Tegneserieskaber Peter Madsen: Man kan ikke se en Hollywood-film, uden at den kan føres tilbage til Bibelen

Peter Madsen er vokset op med kristendommen, den påvirker ham, og Bibelens historier betyder meget for ham. Det fortæller den danske tegneserieskaber, mens vi sidder i hans højloftede og meget lyse tegnestue et sted nord for København og taler om hans seneste værk, Urhistorien. Det er en tegneseriegendigtning af de første 11 korte kapitler i Bibelen, og den indeholder blandt andre hele to skabelsesberetninger og historier om Adam og Eva, Kain og Abel, Babelstårnet og Noas ark.

Det kan godt være, at den brede offentlighed bedst kender Peter Madsen som manden bag den populære Valhalla-serie, der i 15 underholdende album genfortæller megen af den nordiske mytologi. Men allerede i midten af 1990’erne lavede han Menneskesønnen, en tegneserie om Jesus, og siden har han taget livtag med både jul, påske og pinse og Jobs bog i forskellige tegneserier og billedbøger. Alt sammen værker, der på sin vis har ført ham henimod Urhistorien, en bestillingsopgave fra Bibelselskabet, som Peter Madsen vanen tro har kastet sig ud i med liv og sjæl og brugt tre år på at færdiggøre.

»I starten skød jeg den til hjørne, men jeg gik og tænkte over den og begyndte at læse op på det,« siger han og fortæller, at det var historien om kundskabens træ, som overbeviste ham om, at han måtte genfortælle denne første del af Bibelen.

»Jeg huskede historien fra skolen, hvor det handlede om, at vi mennesker ikke måtte spise af frugten, fordi så blev vi kloge, og Gud ville gerne have, at vi var dumme. Men pludselig finder jeg ud af, at det hedder træet af kundskab om godt og ondt, og at det faktisk handler om at danne sig en personlig moral.«

Livet er hårdt arbejde

Peter Madsen sammenligner historien med det at blive voksen og udviklingen fra at være et barn, der bor hjemme hos mor og far. De udstikker retningen for ens liv, og man gør, hvad man får besked på – og er tilfreds med det – fordi det er trygt og nemt.

»Men så på et tidspunkt får man sin egen mening om, hvad der er rigtigt og forkert. Man får kundskaben på godt og ondt og finder ud af, at livet er hårdt arbejde, og man skal føde sine børn med smerte,« siger den 63-årige tegner.

For ham handler det ikke om at tro på to nøgne mennesker i en paradisisk have sammen med en masse dyr. Det handler derimod om at vokse op og tage ansvar, og den uundgåelighed, der ligger i det.

»Plant et træ i en have og sig, at ’I må spise af alting undtagen det der’, som Gud gør. Det er det samme som at styre folk direkte i den retning. Slangen, der overbeviser Eva om at spise frugten, er heller ikke beskrevet som ond,« siger han.

Det er denne universalitet og de dybere eksistentielle elementer, som for alvor har fascineret Peter Madsen i arbejdet med Urhistorien. Også fordi den som fortælling og mytologi kan spores i så mange andre fortællinger, fra Nils Malmros’ selvbiografiske Kundskabens træ til James Dean-dramaet Øst for Paradis.

»Man kan ikke se en Hollywood-film eller læse noget som helst, uden at det kan føres tilbage til noget af det her,« siger tegneren.

»Det er spændende at sige, ’nu skal jeg prøve at genfortælle det’, og så prøve at få det med, jeg personligt får ud af det. Jeg tager mig ikke de kæmpestore friheder, men jeg har fortolket. Når jeg har researchet, har jeg fundet ud af, at nogle af disse historier er endnu ældre, end vi kender dem fra Bibelen. De har spor fra historier, der er hundreder og tusinder af år ældre. Det gør det jo bare endnu mere spændende.«

Sjovt at dykke ned i

Spørgsmålet er så, om Urhistorien for Peter Madsen mere er mytologi og gode, lærerige historier, end det er kristendom. Han erkender, at det er umuligt for ham at adskille og samtidig svært at sætte ord på. Det er ikke, fordi han ikke vil, men det flyder sammen for ham.

»Det Gamle Testamente er en del af den kristne bagage, men det er først i Det Nye Testamente, at det, man kan kalde kristendommen, folder sig ud,« siger han.

»Man læser Det Gamle Testamente med den viden. For eksempel står der i Det Nye Testamente, at det, der sker med Adam og Eva, er syndefaldet, men det står jo ikke i den oprindelige tekst. Ordet synd bliver slet ikke nævnt i den hebraiske tekst. Og der står heller ikke noget med et fald. Det er en overskrift, der siden er blevet sat ind, og man kan godt læse det på den måde, men for jøderne har det ikke den betydning. På en måde sidder jeg med videnskabsbriller på og dissekerer tingene, og samtidig påvirker de her fortællinger mig bare. Men jeg kan ikke sige, om det er psykologi eller religion …«

– Eller sociologi eller antropologi.

»Ja, for mig roder det hele sig sammen. Det er nogle fortællinger, som jeg lever med, og som jeg får noget ud af og har med i min tilværelsestolkning. Jeg har forstået det på forskellige måder i forskellige tider, og det er sjovt at dykke ned i det.«

Vildt provokerende

Og man må sige, at Peter Madsen dykker ned i materialet og har brugt lang tid på research og på at læse ikke blot én version eller oversættelse af de oprindelige tekster, men flere forskellige udgaver og fortolkninger. Han har nærmest grebet det an som en forsker, der går kritisk til sine kilder, men det har ikke taget barnetroen fra ham, som han formulerer det.

»Det gør egentlig bare historien stærkere,« siger han.

»Noget af det er pisseirriterende, for man kan ikke få skovlen under det og forstå det. En historie, jeg egentlig gerne ville have med, men som ikke hører hjemme her, er historien om Abraham, der af Gud får at vide, at han skal slå sin søn ihjel. En person, der er klar til det, ville man jo kalde bimlende sindssyg. Det er vildt provokerende at læse.«

Muslimerne har en anden tolkning af den historie, fortæller han. I koranen er det en drøm, Abraham har om, at Gud beder ham om det.

»Der passer pengene. Abraham er på gale veje, for vi ved jo godt, at Allah eller Gud aldrig nogensinde ville sige sådan noget. Den tilfredsstillelse får vi ikke med vores genfortælling af historien, for i den er det en besked, Abraham får fra Gud, og han er parat til at gøre det, da han bliver stoppet af en engel, der siger, at han hellere skal ofre en vædder end sin søn.«

– Den version skal forstås meget mere bogstavelig?

»Sådan kan man opfatte den. Gud vil have, at du gør det, og så gør du det. Blind lydighed. Man kan så spørge sig selv, hvordan far og søn vil have det efter sådan en hændelse. Man kan også tolke historien på en anden, mere psykologisk måde: I det øjeblik, du skal nå ind til verdensaltet, eller hvem du er inderst inde, kan du ikke rette dig efter, hvad dine børn eller din kone mener. Du må skære alt det væk. Det kan være et billede på sådan en fortælling.«

En større sandhed

Så omfangsrig og grundig blev Peter Madsens research, at han af forlaget fik lov til at lave et akkompagnerende bind – som også kan findes online. I det redegør han for megen af sin research og forklarer samtidig, hvorfor han har valgt at fortælle historien, som han gør. Han kommer også med sin definition af mytologi – og argumenterer for, at selv om en mytologi ikke er det samme som en historisk sandhed, så kan den godt rumme en anden og måske endda større sandhed.

»Ofte bruger man ordet ’myter’ som synonym med løgn og forbandet digt, fordi historierne ikke kan verificeres,« siger han.

»En historisk sandhed er et bestemt menneske, der lever en historisk tid og gør nogle bestemte ting, der er flere kilder, der giver beviser på. Og derfor er en myte ikke sand, fordi den fungerer ikke efter de principper. Men jeg mener, at en myte er noget, der handler om alle mennesker til alle tider. Og det er noget så umuligt at have med at gøre som en følelse. Jeg kan mærke, at den historie med Adam og Eva har en sandhed i sig, ikke en faktuel medie- eller nyhedssandhed, men anden sandhed, som er lige så vigtig.«

– En større sandhed?

»For mig vil jeg sige, at den er større. Men det andet, den historiske sandhed, har man også brug for. Det er klart, jeg tænker ikke på Det Gamle Testamente på den måde, for eksempel Mosebøgerne. Moses er jo en litterær figur, ikke en historisk kilde, man kan bruge. Jeg arbejder tit i en blanding af tekst og tegning, og jeg fandt ud af, at verden og vi har noget i os, som er større. Da Adam bliver skabt i starten, er han nærmest som en dukke af ler, der får blæst åndedræt ind i sig. Jeg ville skildre det som en fødsel, og det er det jo også.«

Det rå og det eksistentielle

Peter Madsen kan også godt lide, at bibelhistorierne er så rå, som de er, og kan tages for pålydende – »direkte og hårdt, uden at noget er symbolsk ment,« siger han. Det giver ham mulighed for at lade billederne tale.

»Det gode ved at lave en tegneserie er, at jeg ikke roder mig ud alt for mange ord. Jeg havde på et tidspunkt meget mere tekst i historien, men da jeg gik det igennem med Sissel (Peter Madsens kone, forfatteren Sissel Bøe, red.), skar hun jo hver anden sætning ud. Så gik jeg i gang med redaktøren, og så røg først adverbierne og så adjektiverne. Det er jo meget fedt.«

At historierne samtidig har nogle eksistentielle og symbolladede elementer betyder, at Peter Madsen kan vise og antyde ting – i stedet for at forklare dem – og på den måde lade det være op til læserne selv at fortolke det, de læser. Som i den del af historien om Adam og Eva, hvor Gud fornemmer, at Adam føler sig alene, og derfor først skaber dyrene og siden Eva.

»Jeg antyder i min tegning, at Adam ikke kan lade være at kredse om træet, kundskabens træ. Er det Gud, der tænker, at ’hvis ikke jeg gør et eller andet, ender han med at æde af det’? Det er ikke noget, jeg har lyst til at skrive, men det er noget, man kan antyde i en tegneserie eller film,« siger han.

Inspiration fra Corben

Peter Madsen nævner den amerikanske tegneserieskaber Richard Corben som en af mange inspirationskilder for Urhistorien. Corben lavede i 1970 en historie, How Howie Made It in the Real World (dansk Howie besøger den virkelige verden), hvor de to hovedpersoner portrætteres som muskelsvulmende, storbarmede supermennesker.

»Det med at få kundskab om godt og ondt plejer man at illustrere med, at når Adam og Eva spiser af træet, bliver alting mørkt. Men jeg tænkte, at alting snarere ville blive skarpere, og de ville kunne gennemskue ting,« siger han.

»I Corbens historie er den stærke mand og kvinden med de kæmpe bryster og drengehofter på vej på ferie i et rumskib. De kaster de hjernepiller væk, de plejer at tage, fordi de vil opleve den skønhed, der er i naturen på Jorden. Men uden pillerne ser de verden, som den reelt er, og det viser sig, at de i virkeligheden er små, grimme væsener iført kropsdragter. Den historie havde jeg i baghovedet, da jeg skulle tegne det her. Måske har vi ikke lyst til at se verden, som den er. Men vi er nødt til det.«

Forskellige stilarter

Peter Madsen beskriver Urhistorien som en novellesamling, og da han skulle tegne de forskellige historier, besluttede han sig for at give dem forskellige udtryk og stilarter. For eksempel er skabelsesberetningen, den ene af dem, en meget klassisk fortælling og så at sige fortalt fra Guds synsvinkel. Til den har han brugt akvarel, mens han i senere historier bruger blyant og tusch, gouache og computerfarvelægning.

»Efter mennesket er født, kommer det menneskelige syn, og når de er der begge to, Adam og Eva, kan de snakke sammen, og så kommer taleboblerne. Kain og Abel er lavet som klassisk tuschtegnet tegneserie. Det ville stikke for meget ud at holde den helt i sort-hvid, men det er en nedtonet palet.«

Peter Madsen nævner franske Moebius, belgiske Yslaire og spanske Prado som eksempler på andre tegneserietegnere, han har skævet til under arbejdet med Urhistorien. Og han fortæller, at netop muligheden for at arbejde med forskellige stilarter har været endnu en attraktion ved at kaste sig over projektet – også selv om det er både udfordrende og angstprovokerende:

»Man er ved at skide grønne grise, når man går i gang. Når det så er færdigt, siger folk, at det er Peter Madsen, der har lavet det, og sådan ser hans ting altid ud. Men for mig er der stor forskel.«

Peter Madsens ’Urhistorien’ udgives af Bibelselskabets Forlag, der også udgiver Noter til Urhistorien. Peter Madsen kan opleves på årets BogForum, der finder sted i denne weekend.