Ugens anbefalinger: Sultne (meget ærlige) piger og Knud Romer konfronteret med sin jamrende persona

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.
 

Lone Franks hjerne laver god radio

Podcast: ’Lone Frank og de titusinde sjæle’ kan findes på Weekendavisens hjemmeside

I et kort, ukommenteret, klip i podcasten Lone Frank og de titusinde sjæle hører man en telefonsamtale mellem tilrettelægger Birgit Nissen Pedersen og værten af programmet.

»Hvordan har du det?,« spørger hun omsorgsfuldt. »Jeg er da stået op,« mumler en stemme, som man i første omgang næsten ikke kan kende. Men det er videnskabsjournalist Lone Frank. Det er bare den deprimerede videnskabsjournalist Lone Frank. Stemmen, som plejer at være skarp, kompromisløs og måske let kølig i forhold til verden, er spag og tvivlende.

Petra Penlau

Det var faktisk slet ikke meningen, at vi som lyttere skulle høre depressionens stemme live on tape. Lone Frank skulle til at gå i gang med en podcast, som hun har haft lyst til at lave, siden hun første gang hørte om, at Danmark huser verdens største hjernesamling, udtaget af psykisk syge mænd og kvinder, som døde på statshospitaler mellem 1945 og 1982 og i mange år opbevaret på det nu nedlagte sindssygehospital i Risskov. Men så sneg depressionen sig ind på hende.

Men hun arbejdede videre. Det blev til en podcast i fire afsnit, hvor hun blandt andet besøger hjernerne i deres nuværende hjem på Syddansk Universitet, får navn og billede på kvinden, der levede med en af hjernerne, og taler med en amerikansk (deprimeret) forsker, der mener at have påvist, at 85 procent(!) af os har en psykisk lidelse på et eller andet tidspunkt i vores liv.

Ikke mindst fjerde afsnit om den nye genforskning inden for psykiatrien er en øjenåbner – også for Lone Frank, der nærmest slutter på en så munter tone, som man vist kan forvente af Lone Frank. For mennesket er et flokdyr, og måske skal der være medlemmer i en velfungerende gruppe, der er tilbøjelige til at se på verden i mere grågrumsede end lyserøde toner. Og efterlader lytteren med et interessant spørgsmål: Er kuren mod depression et nyt fællesskabsorienteret syn på sygdommen?

Anna von Sperling
 

Anonymt madanmelderi

Instagramprofil: Find To Sultne Piger på instagramprofilen @tosultnepiger

Instagramprofilen To Sultne Piger har det hele i navnet: Et par anonyme kvinder med en sund appetit spiser sig igennem den danske restaurantscene fra falafelbox til michelinstjerner og skriver de sjoveste, mest passionerede og ærligste madanmeldelser særligt fra København, men indimellem også fra Aarhus, Tisvilde eller Bornholm.

De sultne damer siger det, man knap selv har turdet tænke ved det fine bord, såsom: »Undrede os over de kørte Adele break up music, ik lige vores frokost vibe, har ik brug for at blive mindet om vi er single« eller »Hvorfor er der et gennemsigtigt vindue på toilettet så alle i gården kan se dig tisse? ☹️«.

De kender tydeligvis deres kogekunst og får aktiveret både mundvand og smilebånd hos undertegnede, når de skriver ting som: »Sulten Pige 1 startede med snegle i smørbad, var som at dø og komme i bistrohimlen.«

Pigerne er ikke for fine til at sige, at nu har de altså fået surdejsbrød nok, eller at det føles temmelig uafslappet, når klientellet til en brunchbuffet forventes at være dressed up. De joker bramfrit med pengepungens størrelse – »Så er det mandag igen, heldigt for så nulstiller madbudgettet sig!« – og afslører i øvrigt gerne, når de er blevet for fulde til at huske prisen. Meget relaterbart.

Jeg suger til mig af storbystemning og segmentbeskrivelser – og bøjer mig i støvet for de ubetalte madørers dedikation.

Bodil Skovgaard Nielsen
 

Nanna Mogensen vs. Knud Romer

Radio: Find afsnittet af Skønlitteratur på P1 fra 20. oktober på dr.dk eller i appen DR LYD

Skønlitteratur på P1 er måske ikke programmet, du forbinder med spiddende kulturjournalistik og kritiske interview. Men afsnittet fra den 20. oktober er anderledes – vært Nanna Mogensen proklamerer selv i afsnittets begyndelse, at vi skal høre et interview, hun sent vil glemme.

Joachim Ladefoged

Nanna Mogensen besøger Knud Romer i hans hjem for at tale om hans nye bog, Pigen i violinen. Men det, der begynder som et almindeligt forfatterinterview, udvikler sig lynhurtigt til en åben konfrontation mellem interviewer og forfatter. Nanna Mogensen har nemlig et mellemværende med Knud Romer: Han jamrer for meget. Det er umuligt at skille manden og myten, han er en persona. En jamrende persona.

Nanna Mogensen er ikke vred, men undrende i sin kritik, og de ærlige spørgsmål og betragtninger påvirker tydeligvis Knud Romer, der træder ud af sin vante rolle som højtråbende, ustoppeligt vandfald, og der opstår en rå og ærlig forbindelse mellem de to. Det udvikler sig til et vanvittigt godt interview, hvor man faktisk kommer tættere på en anden Knud Romer end den, man ellers møder, og samtalen påvirker begge parter.

Konklusionen på interviewet bliver, at de nok traf det forkerte studievalg i sin tid, og Nanna Mogensen tilbyder Knud Romer en af sine angstpiller, som han godt nok takker nej til. Det er et forfatterinterview, man sent glemmer, og et sjældent portræt af manden bag personaen Knud Romer.

Rebekka Bundgaard
 

Sært afhængighedsskabende spil om døden

Videospil: ’Spiritfarer’ kan spilles på computer, Playstation, Xbox og Nintendo Switch

De seneste par uger har jeg bijobbet som færgemand m/k i computerspillet Spiritfarer. I skikkelse af den nyligt afdøde Stella sejler man rundt i et antropomorft tegneserieunivers for at opsamle forvildede sjæle. Ved at løse forskellige gåder og opgaver hjælper man dem til at bearbejde deres små og store traumer – det være sig uafsluttede kærlighedsaffærer, betændte forældreforhold eller skam over en karriere i det industrialiserede landbrugs tjeneste – så de endelig kan finde fred og give slip på livet.

Thunder Lotus Games

Det er ikke ligefrem et actionspil. Til gengæld har man rig mulighed for at udforske karaktergalleriet, der er spækket med forpinte, selvbedragende og helt igennem elskelige personligheder – fra den kæderygende kronhjort Gwen, over den sleske løve Giovanni, til den (kunst-)snobbede ugle Gustav. Det frygtelige er selvfølgelig, at netop som man har knyttet sig til sine nye kammerater, står det klart, at man også må sige farvel. Det er færgemandens byrde.

Spiritfarer udkom i 2020, men bliver stadig opdateret med nye sjæle. Det er det småkedelige og dog afhængighedsskabende spil om at acceptere min egen og andres forgængelighed, som jeg havde brug for under nedlukningen. Nu hvor smittetallene stiger igen, kan det måske alligevel blive aktuelt.

Mikka Tecza