TV 2 var det perfekte arnested for krænkelser og sexchikane. Det kan ske igen

I en scene i den nye dokumentarfilm i tre afsnit, MeToo: Sexisme bag skærmen, fortæller den kendte tv-vært Janni Pedersen om en episode, hun oplevede, da hun omkring årtusindskiftet var ny i branchen og endnu ikke fastansat på TV 2.

»Han sagde konkret til mig, at jeg ville blive fastansat, inden der var gået en måned eller to. Men at inden den måned eller to var gået, havde vi også haft sex,« fortæller hun om en af sine nye chefer, som på et arbejdsrelateret møde overrumplede hende med bemærkningen. Hun ville gerne fortsætte en god arbejdsrelation til ham og forsøgte derfor at tale udenom. Kort efter tog hun hjem, og hun imødekom aldrig hans kommentar.

Hun glemte den heller aldrig.

»Jeg skulle jo have den der fastansættelse for at være fuldstændig sikker på at få lov til at blive ved med at arbejde der. Der er ingen tvivl om, at når man bliver udsat for sådan en linje om, at hvis du skal fastansættes, så skal vi have sex, så sker der noget oppe i bøtten på en. Hvad betyder det her for min ansættelse? Hvad betyder det for, hvordan jeg bliver anset på arbejdspladsen?«

Janni Pedersens beretning er et blandt mange vidnesbyrd fra nuværende og tidligere TV 2-medarbejdere, der mandag stod frem med navn i Information og i dokumentarfilmen, som er produceret af produktionsselskabet Impact TV med støtte fra Public Service Puljen. Den kan ses på streamingtjenesten Discovery+ og vises senere også på DK4. Information har deltaget i et researchsamarbejde med produktionsselskabet.

Hvordan kunne det ske?

Nu står især to store spørgsmål tilbage: Hvordan kunne det gå så vidt, som det gjorde på TV 2? Og kan det ske igen – på TV 2 eller en anden arbejdsplads?

Information har spurgt tre eksperter med forskellige fagligheder, som alle tre har set hele dokumentarfilmen, hvorfor det gik så galt, og hvilke erkendelser vi kan få af de erfaringer, kvinderne lægger frem.

Professor emerita og dr.phil. i historie og antropologi Birgitte Possing, der i 2018 udgav bestselleren Argumenter mod kvinder om kvinderettigheder i et historisk lys, har set dokumentarfilmen og siger, at det er »noget af det mest ubehagelige, hun har oplevet. Nogensinde«.

Grunden til, at den virkede så stærkt på hende, var, at den tydeligt demonstrerer, hvordan sexisme bruges til at oppebære magtstrukturer.

»Den her dokumentarfilm, disse kvinders vidnesbyrd, er et danmarkshistorisk dokument over, hvordan magt kan misbruges, når den udnyttes seksuelt. Og det er hjerteskærende at se på.«

Anette Borchorst, professor ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet og medforfatter til bogen Seksuel chikane på arbejdspladsen (2017), fandt ligeledes dokumentarfilmens indhold gruopvækkende.

»Det, der er slående, når man ser den, er, hvor omfattende den sexistiske kultur har været. Det er sexisme i bred forstand, og det er seksuel chikane. Og så er det uhørt dårlig ledelse. Det er påfaldende, hvor dårligt det er blevet håndteret på ledelsesniveau.«

Og også antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet Christian Groes var overrasket – og chokeret – over de oplysninger, dokumentarfilmen lægger frem.

»TV 2 er en helt speciel arbejdsplads i forhold til de fleste andre. Der er nogle særlige ting, som har kendetegnet kulturen, som man ikke finder særlig mange andre steder. Derfor vil jeg sige, at det, der kommer frem i de her kvinders beretninger, kan tjene som et skrækeksempel på, hvordan man ikke skal indrette sin virksomhed.«

En perfekt storm

Den 1. oktober 1988 begyndte den nye tv-station TV 2, der var blevet etableret ved en lovændring to år inden for at bryde DR’s monopol. Kanalen fik hurtigt tag i seerne, og efter tre år overgik den DR i seertal.

Og imens der var succes på skærmen, var der fest bag skærmen. På arbejdspladsen TV 2 var der en række elementer til stede, der tilsammen udgjorde den perfekte storm for sexchikane og krænkende adfærd.

Et ord, mange bruger til at beskrive stemningen på TV 2 i 1990’erne, er ’pionerånd’. Der var en følelse blandt både de ansatte og dem, der stod uden for kanalen af, at man gjorde noget nyt, og man gjorde alting på en ny måde. Det er ifølge Groes en af nøglerne til at forstå, hvorfor det gik særlig galt på TV 2.

»En stor del af identiteten hos TV 2’s ansatte – i hvert fald i begyndelsen – var, at man var en del af en arbejdsplads, hvor man skulle nedbryde grænserne. Alting var til diskussion, og for at demonstrere, at man var en del af projektet, skulle man også være klar til at gå et ekstra skridt. De systemer og strukturer, der var på andre arbejdspladser, blev rystet i deres grundvold.«

Det er den ene del af det. Den anden handler om ’fjernsynets magt’, den status, som nyhedsværter og generelt mennesker, der er ’på’, kan få. Det skaber ikoner.

»Når man både er populær blandt seerne og har en form for kultstatus på arbejdspladsen, kan det give den enkelte en helt særlig urørlighed, hvor man har ret til mere end andre – simpelthen fordi man bliver behandlet som en konge, der har ret til mere end andre,« siger Christian Groes.

Det er et rockstjernekompleks, hvor alle omkring de her stjerner ser op til dem, samtidig med at de jo er uundværlige for arbejdspladsen, eftersom kanalen er afhængig af skærmtrolde.

Det sidste element er de strukturer, der ofte vil være på en mediearbejdsplads: At der er mange praktikanter, freelancere, løst ansatte og på andre måder marginaliserede ansatte, der er afhængige af de fastansatte, og hvis de ikke føjer sig nok, bliver de ikke ansat.

»Det er helt overordnet det, der kendetegner TV 2 i 90’erne – og som nok også kendetegner TV 2 i højere grad end nogen anden mediearbejdsplads i Danmark,« siger Christian Groes.

Christian Groes sammenligner med to andre arbejdspladser, der har haft problemer med #MeToo, nemlig filmselskabet Zentropa og partiet Alternativet. Alle ’de’ tre arbejdspladser er født ud af en oprørstrang og en modstand mod det etablerede. Det er arbejdspladser, hvor grænserne mellem arbejde og privatliv er smeltet fuldstændig sammen. Og så er det arbejdspladser, hvor der har været en ekstrem festkultur.

Massivt ledelsessvigt

Til Christian Groes’ analyse tilføjer Anette Borchorst, at sexismen direkte blev en del af arbejdspladsens strukturer, fordi man fra begyndelsen bevidst ansatte mandlige studieværter, der i gennemsnit var ni år ældre end de unge kvindelige studieværter. På den måde forstærkede man magtrelationen, og samtidig talte man, ifølge kvinderne, der udtaler sig i dokumentarfilmen, om »fuckability«-faktor – når det gjaldt de kvindelige ansatte.

Den 1. oktober 1988 begyndte den nye tv-station TV 2, der var blevet etableret ved en lovændring to år inden for at bryde DR’s monopol. Kanalen fik hurtigt tag i seerne, og efter tre år overgik den DR i seertal

Claus Fisker

»Vi ved, at ledelsen fik henvendelser, og at de ikke stillede noget op med dem.«

Men derudover, siger hun, er det vigtigt at forstå, at især MeToo-bevægelsen har skabt et helt nyt sprog for krænkelser på arbejdspladsen. For selvfølgelig har der været massevis af sager om uønsket seksuel opmærksomhed på de danske arbejdspladser op gennem tiden, men de er ikke kommet for en dag. Og der har været den udbredte opfattelse, at det skam ikke var noget problem i Danmark.

Der var typisk kun nogle få sexchikanesager om året, og rigtig mange sager blev løst med forlig og fortrolighedsklausuler. Derfor har der været meget lidt offentlighed om emnet indtil i dag. 

I forbindelse med researchen til bogen Seksuel chikane på arbejdspladsen undersøgte Anette Borchorst nogle af de spørgeskemaer, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) gennem tiderne har udsendt, og hun erfarede, at der indtil for nylig ikke har været noget offentligt sprog for sexisme. Når NFA undersøgte emnet, spurgte de respondenterne: »Har du været ude for sexchikane?«, men lod det være op til folk selv at vurdere, hvad der var sexchikane.

»Det har været så tabubelagt, og selvfølgelig skal man ikke spørge på den måde. Man skal spørge: ’Har du været ude for det og det’ og så huske den vigtige tilføjelse: ’ … som var uønsket’,« siger hun.

»Derfor er det et ret ufuldstændigt materiale, der foreligger. De der forlig er gået fuldstændig under radaren, vi aner ikke, hvor mange og hvordan de ser ud, bare at det tit er de lidt grovere sager. Men fagforeningerne ved meget lidt, det blev ikke registreret, og derfor er de her afdækninger også så vigtige, fordi de kan give os mere viden.«

Danmark var det første land til at frigøre pornoen og har ellers været bagude på en del lovgivningsområder om seksualitet, seksuel chikane, pædofili, trafficking, hævder Borchorst. På et overordnet plan mener hun, at den danske kultur omkring seksuel frigørelse også i den forbindelse har noget at skulle have sagt. Fordi både på venstre- og højrefløjen er forankret en tanke om, at man ikke skal regulere.

»Der er en udpræget idé om, at ’den slags kan vi godt selv finde ud af’, og mange – især mænd – mente slet ikke, at der var noget problem herhjemme, når det kommer til sexchikane.«

En anden tid

Et argument, der igen og igen er blevet fremført i forbindelse med #MeToo-bevægelsen er de fem ord »det var en anden tid«. Fem ord, Birgitte Possing ikke har meget tilovers for.

»Jeg mener ikke, at tidsånden kan forklare det. Tidsånden kan forklare noget andet, nemlig at det dengang blev opfattet som en del af det privat intime rum, hvis man gik i seng med hinanden på kryds og tværs. Altså at man ikke talte højt om det private. Men tidsånden kan aldrig legitimere dårlig opførsel.«

Birgitte Possing forklarer, at hun fik sit første chefjob i begyndelsen af 1990’erne på Det Kongelige Bibliotek. Hun var den første kvinde på lederposten på den internationalt søgte Håndskriftafdeling, og da hun begyndte, havde den tidligere direktion netop lavet et stort arbejde for at komme drukkulturen til livs. I den forbindelse var der nogle diskussioner, som daværende direktør Erland Kolding Nielsen indviede hende i: det, han kaldte sit kodeks: Man måtte som chef gå tidligt hjem fra festerne. Man måtte gerne danse med sine ansatte, men ikke flirte med dem. Som kvinde måtte hun vide, at hun ville blive eftertragtet, men at det ville blive brugt imod hende, så hun måtte være varsom med at være for intim med andre i virksomheden.

»Hvis nogen blev forelsket i hinanden, hvad de jo gjorde, så var det en del af gamet, at man sagde det med det samme, og så måtte den ene part flytte afdeling. Der var også nogle af lederne, der blev forelsket i hinanden. Hvem vælger at blive, hvem vælger at søge et andet job? Der lærte jeg noget om lederopførsel. Men det var vel at mærke i 1991. Så jeg er meget uenig i, at ’det var en anden tid’. Det handler mere om, at nogle ledere har kunnet håndtere det – andre har ikke,« siger hun.

Anette Borchorst mener heller ikke på nogen måde, at forskellen i tid hverken kan legitimere eller forsvare krænkernes opførsel eller ledelsens ansvarssvigt. 

Den 1. oktober 1988 åbner TV 2 med deltagelse af dronning Margrethe og TV 2's chef Jørgen Schleimann. Tv-stationen var blevet etableret ved en lovændring to år inden for at bryde med DR's monopol. Kanalen fik hurtigt tag i seerne, og efter tre år overgik den DR i seertal.

Annelise Fibæk

»Kierkegaard sagde jo det med, at livet må leves forlæns og forstås baglæns, og selvfølgelig skal man ikke pege fingre ad TV 2 i dag på baggrund af, hvad der skete i 90’erne,« siger hun og vender tilbage til sproget omkring sexchikane.

»Dengang havde man simpelthen ikke engang et sprog for det – i hvert fald ikke et, der blev taget seriøst – og man var helt på bar bund i forhold til at spørge ind til det,« siger hun, men understreger, at de ting, der kommer frem i dokumentarfilmen er »grelle« og »totalt uacceptable«.

Christian Groes supplerer, at han også godt forstår argumentet, fordi der netop var andre normer og tabuer før 2017.

»Der er sket en bevidsthedsudvidende revolution i forhold til #MeToo. Hvis bare et enkelt individ står frem, bliver vedkommende miskrediteret eller udskammet. Men jo flere tabuet fordeler sig på, jo mere forsvinder det. Efterhånden har normerne ændret sig så meget, at krænkelser og sexisme ikke hører privatlivet til, men handler om det offentlige og om rettigheder.«

Skammen er blevet kollektiv, som han siger, vi har fået et offentligt sprog for det.

»Tidligere var der en tendens til at slå det hen og sige: ’Sådan er det bare’. Det skulle man ikke tage så tungt, at der måske var en chef, der tog en på røven, han var bare ’lidt en original’. Det går nok, man må heller ikke være for skrøbelig. De der undskyldninger bruger man ikke længere‚« siger han, men peger på, at der derfor også er en generationskonflikt og en stor gruppe ældre kvinder, der siger: ’Vorherre bevares, vi har måttet leve med noget, der var meget værre.’

»De har svært ved at sætte sig ind i de her vidnesbyrd og den trang til at kæmpe for kropslig integritet, som især den unge generation står for. Det handler om, hvad man har været vant til. Man har det med at retfærdiggøre, hvad man selv har været igennem.«

Kan det ske igen?

Alle tre mener, at #MeToo var en regulær revolution. Først hashtagget, den globale bevægelse, Harvey Weinsteins fald, debatten på arbejdspladserne. Siden Sofie Lindes tale, sympatitilkendegivelserne. Og nu står vi så her og er fire år rigere. Men betyder revolutionen også, at vi aldrig igen vil komme til at opleve en situation som den på TV 2? Ikke nødvendigvis.

»Det kræver rigtig, rigtig meget af cheferne at modgå,« siger Birgitte Possing, som tilføjer, at hun faktisk var lidt beklemt efter at have set dokumentaren:

»Faktisk var det næsten mest chokerende at høre TV 2’s nyhedsdirektør Ulla Pors være så lidt klar i mælet. Hun kunne ikke engang få sig selv til at sige ’svigt’.« 

Modsat – anfører Possing – var DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn fuldstændig klar i mælet, da hun for nogle uger siden i pressen talte om DR’s svigt i forbindelse med krænkelserne i DR Pigekoret.

»Det undrer mig, at hun ikke ville tage det ansvar og sige helt klart, at institutionen TV 2 havde svigtet ledelsesmæssigt. Man kan ikke underkende, hvor vigtigt det er at være helt klar i mælet, når chefer taler om den her slags ting. Og hvis ikke cheferne på første side af deres chef-grønspættebog får at vide, hvordan man skal håndtere den slags sager, er det ikke givet, at de ikke opstår igen,« siger hun.

Og det er Christian Groes enig i:

»Hvis ikke man lærer af #MeToo-bevægelsen og de sager, der har været – hvis hele bevægelsen og det, den har lært os, går i sig selv igen – så kan det sagtens ske igen om 10, 20 eller 50 år. At #MeToo dukkede op, er ingen naturlov, vi er nødt til at bevare fokus for at fastholde ændringerne.«

»Det handler om,« siger han, »at gribe den bevidsthed, der er i det historiske øjeblik, som dette er, og få det skrevet ind i retningslinjer og politikker.«