Interview
Læsetid: 11 min.

Andrea Hejlskov har lært, at det spirituelle er langt mere tabuiseret end psykiske lidelser

Forfatter Andrea Hejlskov vækker en affortryllet verden op fra dvale i ’Vølve’. Information satte hende stævne blandt birketræerne i Pinseskoven for at finde ud af, hvad hun har lært om sprog og virkelighed, efter at hendes autofiktive roman udkom i år
I sin nye bog ’Vølve’ skriver Andrea Hejlskov om at flytte ud i vildmarken med sin familie – og om  frustreret skulle flytte væk fra vildmarken igen.

I sin nye bog ’Vølve’ skriver Andrea Hejlskov om at flytte ud i vildmarken med sin familie – og om  frustreret skulle flytte væk fra vildmarken igen.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
3. december 2021

Andrea Hejlskovs seneste roman hedder Vølve. Romanen er på den ene side en gendigtning af Vølvens spådom, et digt fra Ældre Edda, og på den anden side et autofiktivt helteepos, der strækker sig over omtrent 40 års levet liv.

Bogen handler om smerte, om sammenbrud og sorg, og den handler om genrejsning og kamp. Det er ingen solstrålehistorie, men lyser alligevel med sin tro på sprogets kraft og fortællingens mellemliggende med virkeligheden.

»Denne bog er en magisk handling,« står der på den mørkerøde bogs bagside, og det er noget af det første, jeg spørger ind til, da jeg møder forfatteren på en shelterplads i Pinseskoven for at tale om hendes tredje bog.

Men først skal jeg lige ankomme.

Via Google Maps er jeg nemlig blevet ledt ned ad en grussti tværs over Kalvebod Fælled, og jeg har mistet orienteringen, selv om man kan se langt i det åbne vådområde, der ligger omkring ti kilometer fra Københavns centrum.

Jeg er faret vild, skriver jeg i en sms til Andrea Hejlskov og implicerer, at jeg kommer for sent.

»Det her stisystem er også skideforvirrende svarer hun overbærende. »Bare følg brødkrummerne ligesom i Hans og Grete, så når du frem til sidst ;-)skriver Andrea Hejlskov, der uden at blinke kalder sig selv for heks.

Da jeg svedig og undskyldende endelig ankommer til shelterpladsen, sidder den 46-årige forfatter stoisk i græsset under en samling birketræer. Hun smiler stort, da hun rejser sig for at hilse. 

»I bogen har jeg arbejdet med det, der hedder narrativ magi,« forklarer Andrea Hejlskov, da vi har sat os til rette ved et bordebænkesæt af træ.

»Jeg tror på, at verden bliver til gennem de fortællinger, vi laver om den. Sprog skaber virkelighed, og når du forandrer dit sprog en lille smule, forandrer du også din virkelighed en lille smule.«

Det lyder lidt abstrakt, synes jeg, men jeg prøver at hænge i.

Andrea Hejlskov bruger sine egne oplevelser som eksempel.

»Mange oplevelser får ikke plads i medierne, for eksempel det at have boet på krisecenter eller at have været indlagt på et lukket afsnit. Med min bog har jeg villet give sprog til det, der ellers ikke får plads, for på den måde at putte det ind i virkeligheden. Så på den måde handler den magiske handling om at udvide sprogets rammer.«

Ikke glansbillede nok

Når vi kigger ind i skoven fra vores bordebænkesæt, ser den næsten uendelig ud. Pinseskoven er en selvsået birkeskov, frøene fløj med vinden fra Sverige til Danmark engang i 1950’erne.

Andrea Hejlskov fik i 2013 sit folkelige gennembrud med bestsellerromanen Og den store flugt, der handler om, hvordan hun sammen med børn og mand flyttede ud i den nordsvenske vildmark, hvor de byggede deres egen bjælkehytte og etablerede en primitiv tilværelse på naturens præmisser.

Bogen fulgte hendes debut fra 2009, Andrea Hejlskov – en facebookroman, der ligesom Vølve og Og den store flugt tager afsæt i Andrea Hejlskovs eget liv.

Hun har længe gjort sit liv til en fortælling.

Andrea Hejlskov begyndte at holde foredrag om sin families livsvalg. Hun bloggede om dagligdagen i skoven, blev en kendt stemme i den offentlige debat og skrev blandt andet en række klummer i nærværende dagblad. Og ja, hun bloggede. Livet i vildmarken var ikke uden computere – til gengæld var internetforbindelserne yderst tvivlsomme.

Folk blev lige dele inspirerede og forargede over familiens flugt fra civilisationen. Hun blev både hyldet som forbillede og stemplet som hykler.

»Jeg blev gjort til sådan et glansbillede. Og samtidig var folk sure, når jeg ikke var glansbillede nok. Folk ville gerne have den der simple, lalleglade historie om, at nu flytter vi ud i naturen, og så bliver vi lykkelige,« fortæller Andrea Hejlskov, der i dag bor på Fejø.

Det var ikke lutter lagkage at bo i en bjælkehytte langt fra alting – og samtidig så utroligt tæt på naturen.

Vølven har været ude for mange sammenbrud, og derfor er hun den, der er trænet i at komme igennem dem. Som Andrea Hejlskov skriver i insisterende versaler: »NÅR ALT ER MØRKEST, SKAL HUN FORTÆLLE.«

Vølven har været ude for mange sammenbrud, og derfor er hun den, der er trænet i at komme igennem dem. Som Andrea Hejlskov skriver i insisterende versaler: »NÅR ALT ER MØRKEST, SKAL HUN FORTÆLLE.«

Emilie Lærke Henriksen
»Det er hårdt at bo i et landskab, hvor selve luften kan være en knytnæve i ansigtet,« som Andrea Hejlskov selv formulerer det i Vølve.

For knap to år siden besluttede familien at flytte fra skoven, og for Andrea Hejlskov var det som et ærestab. Hun havde jo skrevet en bog om at vælge at bo i vildmarken, så hvordan skulle hun kunne flytte hjem. Som hun frustreret siger til sin daværende mand i Vølve:

»Vi kan jo ikke bare skride fra historien.«

En af de ting, som hun vil gøre op med i sin roman, er simple fortællinger. Derfor var det også nødvendigt, understreger hun, at bogen blev så omfangsrig i sidetal og i tematikker. På romanens 573 sider springes der mellem spor, tid og fortæller, et ’hun’ og et ’jeg’.

»Jeg insisterer på kompleksiteten. For jeg oplever, at vi lever i en tid, der hele tiden vil forsimple og ensrette tingene. Som succeshistorierne:«

»Så overkom du din depression, og nu er du et nyt og bedre menneske. Du gik ned med stress, men så lærte du at meditere og spise sundt, og nu er alt perfekt, du har otte børn, og alt er lykkeligt,« siger hun karikerende og konstaterer:

»Og sådan er det jo bare ikke! Og det er da klart, at jeg vil sige noget til det, fordi jeg ikke rigtig passer ind i det, lige meget hvor meget jeg prøver. Jeg synes, historierne bliver mere og mere snævre for tiden, det hele skal bare være succes, effektivitet og vækst hele tiden.«

Med Vølve ville Andrea Hejlskov skrive en roman, der kunne indeholde det hele, skrive en bog, hvor alt ville blive sagt, så ingen havde noget på hende. Hun skulle fortælle sin historie på egne præmisser.

Indviet vølve

I romanen veksles der som sagt mellem et ’jeg’ og et ’hun’. Tidspunktet, der markerer overgangen med de to, er udgivelsen af Andrea Hejlskovs første roman.

For her begyndte hun at fortælle sin egen historie.

’Hun’ er en lille pige, så en ung kvinde, der lige er blevet mor for første gang som nittenårig. Til tvillinger. Så er hun en søster, der mister sin lillesøster i en bilulykke. ’Hun’ har sin første åbenbaringsoplevelse, finder asatroen, og føler sig utilpas i kernefamilien. ’Hun’ bliver syg, indlagt på psykiatrisk hospital, diagnosticeret med skizofreni.

’Jeg’ er kvinden, der flytter ud i vildmarken med sin familie. ’Jeg’ får succes med sin bog, giver utallige forfatterforedrag. ’Jeg’ flytter derefter til Skåne og så hjem til Danmark igen. ’Jeg’ skriver fra lukket afsnit. Og så får ’jeg’ fjernet sin diagnose.

Andrea Hejlskov bekender sig til den nordiske animisme, eller asatroen. I den er vølven en indviet præstinde, en slags hellig heks med shamanistiske evner. Hendes rolle i det hedenske, skandinaviske samfund, var at rejse fra bygd til bygd og »fortælle virkeligheden frem,« som Andrea Hejlskov formulerer det.

Her er vi tilbage ved Hejlskovs første pointe. Spådomme bruger sproget som sit middel til at skabe en ny virkelighed. Den bliver sand, fordi den er blevet sagt.

Altså, ingen krystalkugler. Alle de der forestillinger har vi fra disneyfilm, mener Andrea Hejlskov. Det har intet med den form for magi, hun praktiserer, at gøre.

Andrea Hejlskov er nemlig indviet vølve.

I Vølve beskriver Andrea Hejlskov sine religiøse erfaringer og sin berøring med de forskellige miljøer, online og offline, der er for asatroende. Andrea Hejlskov fortæller, at hun med romanen også har haft til hensigt at sætte fokus på det skandinaviske førkristne trossystem, at »demokratisere magien«.

Det var efter en religiøs åbenbaring, hvor hun så Thors hammer på himlen, at hun blev asatro.

Virkelig? Hun ved godt, at det spirituelle er et emne, der gør den kulturkristne perpleks.

Det er også det, hun fornemmer efter bogens udgivelse.

Egentlig var hun mest nervøs for, hvordan folk ville reagere på, at hun fortalte om sine psykiske lidelser. At det ville devaluere alt det, som hun havde sagt med sine forrige bøger.

»Men jeg kan se, at folk finder det spirituelle langt mere tabuiseret.«

I tidligere interview har hun understreget, at hun altså godt ved, at naturvidenskab findes. Jaja, hun ved godt, at torden også er noget med lufttryk og så videre. Men hun mener ikke, at det ene udelukker det andet, forklarer hun. Hun tror ikke på, at der kun kan være én kausalitet, én årsag til, at ting sker.

Andrea Hejlskov har aktivt valgt at skrive fra et dybt personligt sted. For det er det smukke ved autofiktionen, mener hun, »at den har accepteret, at det objektive ikke findes.«

Andrea Hejlskov har aktivt valgt at skrive fra et dybt personligt sted. For det er det smukke ved autofiktionen, mener hun, »at den har accepteret, at det objektive ikke findes.«

Emilie Lærke Henriksen

»For mig handler det at være religiøs om radikalt at omfavne, at der kan være flere sandheder på én gang,« siger hun. »Flere virkeligheder.«

Men hun er i øvrigt ligeglad med, hvad andre tror på.

»Du roder selv med, hvordan du opfatter verden. Jeg er ikke ude på at missionere.«

Ligne en idiot

Med romanens titel peger Andrea Hejlskov også på sig selv og på bogens udflydende grænse mellem forfatter og værk, liv og fortælling.

Andrea Hejlskov har aktivt valgt at skrive fra et dybt personligt sted. For det er det smukke ved autofiktionen, mener hun, »at den har accepteret, at det objektive ikke findes.«

Autofiktionen er en videreførsel af den orale fortælletradition, fordi den er forankret i en konkret krop og en konkret tid, fortæller Andrea Hejlskov.

Derfor ser hun, vølven, sin bog som en videreførsel af Vølvens spådomsgerning, hvor det at udtale noget, blev set som en virkelighedsskabende ting. At forstå ord som magt, som magi, var altså en integreret del af det hedenske samfund.

»Du skal altså bare stoppe mig, hvis det bliver for foredragsagtigt,« indskyder Andrea Hejlskov. Hun er godt bevandret i det hedenske stof, og spørger man ind til det, kan man mærke, at hun taler fra et selvsikkert sted, en dyb brønd af baggrundsviden, som hun kunne blive ved med at trække op fra længe, hvis det skulle være.

»Vi har altså en kulturtradition for, at ord betyder sygt meget,« fortsætter Andrea Hejlskov.

»Hvis du sagde ’nidring’ om nogen, så havde du konkret angrebet dem, og det blev anset som lige så slemt som at have slået dem.«

Faktisk er der ikke mange skrifter fra det hedenske samfund, der har overlevet tiden. Praktiserer man som Andrea Hejlskov asatro i dag, er det en revitalisering af religionen, og mange af den moderne asatros ritualer blev indstiftet i 1970’erne. Derfor handler det at være praktiserende asatroende også om at prøve sig frem, se, hvad der virker, fortolke. Sådan var det også til hendes egen vølveindvielse for omkring 20 år siden.

»Det var et totalt eksperiment,« siger hun. »Vi anede ikke, hvordan man gjorde.«

Hun blev sendt alene ind i skoven. Det tordnede. Senere fik hun gaver; en kappe, en amulet og en læderpose med urter.

Men det er altså ikke sådan noget, hun ifører sig til hverdag. Faktisk kan hun godt lide at gøre det modsatte. At skuffe folks forventninger til en heks, der har boet mange år ude i skoven. Tage makeup på, for eksempel.

I dag er hun iført en rød velourkjole. Hendes »lucky dress,« som hun kalder den.

Andrea Hejlskov erkender, at det kan virke selvoptaget at skrive et autofiktivt helteepos om sig selv. Og samtidig kræver det faktisk, at man er utroligt uforfængelig, mener hun.

»Man må simpelthen æde, at man ligner en idiot,« siger hun og griner.

»Men sommetider er jeg i tvivl om, om det er, fordi at jeg er tumpet, at jeg ikke er særlig pinligt berørt over det,« siger Andrea Hejlskov, nu alvorligt.

»Jeg tror simpelthen, at der er nogle sociale koder, som jeg ikke fatter.«

Heltefortællingerne er vigtige, mener hun og står ved, at det er sådan, hun har konstrueret narrativet i Vølve.

»Men for mig handler det ikke specielt meget om mig selv. Helten – eller jeget – står jo bare som et eksempel. For mig handler det om, at når jeg tør sige de her ting højt, så tør andre også at gøre det samme.«

For det er »det almene i autofiktionen, der egentlig betyder noget,« fortsætter hun. At andre kan bruge hendes historie, at hendes historie kan sige noget alment.

»Den autofiktive forfatter skal gå igennem noget – for de andres skyld.«

Blandt andet på grund af sine foredrag og ligeledes på de sociale medier har Andrea Hejlskov meget kontakt med sine læsere, og mange skriver direkte til hende for at dele deres læseoplevelser. Hun ser det som en lige så vigtig del af hendes forfatterpraksis som bøgerne i sig selv.

Også der oplever hun, at der er en form for magi i skriften. Når det, hun skriver, betyder noget for andre. Og det er det, som litteraturen skal, mener hun. Kunne føre noget med sig.

»Litteraturen skal hjælpe os som mennesker,« proklamerer hun.

Sådan er det at tale med Andrea Hejlskov. Hun er sarkastisk i det ene øjeblik, højtidelig i det næste. Snart ydmyg, dernæst store armbevægelser.

Råbe op

For Andrea Hejlskov var vildmarken ikke kun et sted at befinde sig. Det var også et sted at tale fra. Derfra kiggede hun blandt andet kapitalismen, klimadebatten og kernefamilien efter i sømmene.

Hun råbte op, når hun mente, at klimadebatten blev for glat, for meget kødfri mandag og for lidt ubehag, og mindede om, at naturen er uglegylp, edderkoppeklister og slimede substanser. Og at den hastigt forandrer sig lige nu, hvor vi står over for den sjette masseudryddelse i klodens historie.

I Vølve råber hun stadig. Vølvens spådom, som bogen er blevet bygget op omkring, fortæller om verdens skabelse, undergang og genskabelse, om ragnarok. Og vi kan forstå klimakrisen som en form for ragnarok, mener Andrea Hejlskov.

Indimellem kan vi høre fly over himlen, der punkterer skovens dybe, stille ro.

Vi har haft en sommer med ekstreme vejrforhold, som et fjernt og dystert fremtidsscenarie, der pludselig er blevet til virkelighed.

FN’s klimapanel (IPCC) konkluderede, at vi, efter utallige advarsler, i bund og grund er for sent på den, og at menneskeheden er på kollisionskurs med klimaet, biosfæren og sit eget eksistensgrundlag, som Jørgen Steen Nielsen formulerede det her i avisen. Og at vi utvetydigt selv er skyld i det.

Men sproget er for smalt til at beskrive den krise, vi står over for, mener Andrea Hejlskov.

For dybest set afspejler klimakrisen en dybere krise, hvor vi ikke længere er forbundet med tingene omkring os. At vores sprog er blevet for utilstrækkeligt til at beskrive den.

Derfor forsøger Andrea Hejlskov i Vølve at udpege nogle af de forbindelser, som hun mener er gået tabt. Forbindelser mellem mennesker, ting, naturen. Mennesket tror, skriver Andrea Hejlskov i Vølve, at det lever helt alene i et tomt univers.

Men »verden er levende, og den taler til dig,« som der står.

Det kan føles, som om vi har kurs mod Jordens undergang, når temperaturstigninger, kraftige vandmasser og skovbrande kæmper om vores kollektive opmærksomhed.

Vølven har været ude for mange sammenbrud, og derfor er hun den, der er trænet i at komme igennem dem.

Som Andrea Hejlskov skriver i insisterende versaler:

»NÅR ALT ER MØRKEST, SKAL HUN FORTÆLLE.«

Andrea Hejlskov: ’Vølve’. Forlaget URO. 600 sider. 309,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her