Essay
Læsetid: 8 min.

Det, Brandes skitserede med Hovedstrømninger, var Europas ’psykologi’ gennem et halvt århundrede

Med en hegeliansk masterplan i baghånden iscenesatte Georg Brandes for 150 år siden litteraturhistorien som idéernes kampplads op gennem et halvt århundrede – intet mindre end Europas ’psykologi’ gennem et halvt århundrede
Kultur
31. december 2021
Brandes troede på, at et komparativt greb gav mere interessante perspektiver på litteraturen end afhandlinger om udviklingen af Goethes kommatering. Den tro lever i dag i bedste velgående.

Brandes troede på, at et komparativt greb gav mere interessante perspektiver på litteraturen end afhandlinger om udviklingen af Goethes kommatering. Den tro lever i dag i bedste velgående.

Polfoto/Ritzau Scanpix

For 150 år siden trådte Georg Brandes op på podiet og leverede den første forelæsning af det værk, der efter 19 år og 2.800 sider fordelt over seks bind blev til Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur. Allerede den første forelæsning var en dobbelt provokation. Uden omsvøb proklamerede han sine liberale idéer og kastede en handske mod det konservative politiske establishment.

Men i samme ombæring kastede han også en handske mod den etablerede litteraturforskning. Med Hovedstrømninger introducerede Brandes en ny metode, en original måde at studere litteraturen på, som samtidig førte til heftig kritik og sågar gentagne anklager om uvederhæftighed. At de to handsker tilhørte én og samme person, at Brandes ofte lod sit kritiske engagement og sin aktivisme styre sit virke som litterat og forsker har ikke gjort ham til en mindre kontroversiel eller aktuel figur.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

God artikel, for en gang skyld endog for kort, men aldrig kedelig. Man savner en uddybning af hoved-ideerne i artiklen. Det behøver ikke at være i seks bind.

christen thomsen, Poul Erik Pedersen og Ole Meyer anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Både i forbindelse med Informations artikelserie, der mimede Brandes Hovestrømninger, og i forbindelse med kommentaren her har jeg tænkt over, at der er et aspekt ved Hovedstrømningerne som er ladt ude af betragtning. Det er det politiske aspekt i Brandes forelæsninger. Brandes pointe var at den danske litteratur, på daværende tidspunkt, var ude af trit med samfundsudviklingen. Den formåede ikke at indfange og reflektere de problemer som fandtes i datidens danske samfund.

I den forbindelse kan det nævnes at netop året 1871, hvor Brandes tog hul på forelæsningsrækken, også var det år hvor den samlede Venstre-opposition i Folketinget (bønder, husmænd og intellektuelle) formulerede oppositionens politiske program. Samme år organiserede den socialdemokratiske bevægelse den første demonstration, der blev brutalt nedkæmpet af det danske politi. Så Brandes taler altså ind i en tid, hvor der er ganske meget røre i det danske samfund. Der skete hastige forandringer, i løbet af den tid han afviklede hele forelæsningrækken (1871 - 1877). Det er disse forandringer, som i et lidt videre politisk og kulturelt perspektiv satte nogle grundlæggende spørgsmål ved det vedenssyn som samtidens litteratur - i hans øjne - repræsenterede. Et borgerligt-kristent vedensbillede.
Brandes anvender ganske rigtigt den sammenlignende metode, til at blotlægge denne stivnede litterære offentlighed. I den forbindelse mener jeg, det er vigtigt at huske på at den litterære offentlighed på daværende tidspunkt var tæt på at være enerådende som forum for datidens kulturelle debatter. Medierne for debatten var bøger, tidsskrifter og aviser. Den kulturelle udveksling mellem Danmark og de store europæiske lande og, lidt tættere på, de nordiske, foregik via de nævnte medier og teaterforestillingerne på Det Kongelige Teater.
Peter Nielsen vælger at bruge den litterære offentlighed, i sin samtidsdiagnose af forholdet mellem den europæiske og den danske offentlighed - helt parallelt med det Brandes gjorde. Men: her mener jeg spørgsmålet er om ikke dette perspektiv er for snævert. Man vil kunne påpege at der er kommet flere medier til, siden Brandes tid. Film, plader, CD og streaming - for blot at nævne nogle! Her kunne jeg godt savne, at Peter Nielsen havde reflekteret over hvad dette ændrede mediebillede har betydet for den kulturelle offentlighed. Kan man, i den forbindelse, forestille sig at der faktisk er tale om en større nuancering i billedet af den danske kultur og den danske offentlighed i 2021?
Når dette spørgsmål er væsentligt skyldes det at Brandes jo netop talte ind i en politisk situation, hvor datidens politiske magthavere (både til højre og venstre) vendte opmærksomheden væk fra den omverden der var inde i et radikalt opbrud. Det opbrud han selv fik lod og del i, som vi kender som Det Moderne Gennembrud. Et opbrud der radikalt ændrede både de økonomiske, sociale og politiske forhold over hele Europa - og som naturligt også ændrede det danske samfund radikalt.
Spørgsmålet er om den aktuelle artikelserie formår at inddrage det fulde potentiale der lå, i Brandes radikalitet.
Jeg rejser spørgsmålet, fordi jeg er i tvivl. Jeg er i tvivl fordi Peter Nielsen ikke diskuterer det begreb om den litterære offentlighed, som Brandes havde som sin forudsætning for at foretage den samtidsdiagnose som lå i gennembrudsforelæsningerne. Det centrale spørgsmål er om dette kan benyttes ukritisk, med en forskydning på 150 år? Næste spørgsmål: inddrager man andre medier i sin analyse: må man så ikke også tage højde for, at vi i dag, må operere med flere forskellige offentligheder - og ikke blot en litterær offentlighed?
På baggrund heraf kan vi så vende tilbage til det politiske aspekt i Brandes virke. Brandes formåede at skabe kulturelle delingslinjer, som fik politiske konsekvenser. Oppositionen deltes, mellem de der fandt hans tilgang til dansk kultur overbevisende og de der fandt hans gudsfornægtelse fremmed for dansk kultur. Realismen blev afsæt for politiske analyser af konsekvenserne af den begyndende industrialisering i Danmark. Aktuelt kan man påpege at den globale udvikling har sat spørgsmålstegn ved definitionen af dansk kultur og identitet. Også her er der en delingslinje mellem de der ser dansk kultur som noget unikt - eller som et resultat af europæiske og globale påvirkninger. Jeg vil hævde at kulturen, i bred forstand, i Danmark er blevet påvirket både af europæiske og globale udviklinger. Jazz, punk og rap er også blevet en del af dansk musikliv. Dansk film er blevet en eksportvare! - for blot at nævne et par eksempler. Således demonstrerer den kulturelle udvikling også at den politiske antagelse om en unik dansk kultur ikke holder. Set i det perspektiv er Brandes derfor også højaktuel. Jeg vil derfor mene, at det ville have styrket artikelserien (og den aktuelle danske kulturanalyse) hvis den danske politiske udvikling var trukket lidt længere frem i serien. Endvidere havde det også været en styrke, hvis kulturbegrebet var blevet underkastet en selvstændig diskussion.
mvh. poul.