk at festivalen vil hylde heltene – og Skagarack har indiskutabelt spillet en væsentlig rolle i dansk rockhistorie – men synd, at dét, der nok var tænkt som en stor afsluttende nostalgifest, snarere føles som en godnatsang.
Copenhell Metal Cruise, 29-31 oktober 2021
