Benzintanken reddede min jul. Det blev også året, hvor jeg forærede en motorolie i julegave

Julen er de nøje koreograferede gentagelsers fest. Højtidens drivende mani er at drage omsorg for, at de mindste detaljer falder på plads: Juletræet skal have den rette højde, symmetri og fylde. Sværene på stegen skal være tindrende sprøde. At glemme laurbærblade er utilgiveligt. Rødkålen skal være hjemmelavet med andefedt efter egen opskrift, ikke for fint snittet. Amaronen må ikke skænkes op, før den er behørigt iltet og chambreret. Anden må hverken være for mager eller for fed. Den skal være økologisk og fersk, ikke frossen, og bestilt i god tid.

Når træet skal pyntes, skal børnene deltage med iver og dedikation. Allerede her skal julelysene være tændt i deres øjne. Pynten på træet skal være smagfuld, det vil sige uden kitsch, uden lametta. Der skal indgå de nedarvede klenodier, som sad på træet under fortidens juleaftener, da vores for længst afdøde bedsteforældre var børn. Gaverne skal være pakket ind med omhu og sløjfer og være personlige og velvalgte. De må hverken være for billige eller for dyre og hverken for mange eller for få. Julen må hverken være tarvelig eller materialistisk.

Fyldte kamre

Forrådskamrene skal være fyldte med de obligate hjemmebagte vaniljekranse, suppleret af finskbrød og jødekager og helst også klejner. Der skal være polerede pigeonæbler og juleappelsiner, og der skal være hvide rosiner, figner, dadler og hjemmelavet konfekt. Den hjemmelavede rullepølse skal være tilpas pebret med den helt specielle grovsennep til. Det er vigtigt, at portvinen til risalamanden er udsøgt.

Men fremfor alt skal vi være omgivet af vores nære familie. Her må ingen mangle. Og når det hele kulminerer, og vi finder hinandens hænder i dansen om træet, skal yndlingssalmerne afsynges med versene i rigtig rækkefølge, og de mest skattede strofer skal huskes: »Glæden er jordens gæst i dag.«

Derefter bør gaveudpakningen foregå i moderat tempo, så alle kan se, hvem der får hvad af hvem. Og udtrykke deres anerkendelse.

Alle vi, som tager julen alvorligt, har vores egen liste over at det, der skal gå op i en højere enhed, hvis den ceremonielle afvikling af julen skal lykkes optimalt. I senmodernitetens affortryllede og aftradionaliserede samfund er vi mange, der holder fast i julen som det sidste store meningsgivende fællesskabsritual. Selv for en protestantisk ateist som jeg selv kan julen give glimrende mening som den cyklisk tilbagevendende fest, hvor vi forbinder os med traditionen, med vores forfædre og med det, de satte højest.

Jo ældre, jeg bliver, jo mere hæger jeg selv om detaljerne. Som om alt afhang af dem eller i al fald af den umage, man lægger i dem. Det gør det selvfølgelig ikke.

For i julen har vi hinanden. Det er det væsentlige, selv når detaljer glipper. Der har været jule med udfordringer. Jule med smalhals, med savn af familie, der ikke kunne være med. Jule med alt for megen eksistentiel eftertanke, hvor juleglæden fik modspil af mængder af julesorg. Skilsmissejule, hvor den brudte familie ikke kunne forenes.

Øjeblikkets magi

Men den værste jul, jeg husker, var den jul for mange år siden, hvor jeg, underdrejet af svære tømmermænd efter en aften i muntert lag, ikke havde nået at købe alle gaver, før butikkerne lukkede. Jeg køber helst mine gaver på lillejuleaftensdag. Her er stormagasinerne mindre travle. Næsten alle har overstået indkøbene. Når der kun er kort tid at beslutte sig i, slipper man for en proces fuld af vaklende overvejelser.

Nu var gode råd dyre. Ikke at give gaver til familiemedlemmer, fra hvem man selv kunne regne med fine gaver, ville være at forbryde sig mod selve julens ånd. At give gaverne efter julen er ikke acceptabelt, for udvekslingen er nødvendigvis bundet til julens øjeblikke og anledningens magi.

Hvordan skulle jeg få det sagt? Og hvornår? Ved ankomsten? Før julemiddagen? Efter dansen om træet? Når alle gaver var pakket ud? Før eller siden måtte jeg gå til bekendelse. Og når jeg gjorde det, ville det i nogen grad spolere stemningen og på sigt skabe et trist minde, der ville forfølge mig. År frem ville alle tænke tilbage på den jul, da jeg ikke gav til alle.

Brødebetynget begav jeg mig afsted. Men så slog det ned i mig. Shell-tanken på hjørnet havde stadig åbent. Måske slap jeg for at tabe ansigt.

Dette blev året, da jeg måtte forære festligt indpakkede slæbetove, twist, topnøglesæt og motorolie som julegaver. Vi fandt en grimasse, der kunne passe. Katastrofen blev undgået. Gaverne var absolut ikke ideelle, men dog brugbare. Og jeg forsyndede jeg mig ikke mod gavegivningens logik: I sidste ende er det tanken, der tæller.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.