I 1968 udkom et værk, der udstillede vesteuropæiske ungdomsoprørere som romantikere, der satte revolution over mennesker

Den 22. februar 1974 dukkede der en højst usædvanlig skikkelse op i det københavnske bybillede. Han var ankommet tidlig morgen på Københavns Hovedbanegård med nattoget fra Frankfurt. Overalt hvor han dukkede op, vakte han opsigt. Man kunne let tage ham for at være reinkarnationen af en gammeltestamentlig profet, men det var den verdensberømte russiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyn, der var kommet til Danmark, inviteret af Dansk Forfatterforenings formand Hans Jørgen Lembourn. Forfatteren, der i 1970 havde modtaget Nobelprisen i litteratur, var kort før besøget i Danmark blevet udvist af Sovjetunionen og levede nu i eksil i Vesttyskland hos sin gode ven Heinrich Böll.

Det var en kold dag, og der var ikke megen pomp og pragt over besøget i København. Umiddelbart forud for sin ankomst havde Solsjenitsyn i Paris udgivet et værk, som var i gang med at vende op og ned på meget i Vesten. Værket var i sig selv en kæmpe litterær begivenhed og samtidig en politisk bombe af en vis størrelse, fordi værket synliggjorde nye dybe ideologiske skel og forårsagede sprækker i det frie, demokratiske selvbillede, Europa forsøgte at bygge op på ruinerne fra 2. verdenskrig.

Solsjenitsyns værk pegede tilmed på den manglende integration af Central- og Østeuropa i den fælleseuropæiske fortælling. Man havde langt hen ad vejen set bort fra, at den ene del af Europa efter krigen uden overgang var gået fra et diktatur til et andet. Det er det hul i den vesteuropæiske fortælling og erindring, som Gulag Øhavet udfylder.

Det er i betydningen intellektuel diskussion og selvopgør i Europa, man må forstå min brug af ordet ’engagement’. En fortælling der tager sit afsæt i Solsjenitsyns ankomst til Europa, fortsætter i det europæiske selvopgør i forlængelse af Balkankrigene i 1990’erne og slutter i den nye naturpagt og nye forståelse af helt grundlæggende kategorier som tid og sted, som hviderussiske Svetlana Aleksijevitj anslår med sit værk Bøn for Tjernobyl om effekterne af ulykken på atomkraftværket i Ukraine.

Solsjenitsyn selv havde tilbragt otte år i sovjetisk fangenskab, efter i et brev til en skoleven at have ytret sig om Stalins ’strategiske fejl’. Uden proces var han endt der. Efter løsladelsen var han blevet sendt i »evig« forvisning til en lille landsby i Kasakhstan. Hans seksbindsværk Gulag Øhavet var i al hemmelighed blevet skrevet i den periode, mens han sad i forvisning og var blevet smuglet ud af Sovjetunionen og udkommet kort forinden i december 1973 på et lille emigrantforlag i Paris.

Solsjenitsyns værk er langt mere end beretningen om egen skæbne. Det er en omfattende og nådesløs afregning med det sovjetiske regime, dets ideologi og ikke mindst dets grundlæggere. På baggrund af flere hundrede personers vidnesbyrdberetninger, Solsjenitsyn havde fået adgang til, fortalte han om uskyldige sovjetborgeres tragiske skæbne i tusindvis og beskrev i detaljer selve undertrykkelsesapparatet lige fra etableringen af de første arbejdslejre på Lenins ordre, overvågning og likvidering af politisk opposition, massehenrettelse, brug af slavearbejde og fuldstændige foragt for menneskeliv og undertrykkelse af almindelige retsprincipper.

I værket om det sovjetiske styres vidtforgrenede system af straffelejre fra 1918 til 1956 skildrer Solsjenitsyn minutiøst udviklingen i det sovjetiske samfund og de skiftende ’klassefjender’, der skal fjernes. Han beskriver såvel enkeltfangers skæbne som deres bødler. Han beskriver i detaljer undersøgelsesprocedurer og de metoder, man bruger for at få fangerne til at gå til bekendelse. Og især beskriver han den fortvivlede kamp for værdighed i de umenneskelige lejre – ikke ulig de beskrivelser, man kender fra vidnesbyrd fra de tyske kz-lejre.

Solsjenitsyns værk var en litterær sensation og et chok for en europæisk offentlighed. Den sandhed, han bar frem i sit litterære værk, var ilde hørt og passede dårligt med det verdensbillede, der i det vestlige Europa var ved at blive bygget op. Stalinismen blev set som en undtagelsestilstand, som en slags driftsulykke i historien, men Solsjenitsyns grundlæggende idé var, at det, der skete under Stalin, allerede var i støbeskeen hos Lenin.

Solsjenitsyn færdiggjorde i al hemmelighed sit store værk i det rebelske år 1968, mens, som han selv spidst anfører, hans jævnaldrende på Sorbonne og andre universiteter »passer deres studier, spiller tennis i deres rigeligt tilmålte fritid, diskuterer verdensproblemer i studentercafeen«, mens de er vrede på deres regeringer og på dem, der ikke ønsker at overtage de sovjetiske erfaringer.

Det var begrænset med litterære venner, da Solsjenitsyn kom til København. Der var ikke nogen udtalt interesse for forfatterens vrede mod det sovjetiske styre og hans vidnesbyrd fra Gulag Øhavet. Især Hans Scherfig og Klaus Rifbjerg gjorde sig ikke umage for at skjule deres afsky mod den eksilerede forfatter, som i deres øjne var en reaktionær og religiøs skikkelse. Fortællinger om kommunismens tragedie var i det hele taget ikke i høj kurs hos vestlige forfattere og intellektuelle, der var optaget af nye drømme om fællesskab og først og fremmest vendte deres vrede mod USA’s engagement i Vietnam.

Gulag Øhavet er det litterære værk, der for alvor tester Europa på egen identitet og selvfortælling om det projekt for fred og forsoning, der blev indledt efter 2. verdenskrig. Et projekt, der er grundlagt på et opgør med fascismen, nationalismen, ulighed og uretfærdighed. Den forudgående katastrofe havde også haft en civiliserende og formativ kraft. Den blev det fundament, vores vestlige demokrati skulle bygge på med menneskerettigheder og universelle principper som de grundlæggende nye værdier.

Solsjenitsyns værk derimod viste en sprække og pegede på denne manglende integration af Central- og Østeuropa i den fælleseuropæiske fortælling. Det andet er, at Solsjenitsyn med værket udstillede et vesteuropæisk ungdomsoprør som romantikere, der var villige til at sætte revolution over menneskerettigheder. Men det er samtidig også det værk, der får en række intellektuelle til at tage et selvopgør og opgør med 68-generationens ukritiske begejstring for revolutioner og dens dogmatik og Sovjetunionen. Det selvopgør og opgør med Europas selvbillede er den første afgørende engagementsbevægelse siden eksistentialismen i Europa og kan alene bære at være afsættet for den femte og sidste hovedstrømning i nyere europæiske litteratur.

I Frankrig sker selvopgøret i kølvandet på Solsjenitsyns værk først og fremmest med de såkaldt nye filosoffer. En fremtrædende repræsentant er André Glucksmann, der var født i en jødisk familie, som stammede fra Polen. Hans erfaring med nazisternes besættelse af Frankrig havde i første omgang affødt hans engagement i det franske kommunistparti og gjort ham til maoist. Han så sig selv som elev af Jean-Paul Sartre og som en, der hjalp med det intellektuelle fundament for studenteroprøret i 1968. Fra omkring 1973 dropper han maoismen, bliver ledende i den antitotalitære front, der også er repræsentativ for en kovending på den europæiske venstrefløj.

I lang tid havde man måttet holde fast i Sovjetunionen og dets resultater for enhver pris. Først Budapest i 1956, Prag i 1968 og Gulag-chokket i 1973/74 åbnede deres øjne, og især de franske intellektuelle tog hul på den intensive udveksling med dissidentbevægelsen i Østeuropa, hvorimod mange vesttyske venstreorienterede holdt fast i blind antifascisme, der forhindrede dem i at bearbejde følgen af den kommunistiske totalitarisme. Trods de stridende synspunkter er det fælles i denne diskussion afstedkommet af Solsjenitsyns værk midt i en europæisk offentlighed en ny besindelse på Europa og på en integration af hele Europa i den fortælling.

Vi lever i hele perioden i Europa fra 1960’erne til i dag – og til trods for den udbredte antiamerikanisme på venstrefløjen – under den amerikanske kulturs hegemoni. Allerede den italienske forfatter Curzio Malaparte så i sin dokumentariske roman Det dyrebare skind fra 1947 verdenskrigen som afslutningen af den europæiske æra og begyndelsen på den amerikanske. I romanen skildres med afsæt i Napoli krigens sidste fase, amerikanernes ankomst til Syditalien og den gradvise rejse op gennem og befrielse af Italien fra fascismen. Men det er beskrevet som af et europæisk nederlag uden historisk fortilfælde. Ikke bare Tyskland og Italien, men hele Europa og dets store kultur går under i eget vanvid og ondskab, anført af det nazistiske Tyskland og en generel radikalisering til fascisme, racisme og nationalisme. Intet land formåede at yde modstand nok mod Tyskland af egen kraft, derfor blev Europa for første gang i historien på en og samme tid besejret og befriet af USA og Sovjetunionen. Med det resultat at en europæisk kultur først og fremmest var en effekt af andre kulturer.

I forlængelse af Jerntæppets fald og genforeningen efter 1989 havde Europa en enestående chance for at frigøre sig fra det amerikanske hegemoni, men i stedet blev dets afhængighed stadfæstet og kontrakten med den amerikanske kulturindustri ukritisk fornyet.

Med Balkankrigene, der brød ud i 1991, blev Europas hjælpeløshed første gang fuldstændig udstillet. Alt for sent erkendte man, hvor sprængfarlig kommunismens fald og den følgende opløsning af Jugoslavien var. I relikterne af Jugoslavien rasede en morderisk krig, som politikere og intellektuelle i de vestlige demokratier stod hjælpeløse over for. Et stadigt centrum i krigen var kampen om Bosnien, om forsvaret eller ødelæggelsen af en af FN erklæret uafhængig stat. Foran øjnene på FN-soldater blev således den bosniske enklave Srebrenica erobret af serbiske styrker og gjort til sted for deportation og nedslagtning af muslimer.

Bosnien tilbød dermed Europa den første og afgørende chance for i en menneskealder at gøre sig fri af sin årtier lange afhængighed af USA og chance for at stå på egne ben. Gennem europæisk intervention kunne krigen være blevet forhindret, det har selv den serbiske militærstrateg Radovan Karadzic indrømmet, men chancen blev forpasset. I stedet vendte massemordet på egen befolkning og kz-lejre tilbage i Europas midte. Blot et par timers flyrejse fra EU-hovedkvarteret i Bruxelles foregik der igen etniske udrensninger. Og det var sigende nok amerikanerne, der måtte gøre det beskidte arbejde for os og i sidste ende lægge navn til en fredsaftale for de stridende parter, der af alle steder blev indledt i en mindre by, Dayton, i Ohio i det centrale USA.

Europa havde brugt næsten halvtreds år på at komme sig over Auschwitz og baseret sin forbilledlige respekt for menneskerettigheder på en med Michael Ignatieffs ord »lykkelig amnesi«. Balkankrigene havde ikke bare bragt kz-lejrene tilbage til Europa, men havde ødelagt illusionen om at kunne sætte lighedstegn mellem europæisk og civiliseret.

Det var også det, Malaparte havde set i romanen Det dyrebare skind, efter at Europa var blevet befriet og besat. Hadet ville flytte sig væk fra den ydre fjende og i stedet trække sig ind i de europæiske nationers indre. Han mente i første omgang »en stinkende kræftsvulst inde i den krig, de allierede førte mod Hitlers Tyskland. For at befri Europa fra det tyske åg massakrerede polakker nu polakker, grækere myrdede grækere, franskmændene andre franskmænd, rumænerne dræbte hverandre og jugoslaverne ligeså«. Men på længere sigt så Malaparte også konturerne af Europas fremtidige skæbne aftegnet: fred mellem nationerne, men et evigt blussende had i deres indre. Brodermordet frem for mordet på den fremmede, der ellers havde besat os i årevis. Den store europæiske erindringskrig. Det er den feber, der også slog ud i krigen i Bosnien.

Hvis krigen oprindeligt var blevet indledt som et forsøg på at bremse opløsningen af Jugoslavien og var fortsat som en serbisk territorialkrig mod Kroatien, så var den endt som en krig mod Bosnien og en krig mod selve håbet for eller ideen om Europa. Bosnien havde i århundreder været et multikulturelt samfund og havde haft en stor andel af blandingsægteskaber på tværs af etnicitet og konfession og var derfor for mange en utopisk forudskikkelse af, hvordan Europa kunne blive. I stedet var Bosnien endt som endnu et offer for denne europæiske syge, der går under navnet etnisk udrensning og hårde grænser.

Det er også den historie om fredelig sameksistens i det multikulturelle Eksjugoslavien, som Ivo Andric havde formet med sin udødelige roman Broen over Drina (1945). Bogen handler om broen over floden Drina, hvordan og hvorfor den blev bygget og hvordan området, i og omkring byen Visegrad, har givet plads til et rigt kulturelt og religiøst liv. Det er her i Visegrad-området, Jugoslaviens og krigenes multietniske forhistorie fandt sted, og hvor Andric skildrede samliv af nationer og religioner på tværs af først osmannisk herredømme og siden østrig-ungarsk. Bosnier og tyrkere, kristne og muslimer, øst og vest mødte gennem århundreder hinanden hen over den berømte bro. Hvis man vil forstå europæisk identitet, er denne roman stadig et af de vigtigste vidnesbyrd.

Bogen handler om, hvordan og hvorfor broen over floden Drina i det nuværende Bosnien-Hercegovina blev bygget. Den behandler dog også hele det kulturelle og religiøse miljø omkring broen og livet i den by, Višegrad, der ligger ved broen.

Temaet om spændinger mellem religiøse og etniske grupper viste sig igen relevant, da Jugoslavien gik i opløsning. Der blev under den resulterende krig smidt lig fra de etniske udrensninger i floden fra broen, hvis navn er Mehmed Paša Sokolović Broen.

Balkankrigen sneg sig også ind i den samtidige litteratur. Serbiske Vladimir Arsenijevic skildrer som et af mange eksempler i det lille mesterværk På underste dæk fra 1995 livet i Beograd fra nært hold, og som det former sig for den unge generation. Krigen rykker tæt på, venner bliver sendt til fronten og vender hjem i kister eller som krigsinvalide. Arsenijevic beskriver et samfund i opløsning i en ny form for realisme, der læner sig op ad absurdismen, og som vigtigste inspiration synes at have Albert Camus’ roman Den fremmede.

Krigen er på ingen måde et indre anliggende i det opløste Jugoslavien, men sender bølger rundt i hele Europa og helt til Danmark, hvor Jens-Martin Eriksen i romanen Vinter ved daggry (1997) beretter om en gruppe unge militssoldater, der foretager etniske udrensninger. Handlingen er henlagt til et ubestemt sted i Europa, skændslen i Bosnien er gjort til anonym historie, og den er fortalt fra bødlernes synsvinkel. Det er i dansk sammenhæng en sjælden og usædvanlig bog og vidner om, at vi stadig har del i en fælleseuropæisk erfaringsverden.

I bredere forstand vækker krigene på Balkan fra midten af 1990’erne dansk litteratur af en langvarig og upolitisk døs med et krav om engagement, der på mange måder bryder med en forudgående formalisme i litteraturen og vægtning af det rent æstetiske. Litteraturens politiske engagement bliver igen et dekret, der stilles, og som også gradvist ændrer litteraturen frem mod årtusindskiftet.

Først Auschwitz og afsløringen af den sovjetiske terror har i efterkrigsårtierne været udfordringer for vores europæiske tænkning og historieforståelse. Siden var det efter 1989 og Europas forening krigene på Balkan og den etniske udrensning. I den helt anden ende, ved vores histories afslutning, findes ulykken på Tjernobyl-atomkraftværket i det fjerneste hjørne af Europa. Hvordan kan det være en stor europæisk begivenhed, og der hvor disse hovedstrømninger ender? Fordi to katastrofer her faldt sammen: en social – det sovjetiske imperium brød sammen – og en kosmisk, fordi ulykken udspillede sig uden for vores vante referencerammer og forståelse af tid og sted. Tjernobylulykken var midt i sammenbruddet af den gamle verden ilet i forvejen og havde meldt ankomsten af en ny tid, længe før vi forstod, at vi allerede lever i den.

Der findes et litterært værk, der har hevet ulykken ud af sin lokale forankring og gjort den til en global begivenhed og skred i vores menneskelige bevidsthed. Det er hviderussiske Svetlana Aleksijevitjs dokumentariske roman Bøn for Tjernobyl fra 1996. I bogen beskriver hun Tjernobylulykken og dens konsekvenser for de mennesker, som gennemlevede verdens første eksplosion af et atomkraftværk. Bogen handler om at være i begyndelsen af en ny tid, og om at mennesket har fået en ny relation til den teknologi, vi har skabt, og til naturen, som omgiver os.

Vi tænker i dag på Tjernobyl som noget, der skete langt væk og ikke har den store betydning for vores liv i dag. Men i bogen sætter Aleksijevitj katastrofen ind i et større globalt perspektiv og beskriver, hvordan strålingen påvirker selv de mindste organismer, fører til ændret adfærd hos dyr, før mennesker indser alvoren af ulykken. Teknologi truer med at udslette os som art, ja, alt liv på jord.

Aleksijevitj beskriver i bogen, hvordan man kunne se på Tjernobylfolkets blikke, at de var blevet kastet ud i en ny virkelighed, hvordan det kulturelle lag, der under normale omstændigheder beskyttede dem, øjeblikkeligt var blevet sprængt væk. De stod nøgne tilbage. Der fandtes ingen genkendelige kategorier at føre det skete tilbage til. Jo, de folk forsøgte, men fandt ikke andet end de midler, som de allerede kendte til i deres kultur, nemlig krigen. Den sovjetiske ledelse stod ansigt til ansigt med en helt ny tids katastrofe og svarede med store tekniske ressourcer i form af panservogne, helikoptere og tusindvis af soldater, men stort set til ingen verdens nytte. De forsøgte at forstå katastrofen, som de forstod krigen. De forsøgte at bekæmpe den nye tid med fortidens logik. I krige forsvarer man en stat, et fædreland eller et abstrakt ideal, men her var ’soldaterne’ de likvidatorer, der fjernede radioaktivt affald og forsvarede selve livet – med deres eget liv.

Fortidens ulykker har omhandlet rummet. Titanic sank i Nordatlanten, bomberne faldt over Berlin, Hamburg, Dresden …, kaprede fly styrede ind i Twin Towers på Manhatten. Men her er der tale om en ulykke i tiden. Begivenhederne i Tjernobyl fandt sted i en astronomisk tid, de radioaktive atomkernes levetid, og måles ikke længere i generationer eller årtier, men i årtusinder. Den nat, den 26. april 1986, repræsenterer derfor et spring ind i en ny virkelighed, større end vores bevidsthed og fantasi. Fortiden ophørte med at eksistere, og mennesket befandt sig pludselig i en fremtid, som det endnu ikke kunne fatte dimensionerne af.

Vi kan ikke se strålingen med vores øjne, vi kan ikke lugte den med næsen, og vores hænder kan ikke røre ved den. Hele vores biologi og vores sprog er ikke tilpasset den. Heller ikke vores følelser og forestillingsevne. Ingen menneskelige dimensioner er tilpasset til den, for hidtil er tiden blevet målt efter menneskelig målestok.

Det er denne mangel, mennesket bliver konfronteret med. Ulykken sætter spørgsmålstegn ved hele forestillingen om historie og historisk periode, og vi bevæger os ind i en tid, som ikke er historisk i menneskelig forstand, men snarere som reference har astronomien eller universets tid, ja, skabelsens tid.

Derfor er det historiens afslutning, ikke i Francis Fukuyamas forstand som indfrielsen af et mål og inden for en gældende orden, men et brud med hele forestillingen om en rækkefølge af før, mens og efter. Ulykker har hidtil været lokale, knyttet til et sted eller en genstand. Her er den global og omfatter hele verdens fremtid, de levende arters fremtid, klodens fremtid.

Hvor finanskrisen i 2008 og den såkaldte flygtningestrøm i 2015 kunne betragtes som systemfejl i vores sejrende liberale demokratier, der lader sig justere, så var det ikke tilsvarende muligt at omfatte Tjernobylulykken som noget, der kan justeres inden for den gældende orden. Det er en ulykke i vores vestlige bevidsthed, fordi ulykken unddrager sig al filosofi og tænkning. Det oplevede vi også med Auschwitz. Med Auschwitz og Tjernobyl. Aleksijevitj trækker selv den linje i bogen, og når hun taler om den, er det bevidstheden, der bliver ramt af en ulykke. Tjernobyl er en lærestreg til vores tid, som befinder sig på afgrundens rand.

Kunsten har utallige gange forsøgt at genskabe apokalypsen og forestillet sig det værst tænkelige, men nu ved vi, hvordan alt liv ender. Tjernobyl er den gåde, vi manglede at løse, det 20. århundredes største mysterium og problem, som det er overladt til mennesket i det 21. århundrede at forhandle med. Det er den vej, engagementet peger i dag.

Aleksijevitj gør det muligt med denne opløsning af historisk tid at pege på et sprog for de naturkatastrofer, vi i dag først er i færd med at forstå dimensionerne af og leve i forhold til. Det har været undervejs siden 1980’erne, at mennesket må gå i dialog med sin omverden og tænke sin rolle på ny. Klimakrisen har været en del af vores litteratur lige så længe, ja, faktisk endnu tidligere i climate fiction-genren som eksempelvis i J. G. Ballards roman Verden under vand fra 1962.

Apokalypsens vind blæser allerede i Bøn for Tjernobyl. Vi lever allerede i den fremtid, som den apokalyptiske litteratur længe har peget på. Det er Aleksijevitjs store fortjeneste, at hun ved at tale om en helt anden sammenhæng, Tjernobylulykken, har forberedt os på den nye tid og givet os antydningen af et nyt sprog til at beskrive og bearbejde den største udfordring for kloden og menneskeheden i dag.

Anvendt litteratur:

Ackermann, Ulrike: Sündenfall der Intellektuelle, Klett-Cotta, 2000

Aleksijevitj, Svetlana: Bøn for Tjernobyl, Lindhardt og Ringhof, 2018

Andric, Ivo: Broen over Drina, Gyldendal, 2002

Arsenijevic, Vladimir: På undeste dæk, Munksgaard-Rosinante, 1995

Blüdnikow, Bent: »Farvel til fange nr. 262«, i: Berlingske 04.08.2008

Eriksen, Jens-Martin: Vinter ved daggry, Munksgaard-Rosinante, 1997

Ignatieff, Michael: »Strategien des Wahns«, i: Lettre International, Heft 31/1995

Nielsen, Peter: Med fortællingen går jeg i døden – essays om den nye europæiske romankunst, Information, 2021

Rose, Flemming: »Et kættersk værk«, i: Information 23.07.2013

Solsjenitsyn: Gulag Øhavet, bind 1-6, Gyldendal 1974-76

Virilio, Paul/Aleksijevitj, Svetlana: »Radioaktiv ild«, i: Lettre Internationale, nr. 1, 2003