Foråret 2021 blev et trip for rastløse individer af enhver afstøbning, der endelig blev sluppet løs. Endelig ude af af coronaisolationens strømførende indhegninger. Endelig til koncert igen. I gang med at vænne os til at stå sammen med, glo på, lytte til, mærke, lugte andre mennesker i hobetal. Endelig hylen for ørerne og fadøl på skoene.
Men også en vis – var det doven eller bare nervøs? – tilgang til koncertlivet. Det var i hvert fald til at starte med svært at trække folk af huse. I en slags horror-febervision ser jeg for mig dansken smeltet og vokset sammen med sin sofa, den ene hånd rakt ud mod tv’et. Og se, der er ingen fingre, fjernbetjeningen synes at vokse direkte ud af underarmstumpen. Og intet kan få dansken til at rejse sig.
Så er det heldigt, at indspilningsteknologien er opfundet, og man fra hjemmets pudedyb og komfortkviksand kan erfare, at det var et stort år for dansk musik.
