Portræt
Læsetid: 18 min.

En af tidens mest interessante musikere, Lars Greve, aflærte sig jazzhistorien og skrev sin egen

Den danske musiker og komponist Lars Greve spillede som ung John Coltrane-soloer én-til-én og turnerede verden tynd. I dag vil han skabe folkelige fællesskaber omkring musikken og sikre, at den afspejler den tid, han lever i
38-årige Lars Greve med det anselige fuldskæg er en anerkendt musiker. Han har blandt andet udgivet flere bemærkelsesværdige albummer. I 2012 modtog han Léonie Sonnings Talentpris, og han har aftjent sin værnepligt som saxofonist og klarinettist i samarbejder med jazznavne som Maria Faust, August Rosenbaum, Kresten Osgood og som medlem af Girls in Airports.

38-årige Lars Greve med det anselige fuldskæg er en anerkendt musiker. Han har blandt andet udgivet flere bemærkelsesværdige albummer. I 2012 modtog han Léonie Sonnings Talentpris, og han har aftjent sin værnepligt som saxofonist og klarinettist i samarbejder med jazznavne som Maria Faust, August Rosenbaum, Kresten Osgood og som medlem af Girls in Airports.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
26. november 2021

Drengen Lars Greve går ud af sit hjem uden for Holstebro. Vinden har godt fat i omgivelserne. Han kan høre skovens grønne million af susende fyrrenåle. Men hans ører kan også adskille dem fra Vesterhavets brusen, vandboblernes legioner, der brister mod sandet med hvert bølgeslag.

Det er fundamentale former for resonans fra naturen, som mennesket har kunnet høre, siden dengang vi steg op af urhavet. Men Greve lytter mere bevidst end nutidens gennemsnitlige homo sapiens.

Emilie Lærke Henriksen
Så skal han i skole, faren venter i familiens gode gammeldags Jeep. Bilen larmer så meget, at knægten på forsædet kan skråle med, uden at faren hører noget. Greve hører grundtoner i den bragende og buldrende kaleche og laver overtonesang, han bygger kvinter. Så der sidder han og harmoniserer frit med den velsmurte mekanik.

Elitesport og hamsterhjul

Over de seneste otte måneder har jeg fulgt Lars Greve for at sammendrage lidt af den kompleksitet og mangfoldighed, han indeholder. Han er i dag en af tidens mest interessante musikere og tænkere, han vader fordomsfrit hen over skellene mellem folkelighed og finkultur og sætter omgivelserne i svingninger på stadig nye måder. Hans ideer knopskyder og muterer, og de bliver realiseret både i samarbejde med kunstnere og teknikere, kommuner og kunstfonde. Så skriver han musik til en danseforestilling i Sydhavnen i København med både flamenco og moderne trin på et gulv, han har sat til at vibrere voldsomt under dansernes fødder. Så sætter han whisky i svingninger i en tønde i Stauning i Jylland for at finde ud af, om lyd ændrer spruttens smag.

Den 38-årige, to meter høje, slanke herre med det anselige fuldskæg er også en anerkendt musiker. Han har udgivet bemærkelsesværdige albummer, herunder tre, vi har rost her i avisen: Det selvbiografiske Breidablik, hjemstavnsprojektet Solhverv med fotografen Fryd Frydendahl samt Dødedans i samarbejde med den nyligt afdøde billedhugger Ingvar Cronhammar.

I 2012 modtog han Léonie Sonnings Talentpris, og han har aftjent sin værnepligt som saxofonist og klarinettist i samarbejder med jazznavne som Maria Faust, August Rosenbaum, Kresten Osgood og som medlem af Girls in Airports, som han nu har forladt.

Han har været en hyperaktiv saxofonist, der nåede sit mål om at spille på Roskilde Festivalen, turnere over hele verden samt optræde ved over 30 koncerter på én Copenhagen Jazz Festival. Dén elitesportspræstation fik han undervejs massager for at kunne klare.

Emilie Lærke Henriksen

»Det var et hamsterhjul. Mange rejser og mange lufthavne. Og basalt set spillede jeg for de samme mennesker, uanset hvor jeg rejste hen,« fortæller han ved vores første møde i marts.

I dag vil Lars Greve række meget bredere ud – ved at opfinde nye, vilde formidlinger af improviseret og søgende musik.

»Det, der er sket de seneste par år, er, at jeg er gået fra at have en drøm om at nå et mål til at have en drøm om at realisere en vision,« siger han. Han vil finde nye og ukendte måder at være i musikken på: »Måder, som på en eller anden måde er involverende, engagerende og inkluderende. Uden at lægge sig på knæ, altså uden at det bliver underholdning.«

Freejazz til armbøjninger

Tidligt i sin tid på Københavns Rytmiske Musikkonservatorium inviterede han sig selv på besøg hos multihandicappede, på plejehjem og kaserner, i fængsler, til gravid-svømning. Ud til folket for at give dem uventede, grænseoverskridende oplevelser.

En tilbagevendende makker var multiinstrumentalisten Kresten Osgood. Deres idé var, at de kom uanmeldt, spillede og gik igen rimelig hurtigt. De nåede fem-seks koncerter om dagen.

I Nørre Snede Fængsel, et lukket fængsel, var halvdelen af de indsatte blevet siet fra, fordi man frygtede, at de kunne blive aggressive.

»Inden vi gik i gang, nåede Kresten og jeg at sige til hinanden, at det eneste, vi ikke måtte gå ned på, det var energien. Vi måtte arbejde med høj intensitet. Derudover ingen aftaler.«

Som sagt så gjort. De indsatte var taknemmelige og begejstrede. En uge efter blev han ringet op af en fængselsbetjent, der fortalte, at de indsatte, der havde været til koncerten, ikke havde snakket om andet siden.

Under disse koncerter testede Greve, om hans vision havde gang på jord uden for et traditionelt kunstnerisk rum. For det skal den have.

»Ellers afspejler min musik ikke sin samtid, og det synes jeg, musik og kunst skal,« forklarer han. »Men jeg synes, det er spændende at gå ind og levere noget, der er kompromisløst. Der er ofte responser som: ’Kan I ikke spille den og den?’ Man skal være imødekommende efter sådan en form for angreb. Man må sige: ’Jo, det kan vi godt, men det er det her, vi er optagede af. Måske skal I lige …’ Så hører folk tit noget, de ikke har forventet, og siger, ’jeg havde slet ikke tænkt på, at man kunne høre det på den måde’, eller at de hørte min saxofon som en grisestald.«

Et princip var, at de altid skulle have noget til gengæld for deres musik. Det kunne være en hjemmeskrevet digtsamling, en tegning eller en fællessang.

70 amatørmusikere fra fire danske bigbands spiller uropførelsen af det storslåede værk Danevirke på Copenhagen Contemporary under den eksperimenterende musik- og kunstfestival Gong Tomorrow 2019 i København. Her ses Lars Greve og Jeppe Zeeberg.

70 amatørmusikere fra fire danske bigbands spiller uropførelsen af det storslåede værk Danevirke på Copenhagen Contemporary under den eksperimenterende musik- og kunstfestival Gong Tomorrow 2019 i København. Her ses Lars Greve og Jeppe Zeeberg.

Malthe Ivarsson/Ritzau Scanpix

På en kaserne fik de soldaternes energi.

»Må vi ikke spille til jeres workout?« spurgte Greve. »Og det blev til den hårdeste omgang free jazz, jeg nogensinde har spillet. De kunne jo blive ved med at tage armbøjninger.«

Et blotlagt lungeværk

I marts i år gav Greve mig ved en intimkoncert et eksempel på de muligheder, han arbejder med i sin musik. Alene på en stol midt i en af Copenhagen Contemporarys store kunsthaller på Refshaleøen. Blæsende i først en, siden to samtidige klarinetter. Ledningerne til de påmonterede mikrofoner slangede sig fra ham som gummiblodårer ud til en række resonatorer monteret på ventilationssystemets enorme jernrør.

Resonatorer er elektriske anordninger, der sætter materialer i svingninger, altså får dem til at fungere som en slags højttalere. Så hallens blotlagte lungeværk af metal sang og vibrerede og raslede og brægede med svævende toner fra hans lunger. Det hele stod og dirrede.

Lars Greve modtog i 2020 Statens Kunstfonds treårige ensemblelegat til projektet Resonerende Rum. Det blev givet til hans undersøgelse af det musikalske og publikumsappellerende potentiale i resonatorer.

Han er gået professionelt til værks og har skaffet sig en bestyrelse med sanger og komponist Hanne Boel, arkitekt Lene Tranberg, Holstebro-lokalpolitiker Bibi Mundbjerg og Bjørn Albinus, tidligere direktør i Cheminova.

Greves idé om resonans er præget af den tyske sociolog og politolog Hartmut Rosa, som konstaterer, at acceleration er det eneste stabile i det kapitalistiske samfund. Vi skal løbe stærkere og stærkere, og dér på farten mister vi evnen til at forbinde os med verden. Her kan resonans være løsningen.

»Når et objekt har en frekvens – det har vi jo alle sammen, vi har en egenfrekvens – og når den bliver mødt, så går man i selvsving. Og jeg har så overført Rosas sprog til en metafor for, at noget kan resonere emotionelt.«

Teenageoprørets fravær

Lars Greve er vokset op med et to meter højt portræt af Grundtvig for enden af spisebordet.

»Det var faktisk en fejl, min far troede, det var en lille plakat, men så ankom der sådan en helt ekstremt stor en. Men det endte med at give fin mening. Der var nok en grund til, at den var så skidestor.«

Der var i hvert fald masser af fællessang og foreningsliv på Holstebro-egnen. Hans mor var sundhedschef, faren var efterskolelærer.

Lars Greves første instrument var en altsaxofon, til sin konfirmation fik han en tenorsax. I mange år spillede han julen ind i de lokale butikker. Resten af fritiden uden for musikken gik med fodbold og computer.

– Hvad var dit teenageoprør?

»Jeg tror faktisk ikke, mine forældre har givet mig anledning til at gøre oprør.«

– Det kan jo ske.

»Det kan ske. Når jeg har haft timer på konservatoriet, er der lærere, der har prøvet at finde det – at nedbryde mig og bygge mig op igen. Og så stillede de dét spørgsmål. Der kunne ikke rigtig graves noget op. Det lå ikke lige for, at jeg skulle være musiker, men det var heller ikke sådan, at der var modstand på. I dag plejer mine forældre at sætte sig på forreste række til de mest vilde koncerter på jazzfestivalen. Men der er diskussion bagefter.«

– Du skal stå til regnskab?

»Jeg skal forsvare, hvad fanden jeg har gang i.«

Grundtvig i USA

I 10. klasse i 2000 tog Greve, 15 år gammel, et år på udvekslingsophold i Macon i staten Georgia, USA.

Emilie Lærke Henriksen
På det tidspunkt spillede han mest trommer, tæskede løs inden for punk, hardcore og grunge. Hver lørdag sprang han ind i en bil med sine amerikanske venner og fandt en parkeringsplads, hvor de kunne spille det hårdeste, de havde lært. Bare hurtigt op med gearet, så fuld smadder og moshpit på asfalten. Og væk igen.

Dagen efter spillede han saxofon til tre gudstjenester i en kirke med plads til 1.200 mennesker.

Han fik også afroamerikanske venner.

Værtsfamilien var hvid, nedre middelklasse, faren havde et trailerfirma og var ikke glad for Greves nye omgangskreds. En aften, mens de sad og så baseball, spurgte han Greve, om han havde nogle n*****-venner. Greve svarede ja.

»Så rejste han sig og slog ud efter mig, hvor jeg sådan skulle undvige. Og så måtte jeg ringe til en ven og lige tage et par nætter et andet sted. Der fandt jeg ud af, at ’o.k., Grundtvig, der er sgu nok noget om snakken’. Der er noget i det her ophav, som ikke er helt off. Der er noget, jeg godt vil kæmpe for.«

Det uventede kvantespring

I 2009 begyndte Greve på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Han havde ikke svært ved at svinge med de andre musikere, men han måtte styrke sin teknik. Så han kørte stenhårde øveprogrammer.

Det virkede. Når hans instrumentlærer Hans Ulrik på konservatoriet afspillede for eksempel John Coltranes »Moment’s Notice«, så fulgte Greve med. Og når Ulrik skruede ned for indspilningen, så spillede Greve videre. Og når han skruede op igen, så var Greve stadig i sync med Coltrane.

Han vendte tilbage til USA et årti efter sit første ophold. Nu som højtuddannet saxofonist i gang med solistuddannelsen på det sjette og syvende år på konservatoriet. Det er to år, man selv strukturerer, så han flyttede til New York, hvor han gik i mesterlære hos forskellige forbilleder.

Tre indgange til Lars Greves værk

  • Lars Greve: Breidablik (2014)
  • Lars Greve & Fryd Frydendahl: Solhverv (2019)
  • Girls in Airports: Dive (2020)

Det var her i kosmopolen, at han skulle foretage sit afgørende – og uventede – kvantespring.

Det skete hos Sophia Rosoff, en dengang 91-årig pianist, der havde undervist folk som mesterpianisterne Ethan Iverson, Lang Lang, Brad Mehldau og kontrabassisten Ben Street. En krum dame med rollator, der som det allerførste – inden alle ordene – bad ham om at spille for hende. Før hun vidste noget om ham.

»Jeg spillede en Broadway-standard jazzsang »All of Me«. Så sagde hun, ’du har ikke noget med den sang at gøre, men du lyder som fyrrenåle, fyrretræer. Du lyder som havet, og du lyder som åbne vidder’. Dér ramte det mig, at, hov, det er jo ikke bare lyden af min hjemstavn, jeg har navigeret efter, det er også den lyd, jeg har imiteret i min musik og på mine instrumenter. Det er ligesom grundtonen. Og det handlede undervisningen om. At nå ind til dét på alle mulige måder.«

– Altså nå ind til dig?

»Ja. Gennem alle mulige nærværsøvelser. I den første time sagde hun, ’vil du gå ud i mit køleskab og tage et æg’. Så var der sådan en mormor-gulvtæppe-overflade, og så sagde hun, ’prøv at få ægget til at balancere dér’. Det var ret let, og så sagde hun, ’prøv at gøre det i den her skål’. Til sidst skulle jeg gøre det på et bord, der var glat, og det var jo sværere, så det brugte jeg lidt tid på. Og lige da jeg var ved at turde slippe, så sagde hun, ’hvad tænker du på?’ ’Jeg tænker på æggets balance, og at det er koldt’. Og så sagde hun, ’hvad ville der ske, hvis du havde det mindset, når du tog din saxofon? Kan man det? Måske du skal varme op på den her måde, måske er det det første, du skal gøre, når du tager din saxofon op. Pak den ud, få et æg til at balancere – eller hvis det nu ikke kan, så er det dét. Men registrer det, der sker i dig, når du prøver på det, og tag din saxofon op, og vær dér’.«

I dag bruger Lars Greve ikke længere ægget, men han bruger dét at nulstille krop og sind og møde sit instrument i dyb balance. Hver dag med en nyfødt sanselighed i forhold til instrumentet.

En dag ville Rosoff have ham til at danse en solo, som han lige havde spillet for hende. Hvortil han svarede: »Du skal ikke have været i rum med mig i særlig lang tid for at finde ud af, at det er ikke det, jeg har lyst til.«

Men han gjorde det. Og siden lærte han altid at have halebenet som anker i sin musikalske krop, en kobling mellem krop og sind.

En anden dag sagde hun: »Gå lige over og læs et digt på side 127 for mig fra den der Virginia Woolf-bog.«

Digtet passede perfekt til, hvor han var i sin improvisation.

»Det var vanvittig holistisk og virtuost. Jeg troede, jeg skulle bruge tiden i New York på at opsøge musikere, men jeg fandt ud af, at jeg faktisk ikke kunne forbinde mig med dem. Med den her erkendelse, så var jeg jo ikke den tradition, de øvede sig i – og er i.«

Så han vendte hjem til Danmark som et andet menneske og måtte aflære sig traditionen og vanerne.

»Jeg måtte starte med en vision og så spille ud fra det.«

Fra Lars Greves kalender

November

  • 26.: Artist Talk i komponistforeningen DJBFA
  • 28.: Premiere på danseforestillingen Vår Dag i Malmø.

December

  • 1.-4.: Danmarkstour med Slowburn
  • 6.-10.: Workshops på Rytmisk Musikkonservatorium i ’kunstnerisk medborgerskab’
  • 11.-15.: Soloudstillingen Zero Gravitation på KV Leipzig, Tyskland
  • 19.: Lysets engel opføres på orgelfestival i Koncertkirken på Nørrebro
  • 21.: Vår Dag på Det Kongelige Teater i København

De mødes på en fælles mark

Lars Greve ser forbindelser alle vegne, han gransker virkeligheden og ser betydninger. Resonanser, kunne man også sige. Han trækker tråde fra sin barndoms naturlytning til sine instrumenters klangvæsen. Grundtvig-portrættet i barndomshjemmet giver pludselig mening i sammenstødet med en racistisk plejefar i Georgia.

Han ser også det dybt meningsfulde i sit første afstandsmøde med Lis Raabjerg Kruse til en efterskolekoncert i 1999 i Lønborg, hvor han var benovet over denne lokale musikskoleelevs klassiske klaverspil – og hendes skønhed.

Fem år efter mødte han hende ansigt til ansigt på Musikalsk Grund Kursus i Holstebro, ti år senere blev de gift. Hun arbejder ikke ulig Greve med, hvordan man kan give borgere handlekraft gennem improvisation, ord og musik.

»Hun er et eksistentielt kompas for mig. Hun er afgørende for, at jeg tør tro på den retning, jeg har,« siger han.

Et andet betydningsladet møde i Lars Greves liv er med Ingvar Cronhammar. Omkring en times kørsel fra Greves hjemstavn i Herning står den svenskfødte billedhuggers storværk, Elia, med sin hvælving sænket i jorden og de fire industrielle totempæle stukket op i himlen.

I 2017 tog Greve kontakt til Cronhammar, og de blev venner.

»Vi mødes på en fælles mark,« som Cronhammar formulerede det ved deres første møde. Og han designede det tunge aluminiumscover til Greves album Dødedans, der udkom i kun 66 nummererede eksemplarer.

Emilie Lærke Henriksen

Jeg tager på bilturné med Lars Greve til hans hjemegn på en gråvejrsdag i starten af maj. Vi går gennem fyrrenåleskoven op til Breidablik, og vi besøger hans forældre i deres gård op til skoven. Men første stop på vejen er hos Cronhammar uden for Holstebro.

Han kan ligne en ældre, mere buldrende og vejrbidt udgave af Greve, også to meter høj og med stort, men hvidt fuldskæg. Man får et fast håndtryk og et stålblåt imødekommende blik.

Greve og Cronhammar arbejder på at udforme en 7 x 7 x 7 meter skovpavillon, Terminal. »En vanitas-hylde,« kalder Cronhammar værket.

På sin computer, som han bander langt væk for sin langsomhed, viser han os 3D-tegninger af en slags kubistisk kranium. Den skal have resonatorer påmonteret, og så skal den stå og vibrere et sted ude i den jyske natur.

»Første gang han præsenterede mig for ideen, der satte han jo sateme strøm til dør og skrivebord og det hele her. Det stod sateme og hoppede,« fortæller Cronhammar begejstret.

’Dødedans’ på væggen

Lars Greve skulle tilbage til sin hjemstavn. Sammen med hustruen og deres børn på to og fire havde han ledt efter hus på Holstebro-egnen, og da de trådte ind i stuen i en murstensvilla med udsigt over skoven, faldt brikkerne igen på plads i det store kosmiske puslespil for Greve.

I stuen hang Cronhammar og Greves Dødedans på væggen. Her skulle de bo.

Og mere synkronicitet: Da parret havde underskrevet købsaftalen, blev det annonceret, at Holstebro ville få sit eget musikkonservatorium.

Greve kontaktede lokalpolitikerne og lærte hurtigt, at det abstrakte vævende sprog fra Københavnstrup ikke fungerer, at de foretrækker handling, ikke langsigtede planer.

»Men så er der til gengæld også direkte adgang til kommandogangen.«

Greve håber, at de vil lave et satellitkonservatorie for det, han kalder for kunstnerisk medborgerskab.

»Altså et slags laboratorium for samtidsmusik, hvor man undersøger, hvordan musik kan spille en større rolle i samfundet.«

Videbæk Harmonikaklub

Lars Greve har med fotografen Fryd Frydendahl kunstnerisk undersøgt deres fælles hjemstavn på foto/musikudgivelsen Solhverv fra 2019.

Til musikdelen kontaktede Greve en række amatører, herunder Videbæk Harmonikaklub uden for Herning. Greve havde lige optrådt til Ingvar Cronhammars udstilling på kunstmuseet HEART. Og det havde manden, der tog telefonen, oplevet.

»Jeg ved godt, hvem du er, og du spiller kun musik i mol. Det er alt for trist,« sagde han.

»Du må ikke lægge på,« svarede Greve. »Jeg synes, det er ret spændende, at du umiddelbart siger nej, fordi så har jeg jo noget at lære. Må jeg ikke skrive den gladeste sang, jeg nogensinde har skrevet, og sende den til dig på node og i en indspillet version om en uge? Så tager du den med til jeres øver, og så bestemmer I, om jeg er købt eller solgt. Kan vi ikke gøre det sådan?«

Det var en aftale, og det endte med, at Videbæk Harmonikaklub kom med på Solhverv.

Det er en historie, der er symptomatisk for Lars Greves møder med mennesker. For ham er et nej ikke en afvisning, men en invitation til at lære noget.

»For så mødes man, og der opstår noget, man ikke kunne have forudset – og som også tager røven på mig. Det er ikke, fordi jeg er ekstremt opsøgende som menneske, men jeg har nok altid prøvet på at forstå verden fra andres perspektiver. Det tror jeg er en del af min opvækst.«

De to reservebedstemødre

En vilkårlig morgen i Lars Greves barndom kunne drengen sætte sig i en af de to gokarts, hans far havde bygget til ham, og race ned ad grusvejen, der slangede sig forbi hans to reservebedstemødre, Marie og Rosa.

»Marie var meget belæst, og så satte man sig ind til hende, og hun serverede slik og en citron-sodavand. Og så kunne man lige vende nogle af hendes litteratureventyr med hende. Som tiårig sad jeg dér og talte om kubisme, surrealisme og jazz. Og så var der Rosa, som var strandfoged. Ikke belæst, men en meget, meget vis enke. Hun kunne se rav, når vi gik ved stranden. Hun kunne se det i sine øjne, sagde hun. Hun vidste alt muligt om naturens gang og kunne hele tiden varsle, at ’nå, nu slår det om lige om lidt’. Og man havde det sådan, ‘hvordan fanden kan du se det?’ Hele det gear havde hun ligesom adgang til. Den type sparring har jeg med fra min barndom. Måske er det derfor, jeg bliver ved at søge partnerskaber med folk, der ikke nødvendigvis er på min alder.«

Det er Cronhammar, som er død

For den ranke mand med det lange skæg og den vestjyske sang i stemmen giver verden mening – og det bliver den ved med. Men nogle gange bryder den også sammen.

På vej hjem fra Jylland i hans Citroën taler vi om sædkvalitet og børn. Om liv, der starter.

Kort efter afsluttes et andet.

Lars Greve sammen med nu afdøde kunstner Ingvar Cronhammar

Lars Greve sammen med nu afdøde kunstner Ingvar Cronhammar

Næste gang, jeg hører fra Greve, er i en sms 15 dage efter vores roadtrip. Det er Ingvar Cronhammar, som er død. Vi så ham for sidste gang sammen, han vinkede til os, da vi kørte. Vi vinkede tilbage. De var blevet tætte venner, nu kan de ikke være længere væk fra hinanden.

Vi mødtes en uge senere. Greve havde spillet til de to gange gravøl, som familien afholdt. To improvisationer over hans yndlingssalme »Stille, hjerte, sol går ned«, som viste sig også at være Cronhammars yndling.

»Det var vildt at sidde og spille på klarinet dér,« fortæller han. »Jeg sad og lavede cirkulære vejrtrækninger og var meget i kontakt med mit åndedræt. Men jeg var også i kontakt med noget, jeg ikke ved, hvad er. Men som i hvert fald er forbundet med et indre liv. Jeg er altid ude af mig selv efter en koncert, og den her situation gjorde det bare endnu værre.«

En form for berettigelse

På selve dødsdagen skulle han spille koncert med guitaristen Lars Bech Pilgaard på Krabbesholm Højskole.

»Jeg tænkte, ’jeg aflyser, jeg aflyser, jeg aflyser’. Så til sidst tænkte jeg, ’fuck det, nu går jeg ud ad den her dør og spiller i aften’. Så jeg sagde til Lars, ’du skal passe på mig’. Og så da jeg stod i metroen, begyndte jeg igen at græde. Og det er sådan et upassende sted at have det sådan, men der var ikke noget at gøre.«

Et halvt år senere‚ den 18. november, åbner Lars Greve Roskilde Festivalens vidensfestival Grasp med sin egen lydskulptur Pilgrim.

I den futuristiske Dome på Musicon-området har han rejst sit værk. Fire store, sortmalede firkantede stolper fastholder de tre meter høje stålplader arvet fra et modeshow. Publikum læner sig ind mod konstruktionen, der er blevet påmonteret resonatorer. De dybe toner fra hans basklarinet får stolperne til at vibrere som jordskælv, mens overtonerne sitrer i stålpladerne. Det jordbundne og det luftbårne.

Undervejs fornemmer jeg lyden af det Vesterhav, som han stadig orienterer sig ud fra – også musikalsk. Og jeg hører ham blæse yderligere liv i det kald, som Cronhammar fik til at resonere endnu stærkere i Greve.

Som Lars Greve sagde en uge efter sin vens død: »Man bliver … eller jeg bliver ramt af sådan nogle … det ved jeg sgu ikke … om der er et eller andet, der siger … en eller anden taknemmelighed, der sparker ind nogle gange. Og en meningsløshed, som jeg også kalder en eller anden form for eksistentiel handlekraft. Man må ikke gå ned på sin vision. Man må ikke vige, uanset hvor accelererende og Excel-agtig omverdenen måtte synes. Så må det være – ja, det lyder højpandet – kunstens ansvar at vise andre veje. Ved at være imødekommende og kompromisløs.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Smukt