Min allerførste jul er den dag, jeg blev født

Vandet er varmt. Jeg ligger og flyder, vugger lige så stille. Indimellem drømmer jeg næsten. Langt borte fra hører jeg nu og da stemmer, ind imellem er der nogen, der spiller på violin. Andre gange er det et klaver eller et orgel, der fjernt og stille sender sine toner ned over mig. Jeg befinder mig i en tilstand af permanent ro og fred. Jeg flyder.

Men pludselig er freden forbi. De røde vægge, der omgiver mit bassin, begynder at skælve. Så holder de op, men lidt efter skælver de igen, og væggene nærmer sig mig fra begge sider. Hvad er det, der er undervejs? Et jordskælv?

Med et er det, som om nogen har trukket bundproppen ud. Vandet, jeg flyder i, begynder at synke og forsvinde. Jeg prøver at klamre mig til væggene, men de er glatte og slimede, og samtidig med at vandet synker, giver de sig til at ryste og klemme mig stadigt mere.

Så holder det atter op, og jeg begynder at håbe, at det værste er overstået, men så begynder det igen, det klemmer mig, vandet er væk, og jeg bliver presset ned ad af væggene. Med hovedet forrest. Jeg kæmper imod af alle kræfter, sparker og bokser, men nedad går det, afbrudt af pauser, der bliver kortere og kortere, mit tidligere håb om, at det var ved at være overstået, slukkes mere og mere.

Jeg glider ubønhørligt nedad.

Det ender med, at min hovedskal støder på en art bund. Jeg kommer ikke længere. Mens væggene bliver ved med at klemme og presse på min krop, har jeg selv nået bunden og sidder fast.

En fremmed planet

Hvad nu?

Længe bliver det ved på den måde. I timevis faktisk. Men til slut sker der noget. Den bund, jeg sidder fast på, må befinde sig omkring det hul, hvor alt mit vand blev skyllet ud, for nu er det, som om noget hårdt trænger ind udefra og udvider hullet. Langsomt åbnes det mere og mere, og ind kommer – hjælp! – en tang, der nærmer sig mit hoved. Den gaber over mit kranium og begynder lige så forsigtigt at lukke sig om det. Men den kommer skævt ind og glider, så den kommer til at klemme for højt oppe på min højre kranieside, glider af og må slippe sit tag. Den åbner sig, men nu kommer den igen, og denne gang lukker den sig om mine tindinger.

Så begynder den at trække i mit hoved. Den trækker det ud gennem hullet!

Noget griber fat om min overarm, min krop smutter ud i én glidende bevægelse – og med ét svæver jeg i det tomme rum. Alle vægge er væk, der er kun min krop i en uendelig tomhed uden grænser, jeg åbner munden og skriger. Det anede jeg ikke, at jeg kunne, og jeg bliver voldsomt forskrækket. Og bliver ikke mindre forskrækket, da jeg samtidig får et klask bagi. Hvad sker der dog? Hvor er det, jeg er kommet hen? Er jeg landet – eller rettere ikke landet, men svævende – over en fremmed planet?

Jeg mærker nogen gribe mig, bære mig og lægge mig vandret på noget lige, lunt og blødt. Så kommer der til min store lettelse noget vand igen. Min krop bliver vasket i lunkent vand, den bliver tørret – en underlig fornemmelse, men slet ikke så ubehagelig, som man skulle tro – og jeg bliver pakket ind i noget hvidt, som også er helt tørt. Igen bliver jeg båret, og så bliver jeg lagt ind til en krop, hvis lugt jeg genkender.

Så får jeg stukket en pat i munden, og omsider går sammenhængen op for mig.

Jeg er blevet født.

Det er den 24. december.

Tre piger fra juleaften

Vi er blevet bedt om at skrive om en juleoplevelse, der er vigtig for os, og eftersom min allerførste er en forudsætning for alle de andre, går det vel an at betragte den som den vigtigste.

Som det fremgår, blev jeg taget med tang, og jeg har stadig en fordybning i kraniet på højre side af hovedet, der hvor tangen i første forsøg greb forkert. Angiveligt kom jeg ud med store blå buler på begge tindinger, som dog hurtigt forsvandt.

Tilbage fra begivenheden har jeg et avisfoto fra den 26. december med følgende tekst:

»Afdelingssygeplejerske Frk. Brandt, Odense Amtssygehus, med tre piger, der alle er født juleaften. Døtre af henholdsvis Elektrosvejser Hansen, Ærøgade 12, Fyrbøder Jørgensen, Hjallesevej 247 og Organist Syberg, Kerteminde.«

Åbenbart troede avisen dengang, at mænd kunne føde børn.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.